Indlæg

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Her bliver han nemlig fatalt såret af en stor bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han nu forsøger at overleve i den iskolde natur. Det er groft sagt præmissen i Alejandro González Iñárritus nye film, der passende kunne have fået den danske titel Med forfrossen Leo på iskold overlevelsestur i 1823.

Du ved, menneskets kamp for livet og mod naturen. Simpelt, men også elementært spændende. Og så er filmen utroligt nok baseret på en sand historie. Det er dog ikke historien, der gør The Revenant til så pokkers vild en oplevelse, men derimod måden den forløses på. Det står klart fra den imponerende åbningsscene, hvor en gruppe jægerne – heriblandt en fuldskægget Leonardo – angribes af indianere med bue, pil og økser.

revenant-biograf-01

Det er en af de mest intenst medrivende actionscener, jeg længe har set. Her flyver kameraet hektisk – men aldrig forvirrende – i lange ubrudte bevægelser ind og ud af det blodige kaos, hvor pile suser dødeligt gennem luften og geværer føder blodige kroppe. Jeg forbliver på den måde på slagmarken. Placeret unådigt midt i døden og håbløsheden uden mulighed for at undslippe. Og her bliver jeg resten af filmen – i selskab med Leonardos bitre overlevelseskamp.

Det er denne helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab, der er så pokkers vild. Nærværet og nuet. Skabt med god hjælp af fotograf Emmanuel Lubezki, der smukt sætter dødskampen og den realistiske rå natur i kontrast med både bjergtagende billeder og symbolladede scener, mens lydsiden dyrker stilheden og åndedrættet i de store vidder. Her får både roen og fortvivlelsen således lov at danse op mod Ryûichi Sakamotos sfæriske score.

revenant-biograf-02

Nå ja, og så er der jo Leonardo, der kæmper hårdt for sin Oscar… ahem, jeg mener for sit liv. Næsten uden ord aser og maser han sig nærværende gennem den nådesløse natur, hvor han med et intenst blik og snot i skægget fastholder mig i sin kamp. Hele vejen. Det øvrige cast leverer desuden værdigt modspil, blandt andre en flot CGI-bjørn samt en brutal og brovten Tom Hardy.

The Revenant er dog meget andet end skuespillernes dødsforagtende spil og historien med indbygget hævnmotiv i samt en kras påmindelse om den umenneskelige behandling af indianerne. Det er i høj grad den rene filmoplevelse af lyd og billeder i bevægelse. Det at blive sænket ned i en rå natur side om side med Leonardo. Nærværet og nuet. En pokkers vild oplevelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

[tabgroup][tab title=”The Revenant | Biografanmeldelse”]
revenant-poster

Originaltitel: The Revenant, USA, 2015
Premiere: den 21. januar 2016
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: m.fl. Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, en stor bjørn m.fl.
Spilletid: 156 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke. Imponerende.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

hateful-eight-biograf-02

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. Ja, de restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede Ultra Panavision 70-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

hateful-eight-biograf-03

Men her får 70mm-bredformatet altså lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges til blandt andet strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv hele tiden er på vagt over for hinanden. Og netop i gruppens samspil og fortællingens mange detaljer sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Biografanmeldelse”]
hateful-eight-poster
Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Premiere: den 7. januar 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Virkelig? Endnu en version af Shakespeares tragedie? Åbenbart – og heldigvis må jeg hellere skynde mig at sige. For godt nok er historien blevet fortalt et utal af gange, siden William skrev den. Men gode historier kan fortælles igen og igen – og det er Macbeth. Tragisk, trøstesløs og dybt nede i det menneskelige mørke. Det er den også i Justin Kurzels udgave med Michael Fassbender som Macbeth og Marion Cotillard som hans hustru.

Lige historien helt kort. Macbeth er en general med altopslugende ambitioner om at blive Skotlands konge. Godt bakket op af sin hustrus hjælp. Og han vil gøre alt for at nå sit mål. Du ved, dræbe, bedrage og den slags moralsk nedbrydende handlinger. Ja, altså fortællingen om en mands undergang og menneskelige opløsning spundet i et net af grådighed, magtsyge og sindssyge.

macbeth-2015-biograf-03

Men selvom Fassbender bærer den hjem med uforfalsket nerve og en tiltagende galskab i blikket, mens Marion Cotillard er både sårbar og pokkers stærk som Lady Macbeth, får tragedien aldrig for alvor fat i mine ellers modtagelige følelsesnerver. Jeg forbliver mere beskuer end egentlig engageret i det menneskelige drama. Måske fordi filmen er så optaget af at engagere mig visuelt.

For jeg bliver på trods af de dragende personportrætter ikke videre følelsesmæssigt engageret. Derimod imponerer og inddrager Justin Kurzels Macbeth mig med sin billedside. Her bliver der fra første åndeløse frame åbnet op for de skotske vidder, hvor tågen hersker tungt over trætoppene, mens blodet størkner mørkt i krigernes slidte skæg og skarpe sværdklinger.

macbeth-2015-biograf-02

Det er da også netop på grund af den duperende indpakning, at filmen lever hos mig – både, mens den står på og efter rulleteksterne. Men selvom jeg gribes af det nærmest overjordiske univers, der her pakker tragedien ind i sørgmodig tåge, super slowmotion og endeløse landskaber, forbliver min oplevelse noget følelsesmæssig overfladisk. Selvom her jo ellers er godt schwung på dramaet.

Du ved, potente sager som magtsyge, mord, forræderi, ublu ambitioner, hekseafbrændinger, galskab, skyld, had, krig, smerte, og vrede. Men visuelt både rummer og rammer tragedien mig med pondus, hvor blandt andet Macbeths syner foldes ud med en tvetydighed, så jeg kommer med ind i hans vaklende verden, hvor grænsen mellem virkelig og fantasi, rationale og sindssyge gives mening i sin visuelle udfoldelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Macbeth får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Macbeth | Biografanmeldelse”]
macbeth-poster
Originaltitel: Macbeth, UK | France | USA, 2015
Premiere: den 17. december 2015
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Marion Cotillard, Michael Fassbender, David Thewlis, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

/i , /af

Biografanmeldelse: Wow, det er altså et både vildt og vildt eventyrligt univers, italienske Matteo Garrone lukker mig ind i med sin balstyriske Tale of Tales. Her møder jeg blandt andet mystiske væsner, en liderlig konge og en længselsfuld prinsesse samt naturligvis forunderlig magi. På kryds og tværs i dette storslåede univers udspiller således en række forskellige eventyr sig.

Det slår mig først og fremmest, hvor ægte universet føles. Her er en fysisk tyngde og detaljegrad i alt fra kongekroner til trolderynker, der gnidningsfrit også overbeviser mig om, at det der store sømonster findes lige der for øjnene af mig. Af kød, blod og med et dunkende hjerte bag det enorme bryst. Og netop universet er det, der fastholder mig, når fortællingerne mister nærvær.

tale-of-tales-biograf-02

For selvom historierne er enten spændende, romantiske, brutale, uhyggelige eller det hele på én gang, snubler de sig desværre også en smule ujævnt ud og ind mellem hinanden. Måske de ville have fungeret bedre som separate kortfilm? Jeg var dog upåagtet hensat til og forført af det dragende eventyrland. Hele vejen.

Lige fra Salma Hayek som fortvivlet dronning, der sender sin mand (John C. Reilly) i kamp mod et mægtigt bæst, hvilet skulle afhjælpe deres barnløshed, til en stakkels prinsesse (Bebe Cave), der er uheldig at blive bortgift af sin far (Toby Jones) til en fæl trold og ikke mindst en liderlig konge (Vincent Cassel) på konstant jagt efter nye erobringer, hvilket bringer ham i fedtefadet.

tale-of-tales-biograf-01

Ja, Garrones to forrige film står i skarp kontrast til dette pompøse eventyr. Du ved, den rå gangsterfilm Gomorra og det legesyge drama Reality. Men med afsæt i landsmanden Giambattista Basiles eventyrsamling fra 1634 og 1636 samt hjælp fra fotograf Peter Suschitzky, production designer Dimitri Capuani og tilhørende hold har Garrone skabt et prægtigt, begærligt og farligt eventyr.

Her er ingen flad CGI-farvelade, der ellers alt for ofte ukritisk hældes ud over eventyrfilm for at bringe magien til live, men i stedet ender med at kvæle den. Nej, her banker, ånder og lever magien. Jeg tror på eventyret. Fra en fremtryllet skønhed (Stacy Martin) til et klamt monster. Et smukt, arketypisk og fandens opslugende univers, hvor kærligheden, begæret og løgnen har konsekvenser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Tale of Tales | Biografanmeldelse”]
tale-of-tales-poster
Originaltitel: Tale of Tales, Italien | Frankrig | England, 2015
Premiere: den 10. december 2015
Instruktion: Matteo Garrone
Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Toby Jones, Vincent Cassel, Bebe Cave, Stacy Martin m.fl.
Spilletid: 125 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

 

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

/i , /af

Biografanmeldelse: Den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende, siden Syvester Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Senest var han i ringen med Rocky Balboa i 2006. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”.

Sylvester Stallone er tilbage i signaturrollen som nu forhenværende bokser. Med flere rynker, flere skavanker og mere kød i ansigtet, hvor de milde øjne lyser af levet liv frem fra under de mørke bryn og den obligatoriske hat. En mand, der ved, hvor han står i livet, og hvad han har opnået. Boksekarrieren er bag ham, mens graven kun rykker tættere på. Det går ham dog ikke synderligt på.

Creed-Rocky-biograf-03

Men det er ikke hos Rocky, det starter. Derimod er det hos den unge Adonis Creed – i skikkelse af en skarpt skåret Michael B. Jordan med kombineret sorg og gåpåmod i et både flakkende og fast blik. Søn af den legendariske Apollo Creed, som Rocky stod over for i filmen fra 1976. Apollo døde dog før Adonis blev født – ikke desto mindre er han bokser til benet. En født fighter.

Adonis vil dog ikke tage sin fars navn. Han vil skabe sit eget og tager derfor fra L.A. til Philadelphia for at overtale Rocky til at træne ham. Det er i dette møde mellem generationer – fortid og nutid – at fortællingen naturligt og fængslende rammer alle dramatiske toner rent. For Creed handler slet ikke om boksning, men om de kampe, vi alle hver især kæmper i livet. Opløftende, råt, varmt, sjovt og usentimentalt (sådan cirka).

Creed-Rocky-biograf-02

Creed, der kæmper med en tabt barndom, at leve i sin fars skygge og med at finde sin vej i livet. Rocky, der lever med alderdommens vished om, at det meste af livet er bag ham. I bund og grund handler Creed om at kæmpe for det, man tror på. For sig selv. For dem omkring en. For selve livet. Ja ja, godt nok kan Creed sætte hak ved et par klichéer – se ovenfor – men de leveres alle oprigtigt.

Jeg tror på kampene, både de indre og ydre. For vi får naturligvis også et par potente boksekampe, hvor musklerne spændes i min krop, mens tårerne presser sig på. Følelserne sætter sig med ubesværet oprigtighed i min krop og mave, mens instruktør og medforfatter Ryan Coogler (Fruitvale Station) med sikker hånd bygger fortællingen så levende op, at jeg føler det, de føler. Fra slagene i ringen til dem, vi alle udsættes for, selvom vi ikke bærer boksehandsker.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Creed| Biografanmeldelse”]
creed-rocky-poster
Originaltitel: Creed, USA, 2015
Premiere: den 3. december 2015
Instruktion: Ryan Coogler
Medvirkende: Michael B. Jordan , Sylvester Stallone, Graham McTavish, Tessa Thompson, Phylicia Rashad, Anthony Bellew m.fl.
Spilletid: 133 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvom det ikke just er filmiske milepæle, Steven Spielberg banker i jorden mere, ser jeg absolut stadig frem til hver ny film af manden bag nogle af filmhistoriens bedste titler. Og flere af mine favoritter. Ja ja, han kan stadig nå at levere milepæle. Det bliver dog ikke med hans nyeste. Men bare rolig, for selvom Spionernes Bro ikke er en milepæl, er kombinationen af Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig bestemt god.

Stemningen er lidt trykket mellem USA og Sovjetunionen – den kolde krig, du ved. Og stemningen bliver ikke just bedre af, at FBI i 1960’erne arresterer den sovjetiske spion Rudolf Abel på amerikansk jord. Men selvom man er en russisk KGB-spion i USA, skal man jo have en ordentlig rettergang og en ordentlig advokat – ind kommer en sympatisk Tom Hanks som advokaten Donavan.

spionernes-bro-bridge-of-spies-biograf-04

Steven Spielberg får således elegant menneskeliggjort og sat de politiske spændinger samt dilemmaer i spil – i form af forholdet mellem Donavan og Abel. Du ved, USA kontra Rusland. Situationen (og det grotesk komiske i den) spidser yderlige til, da en amerikansk pilot ender i et sovjetisk fængsel. Nu må Donavan nemlig til Østberlin for at forhandle med russerne om at bytte Abel for piloten.

Jeg sympatiserer lynhurtigt med altid sympatiske Tom Hanks, der er endt i noget af en koldkrigs-knibe. Den klassiske ’en-almindelig-mand-i-en-ualmindelig-situation-rolle’, som Tom Hanks spiller til perfektion. Det gør han også her. Afdæmpet, tilbageholdende stædig og menneskelig til benet. Godt understøttet af familiens varme skød og hans ubrydelige moral.

spionernes-bro-bridge-of-spies-biograf-01

Mark Rylance er ligeledes forrygende som den enigmatiske Abel, der samtidig udgør en god dramatisk modvægt til Donovans varme væsen med sin rationelle og indadvendte facon, som eksempelvis når Donavan spørger, om ikke han er nervøs (du ved, med udsigt til dødstraf), hvortil han blot tørt svarer: ”Would it help?”. Det er en fornøjelse at være vidne til deres afdæmpede drama og det umage venskab, der opstår på ryggen af de store politiske spændinger.

Udover den engagerende duo, der bringer det velskrevne, vittige og skarpe manuskript af Matt Charman samt ikke mindst Ethan og Joel Coen til live, bringer Spielberg ligeledes koldkrigsstemningen dragende til live med regnvåde og tyst belyste miljøer befolket af mænd i tunge jakkesæt og iklædt hat. Nå ja, og så er det også bare en helt grundlæggende fascinerende og dødspændende historie, der utroligt nok er baseret på virkelige begivenheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spionernes Bro | Biografanmeldelse”]
Spionernes_Bro-brige-of-spies-poster
Originaltitel: Bridge of Spies, USA, 2015
Premiere: den 26. november 2015
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

/i , /af

Biografanmeldelse: Så nåede Jennifer Lawrence med bue og pil i mål. Langt om længe, fristes jeg til at sige. For serien om Katniss Everdeen har aldrig for alvor indfriet sit potentiale til andet end nogle middelmådige og noget følelsesflade film. Desværre, historien fortjener mere. End ikke denne på papiret potente finale løfter sig og bliver andet end et ”tjo – det var så det, Katniss”.

Vi hopper direkte ind, hvor den forrige film slap – men nu er Suzanne Collins’ tredje og sidste The Hunger Games-bog jo også delt i to (du ved, penge). Det dystopiske univers er igen flot iscenesat med nedtonede farver i det ødelagte Panan, der står i symbolsk kontrast til det rige og farverige Capitol, hvor den diktatoriske præsident Snow regerer. Katniss fører fortsat en kamp for at få Snow ned med nakken, så det undertrykte folk igen kan blive frit. Kort fortalt.

hunger-games-mockingjay-del-2-biograf-01

For ja, her er sin del af rænkespil, plottwists og moralske dilemmaer på spil i krigen mod overmagten, hvor hverken fjender eller helte optegnes sort/hvidt, men er ilagt fine nuancer. Desværre udløser de tematiske og karaktermæssige nuancer om blandt andet skyld og tilgivelse, liv og død bare ikke det engagerende drama, historien kæmper for at bringe til live.

Relationerne forbliver for vagt optegnede og konsekvensløse, som blandt andet trekantsdramaet mellem Katnis, den nu hjernevaskede (!) Peeta og den rolige Gale – henholdsvis mere eller mindre ligegyldige Josh Hutcherson og Liam Hemsworth. Jeg kommer aldrig til at tro på den brændende kærlighed, som her med vold og magt forsøges hevet ned over hovedet på trekløveret.

hunger-games-mockingjay-del-2-biograf-02

Filmen byder dog på et par solide actionscener, som da Katniss og co. får røven intenst på komedie i klaustrofobiske gange under jorden, mens en scene, der viser krigen fra sin mest kyniske side er tæt på at generere noget af det dramatiske pondus, filmen mangler. Men det bliver ved vellykkede enkeltscener, mens helheden ender som en frustrerende uforløst og ujævn oplevelse.

For den gode historie er til stede, den er bare lullet ind i plotmæssigt dødvande og halvhjertede portrætter, hvor end ikke Philip Seymour Hoffman, Julianne Moore og Woody Harrelson får lov at løfte filmen. Donald Sutherland er dog igen herligt kalkuleret som præsident Snow, mens Jennifer Lawrence nogenlunde afstemt får sendt sin heltinde overbevisende i mål.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay Part 2 | Biografanmeldelse”]hunger-games-mockingjay-del-2-poster
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay Part 2, USA, 2015
Premiere: den 18. november 2015
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Woody Harrelson, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 136 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

SPECTRE: Daniel Craig har det hårdt som Bond – på den der elegante og mandeagtige måde

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg er egentlig ret lige glad med, hvordan James Bond drikker sin Martini. Det blev han også mere eller mindre selv, da den legendariske agent blev genopfundet i skikkelse af Daniel Craig med Casino Royale i 2006. Med Spectre er det anden gang, Sam Mendes instruerer den brede brite som 007. Det gør han også her for fjerde gang både brutalt, elegant og Bond-agtigt. Naturligvis.

For Bond er stadig Bond(-agtig). Han nedlægger kvinder (i alle aldre), er god til at køre bil og drikker Martini. Alt sammen, mens han er velklædt og siger noget køligt. For ja, det er der selvfølgelig overskud til. Du ved, James Bond. Han står ellers over for den magtfulde/mega onde organisation Spectre, der altid synes at være et skridt foran ham. Desuden er MI6 ved at blive lukket ned.

Spectre-james-bond-biograf-01

Nej, det er ikke nemt at være Bond. Heldigvis. Det ville også hurtigt blive kedeligt at se Craig snave dramatisk med Monica Bellucci. Og det er akavet nok at se på som det er i Spectre. Det er godt, at der også er ting, som skal sprænges i luften og skurke, der skal tæves, mens Bond forsøger at få skovlen under den lyssky Spectre-bagmand, som trækker tråde til Bonds mystiske fortid.

Ja, her er også plads til mennesket James – og ikke kun agenten Bond. Smerten, traumerne og tomrummet, der dundrer inde bag smokingen. Den der barndom, som vist nok ikke var heeeeelt perfekt. Og noget med ikke at dvæle ved fortiden, men at – ja – leve i klichéen… sorry, nutiden. Men balancegangen mellem menneskeligt drama, tør humor og pittoreske actionscener fungerer godt.

Spectre-james-bond-biograf-02

Blandt andet er åbningsscenen i Mexico velkoreograferet katten-efter-musen-action med Bond i mut jagt på en skummel type, mens musikken banker i takt med ens hjerterytme. Ligeledes er en kombineret flyvemaskine-skilift-og-biljagt i sneklædte omgivelser elegant og brutal – præcis som Bond. Jeg glemmer her helt, om plottet overhovedet giver mening. Men det er også ok.

For lige der i midt i de smukt udfoldede strabadser med Craig ved rattet fungerer det. Og så er det kun plusser, at Christoph Waltz er tegneserie-diabolsk, at Léa Seydoux er god med både kjole og pistol, mens Jesper Christensen ejer alle sine scener og at Dave Bautista er farlig muskelmasse, Ben Whishaw charmerende som Q og Ralph Fiennes herligt tør Bond-chef. Ja, Spectre vinder mig komplet i nu’et og overvinder her sine ujævnheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spectre | Biografanmeldelse”]
spectre-james-bond-poster
Originaltitel: Spectre, USA, 2015
Release: d. 30. oktober 2015
Instruktion: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Christoph Waltz, Ralph Fiennes, Léa Seydoux, Monica Bellucci, Dave Bautista, Naomie Harris, Ben Whishaw, Jesper Christensen m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE MARTIAN: Tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars

/i , /af

Biografanmeldelse: Ridley Scott sender Matt Damon langt ud i rummet med The Martian – mere præcist, sender han ham til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. For da en Mars-mission går galt, efterlades Matt uheldigvis på planeten. Helt alene.

Der er bare lige det ved det, at alle tror, at Matt aka botaniker/astronaut Mark Watney er død de der 225 millioner kilometer ude i rummet. Av. Det er med andre ord svært at forestille et meget mere nederen sted at vågne op efterladt til sig selv. Heldigvis er Mark ikke sådan at slå ud, så han går bevæbnet med viden, videnskab og vittige replikker til kamp for sin umulige overlevelse.

martian-02

Det er denne simple, men fascinerende præmis, Ridley Scott udfolder med sit ubetingede flair for at anbringe sit publikum i verdensrummet. Det er et både smukt, intenst og nervepirrende forløst rumeventyr med videnskabelig slagside, jeg her havner midt i. Jeg mærker suget i maven fra at skue ensomt ud over Mars’ vidder og håbløsheden over at være strandet på den ensomme rumstation.

Ridley Scott har tidligere gjort rummet usikkert med Alien og Prometheus. Her har han dog videnskaben og ikke automatvåben i hånden. Det er nemlig ikke monstre, Matt skal overvinde, men derimod halsbrækkende udregninger, mens fysikkens love skal tøjles. Eller som Matt udtrykker det, da det går op for ham, at han er på røven: ”I’m going to have to science the shit out of this.” Og det er præcis, det han går i gang med.

martian-03

Ja, det er mere medrivende, end det måske lige lyder. Blandt andet fordi skildringen af Marks kamp er så møjsommelig. Jeg er ganske enkelt på Mars med Matt. Og så fordi, Matt er pokkers godt selskab, mens han i et miks af både sjove, skarpe og frustrerende dagbogsmonologer optager sine tanker til kameraet på rumstationen. For at bryde ensomheden og dokumentere sine anstrengelser til eftertiden. Så selvom, jeg måske ikke lærer Mark Watney at kende på et dybere plan, er det nok til, at jeg fra start til slut er med på Matts røvtur til Mars.

Så selvom filmen slingrer en smule i sin afvikling henover midten, er det aldrig mere, end at det fascinerende setup fastholder mig. Nå ja, der er også virkeligt gode birollepræstationer af (og hold lige fast) Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie og Donald Glover. Men The Martian er i sidste ende Matt og Ridleys film. Jeg har ikke læst bogen af Andy Weir, som filmen er baseret på, men filmen fungerer med sin elegante vekselvirkning mellem at være åndeløs og faretruende, rolig og intens, alvorlig og sjov.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”The Martian | Biografanmeldelse”]
martian-poster
Originaltitel: The Martian, USA, 2015
Release: d. 8. oktober 2015
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Matt Damon, Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie, Donald Glover m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

SPIONEN FRA U.N.C.L.E.: Det er tilsyneladende virkelig sjovt at stoppe en atombombekatastrofe

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg ved ikke, om jeg helst vil arbejde for CIA eller KGB. Det er jeg ikke blevet meget klogere på efter at have set Guy Ritchies koldkrigs-spionkomedie, Spionen fra U.N.C.L.E. For både Henry Cavill og Armie Hammer er nogle ok cool spioner som helholdsvis amerikaner- og russerkliché i kampen for at afværge en atombombekatastrofe i de velklædte 1960’ere.

Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg klart ville droppe den sixpence, Hammer har på, mens han forsøger at være overbevisende russisk med russeraccent og russisk muthed. Så hellere Cavills stilsikre suits. Nå, jeg snakker stil og overflade – men det er egentlig passende, da det er her filmen ­– som er baseret på en tv-serie fra 60’erne – excellerer. Du ved, den der klassiske form over indhold-ting.

The-Man-from-U.N.C.L.E-01

Desværre kommer Guy Ritchie ikke helt vellykket i mål med sine stilsikre action-øvelser og indtagende 60’er-tableauer. Personerne forbliver for overfladisk optegnet, mens plottet aldrig for alvor griber mig – selvom der ihærdigt forsøges med obligatoriske twists and turns. Til gengæld griber det tilhørende og yderst forførende soundtrack mig. Jeg får lyst til at bygge min tidsmaskine færdig og rejse tilbage til 60’ernes Italien. Et klart plus.

Der er dog flere gode scener. Ikke mindst action-scenerne, så som en intens biljagt i Berlins gader, hvor jeg kastes energisk rundt i passagersædet, mens Guy Ritchie med kyndig hånd dynamik sænker og øger farten, mens bilen suser potent gennem de smalle gader. Der er også fine drilske optrin mellem vores to helte og det kvindelige tredje hjul i skikkelse af Alicia Wikander som 60’er-chikt modspil til de to kamphaner.

The-Man-from-U.N.C.L.E-02

Trekantsdynamikken kommer dog aldrig helt op at ringe. Ja, det er delvist en kemiting, der bare ikke rigtigt får nødvendigt liv. Ja, og så er manuskriptets forsøg på charmerende kækhed ikke altid lige vellykket (skrevet eller leveret). Særligt Cavill som overlegen spioncharmør får ikke altid ramt balancen mellem troværdig kvindebedårer og vittig spion. Men ja, han ligner en!

Og netop det er symptomatisk for filmen – at den ligner. Overfladen er på plads, men alligevel er der noget, som ikke stemmer. Det forbliver ved gode enkeltscener, der aldrig bliver den medrivende helhed, som gemmer sig et sted mellem de gensynsværdige actionscener. Jeg mærker det oprigtige sus fra de hvislende kugler, men mit følelsesregister forbliver upåvirket af persondrama og kærlighedskvaler – ja, og om vores helte lever eller dør.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spionen fra U.N.C.L.E. | Biografanmeldelse”]
manden-fra-uncle-poster
Originaltitel: The Man from U.N.C.L.E., USA, 2015
Release: d. 3. september 2015
Instruktion: Guy Ritchie
Medvirkende: Henry Cavill, Armie Hammer, Alicia Vikander, Elizabeth Debicki, Hugh Grant m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]