Biograf-anmeldelse – Side 23

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

18. november 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så nåede Jennifer Lawrence med bue og pil i mål. Langt om længe, fristes jeg til at sige. For serien om Katniss Everdeen har aldrig for alvor indfriet sit potentiale til andet end nogle middelmådige og noget følelsesflade film. Desværre, historien fortjener mere. End ikke denne på papiret potente finale løfter sig og bliver andet end et ”tjo – det var så det, Katniss”.

Vi hopper direkte ind, hvor den forrige film slap – men nu er Suzanne Collins’ tredje og sidste The Hunger Games-bog jo også delt i to (du ved, penge). Det dystopiske univers er igen flot iscenesat med nedtonede farver i det ødelagte Panan, der står i symbolsk kontrast til det rige og farverige Capitol, hvor den diktatoriske præsident Snow regerer. Katniss fører fortsat en kamp for at få Snow ned med nakken, så det undertrykte folk igen kan blive frit. Kort fortalt.

For ja, her er sin del af rænkespil, plottwists og moralske dilemmaer på spil i krigen mod overmagten, hvor hverken fjender eller helte optegnes sort/hvidt, men er ilagt fine nuancer. Desværre udløser de tematiske og karaktermæssige nuancer om blandt andet skyld og tilgivelse, liv og død bare ikke det engagerende drama, historien kæmper for at bringe til live.

Relationerne forbliver for vagt optegnede og konsekvensløse, som blandt andet trekantsdramaet mellem Katnis, den nu hjernevaskede (!) Peeta og den rolige Gale – henholdsvis mere eller mindre ligegyldige Josh Hutcherson og Liam Hemsworth. Jeg kommer aldrig til at tro på den brændende kærlighed, som her med vold og magt forsøges hevet ned over hovedet på trekløveret.

Filmen byder dog på et par solide actionscener, som da Katniss og co. får røven intenst på komedie i klaustrofobiske gange under jorden, mens en scene, der viser krigen fra sin mest kyniske side er tæt på at generere noget af det dramatiske pondus, filmen mangler. Men det bliver ved vellykkede enkeltscener, mens helheden ender som en frustrerende uforløst og ujævn oplevelse.

For den gode historie er til stede, den er bare lullet ind i plotmæssigt dødvande og halvhjertede portrætter, hvor end ikke Philip Seymour Hoffman, Julianne Moore og Woody Harrelson får lov at løfte filmen. Donald Sutherland er dog igen herligt kalkuleret som præsident Snow, mens Jennifer Lawrence nogenlunde afstemt får sendt sin heltinde overbevisende i mål.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay Part 2 | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay Part 2, USA, 2015
Premiere: den 18. november 2015
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Woody Harrelson, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 136 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

SPECTRE: Daniel Craig har det hårdt som Bond – på den der elegante og mandeagtige måde

29. oktober 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er egentlig ret lige glad med, hvordan James Bond drikker sin Martini. Det blev han også mere eller mindre selv, da den legendariske agent blev genopfundet i skikkelse af Daniel Craig med Casino Royale i 2006. Med Spectre er det anden gang, Sam Mendes instruerer den brede brite som 007. Det gør han også her for fjerde gang både brutalt, elegant og Bond-agtigt. Naturligvis.

For Bond er stadig Bond(-agtig). Han nedlægger kvinder (i alle aldre), er god til at køre bil og drikker Martini. Alt sammen, mens han er velklædt og siger noget køligt. For ja, det er der selvfølgelig overskud til. Du ved, James Bond. Han står ellers over for den magtfulde/mega onde organisation Spectre, der altid synes at være et skridt foran ham. Desuden er MI6 ved at blive lukket ned.

Nej, det er ikke nemt at være Bond. Heldigvis. Det ville også hurtigt blive kedeligt at se Craig snave dramatisk med Monica Bellucci. Og det er akavet nok at se på som det er i Spectre. Det er godt, at der også er ting, som skal sprænges i luften og skurke, der skal tæves, mens Bond forsøger at få skovlen under den lyssky Spectre-bagmand, som trækker tråde til Bonds mystiske fortid.

Ja, her er også plads til mennesket James – og ikke kun agenten Bond. Smerten, traumerne og tomrummet, der dundrer inde bag smokingen. Den der barndom, som vist nok ikke var heeeeelt perfekt. Og noget med ikke at dvæle ved fortiden, men at – ja – leve i klichéen… sorry, nutiden. Men balancegangen mellem menneskeligt drama, tør humor og pittoreske actionscener fungerer godt.

Blandt andet er åbningsscenen i Mexico velkoreograferet katten-efter-musen-action med Bond i mut jagt på en skummel type, mens musikken banker i takt med ens hjerterytme. Ligeledes er en kombineret flyvemaskine-skilift-og-biljagt i sneklædte omgivelser elegant og brutal – præcis som Bond. Jeg glemmer her helt, om plottet overhovedet giver mening. Men det er også ok.

For lige der i midt i de smukt udfoldede strabadser med Craig ved rattet fungerer det. Og så er det kun plusser, at Christoph Waltz er tegneserie-diabolsk, at Léa Seydoux er god med både kjole og pistol, mens Jesper Christensen ejer alle sine scener og at Dave Bautista er farlig muskelmasse, Ben Whishaw charmerende som Q og Ralph Fiennes herligt tør Bond-chef. Ja, Spectre vinder mig komplet i nu’et og overvinder her sine ujævnheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Spectre | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Spectre, USA, 2015
Release: d. 30. oktober 2015
Instruktion: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Christoph Waltz, Ralph Fiennes, Léa Seydoux, Monica Bellucci, Dave Bautista, Naomie Harris, Ben Whishaw, Jesper Christensen m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

CRIMSON PEAK: Vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde

15. oktober 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg kan lige så godt være ærlig up front: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer til Crimson Peak, da den netop forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder, da blandt andet dens olme atmosfære omfavner mig hele vejen.

For godt nok står Mia Wasikowska, Tom Hiddleston og Jessica Chastain øverst på rollelisten (og tak for det), men det er i høj grad den knugende atomsfære samt et stort hjemsøgt hus, der spiller en afgørende rolle for min tur ind i Guillermo del Toros nye film. Et mægtigt hus – der som de tre hovedroller – bærer på en tragisk fortid, som konstant truer med at sætte sig blodige spor i nutiden.

Det hele starter dog med kærligheden. Som det ofte gør – inden det hele går grueligt galt. Den altopslugende kærlighed, der som klichéen foreskriver kan få folk til at gøre hvad som helst – selv de mest uhyrlige ting. Nej, det er ingen spoiler, at gruen tidsnok overtager de gotiske omgivelser. Jeg forventer og venter nervøst på at det sker, mens Guillermo del Toro roligt folder historien ud.

Her forelsker den uskyldsrene forfatterinde Edith Cushing (Wasikowska) sig nemlig i den mystiske entreprenør Thomas Sharpe (Hiddleston). Både han, hans hjem (ja, det der hjemsøgte hus) og hans søster (Chastain) gemmer dog på hemmeligheder. Men som du ved, gør kærlighed blind, så der venter en forgabt Edith et ikke nær så rosenrødt ægteskab, som hun måske havde drømt om.

Crimson Peak er altså lige så meget en tragisk kærlighedshistorie, der tilfældigvis hjemsøges af spøgelser, som det er rendyrket gru. Gespensterne og gyset er der med samme selvfølgelighed som de store kjoler og kringledes gemakker i denne fængslende og smukke setting anno 1901. Det er i høj grad alt det, der gemmer sig i skyggerne, som udgør grundlaget for mine efterfølgende mareridt.

Guillermo del Toros viser altså et engagerende flair for at balancere antydningens kunst og bortgemte hemmeligheder med herligt udpenslet gru og tableauer af tragedie. Det gør han hele vejen gennem de mange stearinoplyste nætter mod den forrygende finale. For når ført volden og gruen rammer, så rammer den hårdt og bliver siddende i kroppen. Præcis som en hovedkulds forelskelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Crimson Peak | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Crimson Peak, USA, 2015
Release: d. 15. oktober 2015
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam, Jim Beaver m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE MARTIAN: Tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars

8. oktober 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ridley Scott sender Matt Damon langt ud i rummet med The Martian – mere præcist, sender han ham til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. For da en Mars-mission går galt, efterlades Matt uheldigvis på planeten. Helt alene.

Der er bare lige det ved det, at alle tror, at Matt aka botaniker/astronaut Mark Watney er død de der 225 millioner kilometer ude i rummet. Av. Det er med andre ord svært at forestille et meget mere nederen sted at vågne op efterladt til sig selv. Heldigvis er Mark ikke sådan at slå ud, så han går bevæbnet med viden, videnskab og vittige replikker til kamp for sin umulige overlevelse.

Det er denne simple, men fascinerende præmis, Ridley Scott udfolder med sit ubetingede flair for at anbringe sit publikum i verdensrummet. Det er et både smukt, intenst og nervepirrende forløst rumeventyr med videnskabelig slagside, jeg her havner midt i. Jeg mærker suget i maven fra at skue ensomt ud over Mars’ vidder og håbløsheden over at være strandet på den ensomme rumstation.

Ridley Scott har tidligere gjort rummet usikkert med Alien og Prometheus. Her har han dog videnskaben og ikke automatvåben i hånden. Det er nemlig ikke monstre, Matt skal overvinde, men derimod halsbrækkende udregninger, mens fysikkens love skal tøjles. Eller som Matt udtrykker det, da det går op for ham, at han er på røven: ”I’m going to have to science the shit out of this.” Og det er præcis, det han går i gang med.

Ja, det er mere medrivende, end det måske lige lyder. Blandt andet fordi skildringen af Marks kamp er så møjsommelig. Jeg er ganske enkelt på Mars med Matt. Og så fordi, Matt er pokkers godt selskab, mens han i et miks af både sjove, skarpe og frustrerende dagbogsmonologer optager sine tanker til kameraet på rumstationen. For at bryde ensomheden og dokumentere sine anstrengelser til eftertiden. Så selvom, jeg måske ikke lærer Mark Watney at kende på et dybere plan, er det nok til, at jeg fra start til slut er med på Matts røvtur til Mars.

Så selvom filmen slingrer en smule i sin afvikling henover midten, er det aldrig mere, end at det fascinerende setup fastholder mig. Nå ja, der er også virkeligt gode birollepræstationer af (og hold lige fast) Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie og Donald Glover. Men The Martian er i sidste ende Matt og Ridleys film. Jeg har ikke læst bogen af Andy Weir, som filmen er baseret på, men filmen fungerer med sin elegante vekselvirkning mellem at være åndeløs og faretruende, rolig og intens, alvorlig og sjov.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Martian | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Martian, USA, 2015
Release: d. 8. oktober 2015
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Matt Damon, Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie, Donald Glover m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

SPIONEN FRA U.N.C.L.E.: Det er tilsyneladende virkelig sjovt at stoppe en atombombekatastrofe

3. september 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg ved ikke, om jeg helst vil arbejde for CIA eller KGB. Det er jeg ikke blevet meget klogere på efter at have set Guy Ritchies koldkrigs-spionkomedie, Spionen fra U.N.C.L.E. For både Henry Cavill og Armie Hammer er nogle ok cool spioner som helholdsvis amerikaner- og russerkliché i kampen for at afværge en atombombekatastrofe i de velklædte 1960’ere.

Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg klart ville droppe den sixpence, Hammer har på, mens han forsøger at være overbevisende russisk med russeraccent og russisk muthed. Så hellere Cavills stilsikre suits. Nå, jeg snakker stil og overflade – men det er egentlig passende, da det er her filmen – som er baseret på en tv-serie fra 60’erne – excellerer. Du ved, den der klassiske form over indhold-ting.

Desværre kommer Guy Ritchie ikke helt vellykket i mål med sine stilsikre action-øvelser og indtagende 60’er-tableauer. Personerne forbliver for overfladisk optegnet, mens plottet aldrig for alvor griber mig – selvom der ihærdigt forsøges med obligatoriske twists and turns. Til gengæld griber det tilhørende og yderst forførende soundtrack mig. Jeg får lyst til at bygge min tidsmaskine færdig og rejse tilbage til 60’ernes Italien. Et klart plus.

Der er dog flere gode scener. Ikke mindst action-scenerne, så som en intens biljagt i Berlins gader, hvor jeg kastes energisk rundt i passagersædet, mens Guy Ritchie med kyndig hånd dynamik sænker og øger farten, mens bilen suser potent gennem de smalle gader. Der er også fine drilske optrin mellem vores to helte og det kvindelige tredje hjul i skikkelse af Alicia Wikander som 60’er-chikt modspil til de to kamphaner.

Trekantsdynamikken kommer dog aldrig helt op at ringe. Ja, det er delvist en kemiting, der bare ikke rigtigt får nødvendigt liv. Ja, og så er manuskriptets forsøg på charmerende kækhed ikke altid lige vellykket (skrevet eller leveret). Særligt Cavill som overlegen spioncharmør får ikke altid ramt balancen mellem troværdig kvindebedårer og vittig spion. Men ja, han ligner en!

Og netop det er symptomatisk for filmen – at den ligner. Overfladen er på plads, men alligevel er der noget, som ikke stemmer. Det forbliver ved gode enkeltscener, der aldrig bliver den medrivende helhed, som gemmer sig et sted mellem de gensynsværdige actionscener. Jeg mærker det oprigtige sus fra de hvislende kugler, men mit følelsesregister forbliver upåvirket af persondrama og kærlighedskvaler – ja, og om vores helte lever eller dør.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Spionen fra U.N.C.L.E. | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Man from U.N.C.L.E., USA, 2015
Release: d. 3. september 2015
Instruktion: Guy Ritchie
Medvirkende: Henry Cavill, Armie Hammer, Alicia Vikander, Elizabeth Debicki, Hugh Grant m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

FANTASTIC FOUR: Karakterdrevet fødsel af de fire helte – fra ung til voksen og fantastisk

6. august 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Nej, ham der stenmanden har heller ikke i denne version en stenpik, men blot et bulet underliv. Mere voksen er dette nye forsøg på at bringe Fantastic Four til live heller ikke. Det er dog nedtonede farver og dramatisk alvor, som hersker mere end sprudlende farver og CGI-action. Her er det en karakterdrevet fødsel af de fire helte, vi får. Fra ung til voksen og fantastisk.

Og ja, der er faktisk en del spilletid, hvor de fire slet ikke er så fantastiske. For først sent i filmen bliver de udsat for det der uheld på deres rejse til en anden dimension (!), der gør, at de får hver af deres unikke evner: At kunne forlænge kroppen som en gummimand, at kunne flyve rundt med ild i, at kunne gøre sig usynlig samt at være lavet af sten og være mega stærk.

Det er relationerne og menneske bag de fantastiske evner, som bærer filmen. I hvert fald i den første fine halvdel, inden der bukkes under for superheltegenrens noget trættende og obligatoriske CGI-larm, hvor hele kloden skal reddes. Her forsvinder dramaet, nærværet og menneskeligheden til fordel for de brede penselstrøg fyldt med dommedagsaction og hult rabalder.

Well, så er det vist på tide, jeg nævner det fine cast, der består af nogle af de mest interessante nye skuespillere i gamet. Miles Teller er den nørdede og geniale videnskabsmand i front med et ungdomsakavet godt øje til sin kollega, Sue Storm – en bestemt og målrettet Kate Mara. Michael B. Jordan er fyr og flamme (tøhø) som flabet og rebelsk Johnny Storm, mens Jamie Bell er god og solid som mut ven og kommende stenmand.

Dynamikken i og fortællingen om kvartetten er vellykket – takket være castet og fordi, filmen ikke haster sig igennem en præsentation af holdet for stakåndet at nå til den fantastiske forvandling. Her er det faderopgør, at føle sig udenfor og misforstået, at forelske sig og at blive afvist, der bærer fortællingen. Altså indtil, der går computergeneret tomgang i den. Men flot computergeneret tomgang.

Desværre tynges filmen af lidt tynde personklichéer. Særligt i skurkens tilfælde. Victor (Toby Kebbell) er som Reed videnskabsmand, men blot brændt af verden og kærligheden. Så i stedet for at blive en helt, bliver han en skurk – den grumme Dr. Doom, der giver filmen sin uengagerende finale. En skam, at Fantastic Four i sidste ende ikke fastholder og formår at give karakterdramaet mere pondus. Men nu er de fantastisk fire ok vellykket på plads. Jeg glæder mig til to’eren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Fantastic Four | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Fantastic Four, USA, 2015
Release: d. 6. august 2015
Instruktion: Josh Trank
Medvirkende: Miles Teller, Kate Mara, Michael B. Jordan, Jamie Bell, Toby Kebbell, Reg E. Cathey og Tim Blake Nelson m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

30. juli 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så jeg har naturligvis set frem til endnu en umulig mission med en af mine favorit-scientologer. Og den femte film i serien er bestemt en Mission: Impossible-film til benet. Du ved, vilde gadgets, gummimasker, Tom Cruise i bar mave og ja, en umulig mission. Men Mission: Impossible – Rogue Nation er også en ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og på Tom Cruise. I bar mave.

Men præcis, hvor umulige kan de her missioner blive ved med at være? Ret så umulige. Åbenbart. Her skal Tom Cruise aka Ethan Hunt og co. nemlig stoppe Syndikatet – en meget ond organisation, som ingen rigtigt tror på eksisterer. Altså udover Ethan Hunt. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA samt Syndikatet (der naturligvis eksisterer).

Rogue Nation åbner med en virkelig vellykket actionscene, der involverer kemiske våben og Tom Cruise, som kravler rundt på ydersiden af et stort fly i fart. Her kombineres tør humor med Tom Cruises adrenalinfremkaldende stunts og umiskendelige charme. Det er blandt andet en noget overrasket skurk, en overskudsagtig Tom Cruise møder i flyets lastrum – han kvitterer naturligvis med sit vanligt drengede smil. En mand på toppen af sit game.

Ja, der er op til flere godt tænkte, medrivende og veludførte actionscener i filmen. Så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader, en operaopsætning med snigmordere og en smokingklædt Tom Cruise i kulissen videre til gode gammeldags nævekampe. Tom Cruise kan som bekendt det hele. Det er jo Tom Cruise. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst.

For i stedet for, at plottet er den naturlige tråd gennem de intense actionscener, folder det sig af og til unødigt tungt ud og punkterer filmens ellers spændstige momentum. Men selvom filmens flow lider en smule under et lidt ujævnt og ikke lige gribende konstrueret plot, så får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs. Således rammer filmens rulletekster mig bestemt også med pulsen i vejret.

Nå ja, der er også andre med end Tom Cruise. Rebecca Ferguson er god som den tvetydige Ilsa Faust (wow det til det navn), mens Simon Pegg og Jeremy Renner er tilbage i teamet med henholdsvis ubesværet komisk timing og coolness. Alec Baldwin er gnaven CIA-boss, Ving Rhames er gnaven good guy og en blond Sean Harris er en gnaven samt herligt slimet klichéskurk i front for Syndikatet. Filmen overlever altså sine plotmæssige ujævnheder, mens Tom Cruise ubetinget vinder i rollen som Ethan Hunt og sig selv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible – Rogue Nation | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Mission: Impossible – Rogue Nation, USA, 2015
Release: d. 30. juli 2015
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Jeremy Renner, Alec Baldwin, Ving Rhames, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 131 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

22. juli 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg elsker Paul Rudd. Så ja, jeg kan godt klare endnu en film i den ellers noget mættede række af superheltefilm fra Marvel. Men selvom Paul Rudd er en i udpræget grad charmerende superhelt, så er Ant-Man først for alvor vellykket i sin sidste halvdel, hvor den bliver langt mere legesyg end sin lidt for forudsigelige første del.

Men hvem er det nu lige Ant-Man er? Jo, kort fortalt kan han ved hjælp af et apparat og tankens kraft få myrer til at lystre sine ordrer (!), mens han ved hjælp en dragt kan skrumpe ind til myrestørrelse – med enorme kræfter vel at mærke (!). Men inden Paul Rudd iklæder sig dragten og bliver til Ant-Man, skal han lige igennem den obligatoriske oprindelseshistorie i rollen som ufrivillig helt.

Paul Rudd er nemlig den knapt så succesfulde tyv Scott Lang, der vil lægge kriminaliteten bag sig, så han kan være sammen med sin lille datter. Men den geniale videnskabsmand Hank Pym – en stoisk cool Michael Douglas – har andre planer. Pym vil nemlig have Scott til at hjælpe sig med at beskytte hemmeligheden bag Ant-Man-dragten, som er hans opfindelse. For der er naturligvis en ond skurk, der vil have fingre i dragten til onde formål.

Ja, det er præcist så forudsigeligt, som det lyder. Heldigvis har filmen Paul Rudd, der formår at charmere klichéerne op fra slap. For filmen overlever og lever af ham og en afvæbnende humor, der veloplagt og varmt punkterer scener, der ellers ville kamme over i Hollywood-sentimentalitet. Blandt andet et ømt far-datter-øjeblik. Så tak, Paul Rudd – og et i øvrigt indtagende cast, der gør forudsigelighederne yderst underholdende.

Udover en for evigt cool Michael Douglas som den karismatiske Pym, får man også en rap Evangeline Lilly som Pyms skarpe datter samt Michael Peña som et oprigtigt comic relief som Scotts småtumpede, men elskelige ven og partner in crime. En skaldet Corey Stoll er god som gal og grådig superskurk med mindreværdskomplekser i forhold til sin mentor Pym.

Her er med andre ord forholdsforviklinger, der giver dramaet bund og superhelte-eskapaderne hjerte. Du ved, far-og-datter-problemer, fader-komplekser og tilpas underspillet romantik til, at det fungerer. Så efter en noget skabelonpræget, men også medrivende første del rammer filmen for alvor en original tone og finder sit fodfæstne, der berettiger Ant-Man som en helt i egen ret i Marvels univers. Jeg kan ikke andet end at glæde mig til Ant-Man 2.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Ant-Man | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Ant-Man, USA, 2015
Release: d. 22. juli 2015
Instruktion: Peyton Reed
Medvirkende: Paul Rudd, Evangeline Lilly, Corey Stoll, Bobby Cannavale, Michael Peña, Tip “T.I.” Harris, Wood Harris, Judy Greer, David Dastmalchian og Michael Douglas m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Walt Disney Pictures[/tab][/tabgroup]

TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

25. juni 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Der er så meget galt med dette cheesy, larmende og ofte pinlige femte kapitel i Terminator-sagaen. Af selvsamme årsager er Terminator Genesys rent faktisk en underholdende film. Et kolossalt trainwreck, der bare gerne vil underholde og derfor banker ufortrødent af sted uden at tænke særligt meget over andet end, hvor meget, der kan sprænges i luften. Det er en hel del, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ikke sikker på, hvor meget du skal hænge dig i historien – det lader det i hvert fald ikke til, at manusforfattere har gjort. De har dog været ivrige efter at få presset flest mulige påklistrede referencer til seriens to første film ind i dette CGI-skrummel, hvor 67-årige Arnold Schwarzenegger er tilbage som gammelmands-Terminator med gråt hår og de samme one-liners. Det er tydeligt, at han nyder at indtage sin legendariske rolle – og ja, det smitter positivt af på mig.

Men ok, plottet: Skynet – det der system styret af kunstig intelligens, der vil udslette menneskeheden – har sendt en Terminator tilbage i tiden for at dræbe Sarah Conner, så hun ikke får sin søn, John Conner, der bliver modstandslederen i kampen mod Skynet. Oprøreren Kyle Reese tager også turen tilbage i tiden for såedes at beskytte Sarah Conner – og får her hjælp fra gamle robot-Arnie.

Ja, det lyder bekendt – og det er det også. Men jeg vil ikke begynde at holde filmen op mod James Camerons to første mesterlige film i serien. I så fald får Terminator Genesys og dens tidsrejsevolapyk ikke en fod til jorden. Men som sit egen klodsede, kulørte og overdrevne science fiction-spektakel underholder den mig. For det er altså lækkert at se Arnold gå en til en med onde robotter, mens vildt mange ting sprænger i luften.

Mindre lækkert er det, at franchisens coolness og dystopiske ubehag lægges i graven til fordel for en skamskudt historie og fjollet nostalgi. Eksempelvis dårlig humor som når Arnie gentagne gange mekanisk forsøger sig med et robotsmil, come on. Der er for meget morfar og for lidt badass tilbage i Terminator – og så er det i det hele taget småt med mindeværdige karakterer.

En lidt ligegyldig Emilia Clarke (dragemoderen fra Game of Thrones) får aldrig nødvendig autoritet som Sarah Conner, men forbliver en lille pige med et for stort gevær, mens Jai Courtney mangler karisma og så er Jason Clarke er aldrig rigtig farlig, men blot klichéfuld som skurk. Ja, Terminator Genesys er et underholdende skrummel, der med al sin barnlige glæde over at lege med tidsmaskiner, dræberrobotter og Arnold iført automatvåben får snublet sig ok i mål. Men drop nu alle de der påklistrede referencer til de forrige film.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Terminator Genisys | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Terminator Genisys, USA, 2015
Release: d. 25. juni 2015
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

11. juni 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja, Jurassic World går i store fodspor efter Steven Spielbergs milepæl, Jurassic Park, fra 1993. Dem udfylder den ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med. Fair nok. Men ja, der er for mange CGI-øgler, generisk action og lidt for meget af det hele. Men selvom større og vildere ikke er vejen til succes, er denne oppustede og delvist forpustede dinosaur altså et underholdende brøl.

Jeg vil ikke dvæle ved den første film, selvom den refereres til undervejs (og ja, vi glemmer lige de to efterfølgere). Nu gælder det dette nye bæst i familien. Den monstrøse park er for første gang i franchsen åben for besøgende – eller omvandrende foder for de glubske fortidsmonstre, som du nok har luret. En genmodificeret kæmpedræber sætter nemlig snart parken på den anden ende (medgivet, en genmodificeret dinosaur er dumt – deal with it).

Men i udgangspunktet en helt cool og ok simpel præmis for en omgang monster mayhem. Det får man også, men desværre læsser instruktør Colin Trevorrow og de seks (ja, seks) folk bag manuskriptet historien til med dumme idéer og karakterer, der enten er dumme eller opfører sig dumt. Groft sagt. Eksempelvis ved folk, der burde vide noget om dinosaurer af og til forsvindende lidt om dem.

Problemet med karaktererne er dog måske ikke så meget, at de (af og til) opfører sig dumt, men at de ikke er mere mindeværdige. Ok, Chris Pratt udgør en tilpas tør alfahan-og-jeg-har-styr-på-dinoerne-type, mens Bryce Dallas Howard er skinger, men også ok cool som parkens kvindelige kontormus/heltinde to come. Og så er der to brødre, hvis overlevelse, man skal forsøge at leve sig ind i.

Der er naturligvis også skurke med hemmelighedsfulde skurkeplaner. Problemet er bare ligeledes her – udover, at skurkeplanen er stupid – at det ikke er mindeværdige skurke. Well, nok brok for nu – for jeg kan jo faktisk godt lide filmen. Denne store, dumme, larmende og befriende barnagtige film (hmm, måske er de seks personer bag manuskriptet børn?).

Jeg blev med andre ord revet fint rundt på trods af for meget CGI, et ujævnt manuskript og et overtal af ligegyldige statister, der uden dramatisk effekt dør i gabet på øglerne – men det er stadig cool at se på. Ja, Jurassic World bringer på trods af sine plotmæssige dumheder og lidt for mange CGI-dinoer den fortsat fascinerede præmis om en park fyldt med dinosaurer til live.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jurassic World | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jurassic World, USA, 2015
Release: d. 11. juni 2015
Instruktion: Colin Trevorrow
Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Ty Simpkins, Irrfan Khan, Jake Johnson, Omar Sy, Vincent D’Onofrio m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

Indlæg

The Hunger Games – Mockingjay del 2: Sidste omgang med Jennifer Lawrences halvslappe bue og pil

SPECTRE: Daniel Craig har det hårdt som Bond – på den der elegante og mandeagtige måde

CRIMSON PEAK: Vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde

THE MARTIAN: Tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars

SPIONEN FRA U.N.C.L.E.: Det er tilsyneladende virkelig sjovt at stoppe en atombombekatastrofe

FANTASTIC FOUR: Karakterdrevet fødsel af de fire helte – fra ung til voksen og fantastisk

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV