Indlæg

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at selvom Jokeren spiller en hovedrolle i PR-maskinen for filmen, agerer han kun statist i den buldrende og rodede, men også herligt tegneserieagtige Suicide Squad.

Så nu hvor Jared Leto som Batmans ikoniske nemesis er henvist til filmens udkant, træder andre spændstige karakter i front for denne klodsede kolos. Desværre også lidt for mange til, at instruktør og manusforfatter David Ayer formår at balancere dem på engagerende vis.

Her præsenteres vi nemlig for hele ni superskurke plus det løse, der hyres til at bekæmpe en grum überfjende… fordi ondt skal bekæmpes med ondt. Eller noget i den dur. Det er sådan set plottet.

suicide-squad-biograf-02

Men selvom historien nærmest ikke kan være mere simpel – hvilket bestemt kan være en styrke – fortælles den unødigt kringlet. Den er overlæsset med abrupte flashbacks og skydes af i et actiontempo, der desværre også efterlader ellers potentielt spændende karakterer uden egentlig pondus og dramatisk tyngde.

Bare rolig, der er også gode ting at sige. For jeg hader ikke filmen. Det er mest af alt en frustrerende oplevelse. Der er nemlig elementer, hele passager og flere karakterer, der fungerer.

Blandt andet seje zombiemonstre, dynamiske og sjove scener, hvor selvmordsbanden får plads og ro til at spille op mod hinanden, mens eksempelvis Will Smith er cool som den både kyniske og faderligt varme snigmorder Deadshot.

suicide-squad-biograf-03

Han udgør filmens hjerte i slænget af bad guys, der blandt andre også tæller den skumle heks Enchantress (Cara Delevigne), den maniske Captain Boomerang (Jai Courtney) og Jokerens psykotiske kæreste Harley Quinn (Margot Robbie), mens Viola Davis er badass som hende, der får idéen at samle skurkeholdet.

Ja, det er en ret fjollet præmis, men det fungerer med sin egen tegneserielogik (sådan cirka), hvor det blandt andet skal give mening at hyre Harley Quinn til at bekæmpe monstre med et baseballbat i stedet for automatvåben.

Men det fungerer for mig (sådan cirka), da jeg overvejende godt kan lide filmens tegneserieæstetik og det både skørt sprudlende og dystre univers. Desværre får rodebutikken aldrig for alvor fundet en medrivende retning på sine antiheltes mission og kampen mod überskurken.

suicide-squad-biograf-01

Nå ja, og så er det altså nederen, at filmen fortaber chancen at bringe Jokeren tilbage i filmmanegen, men blot giver ham en hovsa-plads i eskapaderne. Han flagrer mest af alt løsrevet rundt og får aldrig farlig tilstedeværelse. Derimod indtager Harley Quinn og Deadshot de egentlig hovedroller.

Dem bærer de da også ok i dette sammenklippede clusterfuck, der vakler i mål efter en generisk superheltefinale, der er set 100 gange før. Nej, potentialet til original antihelte-action indfries ikke, men kvæles i en rodet historie uden nok mindeværdige scener, men nok med tegneserie-tjubang til nogenlunde at underholde mig.

Suicide Squad får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

Suicide Squad har premiere over hele landet den 11. august 2016.

[tabgroup][tab title=”Suicide Squad | Biografanmeldelse”]
Suicide-Squad_poster
Titel: Suicide Squad, 2016
Release: den 11. august 2016
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie m.fl.
Spilletid: 122 min.
Udgiver: SF Warner[/tab][/tabgroup]

Der er creepy stemning og grumt gys i The House at the End of Time

Filmanbefaling: Bered dig på et frisk opbud af gysergenrens velkendte varemærker med haunted house-gyset The House at the End of Time. Lad mig blot liste et par af dem: Et stort knirkende hus, dunkle kældre, tunge skygger, en grum tragedie, familieproblemer samt børn og gamle damer. Gisp!

Ja, listen kunne fortsætte, men ovennævnte er nogle af hovedelementerne i dette stemningsfulde gys. Ganske vist leveres der også et par forcerede jump scares, men også et par velplacerede og fint opbyggede af slagsen. Først og fremmest er det dog den creepy stemning og mysteriet i huset, der bærer filmen for mig,

the-house-at-the-end-of-time-dvd-anmeldelse-02

I filmens prolog omkommer en mand og hans søn under mystiske omstændigheder i deres store, dunkle hus. Hustruen og barnets mor, Dulce, efterlades nu alene tilbage og idømmes uskyldigt livsvarig fængsel for mordene.

Efter 30 år og endt dom vender hun nu tilbage til huset, der gemmer på hjernevridende hemmeligheder. Hun vil se fortidens tragedie i øjnene og finde sandheden bag det grumme mordmysterium, der har sendt lange skygger ind over hendes liv.

the-house-at-the-end-of-time-dvd-anmeldelse-01

Ganske vist trækker instruktør Alejandro Hidalgo på velkendte genreelementer, men gør det overvejende frisk, vellykket og ikke mindst med et godt greb om at stable olm stemning på benene. Så pyt med et par overflødige chok og en historie, der bliver liiiidt tung i røven med et par overfortalte pointer.

For filmen er både smuk, grum og herligt tung i sin atmosfære, hvor man kommer med Dulce rundt i både husets isnende indre samt den martrede kvindes eget forpinte sind. Ja, her leges oplagt med både tid og sted, mens det (ikke altid lige overraskende) mysterium folder sig intenst ud.

The House at the End of Time er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og billedgalleri som ekstramateriale. Den kan desuden streames hos Blockbuster.dk HER eller købes på dvd HER.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The House at the End of Time | Filmanbefaling”]
The-House-at-the-End-of-Time-cover
Originaltitel: La casa del fin de los tiempos, Venezuela, 2013
Udgivelse: Januar 2016
Instruktion: Alejandro Hidalgo
Medvirkende:
Rosmel Bustamante, Adriana Calzadilla, Simona Chirinos m.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

INTO THE FOREST: En rolig og afdæmpet, men også intens film om Jordens undergang

Filmanbefaling: Jordens undergang er blevet filmatiseret et utal af gange – ofte med bulder, brag og larmende effekter. Med Patricia Rozemas Into the Forest er det en langt mere underspillet og afdæmpet undergang, man som publikum er vidne til. Men også en intens, nærværende og skræmmende undergang.

Vi dumper ned i en nær fremtid, hvor to søstre og deres far bor i en afsides liggende hus ude i skoven et godt stykke fra nærmeste by og andre mennesker. Af uforklarlige årsager forsvinder al elektricitet pludseligt, også derude i skoven.

into-the-forest-dvd-anmeldelse-01

De tre må nu – som resten af verden – forsøge at klare sig uden strøm, indtil den vender tilbage igen. Hvis den da gør det? Således ændrer scenariet sig hurtigt til et postapokalyptisk setup med tunge trætoppe hængende over dramaet, mens den nærliggende by hurtigt er drænet for mad og benzin.

Filmen udspiller sig primært i huset, hvor postapokalypsen fortælles i roligt tempo gennem den lille families nu ændrede verden. Man følger hvordan de forsøger at bevare roen og få hverdagen til at fungere, da troen på, at elektriciteten nok skal vende tilbage holdes højt.

Det er således ganske vist en rolig undergang, man er vidne til, men også et både knugende og tungt drama, der kun tager til i intensitet i takt med, at en tilbagevenden til normalen lader vente på sig.

into-the-forest-dvd-anmeldelse-03

Søstrene spilles intimt og fint af Ellen Page og Evan Rachel Wood – den ene rationel og akademisk funderet, den anden danser og med følsomt et sind. Faderen spilles med roligt overblik af Callum Rennie.

Et dynamisk trekløver, der afføder både sårbarhed, strid og potent menneskeligt drama derude i skoven, hvor der venter tilpas med overraskelser til at holde filmen kørende gennem sin rolige, men sikre vej mod undergangen.

Into the Forest er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og et billedgalleri som ekstramateriale. Den kan købes på dvd HER eller streames hos Blockbuster.dk HER.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Into the Forest| filmanbefaling”]
into-the-forest-cover
Originaltitel: Into the Forest, USA, 2015
Udgivelse: Juli 2016
Instruktion: Patricia Rozema
Medvirkende:
Ellen Page, Evan Rachel Wood, Max Minghella m.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

Biografanmeldelse: Så står den igen på shaky cam-øretæver, shaky cam-biljagter og shaky cam-samtaler. Ja, Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage med en ny film i franchisen om den tidligere og nu jagede CIA-agent Jason Bourne. Og fornemheds skyld hedder filmen netop det.

Det er godt 10 år siden, at duoen sidst leverede Bourne-action med den fremragende The Bourne Ultimatum, inden The Bourne Legacy blev liret af som seriens fjerde kapitel i 2012 med Jeremy Renner i hovedrollen og Tony Gilroy som instruktør.

jason-bourne-biograf-03

Selvom jeg nu ok godt kunne lide ovenstående kapitel i franchisen, så jeg bestemt frem til Jason Bourne med Greengrass og Damon tilbage på deres respektive poster med denne femte film. Dem indtager de uden stor slinger i valsen, men også lidt for sikkert og uden de store overraskelser.

Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting – slet ikke når det som her er kompetent leveret. I hvert fald når det kommer til den hæsblæsende og intense action. Lige fra pulserende biljagter gennem menneskemængder til tørre tæsk med næverne, mens kameraet flyver energisk omkring slagene.

jason-bourne-biograf-01

Ganske vist bliver enkelte tematikker og plotpunkter skåret en smule klodset ud i pap. Det er dog til at leve med i Greengrass’ action-maskine, der tromler ihærdigt afsted mod den herligt heftige finale, mens en sammenbidt Damon løber, slås og skuler alvorligt.

Hvad handler filmen så om? Tjo. Bourne jagtes fortsat af CIA og graver videre i sin mørklagte fortid, der naturligvis gemmer på hemmeligheder, mens et nyt CIA-hemmeligt program er sat i værk. Der spædes ligeledes til med temaer som privatlivets fred i en verden, hvor alt kan overvåges – og bliver det.

jason-bourne-biograf-02

Desuden spiller en herligt olm Tommy Lee Jones med som CIA-chef og Alicia Vikander er med konstant alvorlig mine god og intens som computerklog CIA-agent, mens Vincent Cassel er hårdtslående og ond håndlanger, der langer håndmadder ud til Damon – og så repriser en cool Julia Stiles sin Bourne-rolle som Nicky Parsons.

Jason Bourne er groft sagt mere af det samme, som vi kender fra de tidligere film med Greengrass og Damon ved roret. Friskheden er dog ikke nær så frisk mere, men det er kompetent eksekveret action tilsat overvågningsparanoia og desværre også sine steder historie- og karaktermæssigt småklodsethed.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

[tabgroup][tab title=”Jason Bourne | Biografanmeldelse”]
jason-bourne-poster
Originaltitel: Jason Bourne, USA, 2016
Release: den 28. juli 2016
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Matt Damon, Tommy Lee Jones, Alicia Vikander, Vincent Cassel , Julia Stiles, Riz Ahmed m.fl.
Spilletid: 123 minutter
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SAUNA: Mareridtet venter i vildmarken (og i en sauna) for en flok mænd på afveje anno 1595

Filmanbefaling: Stemningen er tung, ond og eery hele vejen i den finske vildmarks-horrorfilm Sauna, der tager sit sagesløse publikum med tilbage til et trøstesløst, gråt og vådt 1595. En voldsom og blodig krig mellem Rusland og Sverige er slut, men mareridtet er endnu ikke overstået.

Vi kommer nemlig her ud i den nådesløse vildmark, hvor to kommissioner fra begge sider af krigen er taget ud for at optegne grænsen mellem de to lande. Den ene kommissionen dukkede dog aldrig op. Ja, noget er helt galt derude i vildmarken, hvor blodsporet ender blindt og mørket tager over.

Sauna-dvd-anmeldelse-01

Derimod møder vi filmens to hovedroller, de hårdtprøvede brødre Eerik og Knut – spillet med mut mandsmod af Ville Virtanen og Tommi Eronen. Den ene akademisk rationel, den anden martret og paranoiaramt. De forsøger at holde sammen på sig selv, deres opgave og folkene omkring dem.

Krigen har nemlig sat hårde ar i deres sind, mens de bevæger sig modløst gennem landskabet for at fuldende deres opgave. Det går selv sagt ikke efter planen, for snart slår virkeligheden knuder og vrider mareridtet frem fra mørket.

Brødrene og de øvrige mænd prøves hårdt af den menneskefjendske vildmark, der gemmer på skræmmende hemmeligheder. Ja, Sauna er som et levendegjort mareridt sat i den brutale krigs efterdønninger, hvor gruen omhyggeligt tager til i lavmælt styrke efterhånden, som fortællingen skrider frem.

Sauna-dvd-anmeldelse-02

Her skvulper traumer, plaget samvittighed og et sparsomt håb rundt blandt de to brødre, mens trætoppenes nærmest uendelige toppe sender lange skygger klaustrofobisk ned over mændene og mig.

Den finske film farer med andre ord hverken hidsigt frem eller kaster billige jump scares i hovedet på sit publikum. Nej, her er gruen underspillet, indadvendt og tilbagelænet, mens fortællingen roligt ruller sig ud og lader sine nuancer åbenbare sig i beherskede doseringer. Den får en klar anbefaling af mig.

Sauna er udgivet på dvd og indeholder en 15 minutter lang making of samt slettede scener (4 min.), spas fra settet (3 min.) og trailers.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=” Sauna | filmanbefaling”]
sauna-dvd-cover
Originaltitel: Sauna, Finland, 2008
Udgivelse: November 2009
Instruktion: Antti-Jussi Annila
Medvirkende:
Ville Virtanen, Tommi Eronen, Viktor Klimenko m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

FRANK: Charmerende og bizar Michael Fassbender laver musik iført en stor mennskemaske

Filmanbefaling: Hvordan mon det er konstant at gå rundt med en stor maske på, der omslutter ens hoved? Det ved Michael Fassbender, for han spiller nemlig den excentriske musiker Frank i den underspillede musikkomedie af samme navn. Frank bærer nemlig sådan et overdimensioneret maskehoved. Hele tiden.

Hvorfor gør han så det? Det er der ingen, som ved. Sådan er det bare. Lige fra han sover til han bader, spiser og naturligvis står på scenen eller laver musik med sit band bestående af mere eller mindre selvhøjtidelige individer – blandt andre en selvsmagende Maggie Gyllenhaal og Domhnall Gleeson som den naive pianist Jon.

Frank-dvd-anmeldelse-01

Ja, sjovt nok er Frank den, som synes mest i ro med sig selv i bandet. For godt nok handler filmen om musik, kreativitet og succes, men også om normalitet og at finde vej i livet. Her med den unge håbefulde musiker Jon til at føre mig ind i Franks verden af musik og mystik. Han bliver nemlig spontant hyret ind i bandet, da bandets keyboardspiller forsøger at tage sit eget liv.

Således starter den unge musikers rejse – og jeg følger ganske enkelt velvilligt med. For der er noget dragende ved Frank – ikke nødvendigvis kun hans musik, men også mysteriet bag masken. Og utroligt nok glemmer jeg hurtigt, at det faktisk er Fassbender, der render rundt med en stor maske på.

Således formår filmen elegant at få mig til at godtage og helt glemme det i grunden groteske i karakteren Frank. Det bliver hurtigt normalen. For sådan er det jo bare. Et virkeligt fint og vellykket greb af instruktør Lenny Abrahamson – og naturligvis også Fassbender, der lægger krop til Frank.

Frank-dvd-anmeldelse-02

Filmen følger således bandet og deres kamp for at lave et nyt album, hvorfor de forskanser sig i et øde hus, hvor de kan udleve alle Franks vilde idéer om, hvordan man laver musik. Det er også her, at spliden i bandet for alvor opstår og viser hvad succes kan have af negativ indflydelse på kreativitet og venskaber.

Kort fortalt er det en både underspillet morsom, absurd og sød film med en varm menneskelig kerne personificeret ved Frank. Ja, jeg kan kun anbefale dig at hoppe om bord på tourbussen sammen med denne umage flok musikere og den elskelige ener Frank.

Frank er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og slidehow som ekstramateriale. Den kan desuden streames hos Blockbuster.dk.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Frank | filmanbefaling”]

Frank-dvd-cover
Originaltitel: Frank, England | Irland | USA, 2014
Udgivelse: Oktober 2014
Instruktion: Lenny Abrahamson
Medvirkende:
Michael Fassbender, Domhnall Gleeson, Maggie Gyllenhaal, François Civil, Carla Azar m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

STARRY EYES: En skuespillerindes grumme vej mod stjernerne

Dvd-minianmeldelse: Hvor langt vil du gå for at få dine drømme opfyldt? Sikkert ikke lige så langt som skuespillerinden Sarah i Starry Eyes. Selvom jeg nu vil mene, at mange kan lære meget af hendes selvopofrelse, når det kommer til at få drømme til at blive til virkelighed.

Den både brutale, ækle og smukke Starry Eyes leverer med andre ord i sit udgangspunkt en velkendt historie. Den om en ung kvinde i Hollywood med et lortejob om dagen, mens stjernedrømmen som skuespillerinde jagtes i den øvrige vågne tid. Du ved, den ene fejlslagne audition efter den anden.

Starry-Eyes-blu-ray-anmeldelse-04

Men bare rolig, Starry Eyes er ikke som de andre. Den byder nemlig bestemt på overraskelser efterhånden som fortællingen bevæger sig ind i det menneskelige mørke hos Sarah og branchens dystre bagside åbenbarer sig. For én audition udvikler sig til et mareridt for Sarah…

Jeg vil ikke komme mere konkret ind på, hvad disse overraskelser indebærer – eller hvad historien i øvrigt byder på. For den både groteske, gruopvækkende og forrygende rejse skal du selv have lov til at tage sammen med Sarah.

Hun spilles af Alexandra Essoe, der med nærvær og kompleksitet er både skrøbelig og stærk, i kontrol og helt ude at skide. Hun bærer fornemt filmen – også når fortællingens flow af og til bliver lidt ujævn.

Starry-Eyes-blu-ray-anmeldelse-02

En ting er dog historien, noget andet er filmsproget, der på opfindsomme måder blandt andet bakker Sarahs narrative subjektivitet elegant op. Eksempelvis gennem en forvridning af lydsiden, mens overraskende klip ligeledes er med til at bringe mig ind i hovedet på hende og filmens tiltagende vanvid.

Jeg fristes lidt til at kalde filmen for et art missing link mellem Black Swan og The Neon Demon. Uanset hvad, så udgør de tre film i hvert fald en oplagt filmtriatlon. Så tag dig ikke af filmens cheesy cover, men kast dig over Starry Eyes. Den får min klare anbefaling.

Filmen Starry Eyes får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen står flot på dvd med fin farvegengivelse og udmærket skarphed, mens lydsiden spiller problemfrit og klart. Ekstramaterialet er desværre ikke så interessant. Her får man et par af Alexandra Essoes auditions (13 min.), slettede scener (11 min.), et slideshow (1 min.) samt et kig på tilblivelsen af filmens lækre synth-fyldte score af Jonathan Snipes’ (3 min.)

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Starry Eyes | dvd-minianmeldelse”]

Starry-Eyes-dvd-cover

Originaltitel: Starry Eyes, USA, 2014
Udgivelse: Marts 2015
Instruktion: Kevin Kölsch og Dennis Widmyer
Medvirkende: Alexandra Essoe, Amanda Fuller, Noah Segan m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

Tag en tur til Disneys dyreglade og charmerende Zootropolis

Blu-ray-anbefaling: Jeg er som alle andre fornuftige mennesker vild med tegnefilm og søde dyr. Derfor glædede jeg mig også til at se Disneys nye animationsfilm Zootropolis. Den er nemlig – som titlen indikerer – fyldt med dyr. Og ja, flere af dem er bestemt også søde.

Det gælder blandt andet de to hovedroller, hvor man finder den umage duo bestående af en fupmager af en ræv samt en ivrig politi-kanin. Makkerparret må i filmen arbejde sammen for at afklare en lusket konspiration, der involverer, at en række af dyrene i byen Zootropolis på mystisk vis forsvinder.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-04©Disney

Udover de to charmerende og sjove hovedroller – med veloplagte stemmer af henholdsvis Jason Bateman og Ginnifer Goodwin – finder man også et væld af biroller. For i Zootropolis lever en mangfoldighed af dyr side om side, alt fra politi-næsehorn og -bøfler til yogadyrkende giraffer og ikke mindst en flok meeegeeet laaangsooomme dovendyr.

De har alle deres unikke personlighed, der vittigt og med spot on komisk timing bringes til live af både animatorerne og med stemmer af blandt andre Idris Elba som politichefsbøffel, mens Tommy Chong meget passende er en tilbagelænet yak-okse og J. K. Simmons er her i skikkelse af en løve som byens borgmester.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-05©Disney

Den smukt animerede film ser desuden vildt godt ud på Blu-ray med flotte farver, solid kontrast og et i det hele taget veldefineret billede, der virkelig bringer dyrene med deres detaljer og gestik til live. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med dynamiske panoreringer og velbalancerede niveauer.

Herudover får man også en fin omgang ekstramaterialet, der blandt andet giver et kig på skabernes inspiration fra rigtige dyr, udviklingen af filmen samt animation og musikken videre til slettede scener og karakterer. Så ja, jeg kan kun anbefale dig at tage en tur til Zootropolis.

Zootropolis udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.
[tabgroup][tab title=”Zootropolis | Blu-ray-anbefaling”]
Zootropolis_BD_3D_dk-cover
Originaltitel: Zootropolis, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Byron Howard, Rich Moore
Medvirkende: Ginnifer Goodwin, Jason Bateman, Idris Elba, Jenny Slate, Nate Torrence, Tommy Chong, J. K. Simmons, Octavia Spencer, Alan Tudyk m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

DEADPOOL: En tiltrængt politisk ukorrekt superhelt FTW

Blu-ray-anmeldelse: Ok, når det nu ikke kan være anderledes, er jeg glad for, at Marvel med endnu en superheltefilm fra fabrikken i det mindste leger med genren. Det gør de med filmatiseringen af den vanvittige og vittige Deadpool i en løssluppen brug af meta-referencer, sjofle jokes og blodige drab.

Men selvom antihelten Deadpool er et velment spark i skridtet til genren, lider filmen under en kedelig historie og en endnu kedeligere skurk. Meeeeen, heldigvis byder Deadpool på flere plusser end minusser. Flere vellykkede end mislykkede gags.

Deadpool-blu-ray-anmeldelse-02

Det hele med en lystig Deadpool i front, der boltrer sig ubekymret gennem både pletskud og fejlskud af politisk ukorrekthed. For selv når målet misses, holder Ryan Reynolds sig oven vande med veloplagt overskud i rollen som den ustyrlige, liderlige og jokende helt i rød spandex-dragt.

Desværre er Deadpools vildskab ikke rigtigt ellers at spore den noget konventionelle superheltefortælling. Det er fortællingen om, hvordan den småkriminelle Wade Wilsons bliver til Deadpool. En i grunden tragisk oprindelseshistorie om afsavn og mistet kærlighed.

Der er dog ikke meget alvor eller følelsesmæssig tyngde at kommer efter her. Godt det samme. For Deadpool er rendyrket superheltsjov – selvom kærlighedshistorien mellem Wade Wilson og hans udkårne af og til klinger en kende sentimentalt og hult.

Deadpool-blu-ray-anmeldelse-03

Filmen er således forvandlingen af Wade Wilson – fra rapkæftet regular guy på kant med loven til rapkæftet antihelt på kant med loven. Alt sammen med en banal kærlighedshistorie som underlag og et mindst ligeså banalt hævnmotiv som motor for den nu spandexbærende helt.

For han vil bagmændene til livs, genoprette sit vansirede ydre og generobre sin udkårne. Ja, havde det ikke været for Deadpool, havde filmen været ligeså ligegyldig som Morena Baccarin i rollen som kæresten. Og lad mig endnu ikke begynde med Ed Skrien som skurken. Han er en af de mest kedelige og intetsigende skurke (og karakterer), jeg længe har set.

Deadpool-blu-ray-anmeldelse-01

Men heldigvis er Deadpool på banen sammen med et par vilde og vildt veloplagte actionsekvenser, der holder underholdningsværdien og antihelten oppe stort set hele vejen. Også gennem filmens banaliteter og forudsigelighed. Jeg ser fren til 2’eren.

Filmen får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen gør sig vildt godt på Blu-ray. Alt fra eksplosioner til Deadpools hvide øjne står skarpt, farvemætte og med indtagende detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes dynamisk og velbalaceret. En fornøjelse.

Ekstramaterialet er fint, og man får her blandt andet slettede/forlængede scener, et kig på Deadpool fra tegneserie til film samt og fjol fra profuktionen samt to kommentarspor, et med Reynolds og manusforfatterne Thett Reese og Paul Werick samt et med instruktøren Tim Miller og Deadpool-medskaber Rob Liefeld.

Deadpool udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.

[tabgroup][tab title=”Deadpool | Blu-ray-anmeldelse”]
deadpool-blu-ray-cover

Originaltitel: Deadpool, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Tim Miller
Medvirkende: Ryan Reynolds, Ed Skrein, T.J. Miller, Morena Baccarin m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE REVENANT: Leonardo udsat for store bjørne og vildt meget sne

Blu-ray-anmeldelse: Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Her bliver han nemlig fatalt såret af en stor bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han nu forsøger at overleve i den iskolde natur. Det er groft sagt præmissen i Alejandro González Iñárritus The Revenant.

Den kunne dog kunne have fået den danske titel Med forfrossen Leo på iskold overlevelsestur i 1823. Du ved, menneskets kamp for livet og mod naturen. Simpelt, men også elementært spændende. Og så er filmen utroligt nok baseret på en sand historie.

Det er dog ikke historien, der gør The Revenant til så pokkers vild en oplevelse, men derimod måden den forløses på. Det står klart fra den imponerende åbningsscene, hvor en gruppe jægerne – heriblandt en fuldskægget Leonardo – angribes af indianere med bue, pil og økser.

revenant-biograf-02

Det er en af de mest intenst medrivende actionscener, jeg længe har set. Her flyver kameraet hektisk – men aldrig forvirrende – i lange ubrudte bevægelser ind og ud af det blodige kaos, hvor pile suser dødeligt gennem luften og geværer føder blodige kroppe.

Jeg forbliver på den måde på slagmarken. Placeret unådigt midt i døden og håbløsheden uden mulighed for at undslippe. Og her bliver jeg resten af filmen – i selskab med Leonardos bitre overlevelseskamp.

Det er denne helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab, der er så pokkers vild. Nærværet og nuet. Skabt med god hjælp af fotograf Emmanuel Lubezki, der smukt sætter dødskampen og den realistiske rå natur i kontrast med både bjergtagende billeder og symbolladede scener, mens lydsiden dyrker stilheden og åndedrættet i de store vidder.

revenant-biograf-01

Her får både roen og fortvivlelsen således lov at danse op mod Ryûichi Sakamotos sfæriske score. Nå ja, og så er der jo Leonardo, der vandt en Oscar for at kæmpe for sit liv. Næsten uden ord aser og maser han sig nærværende gennem den nådesløse natur, hvor han med et intenst blik og snot i skægget fastholder mig i sin kamp. Hele vejen.

Det øvrige cast leverer desuden værdigt modspil, blandt andre en flot CGI-bjørn samt en brutal og brovten Tom Hardy. The Revenant er dog meget andet end skuespillernes dødsforagtende spil og historien med indbygget hævnmotiv i samt en kras påmindelse om den umenneskelige behandling af indianerne.

Det er i høj grad den rene filmoplevelse af lyd og billeder i bevægelse. Det at blive sænket ned i en rå natur side om side med Leonardo. Nærværet og nuet. En pokkers vild oplevelse.

Filmen får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og farvemættet, mens den dynamiske lydside leveres med balancerede niveauer og fin detaljegrad. Ekstramaterialet begrænser sig til et billedgalleri og en making of (44 min.). Den er dog virkelig god. Man får et spændende indblik i filmens tilblivelse, er med på locations, mens cast og crew interviewes. Bestemt værd at se.

[tabgroup][tab title=”The Revenant | Blu-ray-anmeldelse”]
The-Revenant-cover
Originaltitel: The Revenant, USA, 2015
Release: den 2. juni 2016
Instruktion: Alejandro González Iñárritu
Medvirkende:
m.fl. Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, en stor bjørn m.fl.
Spilletid: 2 timer 36 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]