Anmeldelse – Side 28 – Filmskribenten

Indlæg

BASKIN: Tyrkisk horror-mindfuck kaster okkult blod op

3. juni 2016/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Dvd-anmeldelse: Ok, inden du læser videre, så lad mig bare lige skære helt ind til benet: Ja, du skal se den tyrkiske horrorfilm Baskin. Har du brug for lidt flere ord om hvorfor? Så læs roligt videre. Resultatet bliver dog (forhåbentligt) det samme. Nemlig det, at du ser dette både blodige og syrede mindfuck, som er udkommet på dvd her i landet.

Men hvad handler Baskin egentlig om? Jo, det hele starter en mørk aften (gisp), hvor fem betjente – nogle af mere tvivlsom karakter end andre – hygger sig på en café. Snakken går på sex, med røverhistorier og interne drillerier.

Alt er med andre ord som det plejer at være. Men da de bliver kaldt ud til en opgave, begynder der snart at ske nogle weird-ass ting… af den overnaturlige slags.

Mere vil jeg ikke komme ind på plottet her. Jo mindre du ved going in, jo bedre. Men nu er det i grunden heller ikke det virkelighedsforskydende plot, der er filmens største styrke. Det er derimod selve måden, hvorpå historien fortælles.

Det er den olme stemning og de kvalme mareridtstableauer, som den spillefilmsdebuterende instruktør Can Evrenol og fotograf Alp Korfali serverer, der bærer oplevelsen. Baskin er med andre ord hverken en karaktertung eller historiemæssig åbenbaring. Men det gør heller ikke noget.

For når først virkeligheden begynder at skride og plottet slår krøller, så er jeg allerede hvirvlet engagerende ind i filmens begsorte galskab sammen med de rundtossede betjente. Og mareridtet tager blot til, som filmen skrider frem, hvor det for alvor bliver grumt i filmens anden halvdel.

For politipatruljen får nemlig – som også jeg – sværere og sværere ved at finde ud af, hvad der i grunden sker i den bygning, som de er blevet kaldt ud til. En ting er dog sikker, der sker nogle pænt fucked up ting. Lige et par hurtige stikord: Blod, slimede frøer og okkulte ritualer.

Ja, for en gangs skyld rammer coverets beskrivelse ganske godt plet. Her bliver nemlig både Clive Barker, Dario Argento og H.R. Giger nævnt. Ikke et dårligt trekløver at blive sammenlignet med – og heller ikke forkert. Jeg putter da også gerne David Lynch i puljen over filmens inspirationskilder.

Baskin er nemlig både stemningstung, bizar, brutal, smuk og ond. Så sig farvel til logikken og hop ind i denne nedadgående spiral af et okkult mareridt, hvor dunkle traumer bobler under overfladen og blodige eskapader hidsigt skærer maven op på dig. Et arrigt jag ad gangen.

Baskin får 4 ud af 6 stjerner:

Filmen står flot, skarpt og farvemættet og lyder ligeledes godt på dvd. Desværre begrænser udgivelsens ekstramateriale sig til en trailer og et billedgalleri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Baskin | dvd-anmeldelse”]

Originaltitel: Baskin, Tyrkiet, 2015
Udgivelse: den 12. maj 2016
Instruktion: Can Evrenol
Medvirkende: Muharrem Bayrak, Mehmet Akif Budak, Fadik Bülbül m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

JOY: Jennifer Lawrence som fraskilt opfindermor er en bedre idé, end jeg turde håbe på

29. maj 2016/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Jeg kunne godt lide David O. Russells vittige drama Silver Linings Playbook fra 2012, men hans stjernebesatte hustler-komedie American Hustle fra året efter var en flad oplevelse. Derfor kunne hans nyeste drama Joy for mit vedkommende gå begge veje.

Joy har desuden også – som de to nævnte film – Jennifer Lawrence og Bradley Cooper på rollelisten. Dog med Lawrence i den klart bærende titelrolle. Hende er jeg dog ret træt af efterhånden. Men på trods af disse odds imod sig, vandt filmen mig over som det småsentimentale, godhjertede og morsomme drama, det er.

Filmen er baseret på virkelighedens Joy Mangano, der er selvlært opfinder, forretningskvinde, tv-shop-stjerne og i dag mangemillionær. Ja, det er naturligvis Lawrence, der indtager rollen som den entreprenante og målrettede Joy.

En rolle, der ligger lige til højrebenet for Lawrence, fristes jeg til at sige. Joy er nemlig – for at blive ved klichéerne – en hårdtarbejdende kvinde med ben i næsen, der ikke finder sig i noget pis. Det er således den turbulente og intense historie om den stærke Joys trængsler for at indfri sin drøm, som filmen fortæller.

For som fraskilt mor og med sin del af familieskærmydsler, forsøger hun ihærdigt at få succes som opfinder og forretningskvinde. Ja, det lyder i mine ører egentlig en smule kedeligt. Eller måske bare trivielt. Det er måske også lidt for forudsigeligt, men heldigvis engagerende fortalt og ikke mindst spillet.

For historien foldes både ok tempofyldt og vittigt ud, mens både historien og en dramatisk velbalanceret Jennifer Lawrence (der altså er til at holde ud) bakkes op af et i øvrigt stærkt cast. Det er måske ikke de mest kødfylde persontegningerne, men de fungerer. Om ikke andet så som fine bi-karakterer, der både giver godt modspil til Lawrence og samtidig skubber historien frem.

Her finder man blandt andre Bradley Cooper som selvsikker forretningsmand, der giver Joy muligheden for at afprøve sin opfindelse i stor skala, mens Robert De Niro spiller Joys temperamentsfulde og dameglade far. Det gør han – som han også gjorde det i Silver Linings Playbook – virkelig godt.

Édgar Ramírez er Joys støttende eksmand – de to udgør et godt og overraskende kammeratligt fraskilt par – mens Diane Ladd er fuld af kærlighed som Joys opmuntrende bedstemor. Virginia Madsen er Joys syge og selvmedlidende mor, mens en skøn Isabella Rossellini er pengestærk kæreste til Joys far.

Ganske enkelt et velfortalt drama, der måske halter lidt på overraskelser og tyngde i sine karakterer, men aldrig mere, end at Lawrence som Joy holder sig på vingerne hele vejen. Blu-ray-udgivelsen både ser og lyder desuden virkeligt godt, mens ekstramaterialet byder på en håndfuld fine interviews med cast og crew.

Joy er udkommet på dvd og Blu-ray den 19. maj 2016. Filmen får 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Joy | Blu-ray-anmeldelse”]

Titel: Joy, 2015
Release: den 19. maj 2016
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Édgar Ramírez, Diane Ladd, Dascha Polanco, Elisabeth Röhm, Virginia Madsen, Isabella Rossellini, Bradley Cooper m.fl.
Spilletid: 2 timer 4 min.
Udgiver: Paramount Pictures[/tab][/tabgroup]

THE WOLFPACK: Den vilde historie om søskendeflokken, der blev holdt indespærret i 14 år

23. maj 2016/i Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Dokumentar på dvd: Det er en vild og vildt utrolig historie, dokumentaren The Wolfpack fortæller. Her møder man en syv personer stor søskendeflok, som hele deres barndom og op i deres ungdomsår har boet isoleret fra resten af verden i en lejlighed på Manhatten.

Ja, de har praktisk talt været holdt til fange af deres forældre, der ville skærme dem for verden. De har derfor boet og blevet undervist af deres mor gennem hele 14 år i lejligheden, som de kun få gange har været ude af. Indtil for få år siden.

Det er denne både tragiske, morsomme og vilde historie, som instruktør Crystal Moselle utroligt nok her har fået adgang, da hun tilfældigt støder ind i de syv søskende – seks brødre og en søster.

Det er primært brødrene, der fortæller deres historie, men forældrene kommer også til orde. Hvor sympatien overvejende er placeret hos moderen af de to, da det er faderen, som har villet holde børnene afskærmet fra resten af verden – og kun ham med en nøgle til lejligheden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor tæt filmen er på sandheden. Umiddelbart virker søskendeflokken – aka The Wolfpack – dog overraskende normale taget i betragtning af, hvor fucked up deres barndom må have været. Men jeg er jo ikke psykolog, så det skal jeg ikke kloge mig ydereligere på.

Jeg savner dog at komme tættere ind på børnene og deres historie – få flere nuancer med. At der kom mere kompleksitet og dybde ind i beskrivelsen af dem og forholdet til deres mor, far, hinanden og verden.

Portrættet af primært brødrene virker på sin vis en smule fattigt på nuancer og kompleksitet. Men selvom jeg ikke synes at komme vildt tæt ind på livet af dem – og endnu mindre på deres far og mor – er historien som sagt utrolig og bestemt værd at se.

Desuden er drengene søde, generte og karismatiske nok til, at jeg hænger på. Blandt andet når de fortæller om deres store kærlighed til film. For netop film har været den primære flugt fra virkeligheden og beskæftigelse for dem. Deres vindue til verden under opvæksten i lejligheden.

Således ser man, hvordan de genskaber kostumer og udspiller scener fra deres yndlingsfilm. Scener som disse er med til at give The Wolfpack et engagerende lag af eventyr og konkretisere den parallelvirkelighed, som de har levet i. Her bliver deres behov for flugt og virkelighedsflugt håndgribelig.

Det er dog umiddelbart en meget snæver filmsmag, som flokken har, når man tænker på, at de har set mere end 10.000 film. Her er det kun gængse populærkulturelle titler såsom Pulp Fiction og The Dark Knight, de snakker om og spiller. Det virker på mig lidt underligt.

Men snæver filmsmag eller ej, så er The Wolfpack et spændende bekendtskab, jeg vil anbefale folk – også selvom jeg savner lidt mere personlighedsmæssig kompleksitet, mens filmen også den sine steder virker noget iscenesat.

The Wolfpack er udkommet på dvd den 28. april 2016.
[tabgroup][tab title=”The Wolfpack | dvd”]

Titel: The Wolfpack, USA, 2015
Release: den 28. april 2016
Instruktion: Crystal Moselle
Medvirkende: Hunter Gray Izabella Tzenkova Crystal Moselle Alex Orlovsky m.fl.
Spilletid: 86 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

19. maj 2016/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad nu bare være med at lave flere X-Men-film, hvis I ikke kan finde ud af det. Det seneste kapitel i franchisen lader i hvert fald til at være opstået i en eller anden form for mutant-brandert, hvor man har besluttet, at ”more is better”.

Sandheden er dog, at Bryan Singers X-Men: Apocalypse er en rodet og keeedelig omgang mutant-vælling. Her vælter de kulørte løjer sig ufokuseret rundt i flere plottråde og karakterer end, hvad det kulørte bæst kan bære.

Men lad mig lige ridse plottet op. Helt kort. Det er noget med, at den mest onde motherfucker af en flere 1000 år gammel mutant vågner op til dåd i 1983 for at lægge verden i ruiner og starte en ny verdensorden med sig selv som hersker. Yes, han hedder naturligvis Apocalypse – hint hint.

De gode mutanter aka X-Men vil naturligvis stoppe ham. Tjubang, CGI-larm og så videre.

Altså ét styk fæl, megalomanisk og über magtfuld mutant i farven lilla mod de idealistiske X-Men (i overvejende blå farver). Som sådan en ok og simpelt præmis for en omgang solid ‘god-versus-ond-superhelte-action’ med mutanter i gummidragter. Sådan går det dog ikke.

For publikum skal trækkes igennem utallige introduktioner af karakterer og deres relationer på kryds og tværs af franchisen. Filmens kerneplot rykker således stødt i baggrunden, mens filmen drænes for drama, nærvær og fremdrift.

Og så er der jo alle de der mutanter. For lige at nævne et par stykker: James McAvoy er igen lederen af mutant-skolen som Charles Xavier og Michael Fassbender er fortsat martret god skråstreg ond som Magneto. Jennifer Lawrence bøvler også med sin identitet som Mystique, mens Oscar Isaac brummer sig med ”uhyyyggeliiig” stemmeforvrænger igennem rollen som Apocalypse.

Nicholas Hoult er fanget mellem at være bebrillet nørd og behåret Beast – og lad mig for god ordens skyld også lige liste Cyclops i kæk skikkelse af Tye Sheridan, mens Sophie Turner er mild og vild som Phoenix og bla bla bla.

Nå ja, og så forsøger Bryan Singer at overgå en af den forrige films bedste scener. Nemlig den, hvor Evan Peters som den lynende hurtige Quicksilver nedlægger en flok betjente i ultra slow motion.

Her bliver det blot til en mere eller mindre kikset gentagelse, der modsat forgængerens intense simple setting går efter ”more is more”, men bare ender som ”stop dig selv, Bryan Singer”.

Ja, vi har altså her at gøre med endnu en stort opsat superheltefilm, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil. Men på trods af dette formår løjerne altså aldrig at indgyde nævneværdig spænding i eller engagement hos mig.

Så mens vi får serveret de obligatoriske bygninger, der styrter i CGI-pumpet grus, hvor de helt almindelige mennesker efterlades som ligegyldige statister i billedets kant, bliver jeg bare mere og mere ligeglad med, om det unge kuld af mutanter nu klarer den.

Filmens ellers interessante temaer så som faderkomplekser, at være udstødt, ens skæbne og det at vende svagheder til styrker ender desværre med at blive langt i grus på samme måde som bygningerne, mens det tomme CGI-rabalder tværes ud over lærredet.

Jeg kan dog godt lide, at universet er så gummidragtskulørt. Det er tegneserieæstetik omsat til film, hvor virkeligheden holdes på behørig afstand, så eventyret kan folde sig ud.

Men når ingen af karaktererne har egentlig dramatisk tyngde og historien kvæler sig selv med et overlæsset plot, så bliver filmens 2 timer og 23 minutter altså også til meget lange 2 timer og 23 minutter – kulørte mutanter eller ej.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering af X-Men: Apocalypse 2 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”X-Men: Apocalypse | Biografanmeldelse”]

Titel: X-Men: Apocalypse, USA, 2016
Release: den 19. maj 2016
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Evan Peters, Michael Fassbender, James McAvoy, Nicholas Hoult, Olivia Munn, Oscar Isaac m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 minutter
Udgiver: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE GREEN INFERNO: Eli Roth vakler uforløst rundt i sin kærlighed til kannibaler

12. maj 2016/i Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg kan virkeligt godt lide Eli Roths snaskede Cabin Fever samt hans to brutale Hostel-film. Jeg har derfor også set frem til hans kannibalfilm The Green Inferno, der nu er udkommet her i landet. Desværre er turen ind i jungledybet ujævn, halvslap og har svært ved at finde ud af, om den skal være fjollet eller ondsulet – og desværre lykkedes det ikke Eli Roth at balancere den sorte humor med de rå begivenheder.

Heldigvis venter der dog et par yderst blodige menneskeparteringer i det grønne inferno. For ja, du gættede rigtigt: Det går naturligvis helt galt for en gruppe unge aktivister, da de tager turen til Amazones for at stoppe rydningen af et stykke regnskov og sikre de indfødtes overlevelse. Men det er paradoksalt nok netop dem, der senere ender med at mæske sig i aktivisterne. Mums.

Inden det hele dog ender i indvolde og en kamp for overlevelse, tager Eli Roth sig god tid til at introducere de medvirkende. Desværre er ingen af dem videre interessante – og hvad værre er, så tynges filmen af vage skuespilspræstationer stort set over hele linjen. Lige fra den utilregnelige aktivistleder til den naive hovedrolleindehaver Justine. Nej, det gør det ikke just nemmere at engagere sig i staklernes pinsler. Heldigvis er kannibalerne ret så frygtindgydende.

For menneskeæderne er noget mere troværdige, her med to karismatiske ledere i front – den ene med gulmalet ansigt og vildskab i blikket, den anden med et dødt øje og en foruroligende ro over. Desværre kan Eli Roth simpelthen bare ikke finde en velfungerende balancegang mellem sine fjollede indslag – så som hashrygende kannibaler – og så den ubehagelige tone – så som full frontal menneskeparteringer.

The Green Inferno er derfor også en frustrerende oplevelse, for bag de ubehjælpsomme skift i tone og slappe skuespillere (ingen nævn, alle glemt), er materialet og kærligheden til genren til stede, men kommer aldrig til sin ret. Derfor har tematikker som civilisation versus natur heller ikke nævneværdig slagkraft, når de ellers idealistiske humanisters usympatiske ansigt viser sig i mødet med deres knoglegnaskende død. Disse ubehagelige begivenheder afføder end ikke synderlig med spænding.

Eli Roth kender altså opskriften på en god kannibalguffer med inspiration i 70’erne og 80’ernes junglegru, men forløser den ikke. Her med kannibalklassikeren lurende i kulissen, Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980. The Green Inferno er da også dedikeret til Deodato og har sin titel fra klassikeren. Men nogen ny kannibalklassiker er her langt fra tale om. Men som ubehjælpsom kannibalunderholdning med et par veleksekverede drab går filmen trods alt an.

Filmen – The Green Inferno 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står skarpt og klart hele vejen med mættede farver og solid kontrast. Men filmens digitale og rene look er nok også delvist med til at dræne noget af filmens brutalitet, hvor et mere råt look måske kunne have gavnet de blodige eskapader. Billedet gengives dog trods det virkeligt flot. Lydsporet spiller også overbevisende med fint afstemte niveauer, klar dialog og god detaljegrad. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til en trailer og et billedgalleri for filmen. Øv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Green Inferno | Blu-ray-anmeldelse”]

Originaltitel: The Green Inferno, USA | Chile | Canada, 2013
Udgivelse: den 7. april 2016
Instruktion: Eli Roth
Medvirkende: Lorenza Izzo, Ariel Levy, Aaron Burns m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Another World Entertainment [/tab][/tabgroup]

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

8. maj 2016/i Anmeldelser, Blu-ray-anbefaling /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. De restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede 70 mm-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

Her får bredformatet dog lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges blandt andet til strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv er på vagt over for hinanden. Ganske vist mere imponerende på det stort udspændte biograflærred, men absolut også holdbart ved et gensyn på Blu-ray. For netop i gruppens samspil sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod filmens temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.
Filmen – The Hateful Eight 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, farvemættet og klart hele vejen – lige fra de vindblæste panoramaskud til den lille dunkle hyttes indre. Lydsiden er dynamisk, levende og spiller med velbalancerede niveauer, hvor alt fra den skarpe dialog videre til Morricones toner er en fornøjelse at lytte til.

Det er dog lidt overkill, at Blu-ray-udgivelsen indeholder to skiver – en med filmen og en med ekstramaterialet. For ekstramaterialet er yderst sparsomt og begrænser sig til to indslag: En promo-agtig og overfladisk behind the scenes-featurette, hvor cast og crew sniksnakker lidt om filmen (5 min.), mens Samuel L. Jackson i den anden fortæller om at skyde i 70mm og projektet bag filmens road show.

[tabgroup][tab title=”The Hateful Eight | Blu-ray-anmeldelse”]

Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Release: den 6. maj 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 167 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

SPIONERNES BRO: Tom Hanks, Steven Spielberg og den kolde krig er en god kombination

11. april 2016/i Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Selvom det ikke just er filmiske milepæle, Steven Spielberg banker i jorden mere, ser jeg absolut stadig frem til hver ny film af manden bag nogle af filmhistoriens bedste titler – og flere af mine favoritter. Ja ja, han kan stadig nå at levere milepæle, men det bliver dog ikke med hans nyeste. Men bare rolig, for selvom Spionernes Bro ikke er en milepæl, er kombinationen af Steven Spielberg, Tom Hanks og den kolde krig bestemt god.

Stemningen er trykket mellem USA og Sovjetunionen – den kolde krig, du ved. Og stemningen bliver ikke just bedre af, at FBI i 1960’erne arresterer den sovjetiske spion Rudolf Abel på amerikansk jord. Men selvom man er en russisk KGB-spion i USA, skal man jo have en ordentlig rettergang og en ordentlig advokat – ind kommer en sympatisk Tom Hanks som advokaten Donavan.

Steven Spielberg får således elegant menneskeliggjort og sat de politiske spændinger samt dilemmaer i spil – i form af forholdet mellem Donavan og Abel. Du ved, USA kontra Rusland. Situationen (og det grotesk komiske i den) spidser yderlige til, da en amerikansk pilot ender i et sovjetisk fængsel. Nu må Donavan nemlig til Østberlin for at forhandle med russerne om at bytte Abel for piloten.

Jeg sympatiserer lynhurtigt med altid sympatiske Tom Hanks, der er endt i noget af en koldkrigs-knibe. Den klassiske ’en-almindelig-mand-i-en-ualmindelig-situation-rolle’, som Tom Hanks spiller til perfektion. Det gør han også her. Afdæmpet, tilbageholdende stædig og menneskelig til benet. Godt understøttet af familiens varme skød og hans ubrydelige moral.

Mark Rylance er ligeledes forrygende som den enigmatiske Abel, der samtidig udgør en god dramatisk modvægt til Donovans varme væsen med sin rationelle og indadvendte facon. Eksempelvis som når Donavan spørger, om ikke han er nervøs (du ved, med udsigt til dødstraf), hvortil han blot tørt svarer: ”Would it help?”. Det er en fornøjelse at være vidne til deres afdæmpede drama og det umage venskab, der opstår på ryggen af de store politiske spændinger.

Udover den engagerende duo, der bringer det velskrevne, vittige og skarpe manuskript af Matt Charman samt ikke mindst Ethan og Joel Coen til live, bringer Spielberg ligeledes koldkrigsstemningen dragende til live med regnvåde og tyst belyste miljøer befolket af mænd i tunge jakkesæt og iklædt hat. Nå ja, og så er det også bare en helt grundlæggende fascinerende og dødspændende historie, der utroligt nok er baseret på virkelige begivenheder.

Filmen – Spionernes bro 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens regntunge og intense stemning kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet står farvemætte, skarpt og med indtagende kontrast filmen igennem, hvor alt fra Berlins våde gader til Tom Hanks milde ansigt gengives overbevisende. Det dynamiske lydspor er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og fine detaljer.

Ekstramaterialet består af fire featuretter, der giver et ok indblik i filmens tilblivelse og historiske baggrund. Man får med arkivmateriale og interviews af blandt andre cast, crew og historikere et kig på begivenhederne, filmen er baseret på (18 min.), hvordan man optog og genskabte Berlin (12 min.), filmens brug af originale U-2 spionfly og effekterne (9 min.) og slutteligt, hvordan filmens klimaks blev til (6 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

[tabgroup][tab title=”Spionernes bro | Blu-ray-anmeldelse”]

Originaltitel: Bridge of Spies, USA, 2015
Udgivelse: den 7. april 2016
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Mark Rylance m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE MARTIAN: Du bør tage med på Matt Damons røvtur til Mars

11. februar 2016/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Ridley Scott sender Matt Damon langt ud i rummet med The Martian – mere præcist, så sender han ham til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. For da en Mars-mission går galt, efterlades Matt uheldigvis på planeten. Helt alene.

Der er bare lige det ved det, at alle tror, at Matt aka botaniker/astronaut Mark Watney er død de der 225 millioner kilometer ude i rummet. Av. Det er med andre ord svært at forestille et meget mere nederen sted at vågne op efterladt til sig selv. Heldigvis er Mark ikke sådan at slå ud, så han går bevæbnet med viden, videnskab og vittige replikker til kamp for sin umulige overlevelse.

Det er denne simple, men fascinerende præmis, som Ridley Scott folder ud med sit ubetingede flair for at anbringe sit publikum i verdensrummet. Det er et både smukt, intenst og nervepirrende forløst rumeventyr med videnskabelig slagside, jeg her havner midt i. Jeg mærker suget i maven fra at skue ensomt ud over Mars’ vidder og håbløsheden over at være strandet på den ensomme rumstation.

Ridley Scott har tidligere gjort rummet usikkert med Alien og Prometheus. Her har han dog videnskaben og ikke automatvåben i hånden. Det er nemlig ikke monstre, som Matt skal overvinde, men derimod halsbrækkende udregninger, mens fysikkens love skal tøjles. Eller som Matt udtrykker det, da det går op for ham, at han er på røven: ”I’m going to have to science the shit out of this.” Og det er præcis det, han går i gang med.

Ja, det er mere medrivende, end det måske lige lyder. Blandt andet fordi skildringen af Marks kamp er så møjsommelig. Jeg er ganske enkelt på Mars med Matt. Og så fordi, at Matt er pokkers godt selskab, mens han i et miks af både sjove, skarpe og frustrerende dagbogsmonologer optager sine tanker til kameraet på rumstationen. Så selvom jeg måske ikke lærer Mark Watney at kende på et dybere plan, er det nok til, at jeg fra start til slut er med på Matts røvtur til Mars.

Filmen slingrer måske en smule i sin afvikling henover midten, men aldrig mere end, at det fascinerende setup fastholder mig. Nå ja, der er også virkeligt gode birollepræstationer af (og hold lige fast) Jessica Chastain, Jeff Daniels, Chiwetel Ejiofor, Michael Peña, Sean Bean og Kate Mara, Kristen Wiig, Sebastian Stan, Aksel Hennie og Donald Glover. Men The Martian er i sidste ende Matt og Ridleys film. Jeg har ikke læst bogen af Andy Weir, som filmen er baseret på, men filmen fungerer med sin elegante vekselvirkning mellem at være åndeløs og faretruende, rolig og intens, alvorlig og sjov.

Filmen – The Martian 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Turen til Mars gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet er farvemættet, skarpt og detaljerigt – fra planetens overflade til Damons fokuserede ansigt. Det dynamiske og detaljerige lydspor er en forrygende oplevelse og løfter rumfærden intenst og med fint afstemte niveauer hele vejen fra Mars og hjem til hjemmebiografen.

Ekstramaterialet er desværre ikke vildt ophidsende. Her får man et to featuretter, der ser overfladisk på historien og instruktionen samt cast og kostumer krydret med interviews med cast og crew, der skamroser hinanden på kryds og tværs (i alt 24 min.), videre er der en lang (17 min.) og fem korte (i alt 14 min.) falske dokumentar-indslag, hvor filmens karakterer snakker om Mars-missionen og begivenheder omkring filmens historie. Slutteligt fjol fra settet (8 min.), filmens trailer og et galleri med artwork fra arbejdet med filmens visuelle udtryk.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Samlet anmeldelse af Blu-ray-udgivelsen 5/6:

[tabgroup][tab title=”The Martian | Blu-ray-anmeldelse”]

Originaltitel: The Martian, USA, 2015
Release: den 11. februar 2016
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Matt Damon, Kate Mara, Jessica Chastain, Jeff Daniels, Sean Bean, Chiwetel Ejiofor, Kristen Wiig, Michael Peña m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: 20th Century Fox Film[/tab][/tabgroup]

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

21. januar 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Her bliver han nemlig fatalt såret af en stor bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han nu forsøger at overleve i den iskolde natur. Det er groft sagt præmissen i Alejandro González Iñárritus nye film, der passende kunne have fået den danske titel Med forfrossen Leo på iskold overlevelsestur i 1823.

Du ved, menneskets kamp for livet og mod naturen. Simpelt, men også elementært spændende. Og så er filmen utroligt nok baseret på en sand historie. Det er dog ikke historien, der gør The Revenant til så pokkers vild en oplevelse, men derimod måden den forløses på. Det står klart fra den imponerende åbningsscene, hvor en gruppe jægerne – heriblandt en fuldskægget Leonardo – angribes af indianere med bue, pil og økser.

Det er en af de mest intenst medrivende actionscener, jeg længe har set. Her flyver kameraet hektisk – men aldrig forvirrende – i lange ubrudte bevægelser ind og ud af det blodige kaos, hvor pile suser dødeligt gennem luften og geværer føder blodige kroppe. Jeg forbliver på den måde på slagmarken. Placeret unådigt midt i døden og håbløsheden uden mulighed for at undslippe. Og her bliver jeg resten af filmen – i selskab med Leonardos bitre overlevelseskamp.

Det er denne helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab, der er så pokkers vild. Nærværet og nuet. Skabt med god hjælp af fotograf Emmanuel Lubezki, der smukt sætter dødskampen og den realistiske rå natur i kontrast med både bjergtagende billeder og symbolladede scener, mens lydsiden dyrker stilheden og åndedrættet i de store vidder. Her får både roen og fortvivlelsen således lov at danse op mod Ryûichi Sakamotos sfæriske score.

Nå ja, og så er der jo Leonardo, der kæmper hårdt for sin Oscar… ahem, jeg mener for sit liv. Næsten uden ord aser og maser han sig nærværende gennem den nådesløse natur, hvor han med et intenst blik og snot i skægget fastholder mig i sin kamp. Hele vejen. Det øvrige cast leverer desuden værdigt modspil, blandt andre en flot CGI-bjørn samt en brutal og brovten Tom Hardy.

The Revenant er dog meget andet end skuespillernes dødsforagtende spil og historien med indbygget hævnmotiv i samt en kras påmindelse om den umenneskelige behandling af indianerne. Det er i høj grad den rene filmoplevelse af lyd og billeder i bevægelse. Det at blive sænket ned i en rå natur side om side med Leonardo. Nærværet og nuet. En pokkers vild oplevelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”The Revenant | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: The Revenant, USA, 2015
Premiere: den 21. januar 2016
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende: m.fl. Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, en stor bjørn m.fl.
Spilletid: 156 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

En karismatisk Tom Cruise leverer frydefuld agentunderholdning med Mission: Impossible-filmene

18. december 2015/i Blu-ray-anbefaling /af Bjarke Friis Kristensen

Agent-action på Blu-ray: Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som agent Ethan Hunt siden 1996. Nu er de første fem film samlet i en boks, hvilket udgør en omgang storstilet og yderst underholdende agent-action med massevis af (skønne) usandsynligheder og vilde gadgets. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien, som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen små 20 år senere, hvor ikke mindst den nu ikoniske scene med Tom Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig afføder sveddryppende intensitet og sitrende spænding.

Tom Cruise har det en smule stramt i Mission: Impossible fra 1996

Så selvom historien er lidt ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Tom Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nødagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat rigeligt med blafrende duer og slowmotion. Tom Cruise vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende/poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

Tom Cruise kører lige igennem ild på en motorcykel i Mission: Impossible II

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis bare der er smadder nok på actiondelen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. John Woo serverer blandt andet et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Tom Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herligt ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Tom Cruise. Umulighederne er om muligt endnu mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er det hele hængt op på et mere dynamisk cast, hvor blandt andet Tom Cruise får mere dybde som Hunt.

Tom Cruise har slået næsen lidt i Mission: Impossible III

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Der er i den grad fart på Tom Cruise, når han i Brad Birds Mission: Impossible – Ghost Protocol kaster sig frygtløst ud i endnu en umulig mission. Denne gang skal Hunt og hans lille team sikre verden mod intet mindre end atomkrig. Simon Pegg er tilbage som computergeni og comic relief, mens en solid Jeremy Renner og en elegant Paula Patton er nye agenter i felten. De udgør et dynamisk team, der spiller både veloplagt og vittigt op imod de kulørte strabadser.

Tom Cruise hænger stille og roligt ud i Mission: Impossible – Ghost Protocol

For selvom situationen er alvorlig, er det rendyrket sjov og ballade – komikken har også fået en tand op her. Vanen tro er der godt gang i teknisk opfindsomme gadgets og halsbrækkende stunts, der giver fingeren til tyngdekraften. Blandt andet et svimlende stunt med Tom Cruise dinglende på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai. Medrivende og yderst veleksekveret adrenalinaction.

For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så et gensyn med en af mine favorit-scientologer er kun på sin plads, når han for femte gang leverer varen med vilde gadgets, gummimasker og adrenalinpumpende stunts i Christopher McQuarries Mission: Impossible – Rogue Nation. En lidt ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og Tom Cruise, der blandt andet kravler rundt på ydersiden af stort fly i fart i filmens forrygende åbningsscene.

Tom Cruise hænger også stille og roligt ud i Mission: Impossible – Rogue Nation

Ethan Hunt og co. skal her stoppe Syndikatet – en meget ond organisation. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA og Syndikatet. Her er flere godt tænkte og veludførte actionscener, så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst. Men selvom filmens flow lider en smule, får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs og overlever altså sine plotmæssige ujævnheder.

Men selvom Mission: Impossible-franchisen måske er en smule ujævn, leverer der så absolut adskillelige medrivende actionscener, mens Tom Cruise hele vejen er værd at fælge på de umulige missioner, der har vist sig trods alt ikke at være helt umulige, men så absolut underholdende. Ja, det ganske enkelt sjovt at overvære de mange plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader, hvorfor jeg da også kun kan anbefale enten at se eller gense filmene på Blu-ray.

– Mission: Impossible: The 5 Movie Collection er udkommet på Blu-ray den 3. december 2015.
[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible: The 5 Movie Collection“]

Originaltitel: Mission: Impossible: The 5 Movie Collection (Mission: Impossible, 1996, Mission: Impossible II, 2000, Mission: Impossible III, 2006, Mission: Impossible – Ghost Protocol, 2011, Mission: Impossible – Rogue Nation, 2015)
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams, Brad Bird og Christopher McQuarrie.
Medvirkende: Tom Cruise m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min., 133 min., 131 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Indlæg

BASKIN: Tyrkisk horror-mindfuck kaster okkult blod op

JOY: Jennifer Lawrence som fraskilt opfindermor er en bedre idé, end jeg turde håbe på

THE WOLFPACK: Den vilde historie om søskendeflokken, der blev holdt indespærret i 14 år

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

THE GREEN INFERNO: Eli Roth vakler uforløst rundt i sin kærlighed til kannibaler

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

SPIONERNES BRO: Tom Hanks, Steven Spielberg og den kolde krig er en god kombination

THE MARTIAN: Du bør tage med på Matt Damons røvtur til Mars

THE REVENANT: Leonardo er nok ikke vildt begejstret for store bjørne og sne mere

En karismatisk Tom Cruise leverer frydefuld agentunderholdning med Mission: Impossible-filmene

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV