Indlæg

MACBETH: Folk bliver nok aldrig trætte af Shakespeares tragedie

Biografanmeldelse: Virkelig? Endnu en version af Shakespeares tragedie? Åbenbart – og heldigvis må jeg hellere skynde mig at sige. For godt nok er historien blevet fortalt et utal af gange, siden William skrev den. Men gode historier kan fortælles igen og igen – og det er Macbeth. Tragisk, trøstesløs og dybt nede i det menneskelige mørke. Det er den også i Justin Kurzels udgave med Michael Fassbender som Macbeth og Marion Cotillard som hans hustru.

Lige historien helt kort. Macbeth er en general med altopslugende ambitioner om at blive Skotlands konge. Godt bakket op af sin hustrus hjælp. Og han vil gøre alt for at nå sit mål. Du ved, dræbe, bedrage og den slags moralsk nedbrydende handlinger. Ja, altså fortællingen om en mands undergang og menneskelige opløsning spundet i et net af grådighed, magtsyge og sindssyge.

macbeth-2015-biograf-03

Men selvom Fassbender bærer den hjem med uforfalsket nerve og en tiltagende galskab i blikket, mens Marion Cotillard er både sårbar og pokkers stærk som Lady Macbeth, får tragedien aldrig for alvor fat i mine ellers modtagelige følelsesnerver. Jeg forbliver mere beskuer end egentlig engageret i det menneskelige drama. Måske fordi filmen er så optaget af at engagere mig visuelt.

For jeg bliver på trods af de dragende personportrætter ikke videre følelsesmæssigt engageret. Derimod imponerer og inddrager Justin Kurzels Macbeth mig med sin billedside. Her bliver der fra første åndeløse frame åbnet op for de skotske vidder, hvor tågen hersker tungt over trætoppene, mens blodet størkner mørkt i krigernes slidte skæg og skarpe sværdklinger.

macbeth-2015-biograf-02

Det er da også netop på grund af den duperende indpakning, at filmen lever hos mig – både, mens den står på og efter rulleteksterne. Men selvom jeg gribes af det nærmest overjordiske univers, der her pakker tragedien ind i sørgmodig tåge, super slowmotion og endeløse landskaber, forbliver min oplevelse noget følelsesmæssig overfladisk. Selvom her jo ellers er godt schwung på dramaet.

Du ved, potente sager som magtsyge, mord, forræderi, ublu ambitioner, hekseafbrændinger, galskab, skyld, had, krig, smerte, og vrede. Men visuelt både rummer og rammer tragedien mig med pondus, hvor blandt andet Macbeths syner foldes ud med en tvetydighed, så jeg kommer med ind i hans vaklende verden, hvor grænsen mellem virkelig og fantasi, rationale og sindssyge gives mening i sin visuelle udfoldelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Macbeth får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Macbeth | Biografanmeldelse”]
macbeth-poster
Originaltitel: Macbeth, UK | France | USA, 2015
Premiere: den 17. december 2015
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Marion Cotillard, Michael Fassbender, David Thewlis, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

INDERST INDE: Forrygende animeret tur i følelsernes magt

Blu-ray-anbefaling: Det er imponerende, hvordan Pixar formår at lave den ene fremragende film efter den anden. Den nyeste Indert inde, der lyder originaltitlen Inside Out, er ingen undtagelse. Det er en – og undskyld klichéerne – både sjov, rørende og tankevækkende film, der med humor, varme og vid tager fat om temaer som barndom, det at blive ældre og finde sig selv samt ikke mindst, hvad følelser er, og hvordan man håndterer dem.

Helt centralt i filmen står nemlig følelserne. Sådan helt konkret. For vi kommer her ind i hovedet på pigen Riley, hvor fem følelser forsøger at lede hende gennem livet, og hvordan hun skal tackle de nye omgivelser og venner, der følger med, da hun og hendes forældre i filmen flytter fra Minnesota til San Francisco. Således springer fortællingen dynamisk mellem Rileys indre og ydre verden.

inderst-inde-inside-out-01©Disney/Pixar

Det fungerer overraskende godt at konkretisere følelserne, hvor man i Rileys indre finder Glæde (Amy Poehler), Triste (Phyllis Smith), Frygt (Bill Hader), Vrede (Lewis Black) og Afsky (Mindy Kaling). De kommer i den grad på en opgave, da Rileys nye liv og overgang til teenager rokerer godt og grundigt rundt i hendes følelsesliv. For hvordan tackler man lige følelser som vrede og det at skulle sige farvel til barndommen?

Netop det at håndtere sådanne almengyldige emner uden at være bange for også at berøre de svære, har Pixar gjort med stor succes siden deres første film Toy Story i 1995. Både så børn og voksne kan se med. Du ved, Monsters, Inc., Finding Nemo, The Incredibles, Ratatouille, WALL-E og Up. Inderst inde hører til blandt de bedste og giver os blandt andet også en af de mest rørende scener i 2015 med Rileys fantasiven, den lyserøde Bing Bong med snabel.

inderst-inde-inside-out-02©Disney/Pixar

Udover, at filmen ser forrygende godt ud og ligeledes lyder fremragende på Blu-ray, følger der også fint ekstramateriale med. Her får man et kommentarspor med instruktør Pete Docter, med-instruktør Ronnie Del Carmen og producent Jonas Riveras samt de søde kortfilm Lave og Rileys første date videre til et kig på filmens følelser og karakterer. Ja, denne udgivelse får min varmeste anbefaling.

Inderst inde er udkommet på Blu-ray og dvd den 30. november 2015.
[tabgroup][tab title=”Inderst inde | Blu-ray”]
inderst inde inside out cover
Originaltitel: Inside Out
Udgivelsesdato: 30. november 2015
Instruktion: Pete Docter, Ronnie Del Carmen
Medvirkende: Amy Poehler, Phyllis Smith, Bill Hader, Lewis Black, Mindy Kaling, Kaitlyn Dias, Richard Kind m.fl.
Udgiver: Disney/Pixar[/tab][/tabgroup]

THE HOBBIT TRILOGY: Den ultimative hobbit-boks leverer eventyret i extended edition

Blu-ray-anmeldelse: Lad mig bare starte med at slå fast: Ja, dette er den ultimative boks, hvis du skal have Peter Jacksons The Hobbit-film. For udover de henholdsvis 13, 25 og 20 minutter forlængede udgaver, indeholder boksen et væld af spændende ekstramateriale, mens trilogien både ser godt ud og lyder forrygende på Blu-ray. Og jeg kan bestemt lide trilogien dens ujævnheder til trods, for universet er flot og monstrene vilde. Altså, sådan helt kort fortalt.

Det barfodede hobbit-eventyr begyndte i 2012 med The Hobbit: An Unexpected Journey – en art prequel til The Lord of the Rings-trilogien, der som bekendt er baseret på bøger af J.R.R. Tolkien. Her må den magelige hobbit Bilbo gøre sit bedste for at følge trop med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. De drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

hobbitten09

Der er dog et lidt for langt forspil med hygge og sang i hobbitternes hjemstavn, inden den farefulde færd tager fat. Og selvom de overrumplende scenerier og fæle bæster er flotte, går eventyret en smule i tomgang undervejs, mens jeg også savner en mere reel følelse af fare for følget. Men blandt andet vinder det indtagende univers for mig over den lidt træge afvikling samt Martin Freeman, der rammer plet som den forsigtige, men eventyrlystne Bilbo.

The Hobbit: An Unexpected Journey 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Jeg har hverken læst bogen fra 1937, der danner forlæg for filmene eller sportet gummisværd, men nyder alligevel at træde ind i universet, hvor film nummer to, The Hobbit: The Desolation of Smaug, er en langt mere helstøbt. Fortællingen er mere dynamisk afviklet og bedre grundet i turen mod dragen Smaug. Hvert skridt er knyttet naturligt til historiens fremdrift. Lige fra mødet med væmmelige kæmpeedderkopper til et besøg hos elverfolket og kampe med brutale orker – og ja, så er Benedict Cumberbatch herligt lumsk og farlig som Smaug.

hobbitten smaug 01

Tonen er også mørkere, hvilket klæder rejsen, mens Bilbos uskyldige gemyt udfordres af den gådefulde ring, han gemmer i sin lomme. Her er mere pondus i Bilbo, der smider passiviteten fra sig, hvilket gør ham mere interessant at følge. Ian McKellen er evigt fremragende som Gandalf, mens forholdet mellem Orlando Bloom som Legolas og Evangeline Lilly som elverkriger dog er fladt. Men de uforløste relationer underminerer ikke dette andet kapitels medrivende underholdningsværdi i eventyraction og opsprættede orker.

The Hobbit: The Desolation of Smaug 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Peter Jackson leverer med The Hobbit: The Battle of the Five Armies en tilfredsstillende krigsfinale for den bæstbefængte rejse, hvor det vælter rundt med sindssygt mange trolde, orker og andre monstre. Filmen er nærmest én lang krigsscene. Groft sagt – og det fungerer langt overvejende. I hvert fald nok til, at jeg ikke blev overmæt, men bare virkelig godt underholdt af kampen om Midgård og dragen Smaugs enorme skatte.

hobbitten five armies biograf 01

Godt nok males her med brede penselstrøg, hvorfor ikke alle karakterer er lige nuanceret optegnet. Men blandt andet er Bilbo fortsat et engagerende centrum, mens Richard Armitage tager stikket hjem som Thorin, der balancer mellem formørket psykopat og godhjertet kriger. Men nej, det er ikke hele vejen et lige velafstemt drama, men nok til, at de energiske krigsscener ikke mister dramatisk tyngde, mens Howard Shore hele vejen står for et storladent og eventyrligt score.

The Hobbit: The Battle of the Five Armies 5/6: 5_6 - stars_LILLE

hobbitten smaug 05

Billede 6/6: 6_6 - stars_LILLE og lyd 6/6:6_6 - stars_LILLE
Blu-ray-udgivelsen leverer de tre film med et veldefineret billede, der imponerer med forrygende detaljegrad, smukt nuancerede farvepalet og solid kontrast. Den dynamiske lydside er ligeledes medrivende med sine velbalanceret niveauer, hvor dialogen går klart igennem sammen med bulder, brag og Howard Shores smukke score. Boksen er også udgivet på dvd, men opgrader roligt til Blu-ray.

Ekstramateriale 6/6:6_6 - stars_LILLE
De længere versioner af filmene består langt overvejende af forlængede scener, men der er også er et par nye imellem. For mig gør den ekstra spilletid ikke den store forskel, men giver dog scener og karakterer lidt ekstra nuancer, men ikke noget, der ændrer radikalt på fortællingen eller min overordnede oplevelse. Det er derfor nok mest en temperamentssag, hvornår jeg vælger at gense trilogien i de forlængede udgaver eller biografversionerne. Men mon ikke det er de forlængede, jeg vil ty mest til, bare for at få lidt mere tid i universet.

hobbitten-smaug-06

Ekstramaterialet er et kapitel for sig og er fordelt på tre skriver per film. Hver film har et interessant og engagerede kommentarspor med Peter Jackson og medforfatter Philippa Boyens, mens man i et væld af featuretter og dokumentarer kommer omkring alle tænkelige aspeker af den enorme produktion. Fra locations, historien, karakterer, effekter og meget mere.

Man får altså et i den grad mere end tilfredsstillende indblik i tilblivelsen af trilogien med dette flere timer lange ekstramateriale. Lige fra den tidlige start af produktionen til at komme med på optagelserne og de sidste optagedage samt i efterproduktionen. Dette er med andre ord en helt igennem fremragende udgivelse som fans af filmene straks på få fat på. Så selvom ekstramaterialet samt både billede og lyd er i top, så kan filmene ikke helt sikre udgivelsen en samlet topkarakter. Men det er meget tæt på. Uanset hvad, så får udgivelsen min absolut varmeste anbefaling.

Samlet bedømmelse af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars

[tabgroup][tab title=”The Hobbit: The Motion Picture Trilogy – Extended Edition | Blu-ray-anmeldelse”]
hobbit-trilogy-cover
Originaltitl:
The Hobbit: The Motion Picture Trilogy – Extended Edition (The Hobbit: An Unexpected Journey, 2012, The Hobbit: The Desolation of Smaug, 2013, The Hobbit: The Battle of the Five Armies, 2014)
Udgivelsesdato: den 13. november 2015
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis, Orlando Bloom, Evangeline Lilly m.fl.
Spilletid: 3 timer 2 minutter, 3 timer 6 minutter, 2 timer 44 minutter.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

FANTASTIC FOUR: Karakterdrevet fødsel af de fire helte – fra ung til voksen og fantastisk

Blu-ray-anmeldelse: Nej, ham der stenmanden har heller ikke i denne version en stenpik, men blot et bulet underliv. Mere voksen er dette nye forsøg på at bringe Fantastic Four til live heller ikke. Det er dog nedtonede farver og dramatisk alvor, som hersker mere end sprudlende farver og CGI-action. Her er det en karakterdrevet fødsel af de fire helte, vi får. Fra ung til voksen og fantastisk.

Og ja, der er faktisk en del spilletid, hvor de fire slet ikke er så fantastiske. For først sent i filmen bliver de udsat for det uheld på deres rejse til en anden dimension (!), der gør, at de får hver af deres unikke evner: At kunne forlænge kroppen som en gummimand, at kunne flyve rundt med ild i, at kunne gøre sig usynlig samt at være lavet af sten og være mega stærk.

fantastic-four-biograf-01

Det er relationerne og menneske bag de fantastiske evner, som bærer filmen. I hvert fald i den første fine halvdel, inden der bukkes under for superheltegenrens noget trættende og obligatoriske CGI-larm, hvor hele kloden skal reddes. Her forsvinder dramaet, nærværet og menneskeligheden til fordel for de brede penselstrøg fyldt med dommedagsaction og hult rabalder.

Nå, det er vist på tide, jeg nævner det fine cast, der består af nogle af de mest interessante nye skuespillere i gamet. Miles Teller er den nørdede og geniale videnskabsmand i front med et ungdomsakavet godt øje til sin kollega, Sue Storm – en bestemt og målrettet Kate Mara. Michael B. Jordan er fyr og flamme (tøhø) som flabet og rebelsk Johnny Storm, mens Jamie Bell er god og solid som mut ven og kommende stenmand.

fantastic-four-biograf-02

Dynamikken i og fortællingen om kvartetten er vellykket – takket være castet og fordi, filmen ikke haster sig igennem en præsentation af holdet for stakåndet at nå til den fantastiske forvandling. Her er det faderopgør, at føle sig udenfor og misforstået, at forelske sig og at blive afvist, der bærer fortællingen. Altså indtil, der går computergeneret tomgang i den. Dog flot computergeneret tomgang.

Desværre tynges filmen af lidt tynde personklichéer. Særligt i skurkens tilfælde. Victor (Toby Kebbell) er som Reed videnskabsmand, men brændt af verden og kærligheden. Så i stedet for at blive en helt, bliver han en skurk – den grumme Dr. Doom, som giver filmen sin uengagerende finale. En skam, at Fantastic Four i sidste ende ikke fastholder og formår at give karakterdramaet mere pondus. Men nu er de fantastisk fire ok vellykket på plads. Jeg vil gerne se en to’er.

Filmen – Fantastic Four 3/6:3_6 - stars_LILLE

fantastic-four-biograf-05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen har sine problemer, men Blu-ray-udgivelsen leverer superhelteeskapaderne solidt. Billedet står skarpt, farvemættet og med både god kontrast og fetaljegrad. Lydsporet går klart igennem med dynamiske panoreringer og god dybde i lydbilledet. Ekstramaterialet består af fire lidt ujævne featuretter og et kig på noget concept art.

Man får et kig på superkræfterne, deres tilblivelse og tankerne bag at bringe dem til live, hvor en videnskabelig tilgang har været i højsædet (20 min.), videre til maskinen, Quantum Gate, der bringer vor helte til den anden dimension (11 min.) og planten de ender på (8 min.) samt lidt om det fine score af Marco Beltrami og Philip Glass (5 min.). Slutteligt er der concept art af den anden dimension og Quantum Gate.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Fantastic Four | Blu-ray-anmeldelse”]
Fantastic-Four-cover
Originaltitel: Fantastic Four, USA, 2015
Release: den 10. december 2015
Instruktion: Josh Trank
Medvirkende: Miles Teller, Kate Mara, Michael B. Jordan, Jamie Bell, Toby Kebbell, Reg E. Cathey og Tim Blake Nelson m.fl.
Spilletid: 100 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

Blu-ray-anmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg elsker Paul Rudd. Så ja, jeg kan godt klare endnu en film i den ellers en smule mættede række af superheltefilm fra Marvel. Men selvom Paul Rudd er en i udpræget grad charmerende superhelt, er Ant-Man først for alvor vellykket i sin sidste halvdel, hvor den bliver langt mere legesyg end sin lidt for forudsigelige første del.

Men hvem er det nu lige, Ant-Man er? Kort fortalt kan han ved hjælp af et apparat og tankens kraft få myrer til at lystre sine ordrer (!), mens han ved hjælp en dragt kan skrumpe ind til myrestørrelse med enorme kræfter (!). Men inden Paul Rudd iklæder sig dragten og bliver til Ant-Man, skal han lige igennem den obligatoriske oprindelseshistorie i rollen som ufrivillig helt.

Ant-Man-biograf-02©2015 MARVEL

Paul Rudd er nemlig den knapt så succesfulde tyv Scott Lang, der vil lægge kriminaliteten bag sig, så han kan være sammen med sin lille datter. Men den geniale videnskabsmand Hank Pym – en stoisk cool Michael Douglas – har andre planer. Pym vil nemlig have Scott til at hjælpe sig med at beskytte hemmeligheden bag Ant-Man-dragten, som er hans opfindelse. For der er naturligvis en ond skurk, der vil have fingre i dragten til onde formål.

Ja, det er præcist så forudsigeligt, som det lyder. Heldigvis har filmen Paul Rudd, der formår at charmere klichéerne op fra slap. For filmen overlever og lever af ham og en afvæbnende humor, der veloplagt og varmt punkterer scener, der ellers ville kamme over i Hollywood-sentimentalitet. Blandt andet et ømt far-datter-øjeblik. Så tak, Paul Rudd – og et i øvrigt indtagende cast, der gør forudsigelighederne yderst underholdende.

Ant-Man-biograf-05©2015 MARVEL

Udover en for evigt cool Michael Douglas som den karismatiske Pym, får man også en rap Evangeline Lilly som Pyms skarpe datter samt Michael Peña som et oprigtigt comic relief som Scotts småtumpede, men elskelige ven og partner in crime. En skaldet Corey Stoll er god som gal og grådig superskurk med mindreværdskomplekser.

Her er det forholdsforviklinger, der giver dramaet bund og superhelte-eskapaderne hjerte. Du ved, far-og-datter-problemer, fader-komplekser og tilpas underspillet romantik til, at det fungerer. Så efter en noget skabelonpræget, men også medrivende første del rammer filmen for alvor en original tone og finder sit fodfæstne, der berettiger Ant-Man som en helt i egen ret i Marvels univers. Jeg kan ikke andet end at glæde mig til Ant-Man 2.

Filmen – Ant-Man: 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ant-Man-biograf-06©2015 MARVEL

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt – hele vejen ned til myrestørrelse. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, dynamiske panoreringer og solide bund. Herudover medfølger en omgang ganske godt ekstramateriale.

Et både muntert og interessant kommentarspor med instruktør Peyton Reed og Paul Rudd, der kommer godt rundt omkring filmens forskellige aspekter videre til to featuretter, som giver et indblik i alt fra historien, universet og karakterne til production design, effekter og cast (23 min.). Herudover er der fire nyhedsindslag fra filmen (9 min.) samt otte slettede/forlængede scener med valgfrit kommentarspor med Peyton og Rudd (9 min.) og sluttelig fjollerier fra optagelserne (3 min.).

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Ant-Man | Blu-ray-anmeldelse”]
ant-man-cover
Originaltitel: Ant-Man, USA, 2015
Udgivelse: d. 26. november 2015
Instruktion: Peyton Reed
Medvirkende: Paul Rudd, Evangeline Lilly, Corey Stoll, Bobby Cannavale, Michael Peña, Tip “T.I.” Harris, Wood Harris, Judy Greer, David Dastmalchian og Michael Douglas m.fl.
Spilletid: 117 min.
Udgiver: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TERMINATOR GENISYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

Blu-ray-anmeldelse: Der er så meget galt med dette cheesy, larmende og ofte pinlige femte kapitel i Terminator-sagaen. Af selvsamme årsager er Terminator Genisys rent faktisk en underholdende film. Et kolossalt trainwreck, der bare gerne vil underholde og derfor banker ufortrødent af sted uden at tænke særligt meget over andet end, hvor meget, der kan sprænges i luften. Det er en hel del, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ikke sikker på, hvor meget du skal hænge dig i historien – det lader det i hvert fald ikke til, at manusforfattere har gjort. De har dog været ivrige efter at få presset flest mulige påklistrede referencer til seriens to første film ind i dette CGI-skrummel, hvor Arnold Schwarzenegger er tilbage som gammelmands-Terminator med gråt hår og de samme one-liners. Det er tydeligt, at han nyder at indtage sin legendariske rolle – og ja, det smitter positivt af på mig.

Terminator Genisys biograf 02

Men ok, plottet: Skynet – det der system styret af kunstig intelligens, der vil udslette menneskeheden – har sendt en Terminator tilbage i tiden for at dræbe Sarah Conner, så hun ikke får sin søn, John Conner, der bliver modstandslederen i kampen mod Skynet. Oprøreren Kyle Reese tager også turen tilbage i tiden for såedes at beskytte Sarah Conner – og får her hjælp fra gamle robot-Arnie.

Ja, det lyder bekendt – og det er det også. Men jeg vil ikke begynde at holde filmen op mod James Camerons to første mesterlige film i serien. I så fald får Terminator Genisys og dens tidsrejsevolapyk ikke en fod til jorden. Men som sit egen klodsede, kulørte og overdrevne science fiction-spektakel underholder den mig. For det er altså lækkert at se Arnold gå en til en med onde robotter, mens vildt mange ting sprænger i luften.

Terminator Genisys biograf 01

Mindre lækkert er det, at franchisens coolness og dystopiske ubehag lægges i graven til fordel for en skamskudt historie og fjollet nostalgi. Eksempelvis dårlig humor som når Arnie gentagne gange mekanisk forsøger sig med et robotsmil, helt ærligt. Der er for meget morfar og for lidt badass tilbage i Terminator – og så er det i det hele taget småt med mindeværdige karakterer.

En lidt ligegyldig Emilia Clarke får aldrig nødvendig autoritet som Sarah Conner, men forbliver en lille pige med et for stort gevær, mens Jai Courtney mangler karisma og så er Jason Clarke er aldrig rigtig farlig, men blot klichéfuld som skurk. Ja, Terminator Genisys er et underholdende skrummel, der med al sin barnlige glæde over at lege med tidsmaskiner, dræberrobotter og Arnold iført automatvåben får snublet sig ok i mål.

Filmen, Terminator Genisys: 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Terminator-Genisys-biograf-04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ganske vist er filmen noget ujævn, men Blu-ray-udgivelsen er absolut solid. Billedet står veldefineret, farvemættet og detaljerigt, hvor både robotter, gamle Arnolds rynker og eksplosioner kommer til sin ret. Lydsporet brager dynamisk med velbalancerede og klare niveauer og er ligeledes en stor, teknisk fornøjelse. Udgivelsen indeholder desuden lidt helt ok ekstramateriale.

Man får tre featuretter, der med optagelser fra produktionen samt interviews af cast og crew ser nærmere på castet, hvor der ikke spares på rygklapperi på kryds og tværs (16 min.), mens kigget på filmens locations er mere interessant, hvor man blandt andet får indblik i det at genskabe både 1980’er og ikke mindst fremtiden (25 min.) og slutteligt er der et kig på filmens imponerende special effects, blandt andet og ikke mindst genskabelsen af unge Arnol (15 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Terminator Genisys | Blu-ray-anmeldelse”]
Terminator-genisys-cover
Originaltitel: Terminator Genisys, USA, 2015
Udgivelse: den 5. november 2015
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney m.fl.
Spilletid: 2 timer 6 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

SPECTRE: Daniel Craig har det hårdt som Bond – på den der elegante og mandeagtige måde

Biografanmeldelse: Jeg er egentlig ret lige glad med, hvordan James Bond drikker sin Martini. Det blev han også mere eller mindre selv, da den legendariske agent blev genopfundet i skikkelse af Daniel Craig med Casino Royale i 2006. Med Spectre er det anden gang, Sam Mendes instruerer den brede brite som 007. Det gør han også her for fjerde gang både brutalt, elegant og Bond-agtigt. Naturligvis.

For Bond er stadig Bond(-agtig). Han nedlægger kvinder (i alle aldre), er god til at køre bil og drikker Martini. Alt sammen, mens han er velklædt og siger noget køligt. For ja, det er der selvfølgelig overskud til. Du ved, James Bond. Han står ellers over for den magtfulde/mega onde organisation Spectre, der altid synes at være et skridt foran ham. Desuden er MI6 ved at blive lukket ned.

Spectre-james-bond-biograf-01

Nej, det er ikke nemt at være Bond. Heldigvis. Det ville også hurtigt blive kedeligt at se Craig snave dramatisk med Monica Bellucci. Og det er akavet nok at se på som det er i Spectre. Det er godt, at der også er ting, som skal sprænges i luften og skurke, der skal tæves, mens Bond forsøger at få skovlen under den lyssky Spectre-bagmand, som trækker tråde til Bonds mystiske fortid.

Ja, her er også plads til mennesket James – og ikke kun agenten Bond. Smerten, traumerne og tomrummet, der dundrer inde bag smokingen. Den der barndom, som vist nok ikke var heeeeelt perfekt. Og noget med ikke at dvæle ved fortiden, men at – ja – leve i klichéen… sorry, nutiden. Men balancegangen mellem menneskeligt drama, tør humor og pittoreske actionscener fungerer godt.

Spectre-james-bond-biograf-02

Blandt andet er åbningsscenen i Mexico velkoreograferet katten-efter-musen-action med Bond i mut jagt på en skummel type, mens musikken banker i takt med ens hjerterytme. Ligeledes er en kombineret flyvemaskine-skilift-og-biljagt i sneklædte omgivelser elegant og brutal – præcis som Bond. Jeg glemmer her helt, om plottet overhovedet giver mening. Men det er også ok.

For lige der i midt i de smukt udfoldede strabadser med Craig ved rattet fungerer det. Og så er det kun plusser, at Christoph Waltz er tegneserie-diabolsk, at Léa Seydoux er god med både kjole og pistol, mens Jesper Christensen ejer alle sine scener og at Dave Bautista er farlig muskelmasse, Ben Whishaw charmerende som Q og Ralph Fiennes herligt tør Bond-chef. Ja, Spectre vinder mig komplet i nu’et og overvinder her sine ujævnheder.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Spectre | Biografanmeldelse”]
spectre-james-bond-poster
Originaltitel: Spectre, USA, 2015
Release: d. 30. oktober 2015
Instruktion: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Christoph Waltz, Ralph Fiennes, Léa Seydoux, Monica Bellucci, Dave Bautista, Naomie Harris, Ben Whishaw, Jesper Christensen m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

CRIMSON PEAK: Vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde

Biografanmeldelse: Jeg kan lige så godt være ærlig up front: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer til Crimson Peak, da den netop forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder, da blandt andet dens olme atmosfære omfavner mig hele vejen.

For godt nok står Mia Wasikowska, Tom Hiddleston og Jessica Chastain øverst på rollelisten (og tak for det), men det er i høj grad den knugende atomsfære samt et stort hjemsøgt hus, der spiller en afgørende rolle for min tur ind i Guillermo del Toros nye film. Et mægtigt hus – der som de tre hovedroller – bærer på en tragisk fortid, som konstant truer med at sætte sig blodige spor i nutiden.

crimson-peak-biograf-02

Det hele starter dog med kærligheden. Som det ofte gør – inden det hele går grueligt galt. Den altopslugende kærlighed, der som klichéen foreskriver kan få folk til at gøre hvad som helst – selv de mest uhyrlige ting. Nej, det er ingen spoiler, at gruen tidsnok overtager de gotiske omgivelser. Jeg forventer og venter nervøst på at det sker, mens Guillermo del Toro roligt folder historien ud.

Her forelsker den uskyldsrene forfatterinde Edith Cushing (Wasikowska) sig nemlig i den mystiske entreprenør Thomas Sharpe (Hiddleston). Både han, hans hjem (ja, det der hjemsøgte hus) og hans søster (Chastain) gemmer dog på hemmeligheder. Men som du ved, gør kærlighed blind, så der venter en forgabt Edith et ikke nær så rosenrødt ægteskab, som hun måske havde drømt om.

crimson-peak-biograf-03

Crimson Peak er altså lige så meget en tragisk kærlighedshistorie, der tilfældigvis hjemsøges af spøgelser, som det er rendyrket gru. Gespensterne og gyset er der med samme selvfølgelighed som de store kjoler og kringledes gemakker i denne fængslende og smukke setting anno 1901. Det er i høj grad alt det, der gemmer sig i skyggerne, som udgør grundlaget for mine efterfølgende mareridt.

Guillermo del Toros viser altså et engagerende flair for at balancere antydningens kunst og bortgemte hemmeligheder med herligt udpenslet gru og tableauer af tragedie. Det gør han hele vejen gennem de mange stearinoplyste nætter mod den forrygende finale. For når ført volden og gruen rammer, så rammer den hårdt og bliver siddende i kroppen. Præcis som en hovedkulds forelskelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Crimson Peak | Biografanmeldelse”]
crimson-peak-poster
Originaltitel: Crimson Peak, USA, 2015
Release: d. 15. oktober 2015
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam, Jim Beaver m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE MARTIAN: Tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars

Biografanmeldelse: Ridley Scott sender Matt Damon langt ud i rummet med The Martian – mere præcist, sender han ham til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. For da en Mars-mission går galt, efterlades Matt uheldigvis på planeten. Helt alene.

Der er bare lige det ved det, at alle tror, at Matt aka botaniker/astronaut Mark Watney er død de der 225 millioner kilometer ude i rummet. Av. Det er med andre ord svært at forestille et meget mere nederen sted at vågne op efterladt til sig selv. Heldigvis er Mark ikke sådan at slå ud, så han går bevæbnet med viden, videnskab og vittige replikker til kamp for sin umulige overlevelse.

martian-02

Det er denne simple, men fascinerende præmis, Ridley Scott udfolder med sit ubetingede flair for at anbringe sit publikum i verdensrummet. Det er et både smukt, intenst og nervepirrende forløst rumeventyr med videnskabelig slagside, jeg her havner midt i. Jeg mærker suget i maven fra at skue ensomt ud over Mars’ vidder og håbløsheden over at være strandet på den ensomme rumstation.

Ridley Scott har tidligere gjort rummet usikkert med Alien og Prometheus. Her har han dog videnskaben og ikke automatvåben i hånden. Det er nemlig ikke monstre, Matt skal overvinde, men derimod halsbrækkende udregninger, mens fysikkens love skal tøjles. Eller som Matt udtrykker det, da det går op for ham, at han er på røven: ”I’m going to have to science the shit out of this.” Og det er præcis, det han går i gang med.

martian-03

Ja, det er mere medrivende, end det måske lige lyder. Blandt andet fordi skildringen af Marks kamp er så møjsommelig. Jeg er ganske enkelt på Mars med Matt. Og så fordi, Matt er pokkers godt selskab, mens han i et miks af både sjove, skarpe og frustrerende dagbogsmonologer optager sine tanker til kameraet på rumstationen. For at bryde ensomheden og dokumentere sine anstrengelser til eftertiden. Så selvom, jeg måske ikke lærer Mark Watney at kende på et dybere plan, er det nok til, at jeg fra start til slut er med på Matts røvtur til Mars.

Så selvom filmen slingrer en smule i sin afvikling henover midten, er det aldrig mere, end at det fascinerende setup fastholder mig. Nå ja, der er også virkeligt gode birollepræstationer af (og hold lige fast) Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie og Donald Glover. Men The Martian er i sidste ende Matt og Ridleys film. Jeg har ikke læst bogen af Andy Weir, som filmen er baseret på, men filmen fungerer med sin elegante vekselvirkning mellem at være åndeløs og faretruende, rolig og intens, alvorlig og sjov.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”The Martian | Biografanmeldelse”]
martian-poster
Originaltitel: The Martian, USA, 2015
Release: d. 8. oktober 2015
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Matt Damon, Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie, Donald Glover m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

24 timer – den komplette serie: Du bør ikke gå glip af Jack Bauers mange intense timer

En serie, du skal se: Det var ikke nok for Jack Bauer med en omgang 24 timer. Heldigvis. For den hårdtprøvede og evigt pressede Bauer måtte igennem hele ni gange 24 timer og en spillefilm, inden serien stoppede efter ni sæsoner, der løb over skærmen fra 2001 til 2010. Nu kan du se eller gense hele serien og dens i alt 204 afsnit. Et stort kapitel i tv-seriens historie.

Seriens koncept med at lade hvert afsnit forløbe i realtid – altså 24 afsnit i hver sæson (med undtagelse af niende sæsons 12 afsnit) – giver serien en medrivende intensitet, der i den grad får lov at fastholde sit publikum, når man kan sidde og se afsnittet lige efter hinanden. Mens seriens tikkende ur tæller neglebidende ned serien igennem – én medrivende time af gangen.

24-timer-dvd-boks-02

Det adrenalinfyldte koncept bliver heldigvis bakket op af engagerende karakterer. Ja, her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Kiefer Sutherland i hovedrollen som den nu legendariske Jack Bauer. En mand, der kommer ud for mere, end hvad en mand burde udsættes for. Men nu arbejder han jo heller ikke ligefrem i en bank, men kæmper blandt andet for at beskytte Amerika mod terrorister.

Alle seriens sæsoner er måske ikke lige vellykkede – og af og til slår plottet da også nogle lige lystige nok knuder for at få det hele til at gå op. Men stort set hele vejen er der på trods af seriens ikke altid lige vellykkede afsnit og en af og til lidt for lemfældig omgang med troværdigheden tale om god, medrivende og intens tv-serie-underholdning.

24-timer-dvd-boks-01

Jeg kan med andre ord kun anbefale dig at se serien – eller at gense den. Jack Bauer er i hver fald en personlig favorit, som jeg gerne genser trodse døden i sin kamp mod tiden.

 24 timer – den komplette serie er udkommet på dvd som bokssæt. [tabgroup][tab title=”24 timer – den komplette serie | dvd”]
24-timer-cover
Originaltitel:
24 (2001-2010)
Release: den 9. juli 2015
Instruktion: Stephen Hopkins m.fl.
Medvirkende: Kiefer Sutherland m.fl.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]