Biograf-anmeldelse – Side 22

Tim Burton byder på et ujævnt besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

29. september 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Kære Tim Burton, hvor ville jeg dog fortsat gerne ubetinget knuselske dig og ikke mindst dine film, men du gør det ikke helt nemt. For med dit nyeste eventyr kommer du kun delvist i mål med den for lange og lidt for ujævne Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Desværre.

Her er ellers masser af muligheder for at brillere med dine skæve idéer, når man som publikum tages med ind i et krøllet univers af tidsrejser, tentakel-monstre og ikke mindst en gruppe børn med særlige evner. Alt fra at kunne svæve til at være usynlig og at kunne sætte ild til ting med de bare næver.

Ja, jeg fristes til at kalde det for en Tim Burtonsk krydsning mellem X-Men og Harry Potter. For vi besøger nemlig her Miss Peregrines hjem for de såkaldte sælsomme børn, som teenageren Jake finder på sin rejse til Wales i sporet på sin farfars fantasifulde historier, der viser sig at være sande.

Den mystiske Miss Peregrine og børnene viser sig dog ikke at være i sikkerhed, da der lurer skumle personer og farlige monstre i skyggerne, der vil dem til livs. Dem må Jake og børnene nu forsøge at besejre.

Men egentlig handler filmen om at være en outsider og at finde sin plads i livet. En coming of age-historie pakket ind i et eventyrligt univers, der da også er det, der fungerer bedst i filmen – altså universet og de her herligt bizarre indslag.

Så som en dukkekamp i stop-motion, hvor en af børnene vækker et par ækle dukker til live og lader dem slås til døden, videre til menneskestore gulerødder i baghaven og en monstrøs mund placeret glubsk i nakken på en lille pige. Alt sammen går jeg ud fra er hentet i bogen, som filmen er baseret på.

Den har jeg dog ikke læst, men som film, fungerer universet helt fint med sin skiftevis afdæmpede og kulørte farvepalet samt det umage karaktergalleri, hvor skurkene stirrer ondt med deres mælkehvide øjne og sylespidse tænder. Desværre halter historien, der roder ufokuseret rundt.

Asa Butterfield er ellers god som den småkejtede og helhjertede Jake og Eva Green manieret bærer rollen som den piberygende Peregrine, mens Ella Purnell er fin sart som den svævende pige. Ind fra højre kommer en overspillede Samuel L. Jackson som über-skurk, der aldrig rigtigt får den plads i fortællingen, som kunne give ham mere skræmmende nærvær.

Tim Burton formår altså ikke helt at holde styr på sine mange karakterer og plotafstikkere, hvorfor filmen ender med at være flot, men også ujævn i sin fortælling. Blandt andet mister hovedrollen Jake – der ellers har nok teenagerod at holde styr på – sammen med den øvrige film dramatisk tyngde og nærvær i takt med at fortællingen foldes ud og mister fokus.

– Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children får 3 ud af 6 stjerner:

– Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children har premiere den 29. september 2016.

[tabgroup][tab title=”Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children | Biografanmeldelse”]
Titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, 2016
Release: den 29. september 2016
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Eva Green m.fl.
Spilletid: 127 min.
Udgiver: Fox Film[/tab][/tabgroup]

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

11. august 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at selvom Jokeren spiller en hovedrolle i PR-maskinen for filmen, agerer han kun statist i den buldrende og rodede, men også herligt tegneserieagtige Suicide Squad.

Så nu hvor Jared Leto som Batmans ikoniske nemesis er henvist til filmens udkant, træder andre spændstige karakter i front for denne klodsede kolos. Desværre også lidt for mange til, at instruktør og manusforfatter David Ayer formår at balancere dem på engagerende vis.

Her præsenteres vi nemlig for hele ni superskurke plus det løse, der hyres til at bekæmpe en grum überfjende… fordi ondt skal bekæmpes med ondt. Eller noget i den dur. Det er sådan set plottet.

Men selvom historien nærmest ikke kan være mere simpel – hvilket bestemt kan være en styrke – fortælles den unødigt kringlet. Den er overlæsset med abrupte flashbacks og skydes af i et actiontempo, der desværre også efterlader ellers potentielt spændende karakterer uden egentlig pondus og dramatisk tyngde.

Bare rolig, der er også gode ting at sige. For jeg hader ikke filmen. Det er mest af alt en frustrerende oplevelse. Der er nemlig elementer, hele passager og flere karakterer, der fungerer.

Blandt andet seje zombiemonstre, dynamiske og sjove scener, hvor selvmordsbanden får plads og ro til at spille op mod hinanden, mens eksempelvis Will Smith er cool som den både kyniske og faderligt varme snigmorder Deadshot.

Han udgør filmens hjerte i slænget af bad guys, der blandt andre også tæller den skumle heks Enchantress (Cara Delevigne), den maniske Captain Boomerang (Jai Courtney) og Jokerens psykotiske kæreste Harley Quinn (Margot Robbie), mens Viola Davis er badass som hende, der får idéen at samle skurkeholdet.

Ja, det er en ret fjollet præmis, men det fungerer med sin egen tegneserielogik (sådan cirka), hvor det blandt andet skal give mening at hyre Harley Quinn til at bekæmpe monstre med et baseballbat i stedet for automatvåben.

Men det fungerer for mig (sådan cirka), da jeg overvejende godt kan lide filmens tegneserieæstetik og det både skørt sprudlende og dystre univers. Desværre får rodebutikken aldrig for alvor fundet en medrivende retning på sine antiheltes mission og kampen mod überskurken.

Nå ja, og så er det altså nederen, at filmen fortaber chancen at bringe Jokeren tilbage i filmmanegen, men blot giver ham en hovsa-plads i eskapaderne. Han flagrer mest af alt løsrevet rundt og får aldrig farlig tilstedeværelse. Derimod indtager Harley Quinn og Deadshot de egentlig hovedroller.

Dem bærer de da også ok i dette sammenklippede clusterfuck, der vakler i mål efter en generisk superheltefinale, der er set 100 gange før. Nej, potentialet til original antihelte-action indfries ikke, men kvæles i en rodet historie uden nok mindeværdige scener, men nok med tegneserie-tjubang til nogenlunde at underholde mig.

– Suicide Squad får 3 ud af 6 stjerner:

Suicide Squad har premiere over hele landet den 11. august 2016.

[tabgroup][tab title=”Suicide Squad | Biografanmeldelse”]

Titel: Suicide Squad, 2016
Release: den 11. august 2016
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie m.fl.
Spilletid: 122 min.
Udgiver: SF Warner[/tab][/tabgroup]

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

28. juli 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så står den igen på shaky cam-øretæver, shaky cam-biljagter og shaky cam-samtaler. Ja, Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage med en ny film i franchisen om den tidligere og nu jagede CIA-agent Jason Bourne. Og fornemheds skyld hedder filmen netop det.

Det er godt 10 år siden, at duoen sidst leverede Bourne-action med den fremragende The Bourne Ultimatum, inden The Bourne Legacy blev liret af som seriens fjerde kapitel i 2012 med Jeremy Renner i hovedrollen og Tony Gilroy som instruktør.

Selvom jeg nu ok godt kunne lide ovenstående kapitel i franchisen, så jeg bestemt frem til Jason Bourne med Greengrass og Damon tilbage på deres respektive poster med denne femte film. Dem indtager de uden stor slinger i valsen, men også lidt for sikkert og uden de store overraskelser.

Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting – slet ikke når det som her er kompetent leveret. I hvert fald når det kommer til den hæsblæsende og intense action. Lige fra pulserende biljagter gennem menneskemængder til tørre tæsk med næverne, mens kameraet flyver energisk omkring slagene.

Ganske vist bliver enkelte tematikker og plotpunkter skåret en smule klodset ud i pap. Det er dog til at leve med i Greengrass’ action-maskine, der tromler ihærdigt afsted mod den herligt heftige finale, mens en sammenbidt Damon løber, slås og skuler alvorligt.

Hvad handler filmen så om? Tjo. Bourne jagtes fortsat af CIA og graver videre i sin mørklagte fortid, der naturligvis gemmer på hemmeligheder, mens et nyt CIA-hemmeligt program er sat i værk. Der spædes ligeledes til med temaer som privatlivets fred i en verden, hvor alt kan overvåges – og bliver det.

Desuden spiller en herligt olm Tommy Lee Jones med som CIA-chef og Alicia Vikander er med konstant alvorlig mine god og intens som computerklog CIA-agent, mens Vincent Cassel er hårdtslående og ond håndlanger, der langer håndmadder ud til Damon – og så repriser en cool Julia Stiles sin Bourne-rolle som Nicky Parsons.

Jason Bourne er groft sagt mere af det samme, som vi kender fra de tidligere film med Greengrass og Damon ved roret. Friskheden er dog ikke nær så frisk mere, men det er kompetent eksekveret action tilsat overvågningsparanoia og desværre også sine steder historie- og karaktermæssigt småklodsethed.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jason Bourne | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jason Bourne, USA, 2016
Release: den 28. juli 2016
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Matt Damon, Tommy Lee Jones, Alicia Vikander, Vincent Cassel , Julia Stiles, Riz Ahmed m.fl.
Spilletid: 123 minutter
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

19. maj 2016/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad nu bare være med at lave flere X-Men-film, hvis I ikke kan finde ud af det. Det seneste kapitel i franchisen lader i hvert fald til at være opstået i en eller anden form for mutant-brandert, hvor man har besluttet, at ”more is better”.

Sandheden er dog, at Bryan Singers X-Men: Apocalypse er en rodet og keeedelig omgang mutant-vælling. Her vælter de kulørte løjer sig ufokuseret rundt i flere plottråde og karakterer end, hvad det kulørte bæst kan bære.

Men lad mig lige ridse plottet op. Helt kort. Det er noget med, at den mest onde motherfucker af en flere 1000 år gammel mutant vågner op til dåd i 1983 for at lægge verden i ruiner og starte en ny verdensorden med sig selv som hersker. Yes, han hedder naturligvis Apocalypse – hint hint.

De gode mutanter aka X-Men vil naturligvis stoppe ham. Tjubang, CGI-larm og så videre.

Altså ét styk fæl, megalomanisk og über magtfuld mutant i farven lilla mod de idealistiske X-Men (i overvejende blå farver). Som sådan en ok og simpelt præmis for en omgang solid ‘god-versus-ond-superhelte-action’ med mutanter i gummidragter. Sådan går det dog ikke.

For publikum skal trækkes igennem utallige introduktioner af karakterer og deres relationer på kryds og tværs af franchisen. Filmens kerneplot rykker således stødt i baggrunden, mens filmen drænes for drama, nærvær og fremdrift.

Og så er der jo alle de der mutanter. For lige at nævne et par stykker: James McAvoy er igen lederen af mutant-skolen som Charles Xavier og Michael Fassbender er fortsat martret god skråstreg ond som Magneto. Jennifer Lawrence bøvler også med sin identitet som Mystique, mens Oscar Isaac brummer sig med ”uhyyyggeliiig” stemmeforvrænger igennem rollen som Apocalypse.

Nicholas Hoult er fanget mellem at være bebrillet nørd og behåret Beast – og lad mig for god ordens skyld også lige liste Cyclops i kæk skikkelse af Tye Sheridan, mens Sophie Turner er mild og vild som Phoenix og bla bla bla.

Nå ja, og så forsøger Bryan Singer at overgå en af den forrige films bedste scener. Nemlig den, hvor Evan Peters som den lynende hurtige Quicksilver nedlægger en flok betjente i ultra slow motion.

Her bliver det blot til en mere eller mindre kikset gentagelse, der modsat forgængerens intense simple setting går efter ”more is more”, men bare ender som ”stop dig selv, Bryan Singer”.

Ja, vi har altså her at gøre med endnu en stort opsat superheltefilm, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil. Men på trods af dette formår løjerne altså aldrig at indgyde nævneværdig spænding i eller engagement hos mig.

Så mens vi får serveret de obligatoriske bygninger, der styrter i CGI-pumpet grus, hvor de helt almindelige mennesker efterlades som ligegyldige statister i billedets kant, bliver jeg bare mere og mere ligeglad med, om det unge kuld af mutanter nu klarer den.

Filmens ellers interessante temaer så som faderkomplekser, at være udstødt, ens skæbne og det at vende svagheder til styrker ender desværre med at blive langt i grus på samme måde som bygningerne, mens det tomme CGI-rabalder tværes ud over lærredet.

Jeg kan dog godt lide, at universet er så gummidragtskulørt. Det er tegneserieæstetik omsat til film, hvor virkeligheden holdes på behørig afstand, så eventyret kan folde sig ud.

Men når ingen af karaktererne har egentlig dramatisk tyngde og historien kvæler sig selv med et overlæsset plot, så bliver filmens 2 timer og 23 minutter altså også til meget lange 2 timer og 23 minutter – kulørte mutanter eller ej.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering af X-Men: Apocalypse 2 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”X-Men: Apocalypse | Biografanmeldelse”]

Titel: X-Men: Apocalypse, USA, 2016
Release: den 19. maj 2016
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Evan Peters, Michael Fassbender, James McAvoy, Nicholas Hoult, Olivia Munn, Oscar Isaac m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 minutter
Udgiver: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

21. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Her bliver han nemlig fatalt såret af en stor bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han nu forsøger at overleve i den iskolde natur. Det er groft sagt præmissen i Alejandro González Iñárritus nye film, der passende kunne have fået den danske titel Med forfrossen Leo på iskold overlevelsestur i 1823.

Du ved, menneskets kamp for livet og mod naturen. Simpelt, men også elementært spændende. Og så er filmen utroligt nok baseret på en sand historie. Det er dog ikke historien, der gør The Revenant til så pokkers vild en oplevelse, men derimod måden den forløses på. Det står klart fra den imponerende åbningsscene, hvor en gruppe jægerne – heriblandt en fuldskægget Leonardo – angribes af indianere med bue, pil og økser.

Det er en af de mest intenst medrivende actionscener, jeg længe har set. Her flyver kameraet hektisk – men aldrig forvirrende – i lange ubrudte bevægelser ind og ud af det blodige kaos, hvor pile suser dødeligt gennem luften og geværer føder blodige kroppe. Jeg forbliver på den måde på slagmarken. Placeret unådigt midt i døden og håbløsheden uden mulighed for at undslippe. Og her bliver jeg resten af filmen – i selskab med Leonardos bitre overlevelseskamp.

Det er denne helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab, der er så pokkers vild. Nærværet og nuet. Skabt med god hjælp af fotograf Emmanuel Lubezki, der smukt sætter dødskampen og den realistiske rå natur i kontrast med både bjergtagende billeder og symbolladede scener, mens lydsiden dyrker stilheden og åndedrættet i de store vidder. Her får både roen og fortvivlelsen således lov at danse op mod Ryûichi Sakamotos sfæriske score.

Nå ja, og så er der jo Leonardo, der kæmper hårdt for sin Oscar… ahem, jeg mener for sit liv. Næsten uden ord aser og maser han sig nærværende gennem den nådesløse natur, hvor han med et intenst blik og snot i skægget fastholder mig i sin kamp. Hele vejen. Det øvrige cast leverer desuden værdigt modspil, blandt andre en flot CGI-bjørn samt en brutal og brovten Tom Hardy.

The Revenant er dog meget andet end skuespillernes dødsforagtende spil og historien med indbygget hævnmotiv i samt en kras påmindelse om den umenneskelige behandling af indianerne. Det er i høj grad den rene filmoplevelse af lyd og billeder i bevægelse. Det at blive sænket ned i en rå natur side om side med Leonardo. Nærværet og nuet. En pokkers vild oplevelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Revenant | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Revenant, USA, 2015
Premiere: den 21. januar 2016
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: m.fl. Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, en stor bjørn m.fl.
Spilletid: 156 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

7. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke. Imponerende.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. Ja, de restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede Ultra Panavision 70-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

Men her får 70mm-bredformatet altså lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges til blandt andet strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv hele tiden er på vagt over for hinanden. Og netop i gruppens samspil og fortællingens mange detaljer sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Premiere: den 7. januar 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

17. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Virkelig? Endnu en version af Shakespeares tragedie? Åbenbart – og heldigvis må jeg hellere skynde mig at sige. For godt nok er historien blevet fortalt et utal af gange, siden William skrev den. Men gode historier kan fortælles igen og igen – og det er Macbeth. Tragisk, trøstesløs og dybt nede i det menneskelige mørke. Det er den også i Justin Kurzels udgave med Michael Fassbender som Macbeth og Marion Cotillard som hans hustru.

Lige historien helt kort. Macbeth er en general med altopslugende ambitioner om at blive Skotlands konge. Godt bakket op af sin hustrus hjælp. Og han vil gøre alt for at nå sit mål. Du ved, dræbe, bedrage og den slags moralsk nedbrydende handlinger. Ja, altså fortællingen om en mands undergang og menneskelige opløsning spundet i et net af grådighed, magtsyge og sindssyge.

Men selvom Fassbender bærer den hjem med uforfalsket nerve og en tiltagende galskab i blikket, mens Marion Cotillard er både sårbar og pokkers stærk som Lady Macbeth, får tragedien aldrig for alvor fat i mine ellers modtagelige følelsesnerver. Jeg forbliver mere beskuer end egentlig engageret i det menneskelige drama. Måske fordi filmen er så optaget af at engagere mig visuelt.

For jeg bliver på trods af de dragende personportrætter ikke videre følelsesmæssigt engageret. Derimod imponerer og inddrager Justin Kurzels Macbeth mig med sin billedside. Her bliver der fra første åndeløse frame åbnet op for de skotske vidder, hvor tågen hersker tungt over trætoppene, mens blodet størkner mørkt i krigernes slidte skæg og skarpe sværdklinger.

Det er da også netop på grund af den duperende indpakning, at filmen lever hos mig – både, mens den står på og efter rulleteksterne. Men selvom jeg gribes af det nærmest overjordiske univers, der her pakker tragedien ind i sørgmodig tåge, super slowmotion og endeløse landskaber, forbliver min oplevelse noget følelsesmæssig overfladisk. Selvom her jo ellers er godt schwung på dramaet.

Du ved, potente sager som magtsyge, mord, forræderi, ublu ambitioner, hekseafbrændinger, galskab, skyld, had, krig, smerte, og vrede. Men visuelt både rummer og rammer tragedien mig med pondus, hvor blandt andet Macbeths syner foldes ud med en tvetydighed, så jeg kommer med ind i hans vaklende verden, hvor grænsen mellem virkelig og fantasi, rationale og sindssyge gives mening i sin visuelle udfoldelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Macbeth får 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Macbeth | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Macbeth, UK | France | USA, 2015
Premiere: den 17. december 2015
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Marion Cotillard, Michael Fassbender, David Thewlis, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

10. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Wow, det er altså et både vildt og vildt eventyrligt univers, italienske Matteo Garrone lukker mig ind i med sin balstyriske Tale of Tales. Her møder jeg blandt andet mystiske væsner, en liderlig konge og en længselsfuld prinsesse samt naturligvis forunderlig magi. På kryds og tværs i dette storslåede univers udspiller således en række forskellige eventyr sig.

Det slår mig først og fremmest, hvor ægte universet føles. Her er en fysisk tyngde og detaljegrad i alt fra kongekroner til trolderynker, der gnidningsfrit også overbeviser mig om, at det der store sømonster findes lige der for øjnene af mig. Af kød, blod og med et dunkende hjerte bag det enorme bryst. Og netop universet er det, der fastholder mig, når fortællingerne mister nærvær.

For selvom historierne er enten spændende, romantiske, brutale, uhyggelige eller det hele på én gang, snubler de sig desværre også en smule ujævnt ud og ind mellem hinanden. Måske de ville have fungeret bedre som separate kortfilm? Jeg var dog upåagtet hensat til og forført af det dragende eventyrland. Hele vejen.

Lige fra Salma Hayek som fortvivlet dronning, der sender sin mand (John C. Reilly) i kamp mod et mægtigt bæst, hvilet skulle afhjælpe deres barnløshed, til en stakkels prinsesse (Bebe Cave), der er uheldig at blive bortgift af sin far (Toby Jones) til en fæl trold og ikke mindst en liderlig konge (Vincent Cassel) på konstant jagt efter nye erobringer, hvilket bringer ham i fedtefadet.

Ja, Garrones to forrige film står i skarp kontrast til dette pompøse eventyr. Du ved, den rå gangsterfilm Gomorra og det legesyge drama Reality. Men med afsæt i landsmanden Giambattista Basiles eventyrsamling fra 1634 og 1636 samt hjælp fra fotograf Peter Suschitzky, production designer Dimitri Capuani og tilhørende hold har Garrone skabt et prægtigt, begærligt og farligt eventyr.

Her er ingen flad CGI-farvelade, der ellers alt for ofte ukritisk hældes ud over eventyrfilm for at bringe magien til live, men i stedet ender med at kvæle den. Nej, her banker, ånder og lever magien. Jeg tror på eventyret. Fra en fremtryllet skønhed (Stacy Martin) til et klamt monster. Et smukt, arketypisk og fandens opslugende univers, hvor kærligheden, begæret og løgnen har konsekvenser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Tale of Tales | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Tale of Tales, Italien | Frankrig | England, 2015
Premiere: den 10. december 2015
Instruktion: Matteo Garrone
Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Toby Jones, Vincent Cassel, Bebe Cave, Stacy Martin m.fl.
Spilletid: 125 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

2. december 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende, siden Syvester Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Senest var han i ringen med Rocky Balboa i 2006. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”.

Sylvester Stallone er tilbage i signaturrollen som nu forhenværende bokser. Med flere rynker, flere skavanker og mere kød i ansigtet, hvor de milde øjne lyser af levet liv frem fra under de mørke bryn og den obligatoriske hat. En mand, der ved, hvor han står i livet, og hvad han har opnået. Boksekarrieren er bag ham, mens graven kun rykker tættere på. Det går ham dog ikke synderligt på.

Men det er ikke hos Rocky, det starter. Derimod er det hos den unge Adonis Creed – i skikkelse af en skarpt skåret Michael B. Jordan med kombineret sorg og gåpåmod i et både flakkende og fast blik. Søn af den legendariske Apollo Creed, som Rocky stod over for i filmen fra 1976. Apollo døde dog før Adonis blev født – ikke desto mindre er han bokser til benet. En født fighter.

Adonis vil dog ikke tage sin fars navn. Han vil skabe sit eget og tager derfor fra L.A. til Philadelphia for at overtale Rocky til at træne ham. Det er i dette møde mellem generationer – fortid og nutid – at fortællingen naturligt og fængslende rammer alle dramatiske toner rent. For Creed handler slet ikke om boksning, men om de kampe, vi alle hver især kæmper i livet. Opløftende, råt, varmt, sjovt og usentimentalt (sådan cirka).

Creed, der kæmper med en tabt barndom, at leve i sin fars skygge og med at finde sin vej i livet. Rocky, der lever med alderdommens vished om, at det meste af livet er bag ham. I bund og grund handler Creed om at kæmpe for det, man tror på. For sig selv. For dem omkring en. For selve livet. Ja ja, godt nok kan Creed sætte hak ved et par klichéer – se ovenfor – men de leveres alle oprigtigt.

Jeg tror på kampene, både de indre og ydre. For vi får naturligvis også et par potente boksekampe, hvor musklerne spændes i min krop, mens tårerne presser sig på. Følelserne sætter sig med ubesværet oprigtighed i min krop og mave, mens instruktør og medforfatter Ryan Coogler (Fruitvale Station) med sikker hånd bygger fortællingen så levende op, at jeg føler det, de føler. Fra slagene i ringen til dem, vi alle udsættes for, selvom vi ikke bærer boksehandsker.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Creed| Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Creed, USA, 2015
Premiere: den 3. december 2015
Instruktion: Ryan Coogler
Medvirkende: Michael B. Jordan , Sylvester Stallone, Graham McTavish, Tessa Thompson, Phylicia Rashad, Anthony Bellew m.fl.
Spilletid: 133 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

26. november 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Selvom det ikke just er filmiske milepæle, Steven Spielberg banker i jorden mere, ser jeg absolut stadig frem til hver ny film af manden bag nogle af filmhistoriens bedste titler. Og flere af mine favoritter. Ja ja, han kan stadig nå at levere milepæle. Det bliver dog ikke med hans nyeste. Men bare rolig, for selvom Spionernes Bro ikke er en milepæl, er kombinationen af Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig bestemt god.

Stemningen er lidt trykket mellem USA og Sovjetunionen – den kolde krig, du ved. Og stemningen bliver ikke just bedre af, at FBI i 1960’erne arresterer den sovjetiske spion Rudolf Abel på amerikansk jord. Men selvom man er en russisk KGB-spion i USA, skal man jo have en ordentlig rettergang og en ordentlig advokat – ind kommer en sympatisk Tom Hanks som advokaten Donavan.

Steven Spielberg får således elegant menneskeliggjort og sat de politiske spændinger samt dilemmaer i spil – i form af forholdet mellem Donavan og Abel. Du ved, USA kontra Rusland. Situationen (og det grotesk komiske i den) spidser yderlige til, da en amerikansk pilot ender i et sovjetisk fængsel. Nu må Donavan nemlig til Østberlin for at forhandle med russerne om at bytte Abel for piloten.

Jeg sympatiserer lynhurtigt med altid sympatiske Tom Hanks, der er endt i noget af en koldkrigs-knibe. Den klassiske ’en-almindelig-mand-i-en-ualmindelig-situation-rolle’, som Tom Hanks spiller til perfektion. Det gør han også her. Afdæmpet, tilbageholdende stædig og menneskelig til benet. Godt understøttet af familiens varme skød og hans ubrydelige moral.

Mark Rylance er ligeledes forrygende som den enigmatiske Abel, der samtidig udgør en god dramatisk modvægt til Donovans varme væsen med sin rationelle og indadvendte facon, som eksempelvis når Donavan spørger, om ikke han er nervøs (du ved, med udsigt til dødstraf), hvortil han blot tørt svarer: ”Would it help?”. Det er en fornøjelse at være vidne til deres afdæmpede drama og det umage venskab, der opstår på ryggen af de store politiske spændinger.

Udover den engagerende duo, der bringer det velskrevne, vittige og skarpe manuskript af Matt Charman samt ikke mindst Ethan og Joel Coen til live, bringer Spielberg ligeledes koldkrigsstemningen dragende til live med regnvåde og tyst belyste miljøer befolket af mænd i tunge jakkesæt og iklædt hat. Nå ja, og så er det også bare en helt grundlæggende fascinerende og dødspændende historie, der utroligt nok er baseret på virkelige begivenheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Spionernes Bro | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Bridge of Spies, USA, 2015
Premiere: den 26. november 2015
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

Indlæg

Tim Burton byder på et ujævnt besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr

CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

SPIONERS BRO: Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig er en god kombination

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV