Indlæg

CAPTAIN MARVEL: Brie Larson løfter Marvel-filmen som sej heltinde

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi er nu kommet til endnu en film i det omfattende Marvel-univers, der blev skudt i gang med ’Iron Man’ tilbage i 2008. Nu 11 år senere er vi med ’Captain Marvel’ nået til film nummer 21 (!), hvor vi skal præsenteres for en ny heltinde i det sprudlende univers. Hun spilles veloplagt, charmerende og sjov af Brie Larson, der løfter filmen og bærer den i mål.

For egentlig er her tale om mere af det samme, som man er blevet forvent med fra Marvels side. Ja, det er faktisk på grænsen til at være det Marvel-generiske i både udtryk, karakterer og fortælling. Trumfkortet er dog her uden tvivl Brie Larson i rollen som den seje heltinde. Hun er hele vejen medrivende at følge, når filmen altså måske mister en smule momentum.

Men hvad handler filmen så om? Jo, vi ankommer til Jorden anno 1995, hvor rumvæsnet Vers aka Captain Marvel nødlander, da en mission går på røven. Jorden lider under en gruppe rum-terrorister kaldt Skrulls. Heltinden må derfor nu mestre sine utrolige kræfter for at stoppe de onde og grønne væsner. Helt alene er hun dog ikke, da hun blandt andet får hjælp af Fury.

Samuel L. Jackson er altså igen på banen som cool Shield-agent, der her tager kampen op mod ondskaben sammen med at par øvrige gamle kendinge, mens man blandt nytilkommere i Marvel-universet blandt andet finder Jude Law som Vers’ læremester samt en tvetydig og altid seværdig Ben Mendelsohn. Dette er dog uden tvivl Captain Marvels film og historie.

Således er jeg også – udover medrivende action-scener og flotte effekter – vidne til en udviklingshistorie, der handler om at finde sig selv, men også at få styr på en mystisk fortid, der spøger i heltinden baghoved. Ja, ’Capatain Marvel’ er måske ikke just original, men den er altså underholdende og ret medrivende, mens Brie Larson er med til at løfte filmen op på sin fjerde stjerne.

‘Captain Marvel’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Captain Marvel’ har premiere den 6. marts.

COLD PURSUIT: Liam Neeson hævner sig i generisk hævnthriller

/i , /af

Biografanmeldelse: Så skal Liam Neeson søreme endnu engang til det. Nemlig at hævne sig i endnu en hævnthriller. Og ja, Liam Neeson har altså fint med filmisk pondus i ‘Cold Pursuit’, når han her indtager rollen som den i grunden helt almindelige mand Nels Coxman, der uvildigt ender mit i en omgang narkohandelsballade, der sender ham på en dræbende krigssti.

Ja, præmissen er dejligt simpel. Det handler om hævn, skurke og vold – men også familie, ensomhed og savn. Det er dog førstnævnte treenighed, der har størst gennemslagskraft, mens de sidstnævnte tre flagrer uforløste i vinden. Men hvordan klarer filmen sig så, når det mest af alt handler om hævn og at slå på tæven? Jo, kort sagt sådan ok.

For ganske vist har ‘Cold Pursuit’ et par helt habile og voldelige hævnscener, men eskapaderne er også bare ret så både generiske, forudsigelige og uden nævneværdig personlighed. Det hæmmer blandt andet mit engagement i de hårdtslående løjer – og her ligeledes de medvirkende. Ikke mindst Liam Neesons Nels Coxman.

Netop Coxman fremstår nemlig ikke videre troværdig. Her er ingen overgang fra almindelig mand til hårdtslående hævner, hvor han fra starten er en brutal og toptrænet soldat værdig. Udviklingen i hans karakterer er altså flad, hvilket også er med til at gøre hans karakter mindre interessant. Om han er mere interessant i den norske original, ‘Kraftidioten’, ved jeg dog ikke.

‘Cold Pursuit’ har på trods – og som sagt – et par ting kørende for sig, blandt andet volden, uden at filmen dog løfter sig over det forglemmelige. Hertil er karaktererne for flade, forudsigelige og generiske. End ikke den ellers top-onde skurk har det nærvær eller urovækkende væsen over sig til at få mig til for alvor at tro på ham – han bliver mest af alt en karikatur på en bad guy.

Men ja, udover et par habile og voldelige scener samt ikke mindst en intens og altid seværdig Liam Neeson i hovedrollen, så har filmen også en fin og velafbalanceret omgang sort humor, der fint passer ind i fortællingen, der desværre bare er alt for klodset og forudsigelig forløst til sådan for alvor at rive mig med. Derfor ender ‘Cold Pursuit’ også som en middelmådig hævn-thriller.

‘Cold Pursuit’ får 3 ud af 6 stjerner;

‘Cold Pursuit’ har biografpremiere den 28. februar.

THEY SHALL NEVER GROV OLD: Teknisk imponerende dokumentar om Første Verdenskrig

/i , /af

Biografanmeldelse: Peter Jackson er manden bag den monumentale Ringenes Herre-trilogi. Nu har han med ‘They Shall Never Grow Old’ skabt en teknisk imponerende dokumentarfilm om Første Verdenskrig. Man kommer nemlig som publikum her med tilbage til krigen, der forløb fra 1914 til 1918 med ret så utrolige optagelser fra dengang.

Den tekniske genistreg er imidlertid her, at det er lykkedes at farvelægge de mange optagelser fra for 100 år siden, så blandt andet turene ned i de mudrede skyttegrave, videre til marcherende soldater og tromlende tanks bliver bragt vibrerende og nærværende til live. Således måber jeg næsten, da filmen går fra sine sort/hvide optagelser til farve i filmens start. Imponerende.

Til at akkompagnere den indtagende billedside har Peter Jackson gjort brug af arkivinterviews, der alle kommer fra mænd, der tjente under krigen. Således består filmen af de farvelagte optagelser sammen med blandt andet plakater fra tiden, mens man filmen igennem altså hører interviewene som voice-overs, der beskriver soldaternes hverdag og tid under krigen.

Denne form bliver desværre en kende statisk, når først min umiddelbare betagelse af de farvelagte optagelser aftager en smule undervejs. Jeg savner også lidt at få sat ansigt på de mange mænd, der ellers levende beretter om deres kammeratskab og krigens barske væsen, videre til den humor, der var tilstede i den farlige frontlinje på trods af de rå omstændigheder.

Hertil kommer, at det også kunne have været rart, hvis beretningerne og billederne var blevet sat en smule mere i historisk kontekst. Men at dette mangler er på den anden side også fint med til at holde fokus på netop det, man ser og hører: nemlig det liv, der blev levet og oplevet af de mange unge soldater for nu 100 år siden – ja, unge mænd helt ned til omkring de 16 år.

‘They Shall Never Grow Old’ er kort fortalt en dokumentarfilm, der griber mig rent teknisk med sin øjenåbnende billedside, der desuden er tilsat en troværdig lydside. Jeg mindes ikke at have været så tæt på Først Verdenskrig før. Desværre bliver filmens form som sagt en smule statisk, men det sagt, lever filmens 100 minutter ok af sit imponerende teknisk greb og mændenes beretninger.

‘They Shall Never Grow Old’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘They Shall Never Grow Old’ har biografpremiere den 28. februar.

DOGMAN: En hundefrisør på brutal afveje

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi ankommer i Matteo Garrones på en gang både varme og kynisk kolde ‘Dogman’ til en grå forstad nord for Napoli. Her finder man den spinkle og godhjertede hundepasser og -frisør Marcello, der lever sit stille liv i ro, fred og vellidt af lokalsamfundet. Helt ren i kanten er den ellers lavmælte hundelsker og fraskilte mand dog ikke. Han sælger nemlig kokain ved siden af sin hundesalon.

Dette bringer ham ikke kun på kant med loven, men også i omgangskreds med lyssky typer – ikke mindst den yderst uforudsigelige, kokainglade og voldelige Simone – en ubehagelig mand, der hærger og gør hele forstaden utryg med sit iltre temperament. Filmen er således – udover at være et fint fortalt portræt af Marcello – også historien om afhængighedsforholdet mellem ham og Simone.

På den måde skrues der med et fast greb op for intensiteten i en film, der udvikler sig til en spændende trykkoger af vold, kynisme og misbrug. Jeg nærer nemlig fra starten sympati for tøffelhelten Marcello, der ligger under for alle andres luner – han gør, hvad der bliver sagt og tør ikke tvinge sin egen mening igennem. Dette bringer ham imidlertid på glatis i det lille samfund.

For hvordan skal han tackle det voldelige forhold til Simone samtidig med, at han holder sig gode venner med det øvrige samfund – samt ikke mindst fortsat at kunne forkæle sin datter med rejser for de penge, han tjener på sit salg af kokain? Marcello spilles desuden af en formidabel Marcello Fonte, der med lige dele sarthed og engagerende fåmælthed folder sit fint afstemte portræt ud.

Hertil kommer, at Simone i skikkelse af den store og intimiderende Edoardo Pesce er et yderst overbevisende usympatisk bekendtskab. Ganske vist bliver de to mænds modsætninger lige sort/hvide nok i sin udfoldelse, mens historien mangler lidt mere kød på sig i forhold til sin spilletid. Men det sagt, så er deres forhold på trods det meste af vejen spændende at følge.

Der venter desuden en ret så intens finale. Men på vejen dertil går filmen desværre en smule i tomgang og mister herved lidt af sit ellers ganske engagerende momentum. ’Dogman’ er dog i sidste ende et fint og brutalt thriller-drama med gode præstationer fra ikke mindst sine to hovedroller, der i deres dynamik måske nok er lidt overfortalt, men altså også fint medrivende.

‘Dogman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dogman’ har biografpremiere den 28. februar.

INSTANT FAMILY: Oversentimental familiekomedier er klægt bekendtskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Egentlig er der en sympatisk agenda med den amerikanske komedie ‘Instant Family’, nemlig det at hylde familien, mens der også er tematikker i spil som, nemlig hvad det egentlig vil sige at være netop en familie. For hvornår kan man blandt andet kalde sin plejefamilie for ens rigtige familie – og ens plejemor for mor samt ens plejefar for far?

Dette forsøges sat komisk, men også lettere dramatisk stævne. Desværre ender det hele klægt på røven i en lang række scener i klichéfuld forening med oversentimentalitet i en fortælling, der går i ring om sig selv og sine i grunden ellers ganske fine problematikker – nemlig dem for nævnt ovenfor, men også det at blive skilt fra sin egentlig biologiske mor.

Men ja, hvad handler ‘Instant Family’ så i grunden om? Jo, man følger her ægteparret Ellie og Pete, der har et godt liv med et succesfuldt arbejde. Men noget mangler: børn. De vælger derfor at adoptere. Det bliver til et styk sur teenager, der tumler med en hård opvækst og adskillige plejefamilier på bagen sat det at være vokset op på et børnehjem, da hendes mor er stofmisbruger.

Oveni dette følgers hendes to små søskende med, nemlig en opmærksomkrævende dreng, der filmen igennem er uheldig, mens lillesøsteren er svær at styre, da hun kræver alt, hvad hun peger på – og ellers laver hun en scene med skrig og skrål. Og med et er Ellie og Petes liv forandret fra at være i kontrol til at være ude af kontrol med en helt ny familie.

Men selvom filmen er både klichéfuld og kedeligt forudsigelig samt er både klæg og kikset sentimental, så er der også en ret så veloplagt Rose Byrne i rollen som plejemoren. Hun er filmens lyspunkt midt i al skramlet. Hun har faktisk et par ganske vittige scener undervejs, hvor hunviser fin komisk timing. Desværre er filmen altså bare langt fra ligeså god som hende.

Rose Byrne står over for Mark Wahlberg, der ikke just er videre medrivende, selvom der faktisk er ok ping pong mellem de to. Men en ganske fin Rose Byrne redder altså langt fra ‘Instant Family’ fra at være netop en kedeligt klichéfuld og forudsigelig film, der ender helt og aldeles forfærdeligt med en slutscene, der kammer og i klam sentimentalitet.  

‘Instant Family’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Instant Family’ har premiere den 28. februar.

GREEN BOOK: Forrygende feel good i godt selskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, komediedramaet ’Green Book’ er så absolut en feel good-film – men altså en af de virkeligt gode. Her er blandt andet en medrivende balancegang i humoren, der med lige dele underspillet og tør præcision fik mig til at grine op til flere gange undervejs – det uden, at duoen i front bliver til karikaturer, men mennesker af kød og blod.

I front finder man nemlig Viggo Mortensen og Mahershala Ali i rollerne som det umage par og komplette modsætninger, nemlig den rapkæftede og jordnære Tony Lip samt den distingverede pianist Dr. Don Shirley. De to ender med at komme på en tur sammen i de amerikanske sydstater i 1960’erne, hvor racismen er at finde overalt. Filmen er desuden baseret på en rigtig historie.

Det er derfor ikke just uden problemer, at den sorte Don Shirley bevæger sig afsted på sin tour gennem landet. Selv Tony Lip har det en smule svært med sorte – men endnu mere det at skulle have en chef over sig til at bestemme, hvad han skal gøre og ikke gøre. På den måde clasher de to naturligvis også – men ja, undervejs bonder de også mere og mere. 

Men selvom historien måske nok ikke just er uden de store overraskelser, så er den blandt andet så pokkers velskrevet, at det hele vejen er en fryd at se det veloplagte manuskript blive bragt både sjovt, veltimet og sine steder også rørende til live af det umage par. De er ganske enkelt godt selskab – og bærer således altså filmen fint igennem sine forudsigeligheder. 

Filmen bliver måske nok lige en smule for lang i sidste ende, men det er så absolut skønhedspletter i en film, jeg ikke kunne andet end at blive i godt humør af. Det uden, at filmen bliver oversentimental, men altså overordnet bevarer en vittig og engagerende tone med adskillige morsomme scener mellem de to meget forskellige mænd.

Måske bliver racismeproblematikken undervejs en kende for meget skåret ud i pap, men filmen dvæler ikke ved den i stort opsatte neon-bogstaver. ’Green Book’ lever ganske enkelt engagerende hele vejen af sit både vittige og veloplagte manuskript, hvor Viggo Mortensen og Mahershala Ali er formidable at sidde ved siden af i bilen, mens den ruller gennem USA’s sydstater.

’Green Book’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Green Book’ har biografpremiere den 21. februar.

THE PRODIGY: Et creepy barn er gysende forudsigelig

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: jeg har det ikke alt for godt med creepy børn på film. Alligevel formår skrækfilmen ‘The Prodigy’ ikke helt at få gyserskovlen under mig. Det på trods af altså et styk creepy barn. Det sagt så serverer filmen dog et par ok gode jump scares og gys på vejen gennem sin desværre forudsigelig fortælling.

Det hele starter i det små – som det nu altid gør med den her slags gyserfilm. For drengen Miles opfører sig ikke just som andre børn. Han viser sig blandt andet at være yderst intelligent – hvilket jo ikke som sådan er videre uhyggeligt. Men bare rolig, for snart tager drengens opførsel til i en noget mere creepy retning. Præcis hvordan vil jeg dog ikke spoile her.

Jeg kan dog sige så meget, at det altså ikke er særligt uforudsigeligt. Ja, faktisk kører filmen sikkert ned af gyserklichéernes ensporede vej. Det er skam, når nu der på trods af dette som sagt leveres et par ganske velfungerede gyserscener. Blandt andet en uheldig barnepige, der bevæger sig ned i den mørke klichékælder. Det er ganske stemningsfuldt og effektivt iscenesat.

Desværre punkterer filmen sin egen uhygge undervejs – blandt andet på grund af forsudsigeligheden, hvor den tvetydighed, der kunne have været interessant at have set i Miles udebliver. Jeg ved fra starten af, at der er noget overnaturligt på spil – og mysteriet bag, giver sig selv fra filmens allerførste scene, der faktisk ok effektivt skyder filmen igang.

Herfra bevæger filmen sig desværre noget ujævnt hele vejen mod den forudsigelige finale, der lige toppes af med en omgang utroværdighed. End ikke her formår filmen altså at overraske som sådan. Det sagt så er Miles ok uhyggelig i et til tre momenter i filmen, hvor han i skikkelse af Jackson Robert Scott fint kanaliserer en smule creepiness.

‘The Prodigy’ er med andre ord en gyserfilm, der er både forudsigelig og klichéfuld, men som altså også leverer et par ret fint iscenesatte gyserscener og ligeledes et par ok placerede jump scares. Desværre får uhyggen altså bare aldrig rigtigt gyserskovlen under mig, mens manglen på historiemæssige overraskelser også dræner filmen for uhygge.

‘The Prodigy’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Prodigy’ har biografpremiere den 21. februar.

TRÆKFUGLE: Den spirenede narkohandel i Columbia sat i smukke klæder

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvordan startede den columbianske narkohandel? Groft sagt med en medgift på 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Det er i hvert fald tilfældet i ‘Trækfugle’, der er baseret på virkelige begivenheder og tager sit afsæt i 1969. Rapayet gifter sig således med Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen mellem Columbia og Venezuela.

Men for at få råd til ovenstående store medgift begynder Rapayet med sin makker nemlig at sælge stoffer til unge amerikanske turister. Forretningen begynder dog stille og stødt at vokse, blive endnu farligere og sætter således også både familien samt hans kultur og samfund på spil i en usikker forretning med stoffer, lyssky typer og mange penge på spil.

For udover at være historien om den spirende narkohandel, så er ‘Trækfugle’ også historien om et oprindeligt folk, deres kultur og tro, som pludselig udfordres af tidernes skiften. Et ganske gribende bagtæppe for den spændende udfoldelse af den tiltagende narkohandel, der snart kommer til at male med død og ødelæggelse i filmens desuden smukke billeder filmet af David Gallego.

Vi bevæger os i filmen således stødt op igennem 1970’erne i takt med, at narkohandlen griber om sig og flere parter kommer på banen. For hvor der er penge i spil, er der flere spillere klar til at slå til. Rapayet er altså sat i et dilemma mellem sin familie og kultur modsat den gode forretning. Det hele fortælles på trods af dramaet både roligt og afdæmpet, men altså også intenst.

Desværre er filmens afdæmpede væsen og rolige tempo også med til at trække en smule momentum og nærvær ud af de ganske vist hele vejen flotte eskapader. Sine steder bliver fortællingen altså lige stillestående nok. Jeg bliver mere en fascineret beskuer af billederne end egentlig engageret på et mere følelsesmæssigt plan i dramaet, karaktererne og dilemmaerne.

Det er en skam, når nu ‘Trækfugle’ som nævnt er et billedsmukt bekendtskab med spændende temanikker og dilemmaer på dagsordnen. Men når det er sagt, så er filmen bestemt et positivt bekendtskab, der er rig på gribende stemning og atmosfære, hvor helt drømmende scenarier smukt sniger sig ind – sammen med intenst brutale scener undervejs.

‘Trækfugle’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Trækfugle’ har biografpremiere den 21. februar.

ALITA: BATTLE ANGEL: Hæsblæsende cyborg-action i flot futuristisk fremtid

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld actionfart over feltet i Robert Rodriguez’ energiske science fiction-film ‘Alita: Battle Angel’, der desuden har legendariske James Cameron som medforfatter. Jeg kendte dog ikke til den japanske tegneserie, filmen er baseret på, så jeg er helt ny til det flot forløste fremtidsunivers, hvor vi ankommer til den forfaldne og rå Iron City år 2563.

Her møder vi den sympatiske og teknisk dygtige robot-og-cyborg-bygger Dyson Ido, portrætteret med fin tilstedeværelse af Christoph Waltz. Han bringer en ellers kasseret cyborg til live, som han kalder Alita. Den nyvågnede cyborg kan dog intet huske. Filmen er således også en historie om at finde sig selv, selvstændiggørrelse og spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.

Det er dog ikke tematikker, der som sådan bliver videre dybt forløst, men det er fine tanker, der krydrer den ganske vist noget forudsigelige historie, der dog ganske medrivende overlever og lever af sine mange både veloplagte, ok voldelige og overrumplende actionscener. For som filmen skrider frem, begynder Alita også at genfinde hukommelsen om sin vilde fortid.

Bag den komplet computeranimerede Alita finder man skuespillerinden Rosa Salazar, der bringer den ret så overbevisende cyborg til live. Ja, alene teknisk set er filmen langt overvejende en fornøjelse, hvor jeg udover Alita også rives med og imponeres af den flot udfoldende futuristiske fremtid, der er rig på detaljer og idéer.

Desværre er der færre nuancer i fortællingen, der også har en noget cheesy plottråd, der ikke helt fungerer, selvom jeg godt kan se formålet med den. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er, for når filmen i grunden ikke er så rig på plotmæssige overraskelser, skal man selv have lov til at opleve dem. Ja, det er altså overvejende den gribende action, der holder filmen på rette køl.

Heldigvis har filmen et godt flow, der fint svinger fortællingen veloplagt fra scene til scene, fra den ene hårdtslående slåskamp til endnu et voldsomt ræs, hvor cyborgs clasher tungt og medrivende med både Alita og hinanden. ‘Alita: Battle Angel’ er kort sagt en veliscenesat science fiction-film, der serverer både et flot univers, medrivende action, men også en lidt forudsigelig historie.

‘Alita: Battle Angel’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Alita: Battle Angel’ har biografpremiere den 14. februar.

IF BEALE STREET COULD TALK: Ung kærlighed mod hårde odds

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en både ung, spirende og altomsluttende kærlighedshistorie, man får med det velbalancerede og ganske gribende drama i Barry Jenkins ’If Beale Street Could Talk’. En fortælling om både kærlighed, men også om de sortes vilkår og udfordringer i 1970’ernes Harlem i USA. Her møder man den 19-årige Tish og hendes udkårne Fonny, der har kendt hinanden hele livet og nu er et par.

Det hele er dog langt fra idyllisk for de unge elskende. For da Tish bliver gravid clasher hendes familie hårdt med Fonnys mor, der forbander både Tish og hendes ufødte barn væk. Men hvad endnu være er, så bliver Fonny anholdt, hvorfor familien således arbejder på at bevise hans uskyld i den tvivlsomme anklage om voldtægt. Dette er det dramatiske grundlag for det fine drama.

Filmen går dog desværre undervejs i sin fortælling en smule i ring og død i sin afvikling af scenerne, hvoraf nogle af dem mister noget af det naturlige nærvær og den dramatiske intensitet, filmen bestemt også byder på. Dette til trods får man altså hele vejen rundt rigtigt fine præstationer fra de medvirkende. Blandt andet netop KiKi Layne som Tish og Stephen James som Fonny.

Der er nemlig unægteligt kemi imellem de to – lige fra de lykkelige scener og øjeblikke de to imellem til de tunge og svære scener, som de også gennemlever undervejs i filmen. For blandt andet er der en fin balance mellem netop kærlighedens lethed kontra de problemer, som parret kommer til at stå overfor – problemer, der sætter både graviditeten og deres forhold på prøve.

Så selvom fortællingens flow rammer en smule dødvande undervejs og en scene eller to bliver en kende for overfortalte, så er blandt andet netop skuespillerne med til at bære filmen fint i mål. Her finder man eksempelvis også en stærk Regina King som den bestemte og kærlige mor til Tish, mens faren både veloplagt og livligt bringes til live af Colman Domingo.

Hertil kommer filmens billedside, der er smukt filmet af James Laxton. Her er både en romantisk lethed i billederne, der står i engagerende kontrast til de både mere rå og barske. Det er farver, der møder mørke. ’If Beale Street Could Talk’ er altså et fint drama, der balancerer sine karakterer fornemt med den dragende billedside, mens fortællingen dog er en smule ujævnt forløst.

’If Beale Street Could Talk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’If Beale Street Could Talk’ har biografpremiere den 14. februar.