Indlæg

47 Ronin: Keanu Reeves, episke landskaber og samuraisværd er en fesen kombination

Blu-ray-anmeldelse: Jeg kan lide både Keanu Reeves, samuraier og episke landskaber. Men selvom det er præcis, hvad 47 Ronin byder på, er det også en både usammenhængende, uengagerende og fladt fortalt omgang fantasy-action. Der er ikke rigtigt nogle karakterer, der for alvor hev mig med ind i historien, hvilket kun er endnu mere fatalt, da den stikker ubeslutsomt i flere retninger.

Men okay, det er noget med en række ’lovløse’ samuraier – ja, 47 i alt – der skal forsøge at genrejse æren for deres mesters død, som er forårsaget af en fæl krigsherre. Således slynger den tætbefolkede fortælling sig som spredehagl ud i den ene kulørte scene efter den anden, hvor kærlighed og ære, liv og død banker i samurai-sværene.

47 ronin 02

Men helt ærligt, så bliver filmens alvorstunge tone aldrig rigtig troværdig. Hertil har karaktererne og historien ikke tyngde eller nærvær nok. Det hele føles mest af alt som en række copy-paste-idéer fra nederste skuffe af samurai-film og Japan-kærlighed. Men nu behøver der som bekendt ikke nødvendigvis originalitet til for at underholde. Problemet er bare, at 47 Ronin ikke rigtigt underholder.

Eller det vil sige, i hvert fald ikke som helhed. For der er enkeltscener med ganske medrivende actionsvung. Som blandt andet en hæsblæsende monsterjagt gennem et skovdyb. Men enkeltscener og plottråde forenes aldrig til et engagerende hele, hvorfor hele balladen også klinger hult. Her er tale om et klassisk eksempel på, at det ikke er nok med store armbevægelser for at underholde.

47 ronin 01

Keanu Reeves er dog tilpas cool som mut samurai, men er forladt underligt uforløst i udkanten af historien, selvom han egentlig står centralt i fortællingen om de 47 samuraier. Men hverken filmens kærlighedshistorie, hævngerrige kvinder med magiske evner eller kyniske krigsherrer formår at give filmen nødvendig pondus. I stedet er 47 Ronin et ligegyldigt, forglemmeligt og kedeligt bekendtskab.

Filmen – 47 Ronin, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen måske ikke vildt vellykket, men det er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside til gengæld. De episke landskaber og samurai-svingende action-scener gengives veldefineret, klart og detaljerigt med en farvemættet palet og solid kontrast. Den dynamiske lydside er helt i top med sine velbalancerede niveauer, fine detaljegrad og medrivende panoreringer. Ekstramaterialet er derimod ikke vildt interessant.

Her får man en række features, der mere eller mindre overfladisk giver et generisk indblik i filmens tilblivelse. Først fire ikke videre vigtige slettede scener (8 min.), et kig filmens historie og dens rod i japansk kultur (7 min.), lidt om Keanu Reeves rolle (4 min.), noget om filmens actionscener og sværdkampe (6 min.) og slutteligt et kig på filmens myter og fantasy-univers. Det er velproduceret, men giver ikke et videre grundigt indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”47 Ronin | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
47 Ronin cover
Originaltitel: 47 Ronin, USA, 2013
Release: d. 30. maj 2014
Instruktion: Carl Rinsch
Medvirkende:
Keanu Reeves, Hiroyuki Sanada, Ko Shibasakim.fl.
Spilletid: 118 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

JACK RYAN COLLECTION: Du skal se de her fem film om Jack Ryan

EN FILMSERIE DU SKAL SE: Måske du kun er bekendt med karakteren Jack Ryan fra dette års actionfilm Jack Ryan: Shadow Recruit? Men faktisk er der indtil videre lavet i alt fem film om CIA-agenten, der er baseret på bøger af Tom Clancy: The Hunt for Red October (1990), Patriot Games (1992), Clear and Present Danger (1994), The Sum of All Fears (2002) og altså senest Jack Ryan: Shadow Recruit.

De fem film er netop udkommet i en Blu-ray-boks i forbindelse med udgivelsen af den nyeste film i serien. Jack Ryan er blevet spillet af Alec Baldwin, Harrison Ford i anden og tredje film samt Ben Affleck og senest Chris Pine. Fem film, du roligt kan kaste dig over med et mindre Jack Ryan-maraton.

jack ryan collection 03

Den første film, The Hunt for Red October, foregår i 1984, hvor en cool Alec Baldwin i rollen som CIA-analytikeren Jack Ryan er på jagt efter en den sovjetiske ubåd Red October, som har tænkt sig at skabe ballade på amerikansk jord. Ja, det er den, hvor Sean Connery spiller kaptajnen Marko Ramius. En power-duo og en intens ubådsthriller.

jack ryan collection 02

Der skulle gå hele otte år, før Jack Ryan atter indfandt sig i en film. Det skete med Patriot Games, hvor Harrison Ford overtog rollen som CIA-agenten, der i denne ombæring kommer på tværs af en IRA. I opfølgeren, Clear and Present Danger, der kom to år senere, returnerer Harrison Ford som Jack Ryan, og skal her forsøge at komme til bunds i sagen om en familie, der er tætte med den amerikanske præsident, bliver myrdet. Yes, Willem Dafoe er også med.

Der gik igen hele otte år inden Jack Ryan var klar til nye strabadser på film. Det skete med Ben Affleck som den intelligente agent i The Sum of All Fears fra 2002. Den kolde krig blusser her ildevarslende op, mens paranoiaen tager til hos både Jack Ryan og CIA-chefen William Cabot, der spilles af Morgan Freeman.

jack ryan collection 01

I nyeste kapitel om CIA-agenten, Jack Ryan: Shadow Recruit, er der igen kold luft mellem USA og Rusland. Kenneth Branagh har instrueret spion-thrilleren og spiller selv filmens russiske skurk. Chris Pine er Jack Ryan og får hjælp af Kevin Costner i kampen for at redde USA fra et altødelæggende terrorangreb. Der medfølger desuden flere interessante featuretter til hver film om universet og Jack Ryan. Lad os ikke håbe, at der går otte år igen, før han vender tilbage.

Jack Ryan The Covert Collection er udkommet på Blu-ray d. 4. juni 2014. [tabgroup][tab title=”En filmserie du skal se | Jack Ryan The Covert Collection”]
Jack Ryan collection cover
Originaltitel: Jack Ryan The Covert CollectionThe Hunt for Red October (1990), Patriot Games (1992), Clear and Present Danger (1994), The Sum of All Fears (2002) Jack Ryan: Shadow Recruit (2014)
Release: d. 4. juni 2014
Instruktion: John McTiernan m.fl.
Medvirkende: Alec Baldwin, Harrison Ford, Ben Affleck, Chris Pine m.fl.
Spilletid: 2 timer 15 min., 1 time 57 min., 2 timer 21 min., 2 timer 4 min., 1 time 45 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 6: Mere kulørt vampyrballade med Sookie, vampyr-venner og vampyr-fjender

EN SERIE DU SKAL SE: Den syvende og sidste sæson af den overnaturlige vampyrserie True Blood har netop haft premiere. Men du skal selvfølgelig enten se – eller for den sags skyld gense – sjette sæson. En serie, der kun er blevet mere spraglet for hver sæson. Ikke altid til det bedre, men det har hele vejen været underholdende at besøge byen Bon Temps i det varme Louisiana.

Godt nok mistede serien retning og medrivende sammenhæng i sin femte sæson. Men nu hvor slutningen på det hele nærmer sig, er det bare med at hænge i. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. For hvordan skal det dog ikke ende for den søde, tankelæsende Sookie Stackhouse og hendes to bejlende vampyrer Eric Northman og Bill Compton?

true blood 6 sæson 01

Nu er serien ganske vist blevet meget andet end det potente trekantsdrama. For her indfinder sig som bekendt efterhånden alverdens væsner og mystiske begivenheder. Alt fra varulve, hekse og formskiftere. Men selvom der er blevet fyldt godt på med karakterer og Anna Paquins rolle som Sookie af og til er blevet skubbet i baggrunden, er det fortsat hende, der for mig er seriens kerne.

Sjette sæson fungerer dog for mit vedkommende mest som en teaser for den syvende og sidste sæson. Ja, jeg tager fortsat lettere og lettere på plothuller og halvtoptegnede karakterer, og har altså blot overgivet mig til seriens farverige univers og spraglede persongalleri. Også selvom serien for mit vedkommende var mest tiltalende i de første par sæsoner.

true blood 6 sæson 02

Men både hovedkarakterer og nykommere er på trods af seriens ujævne udvikling fortsat interessante at følge. Lige fra Kristin Bauer som vampyren Pam og hendes komplekse fortid med sin skaber Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård, til den rapkæftede kok Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley), samt selvfølgelig en bleg Stephen Moyer som vampyren Bill Compton, den godhjertede kvindebedårer Jason (Ryan Kwanten) samt den umiddelbare vampyr Jessica (Deborah Ann Woll).

Der er altså nok at komme efter i True Blood, hvor man vanen tro for HBO-serier også får sin del af sex, vold og blod. Alt i rigelige mængder, hvor også den kulsorte humor fortsat indfinder sig. Så ja, lad mig blot her til sidst smide den mest tyndslidte kliché på bordet, der er nogensinde er blevet smidt efter en vampyr-serie: Sæt roligt tænderne i sjette sæson af True Blood.

True Blood sæson 6 er udkommet på dvd og Blu-ray d. 2. juni 2014. [tabgroup][tab title=”En serie du skal se | True Blood sæson 6″]
true blood 6 sæson cover
Originaltitel: True Blood – The Complete Sixth Season, USA, 2013
Release: d. 2. juni 2014
Instruktion: Stephen Moyer m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Alexander Skarsgård, Kristin Bauer van Straten m.fl.
Spilletid: 550 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

22 JUMP STREET: Selvbevidst to’er vakler sig veloplagt gennem vittighederne

Biografanmeldelse: Selvfølgelig er Jonah Hill sjov. Det er Channing Tatum faktisk også. Ret meget. Det mere end beviste de med 21 Jump Street, der overraskede alt og alle positivt (også mig) – i hvert fald nok til, at der nu er kommet den obligatoriske to’er. 22 Jump Street skal så forsøge at gentage succesen – og meget gerne overgå forgængeren. Det sker dog kun alt for sjældent. Det sker heller ikke her.

Mindre kan bestemt også gøre det. For godt nok er denne opfølger ujævn i leveringen af jokes og fjollerier, mens historien ikke er andet end en undskyldning for ovenstående fjollerier. Sådan som det jo ofte er med komedier. Man skal grine, så fuck detaljer så som et meningsfyldt plot. Og ja, fuck plottet. Desværre er Hill, Tatum og co. bare ikke træfsikre nok med deres fjollerier.

22 jump street 01

Filmen fortsætter præcis, hvor den første sluttede. Hill og Tatum er de to tumpede betjente, der utroligt nok fik skurkene sendt bag lås og slå i etteren. Med denne succes i ryggen sendes de nu på en ny opgave, der også involverer nogle onde skurke, der også laver slemme ting med stoffer. Men ja, som sagt: Fuck plottet. Vi skal grine – både af og med de to elskelige tumper i front.

En to’er, der er endnu mere selvbevidst end forgængeren, hvorfor en tilbagevendende joke er, at denne to’er jo bare skal være mere af det samme. En selvbevidsthed, der bruges vellykket vittigt flere gange, blandt andet da Hill og Tatum briefes om den nye sag og deres overordnede gør det klart, at det er en sag præcis som den i første film. Eneste forskel er, at deres budget nu er større. Ja, en ægte sequel.

22 jump street 02

Filmens berettigelse ligger dog ikke i et større budget, men hos de to hovedroller. Og igen beviser Hill, at han er en af tiden absolut sjoveste komikere. Blandt andet er hans ufrivillige optræden til en omgang improviseret poetry slam leveret med hans uhyggeligt velproportionerede funny bones. Tatums dumsmarte betjent sætter også sikre grin ind, blandt andet som utroværdig under cover-kriminel.

Men selvom den dynamiske duo har flere både sjove og virkeligt sjove scener, så bliver filmen også for lang. Der går i perioder for lang tid mellem grinene, hvor det ligegyldige og meget lidt engagerende plot står søvngabende kedeligt frem. Hvis man havde været mere kritisk i klipperummet, så kunne 22 Jump Streep være blevet en meget solid buddy cop-komedie. Nu er den bare ok, hvilket jo også er… ok.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”22 Jump Street | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
22 jump street poster
Originaltitel:
22 Jump Street, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Phil Lord, Christopher Miller
Medvirkende:
Channing Tatum, Jonah Hill, Ice Cube m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

TRANSCENDENCE: Johnny Depp roder rundt mellem menneske, maskine og udødelighed

Biografanmeldelse: Jamen dog, Johnny Depp har søreme forvildet sig ind i en film, hvor han ikke fjoller rundt i fjollet tøj og skærer fjollede ansigter. Ja, den er god nok. I science fiction-vrøvleren Transcendence indtager han nemlig en af sine i de seneste år sjældne alvorlige roller. At filmen så til tider er temmelig fjollet, er en anden snak – også selvom det slet ikke er meningen, den skal være det.

Men filmens vidtløftige idéer og spekulationer om kunstig intelligens, menneskets sjæl og fri vilje bliver ikke givet den spilletid, der skal til for at historien og karaktererne får nødvendig troværdighed og tyngde. Der afvikles ganske enkelt for meget plot på for lidt tid for utroværdigt. Det gør dog ikke tematikker eller idéer mindre interessante, men som film snubler Transcendence flere gange undervejs.

transcendence 01

Johnny Depp spiller en professor, der arbejder med kunstig intelligens og på at skabe en computer, der vil kunne overgå menneskets videnskapacitet – ja, endda overgå den. Det er selvfølgelig ikke noget, som alle er begejstrede for, så snart bliver grænsen mellem menneske og maskine skæbnesvangert udvasket. For hvad adskiller menneske og maskine, og skal man overhovedet rykke ved den grænse?

Det er et af nøglespørgsmålene, som filmen kredser om, mens der smides småforkølet action ind i de eksistentialistiske tanker og moralske problemstillinger om menneskets plads i verden. Desværre findes der ikke en medrivende balancegang mellem de filosofiske grublerier, eksplosiv action, science fiction-dimser og klodsede karakterer. I stedet bliver det til en række gode, men uindfriede idéer.

transcendence 02

Men selvom Transcendence er en ujævn oplevelse, er jeg også en sucker for film, der tør hive de vilde tanker op af skuffen, også selvom de ikke forløses så tilfredsstillende, som man kunne have ønsket sig. Jeg tror, filmen ville være kommet bedre til sin ret i serieform, hvor de mange idéer og plotelementer kunne have fået mere spilletid og hermed være blevet mere overbevisende.

Nu må man nøjes med en vakkelvorn omgang science fiction, hvor Johnny Depp forsøger at ryste Jack Sparrow af sig i rollen som charmerende og lettere excentrisk professor, mens man i øvrige roller finder mere eller mindre kedelige roller, hvor Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy og Kate Mara gør hvad de kan med materialet, der for alvor løber af sporet i filmens tredje akt.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transcendence | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
transcendence poster
Originaltitel: Transcendence, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Wally Pfister
Medvirkende:
Johnny Depp, Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy, Kate Mara m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

12 YEARS A SLAVE: En slaves umenneskelige rejse gennem piskesmæld i 1840’ernes USA

Blu-ray-anmeldelse: Det er på ingen måde rart at være vidne til de umenneskeligheder, der finder sted i slavedramet 12 Years a Slave. Det bliver altså aldrig patostungt eller Hollywood-melodramatisk. Det er derimod en knugende og grum tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte­­ kapitler, hvor de svulstige strygere er fraværende, men dramaet konstant nærværende.

Det er det blandt andet fordi kameraet så godt som aldrig forlader Solomon Northup, der lever som en fri mand i staten New York med sin kone og børn. Det lige indtil den skæbnesvangre nat, han kidnappes og i næste nu finder sig selv i lænker og solgt som kvæg. Frarøvet sin frihed, identitet og familie må han således forsøge at bevare håbet og troen på, at han igen vil blive en fri mand.

12 years a slave 02

Det er den relativt ukendte Chiwetel Ejiofor, der indtager rollen som Northup, der i 1840’ernes USA ender som slave på en bomuldsfarm i sydstaterne. Hans viljestærke og forpinte blik brænder intenst i hver en scene, hvor han på trods af de umenneskelige omstændigheder kæmper for at bevare sin værdighed. Det er råt fortalt og med en konstant dirrende usikkerhed for Northups skæbne.

Det er samme intensitet, man også finder i instruktøren Steve McQueens to øvrige film, det klaustrofobiske sultestrejkedrama Hunger og den nihilistiske Shame om en sexafhængig mands vej mod afgrunden. Med 12 Years a Slave er McQueen rykket et stort skridt op i Hollywoods hierarki, men heldigvis uden at han af den grund har solgt ud eller givet slip på sin kunstneriske integritet.

12 years a slave 03

Ganske vist finder man også Hollywood-stjerner i både større og mindre roller, blandt andet Michael Fassbender som sadistisk slaveejer, Benedict Cumberbatch som en mere human en af slagsen, mens også Brad Pitt støder til som modstander af slaveriet. Så selvom det er Northups historie, der har filmens udtalte fokus, er slaveriet altså skildret fra flere sider – nuanceret og kontrastfuldt.

Filmen er baseret en biografi om Northups sande historie og tager altså ikke de brede panoramiske penselstrøg i brug. Her er det historien om en enkelt mands rystende rejse gennem slavehelvedet, der bringer dette stykke betændte historie nærværende og insisterende op til en nutid, der ikke kan andet end at se fortiden i øjnene, uanset hvor ubegribeligt smertelig den end må være.

Filmen – 12 Years a Slave, 5/6:5_6 - stars_LILLE

12 years a slave 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er fremragende og det samme er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her kommer den medrivende historie flot til sin ret med mættede farver, et skarpt billede, indtagende detaljegrad og solid kontrast. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse med sin dynamiske brug af både musik, replikker og øvrige elementer. Herudover medfølger en fin omgang ekstramateriale.

En kort featurrette om Hans Zimmer dirrende score (4 min.) og en, der kigger på holdet bag filmen (8 min.), mens der er mest kød på den 41 minutter lange making of, der giver et interessant og informativt indblik i filmens tilblivelse med et kig på blandt andet de mange tematikker, historien, karaktererne og skuespillerne.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”12 Years a Slave | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
12 Years A Slave cover
Originaltitel: 12 Years a Slave, USA, 2014
Premiere: d. 6. juni 2014
Instruktion: Steve McQueen
Medvirkende:
Chiwetel Ejiofor, Michael Fassbender, Benedict Cumberbatch, Paul Dano, Garret Dillahunt, Paul Giamatti, Scoot McNairy, Lupita Nyong’o, Adepero Oduye, Sarah Paulson, Brad Pitt m.fl.
Spilletid: min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

ROBOCOP (2014): Halvt menneske, halvt maskine – ret ligegyldig

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Paul Verhoevens RoboCop fra 1987 en af mine absolutte favoritter – og selvfølgelig måtte dagen komme, hvor et remake ville se dagens lys. Desværre er her tale om ikke kun en ligegyldig genindspilning, men ganske enkelt også en lunken actionfilm. Hverken den ikoniske RoboCop eller relevante tematikker som mediemanipulation og menneskelighed får pondus i denne fejltagelse af en film.

Nu skal denne anmeldelse dog ikke ende med at være en sammenligning mellem remaket og originalen. Det ville ikke være fair. Et remake skal i min bog gøre noget nyt med forlægget. Det er til dels også tilfældet med dette remake – blandt andet er RoboCop særdeles adræt, og hopper til tider elegant rundt som en ninja, mens volden i den grad nedtonet. Nej, ikke just de bedste ændringer.

robocop 02

Her er dog stadig tale om historien om betjenten Alex Murphy, der ender dødeligt såret, for herefter at blive til den legendarisk RoboCop – halvt menneske, halvt maskine. Året er 2028, så selvfølgelig kan den slags lade sig gøre. Det er det multinationale selskab OmniCorp, der står bag Murphys genfødsel, hvilket de selvfølgelig ikke har gjort uden bagtanker. Selskabet er nemlig lykkedes med at indsætte militærrobotter i andre lande, men disse er endnu ikke lovlige i USA.

Den amerikanske befolkning stoler nemlig ikke på, at man kan overlade sikkerheden til robotter. Derfor har OmniCorp nu bygget et menneske ind i maskinen – Murphy skal altså tjene som forbillede. Maskinen har fået ansigt og menneskelighed, hvilket OmniCorp håber kan vende den robotfjendtlige stemning i befolkningen og blandt lovgiverne. Selvfølgelig har Murphy dog ikke tænkt sig blindt at følge deres plan.

robocop 01

Svenske Joel Kinnaman lægger krop til RoboCop, men forbliver frustrerende anonym. For selvom han både kan græde og skyde med guns, får han ikke for alvor givet karakteren gennemslagskraft – et menneske, der må kæmpe med både savnet af sin familie, sin egen menneskelighed, fri vilje og en ny identitet. Derimod er Michael Keaton som OmniCorps diabolske topchef langt mere mindeværdig.

Desuden er Gary Oldman som videnskabsmanden, der hjælper Murphy ind i maskinen veloplagt, mens Samuel L. Jackson som manipulerende tv-vært og Jackie Earle Haley som RoboCops træner begge gør god figur. Desværre efterlades de i en film, der mangler flere medrivende actionscener og en mere engagerende historie. Det er virkelig en skam, for bag anstrengelserne aner man et langt større potentiale.

Den brasilianske instruktør José Padilha ender altså på røven med sin Hollywood-debut, der efterlader RoboCop noget tandløs – for fuck sake, han skyder jo halvdelen af tiden med en pistol, der giver elektriske stød. Desuden mangler tematikker som kapitalisme, korruption og menneskelighed bid og satirisk vid. Ja, dette lunkne remake vil uden tvivl blive omdøbt til RoboCrap – og med god grund.

Filmen – RoboCop, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

robocop 2014 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det kan godt være, at filmen ikke er helt vellykket, men den ser drønende godt ud på Bly-ray og lyder ligeledes fremragende. Billedet står veldefineret, skarpt og med lækre mættede farvepalet, mens lydsporet dynamisk giver både RoboCop, replikker og eksplosiv action liv. Lækkert. Ekstramaterialet er ok, uden at imponere.

Her får man fem slettede scener (4 min.), der ikke tilføjer det store til filmen, 10 fiktive reklamefilm for OmniCorps produkter, ganske cool (3 min.), så er der mere interessant guf at komme efter i den tre-delte making of, der kommer omkring blandt andet filmens temaer, originalen versus remaket og tilblivelsen af den nye RoboCop-dragt (29 min.). Alt i alt et fint lille supplement.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”RoboCop | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Robocop remake cover
Originaltitel: RoboCop, USA, 2014
Premiere: d. 12. juni 2014
Instruktion: José Padilha
Medvirkende:
Joel Kinnaman, Gary Oldman, Michael Keaton, Samuel L. Jackson, Abbie Cornish, Jackie Earle Haley m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

DALLAS BUYERS CLUB: Matthew McConaughey ejer hver en scene i dette fremragende drama

Blu-ray-anmeldelse: Det er umuligt ikke at have lagt mærke til Matthew McConaughey de seneste par år. For fra at have haft sin gang i mere eller mindre ligegyldige dramaer, har han nærmest som ved et trylleslag indtaget den ene forrygende rolle efter den anden, blandt andet i The Wolf of Wall Street, Magic Mike, Mud, Killer Joe og True Detective. Dallas Buyers Club er ingen undtagelse.

Filmen er en udsøgt fornøjelse, det samme er McConaugheys præstation som småsvindleren og rodeorytteren Ron Woodroof, der nedlægger damer, sniffer coke og i det hele taget indgår i et über maskulint miljø i et varmt Texas. Så da han smittes med HIV og får at vide, han kun har 30 dage tilbage at leve i, ændres hans verden selv sagt radikalt, og han må tage sit liv til revision.

dallas buyers club 02

Året er 1985 og kendskabet til sygdommen sparsom. Ron og hans brovnte venner ser således HIV som en homoseksuel sygdom, hvorfor de homofobisk vender ham ryggen. Ron er således alene med sygdommen og sine mange tanker. Han bliver dog uventet venner med den homoseksuelle AIDS-patient Rayon, en tynd Jared Leto, samt den omsorgsfulde læge Eve, spillet af en sød Jennifer Garner.

Ron er dog ikke en mand, der giver op. Han begynder derfor en kamp for overlevelse, hvilket blandt andet indebærer indtagelse af betragtelige mængder af endnu ikke-godkendt medicin samt andre lægemidler – og det virker. Hans 30 dage bliver udsat på ubestemt tid, og som den virksomme mand han er, begynder Ron nu at smugle medicinen ind i Texas, hvor efterspørgslen er enorm.

dallas buyers club 03

Selvfølgelig ender Rons forretning som andet end en jagt på kontanter og overlevelse. Hans homofobi udfordres og lysten til at hjælpe andre syge vokser samt hans kamp mod lovgivningen omkring medicinen bliver motivationen. Ja, jeg var medrivende med hele vejen sammen med en fremragende McConaughey, der til rollen har undergået en fysisk forandring og tabt hele 21 kilo. Ja, Dallas Buyers Club er Oscar bait, men af den fineste slags.

McConaughey og Leto hev da også Oscars hjem for bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle. Her er ganske enkelt tale om et pokkers engagerende drama, der aldrig bliver sentimentalt, men forbliver oprigtigt og ærligt. Det skyldes ikke mindst McConaugheys præstation. Han er intens og med en tilstedeværende som få. Ron Woodroof er i filmen et menneske af kød og blod, man ikke kan tage øjnene fra.

Filmen – Dallas Buyers Club, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

dallas buyers club 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Film tager sig ligeles fremragende godt ud på Blu-ray. Her kommer filmens stemningsfulde billeder og McConaugheys forpinte Ron virkelig til deres ret med et klart, skarpt og veldefineret billede. Lydsiden spiller lige ledes dynamisk, hvor alle elementer får plads med fint balancerede niveauer. Desværre er ekstramaterialet så godt som ligegyldigt. Et promo-agtigt indslag (4 min.) om filmen samt tre slettede scener, man dog godt kan bruge tid på (5 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dallas Buyers Club | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
dallas buyers club cover
Originaltitel: Dallas Buyers Club, USA, 2014
Premiere: d. 12. juni 2014
Instruktion: Jean-Marc Vallée
Medvirkende:
Matthew McConaughey, Jennifer Garner, Jared Leto m.fl.
Spilletid: 116 min
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE WOLF OF WALL STREET: Scorsese og Leo leverer potent grådigheds-kick med coke, dollars og bare damer i massevis

Blu-ray-anmeldelse: Det kan godt være, at Martin Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over hans seneste film, den medrivende The Wolf of Wall Street. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med den grådige børsmægler Jordan Belfort – ivrigt og intenst spillet af Leonardo DiCaprio. Og hey, hvis du ikke lige orker at læse videre, kan jeg gøre det kort: Ja, du skal se filmen.

Du blev hængende – super. Så skal jeg forsøge at uddybe, hvorfor du selvfølgelig skal se den. For det første, så er det en film af Martin Scorsese. For det andet, så er Leonardo DiCaprio i hopla som Belfort, som man her følger opbygge sin millionforretning som finansspekulant og fupmager med kokain i næsen og damer på dilleren. En heftig rejse ind i grådighedens mest bundrådne indre.

wolf of wall street 02

Det er heldigvis også et bundråddent indre, der er yderst underholdende, satirisk bidsk og grotesk. For selvom filmen er tre timer lang, holdes grådighedsgryden fermt i kog, hvor maniske fester og kyniske arbejdsmetoder går op i en højere enhed. Jo vist, det er ikke alle scener, der som sådan er med til at drive historien frem, eller tilføjer nuancer til karaktererne, men det er alle scener, der sprutter af energi og overskud.

Det samme gør DiCaprio i den altoverskyggende hovedrolle som en blåøjet knægt, der begynder sin jagt efter millionerne i 1987 og videre til drømmen indfries med alt hvad det indebærer af stoffer, sex samt et skrantende forhold til familien. For kone og børn passer ikke helt ind i den depraverede livsstil, hvor alt aldrig er nok. Det er dog mere Belforts vanvittige rejse, der er kernen end familiedramaet.

wolf of wall street 01

Ikke at filmen mangler dramatisk pondus af den grund. For selvom Belfort i grunden er en kynisk og koldt kalkulerende fupmager, tilføjer DiCaprio ham fine følelsesmæssige nuancer. Ja, hvis du ikke har luret det, så er her tale om en historie om storhed og fald. En historie, der tager udgangspunkt i virkelighedens Belforts liv. Her er dog nok ikke som sådan tale om en virkelighedsgengivelse en til en.

DiCaprio bakkes desuden op af Jonah Hill som hans skøre ven og kollega, mens Matthew McConaughey brillerer i en kort birolle som coke-sniffende finanstosse. Ja, Scorsese har skabt en overdådig, flamboyant og fascinerende film, der ikke er uden genklang af hans mesterværker som Goodfellas og Casino. En af mine absolut bedste oplevelser i 2014 indtil videre – med kokain, blowjobs samt dollarregn.

Filmen –
The Wolf of Wall Street, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

wolf of wall street 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens mange vanvittige scener ser forrygende godt ud på Blu-ray. Den kulørte farvepalet gengives klart, farvemættet og veldefineret, mens også de mere mørke scener står flot med solid kontrast og flotte nuancer. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sin dynamisk brug af både dialog, musik og øverigt lydlandskab. En sand Blu-ray-fornøjelse.

Ekstramaterialet er måske ikke just omfattende, men bestemt værd at bruge tid på. Her får man to featuretter, der blandt andet går i kødet på filmens tilblivelse, karakterne og det at skulle beskrive nogle i gruden ikke vildt sympatiske karakterer (17 min. og 11 min.), samt et interview med Scorsese, DiCaprio og Hill, der ligeledes snakker om deres samarbejde og produktionen (11 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Wolf of Wall Street | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
The Wolf Of Wall Street cover
Originaltitel: The Wolf of Wall Street, USA, 2013
Premiere: d. 30. maj 2014
Instruktion: Martin Scorsese
Medvirkende:
Leonardo DiCaprio, Jonah Hill, Margot Robbie, Matthew McConaughey m.fl.
Spilletid: 179 timer
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AMERICAN HUSTLE: Stjernecast kan ikke stillet meget op med rodet fupmagerfilm

 Blu-ray-anmeldelse: Jeg skal gøre mit bedste for ikke at bruge for meget plads på at kommentere tøjet og parykkerne. American Hustle byder nemlig på bredflippet 70’er-stil samt hentehår, højt hår og permanentet hår. Godt, så er det på plads. For her gælder det ikke mode, men svindel, forviklinger og forkerte beslutninger samt komplicerede forhold, jagten på kærligheden og det gode liv.

Christian Bale har ædt sig en flommet mave til i rollen som svindleren Irving Rosenfeld, der med hentehår og tvivlsom charme hiver penge hjem på fup og fiduser. Han forelsker sig hovedkulds i en navlenedringet Amy Adams – det kan ingen bebrejde ham. De bliver sammen en storsvindlende duo, der ender med håret i postkassen og bliver derfor nødt til at hjælpe FBI med at få skovlen under nogle korrupte politikere, for selv at slippe for fængsel.

american hustle 03

Men nej, selvfølgelig forløber denne plan på ingen måde efter planen. Blandt andet fordi FBI-agenten, der leder operationen kommer på tværs af Irving og hans udkårne. Men dette trekantsdrama er kun en flig af dramaet, hvor ingen helt synes at fortælle sandheden om sig selv. Så nej, det er ikke kun, når det gælder om at lokke de korrupte i fælden, at der lyves og svindles. På privatfronten er der også hemmeligheder.

Således flettes kærlighedsforviklinger og dramaet sammen med den både vovede og komplicerede operation. Problemet er blot, at hverken dramaet eller operationen for alvor fænger. Her vakles der en ujævnt rundt i historien, mens drama og komik heller ikke rigtigt finder balancen, som den ellers gjorde så elegant i instruktør David O Russels forrige film, Silver Linings Playbook.

american hustle 01

Her kommer man ikke ind på livet af det ellers fremragende cast. Det er virkelig en skam, for indpakningen er mere end tillokkende. David O. Russell snyder altså publikum for den gode film, der ellers lå i kortene. Men nej, American Hustle er ikke helt til hundene. For blandt andet er netop de medvirkende det, der bærer filmen gennem sin rodede og ikke videre engagerende historie.

Christian Bale som forfængelig fupmager med store idéer, en skrøbelig, men stålsat Amy Adams og Bradley Cooper som energisk FBI-agent. En veloplagt Jeremy Renner overrasker særdeles positivt som borgmester. Ja, han er sgu blevet snydt for en nominering (host, Oscars, host), mens Jennifer Lawrence gør sin ting som bramfri kone til Irving. Men altså, en ujævn og mildt uengagerende fortalt historie, der for resten er løst baseret på virkelig begivenheder i slut-70’erne. Tja, se den for castet.

Filmen –
American Hustle, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

american hustle 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det kan være, at filmen er ujævn, men Blu-ray-udgivelsen slingrer ikke i valsen. Her står billedet veldefineret hele vejen med dejligt mættede farver, god kontrast og flot detaljegrad. Lydsporet er dynamisk og går klart igennem på alle fronter. En fornøjelse. Desværre er ekstramaterialet ikke vildt ophidsende.

Her får man en ok featurette, hvor både skuespillere og instruktør snakker roller, historien og produktionen. Den er værd at se. Derudover medfølger også hele 11 slettede scener, der faktisk er ret fine og tilbyder ekstra indblik i karakterne (22 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”American Hustle | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
american hustle cover
Originaltitel: American Hustle, USA, 2013
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende:
Christian Bale, Bradley Cooper, Amy Adams, Jeremy Renner, Jennifer Lawrence m.fl.
Spilletid: 139 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]