Anmeldelse – Side 22 – Filmskribenten

LOGAN: En brutal og blodig Wolverine på 4K Ultra HD

14. juli 2017/i 4K Ultra HD/Blu-ray, Anmeldelser /af Bjarke Friis Kristensen

4K Ultra HD-anmeldelse: Siden jeg første gang så Hugh Jackman som Wolverine aka Logan med de skarpe kløer, har jeg ventet på, at det skulle afstedkomme en blodig omgang superhelteaction. Det får jeg nu endelig serveret med Logan, der ligeledes har udskiftet det farvestrålende X-Men-univers med et mørkt, beskidt og alvorligt et. Det klæder den arrige mutant. Nu er filmen udkommet i en særdeles lækker 4K Ultra HD-udgivelse, hvor man blandt andet også får filmen i en sort/hvid-version.

Filmen folder sig ud i en nær fremtid, hvor vi møder en forslået og stakåndet Wolverine. Med ar på kroppen, tung ånde og alkoholproblemer. Nå ja, og så er han også begyndt at bruge læsebriller. Nej, han er ikke just så udødelig i denne ombæring, som han ellers plejer at være. Men derfor kan han bestemt godt slå fra sig… og sige ”fuck”.

Det gør han så også i filmens første og brutalt blodige scene, hvor Logan lige ondulerer en flok barske bandemedlemmer. Hårdt, beskidt og råt. Ja, det er bestemt fedt endelig at se Wolverine jage sine kløer igennem skallen på folk samt at hugge arme, ben og hoveder af, så blodet sprøjter. En brutal fornøjelse.

Det hele er dog ikke bare blodig sjov og ballede. Det er pure alvor med sammenskudte øjenbryn og snerrende tung stemmeføring hele vejen, hvor Logan bare har fået nok af det hele. Han orker ikke at skulle være en helt mere. Har orker ikke noget som helt. Han har desuden øjensynligt heller ikke kræfterne til det. Men, men, men…

For ja, naturligvis ender Logan – dog noget modvilligt – med at hjælpe en lille pige, der af uvisse årsager har en flok kampklare tropper på nakken. Således ender Logan også med at være mandsopdækket, hvilket naturligvis afstedkommer mere veltuneret og blodig action. Det er klart her nogle af filmens højpotente højtepunkter leveres. Stærkt.

Der er også skruet op for det intense drama, hvor vi desuden møder en afkræftet Charles Xavier aka Professor X, som Patrick Stewart atter spiller. Her med fint nuanceret spil som både svagelig, stærk og ikke uden valbalanceret humor. Mens Dafne Keen ganske enkelt er helt suveræn som den ordknappe pige Laura, der med forknyt mine og gnistrende øjne brænder igennem.

Men alligevel mangler der noget for, at jeg for alvor drages ind i Logans både indre og ydre kamp. For selvom Hugh Jackman er god som ekstra olm Wolverine, bevæger han sig også i et noget ensformigt gryntende spor filmen igennem, hvor jeg desuden også savner en bedre, mere interessant og intimiderende skurk, end den intetsigende starut, men her spises af med.

Ganske vist er det dystre univers en fornøjelse at være i, mens actionscenerne sidder lige i skabet, men jeg engageres ikke sådan virkeligt for alvor i Logan – end ikke i ellers rørende scener. Filmen mister desuden også momentum undervejs, hvilket der dog rettes op på i den fint buldrende finale. Så ja, endelig fik jeg en brutal og blodig omgang Wolverine. Så sejt.

4K Ultra HD, Ekstramateriale og ‘Noir version’:
Det er en forrygende 4K Ultra HD-udgivelse, der udover et blændende flot, veldefineret og skarpt billede ligeledes kommer med et særdeles dynamisk og velbalanceret lydspor. Formidabelt! Herudover medfølger filmen også på Blu-ray samt i en ‘Noir version’ af filmen i sort/hvid. Ekstramaterialet består af en making of og slettede scener med valgfrit kommentarspor af instruktøren, der ligeledes har indtalt kommentarspor til filmen.

– Logan har biografpremiere den 20. juli 2017.

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

13. juli 2017/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet på Blu-ray og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

Blu-ray-udgivelsens tekniske side er dog udelukkende en fornøjelse med sit veldefinerede og lækkert farvemættede billede samt sit dynamiske lydspor, der går klart og velbalanceret igennem. Sådan! Ekstramaterialet består af en håndfuld slettede scener samt en samtale med instruktør Danny Boyle og cast, mens man slutteligt finder et kommentarspor med Danny Boyle og John Hodge.

– T2 Trainspotting udkommer på Blu-ray den 20. juli 2017.

War for the Planet of the Apes: Forrygende abekatte-finale

13. juli 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Aberne er tilbage på hesteryg og med automatvåben i hænderne. Denne gang i det – indtil videre – sidste kapitel i den nye abe-saga, der tog sin begyndelse i 2011. Med ‘War for the Planet of the Apes’ er vi således nået til enden og den endelige konfrontation mellem abe og menneske. En stemningsmættet, medrivende og yderst flot finale af en abefilm. Sådan!

Filmen åbner med en forrygende intens og smuk actionscene, hvor den dystopiske fremtid males råt op i et visuelt medrivende univers af krig og konflikt. Her bliver man kastet direkte i ilden med en velorkestreret og medrivende kampscene mellem aber og mennesker i en skov. Automatvåben mod bue og pil. Tonen for konflikten slås således hårdt an for kampen, der raser mellem racerne.

Caesar leder fortsat an i flokken af aber, der forsøger at leve fredeligt. Men de tvinges i kamp med menneskene, der ledes af en nådesløs oberst – spillet med indestængt vrede af Woody Harrelson. Snart optrappes konflikten, hvor Caesar må slås både med sin indre hævntørst og en jagt på retfærdighed for sine artsfæller. Nej, en fredelig løsning på krigen synes umulig.

Her er dog ikke blot tale om yderst flot iscenesat bulder og abebrag. For det er i høj grad også det fortættede drama og ikke mindst den indre konflikt hos Caesar, som er med til at bære filmen og løfte den fra at være medrivende ‘eye candy’ til et ligeledes engagerende drama om selvopofrelse, hævn og hvad det vil sige at være et levende væsen. Om skellet mellem menneske og dyr.

Men selvom her er fint med dramatiske nuancer og følelsesmæssige overraskelser, skal jeg ikke glemme netop actionscenerne. De er nemlig fyldt med ikke alene tætpakket suspense, intensitet og medrivende eksplosioner, men også special effects-magi af den fineste slags. For de mange aber bringes engagerende og nuanceret til live, så sjælen kan ses i øjnene i de gribende close-ups, hvor følelserne får troværdigt liv. Selvom vi her har at gøre med talende aber på hesteryg.

‘War for the Planet of the Apes’ leverer altså både storslået action samt intimt drama – og jeg blev revet med af begge dele, hvor Andy Serkis’ komplekse Caesar står engagerende i centrum for abekattestregerne. Instruktør Matt Reeves forener nemlig usømmeligt den grundlæggende stærke historie og de evigt gyldige tematikker med et visuelt engagerende univers af forfald, natur og drønhamrende flot abe-action. En yderst tilfredsstillende finale på en fremragende trilogi.

– ‘War for the Planet of the Apes’ får 5 ud af 6 stjerner: 

– ‘War for the Planet of the Apes’ får biografpremiere den 13. juli 2017.

WISH UPON: Rend mig i røven med jeres jammerlige gyserfilm

13. juli 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg vil i reglen langt hellere se en dårlig gyserfilm end en dårlig film i en hvilken som helst anden genre. Ja, så meget holder jeg af gys. Men det er så også nærmest det bedste, jeg kan sige om det overnaturlige og dovne gys ‘Wish Upon’, hvor en mystisk kinesisk æske skaber uhygge – eller rettere sagt forsøger på at skabe uhygge.

Der er nemlig ikke meget uhygge at hente i de slappe løjer, hvor historien afvikles i neon, så alle kan være med. Her overforklares alt – lige fra de medvirkendes overfladiske følelsesliv til hvordan den “mystiske” æske virker. Der er med andre ord ikke meget overladt til fantasien, mens de følelsesmæssige nuancer er til at overse.

Både uhygge og følelsesmæssigt engagement fiser således også hurtigt ud af filmen, hvor vores hovedperson – teenageren og skolens outsider Clare – ellers blandt andet tumler med traumet over at have set sin mor tage livet af sig selv. Men hvad der kunne være grundlaget for et komplekst følelsesliv i modspil med den mystiske æske forbliver efterladt fladt på jorden til fordel for ineffektive ‘jump scares’ og tåbelig usandsynligheder.

For da Clare – en trutmundet og ganske sød Joey King – får foræret den kinesiske æske af sin far, bliver det begyndelsen på mareridtet. Det viser sig nemlig, at æsken opfylder syv ønsker – men naturligvis ikke uden, at det har sin blodige pris. Det går dog alt for sent op for Clare, da hun for længst har rodet sig ud i ønsker om penge, at få den perfekte kæreste og at være populær – som jo er det, som teenagere har på hjernen.

Fair nok med de mere eller mindre overfladiske ønsker, da Clare til at starte med ikke tror på æskens formåen. Og fred med ønskerne, hvis så bare filmen havde været uhyggelig eller medrivende blodig. Den er ingen af delene – og det bliver kun til et par uopfindsomme blodigheder, der ikke afstedkommer gisp fra mig. Kun én enkelt scener er ganske klam – stikord: Forrådnelse.

Men én kort scene, der er dejligt klam er bare ikke nok, når resten af filmen forbliver et vagt forsøg på at skræmme bukserne af mig, men ikke lykkedes med hverken det eller at fortælle en bare nogenlunde gribende historie om teenageren Clare og hendes problemer. Det hele er bare for uengagerende, overfortalt og gysende kedsommeligt sat i scene til. Et stor øv herfra.

– ‘Wish Upon’ får 1 ud 6 stjerner:

– ‘Wish Upon’ får biografpremiere den 13. juli.

Gosling og Stone charmerer mig hele vejen med ‘La La Land’

11. juli 2017/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Jeg er ikke som sådan musicalfan, men jeg faldt nu alligevel pladask for Damien Chazelles La La Land. Det er der også god grund til, for den er ganske enkelt drønhamrende charmerende, dejlig nostalgisk og bare pokkers sød. Og så er den ikke uden en fin bittersød kant.

En kant, der klæder dens farvestrålende indpakning og dejligt lette væsen, hvor der åbnes med et stort og yderst velkoreograferet musicalnummer, der folder sig medrivende ud på motorvejen ind mod drømmenes by, Los Angeles.

Her sidder de mange aspirerende skuespillere og musikere stift i kø, inden bilkøen forvandles til farvestrålende sang og dans med lange og elegant glidende kamerabevægelser ind og ud mellem bilerne samt de mange sangere og dansere, der træder ud af køens dødvande og ind i et sprudlende musicalunivers.

I køen finder man også skuespillerinde in spe Mia samt jazzpianisten Sebastian, henholdsvis Emma Stone og Ryan Gosling. Det er dog ikke kærlighed og sød musik imellem dem – sådan liiige med sammen. Men da deres veje tilfældigvis krydses igen – og igen – spirer romancen. Og jeg spirer med. Den kække og selvsikre Sebastian mod den drømmende Mia med de fængslende dådyrøjne.

Sødt og naivt samt dansende og syngende, naturligvis. Uden at det bliver klægt, men med sin uskyld i behold samt den naive romance med fine og små komiske modhager. Her er dog andet på spil end kærligheden og romancen.

La La Land er også historien om at jagte drømmen – om at turde tro på sig selv. Og hvor svært det kan være i en by, hvor alle synes at jage det samme. Hvor nedturene står i kø, mens succesen synes uendeligt langt borte. Mia med sin skuespillerindedrøm, og Sebastian med drømmen om at åbne sin egen jazzklub.

De to er hele vejen velspillende selskab i mere end en forstand. For de både danser, spiller og synger sig charmerende gennem både op- og nedture. Det uden, at musicalen tager overhånd og bliver en kulørt parodi. Oprigtigheden sitrer engagerende i hver kameraindstilling og hver sang, hvor jeg suges ind i det syngende univers.

La La Land er – sådan helt skåret ind til benet – en forrygende fin og farverig hyldest til Hollywood, Los Angeles og musicalen i sig selv. Til den sødmefulde naivitet, til nostalgien og drømmenes insisterende styrke. Nå ja, og så er der lige filmens sidste intenst gribende del, som løfter La La Land ind i en liga for sig og sikrer sig den sidste følelsesladede femte stjerne.

Det er desuden en fornøjelse at gense filmen på denne fine Blu-ray-udgivelse, der byder på et farvemættet og veldefineret billede, mens også den dynamiske lydside sender både de fængende musiknumre samt replikker klart og velbalanceret igennem. Sådan! Desværre indeholder udgivelsen intet ekstramateriale, men nu er filmen i sig selv også en stor fornøjelse.

– La La Land får 5 ud af 6 stjerner:

– La La Land udkommer på dvd og Blu-ray den 6. juli 2017.

SPIDER-MAN – HOMECOMING: Charmerende spindelvævssvinger er tilbage på nye eventyr

6. juli 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Indenfor de seneste 15 år har vi set flere inkarnationer af og film med Spider-Man. Nu er den flinke og nørdede superhelt tilbage med en ny skuespiller i titelrollen. Og ja spindelvævssvingeren gør et charmerende comeback med ‘Spider-Man: Homecoming’, der er et både morsomt og ganske medrivende bekendtskab med veldoseret action.

For selvom vi vælter os i superheltefilm tilføres der her ny og en mere intim energi til Marvel-heltenes stadigt voksende univers. Det gælder nemlig blandt andet hverken om at redde millionbyer eller hele Jorden. Fortællingen er lokalt funderet og har således også noget lokalt på spil, hvilket giver filmen om den nyudklækkede superhelt et fint nærvær.

Filmen er da i høj grad også fortællingen om en ungt knægt, der har problemer med skolen, livet og kærligheden. En ‘coming of age’-fortælling, hvor hovedpersonen tilfældigvis er en superhelt in spe. Men naturligvis er her også en skurk på spil – uden, at han tager bombastisk fokus. Michael Keaton er således god som skurken Vulture med robotvinger og et skælmsk smil på læben.

Desuden er Tom Holland virkelig velcastet som den småkejtede Peter Parker samt som en vittig og handlekraftig Spider-Man. Med sin drengede charme, rappe replikker og nørdede samt ligeledes generte kant udgør han en både troværdig og relaterbar helt, der er ved at finde sit fodfæste i livet og ikke mindst i rollen som superhelt – hvilket han ivrigt søger bekræftelse som.

Robert Downey Jr. dukker op som Tony Stark aka Iron Man og fungerer ligeledes som Spider-Mans flabede, men også hjælpsomme mentor. Det er dog hele vejen Spider-Mans film, hvor hverken karismatiske Downey Jr. eller Keaton stjæler mere end nødvendigt af rampelyset. Det giver filmen et godt og fokuseret flow, der således også giver Peter Parker fint lov til at blive foldet ud som den nye dreng i Marvel-klassen.

Tom Holland bakkes desuden morsomt op af sin klassekamerat og ‘comic relief’ Ned spillet veloplagt af Jacob Batalon, mens Laura Harrier desværre ikke bliver til meget andet end en let, men sød flirt for Peter. Det er altså Tom Holland, der får lov at træde i karakter som et morsomt og engagerende bekendtskab, der gør, at jeg ser frem til kommende film med denne nye Spider-Man.

– ‘Spider-Man: Homecoming’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Spider-Man: Homecoming’ har biografpremiere den 6. juli 2017.

PATERSON: Livets rolige gang

4. juli 2017/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Streamning-anbefaling: Der sker egentlig ikke så meget i Jim Jarmuschs seneste film, det stille hverdagsdrama ‘Paterson’ – men det er også helt ok. For her flyder livet nemlig roligt afsted med et fint forførende øje for hverdagens små og smukke detaljer samt det stille drama i livet.

Adam Driver spiller den rolige Paterson, som er buschauffør, mens han også skriver digte til skrivebordsskuffen. Således kører han gennem byen i sin bus, på samme måde som han selv driver gennem livet. Rolig, venlig og observerende. For på sine ture skribler han nemlig sine digte ned i sin notesbog, hvor hverdagen omsættes til poesi.

Filmen fortæller således i tilbagelænet tempo om en uge i Patersons stille liv. Fra han vågner med sin kæreste ved sin side videre til morgenmaden, gåturen til jobbet og turen gennem byen i bussen samt den obligatoriske aftentur med deres hund og dagens afslutning på den lokale bar med lidt sniksnak med de lokale og en lille øl i hånden. Og så godnat.

Dagens efter starter det hele forfra. Dog med små fine og betydningsfulde afvigelser fra dagen før. For her gælder det hverdagens små detaljer. Det blide morgenkys til kæresten, den sirligt anrettede madpakke på arbejdet videre til diverse menneskeskæbner, som Paterson møder på sin vej gennem dagen eller lytter til på busturen gennem byen.

Jeg bliver måske ganske vist lidt irriteret på den noget konfliktsky Paterson, der ikke tør at gøre noget ved sine digte. Men på den anden side, så synes han at være tilfreds med netop det liv, han har valgt at leve. I roligt tempo og rutinepræget, uden mobiltelefon, men med en dedikeret og sød kæreste ved sin side. For måske er det lige præcis også nok her i livet?

Golshifteh Farahani er desuden sød som Patersons kæreste, selvom hun også er en smule irriterende med sine mange drømme, der ikke synes at blive til så meget før næste idé overtager den foregående. Fra countrysangerinde til cupcake-bager. På samme måde som Patersons digte heller ikke synes at komme videre end netop skrivebordsskuffen. Men måske er det også helt i orden? For hvem lever man livet for, hvis ikke sig selv og sine kære?

– ‘Paterson’ er ude på dvd samt Blu-ray og kan streames hos Blockbuster lige her.

BABY DRIVER: Fræsende fart på biljagter, bankkup og kærlighed

29. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Undskyld på forhånd mit sprog, men for satan og helvede, hvor er ‘Baby Driver’ dog en formidabel filmoplevelse. Musikalsk medrivende, overlegent klippet og dynamisk filmet. Hele vejen. Den er morsom, når den skal være det. Intens, når den skal være det. Rørende, når den skal være det. Ja, spænd roligt sikkerhedsselen og hop ombord i denne fremragende bilfræser af en film, som alle bør unde sig selv at se.

Filmen har sit navn efter hovedrollen Baby, som agerer chauffør for bankrøvere. For når det skal gå stærkt, så er han manden, der klarer jobbet. Baby er dog ufrivilligt ombord, da bagmanden Doc har en klemme på ham. Så indtil Baby har udtjent sin gæld, er han manden bag rattet. Og nej, det er naturligvis ikke et ufarligt job, hvilket Baby da også snart kommer til at indse.

Fra filmens første scene og velvalgte nummer – det spruttende Bellbottoms af The Jon Spencer Blues Explosion – står det klart, at her er kælet for detaljen, mens musikken spiller en central rolle. Klippet som en bilballet med nummeret fræsende forenet med bankkuppet udgør billed- og lydside nemlig en usømmelig helhed af ren adrenalin. Jeg kunne i hvert fald ikke sidde stille, når musikken bankede afsted med den røde bil susende gennem smalle gader.

Det er dog ikke kun, når politiet jagter Baby og røverne, at musikken smyger sig elegant om billederne. Her bliver alt fra en ellers almindelig gåtur ned ad gaden til heftige skududvekslinger forvandlet til velkoreograferede lækkerier af medrivende filmmagi. ‘Baby Driver’ er dog mere end blot sin medrivende form. Her fortælles nemlig også en både engagerende og sød historie om kærlighed, savn og drømmen om et bedre liv.

Ansel Elgort er således både tilpas naiv og ikke mindst cool som den hårdtkørende Baby med musikken konstant kørende fra sin iPod, mens hans romance udgøres af den konstant charmerende Lily James. Kevin Spacey indtager stoisk rollen som den kalkulerende Doc, mens blandt andre en hård Jon Hamm, en gal Jamie Foxx og en tyggegummi-gnaskende Eiza González dukker op som dødsfornægtende røvere med hver deres lod i spillet om de mange penge.

Instruktør og forfatter Edgar Wright har ganske enkelt sammensat et velspillede cast til sin ligeledes velspillede heist-film. Her er alt klippet og filmet så minutiøst, at både historien og soundtracket smelter sammen med billedsiden. Jeg smeltede med. Forenet med Babys vilde bilture, hans traumatiske barndom og håbefulde nutid, hvor kærligheden slipper lyset ind i en ellers håbløs situation bag rattet. Jeg ser allerede frem til et gensyn… wroom wroom!

– ‘Baby Driver’ får 5 ud af 6 stjerner:

– Baby Driver’ får premiere den 29. juni 2017.

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

28. juni 2017/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

Ekstramateriale samt billede og lyd:
Hvor filmen måske nok har sine skavanker, er Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekt en sand fornøjelse. Billede gengives veldefineret, klart og med solid kontrast, mens det dynamiske lydspor spiller skarpt med sine velbalancerede niveauer. Ekstramaterialet byder på en alternativ slutning, slettede scener samt en making of videre til James McAvoys forskellige personligheder og slutteligt et kig på M. Night Shyamalan som instruktør.

– Split udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 26. juni 2017.

Transformers – The Last Knight: Tumlende Transformers i et søvnigt skrummel af en film

21. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så skal vi til det igen. Michael Bay ruller sig atter ud med massevis af eksplosioner, hidsig klipning og ikke mindst en lang række kæmperobotter med femte ombæring af de tumlende Transformers i Transformers: The Last Knight. Denne gang skal intet mindre end Jorden reddes. Gisp!

Menneskene ligger i krig med de enorme Transformers, der er bandlyst på Jorden. Det betyder dog ikke, at de forvandlingsivrige robotter ikke er tilstede i hobetal. Det er de. Og i dette skrummel af en film, gør de deres larmende bedste for at holde mig fra at blive lullet aggressivt i søvn af intet andet end de førnævnte eksplosioner og storsmadrende robotter. Gaaab.

For selvom intet mindre end Jorden står for fald, lykkedes det ikke Michael Bay at stable spænding på benene – eller bare noget, der minder om en intenst medrivende actionscene. Hvilket i grunden er imponerende med tanke på, at filmen stort set ikke består af andet end den ene bombastiske actionscene, der afløser den næste.

Nå, men altså. Selvom Transformerne er bandlyste, indgår Cade Yeager – Mark Wahlberg med for evigt luft på stemmen – en alliance med den gode Transformer Bumblebee samt en elegant astronom spillet stoisk af Anthony Hopkins – der faktisk ser ud til at ok more sig i rollen – videre til professoren Viviane Wembley, spillet med trutmund og dådyrsøjne af Laura Haddock.

Sammen må de grave i historiens hemmeligheder om robotterne her på Jorden for at finde ud af, hvorfor Transformerne bliver ved med at komme til Jorden – og ikke mindst, hvordan de redder den. Nå ja, der er også en lille pige med, men hun forsvinder lidt i larmen – sammen med de øvrige medvirkende. Dobbelt gab.

Ingen brænder igennem, men forbliver ligegyldige statister i Bays rodebutik af stor, større, størst-action, hvor der denne gang også kastes Dinobots ind i møllen. Ja, Transformer-dinoer. Men selvom de nu i grunden er ok seje – det er både de gode Autobots og de onde Decepticons også – så er magien forsvundet fra de mekaniske kæmper, der aser og maser for at stable engagerende action på benene. Det sker aldrig.

Det hele buldrer hjerteløst rundt i en konstant iver efter at underholde, men er i stedet trættende. Historien undermineres af et hjælpeløst rod af ligegyldige handlingstråde, akavet humor, der aldrig rammer plet samt et persongalleri – både mennesker og robotter – som jeg aldrig kommer tæt nok på til at engagere mig bare en smule i de tomme strabadser.

Desuden burde der også være skåret væsentligt i den 149 minutter dræbende lange spilletid. Transformers: The Last Knight er ganske enkelt en larmende fuser, der blot understreger, at Michael Bay er mere glad for ligegyldige eksplosioner end at fortælle en historie, der fænger og gør de i grunden imponerende robotter bare en smule ære. Øv.

– Transformers: The Last Knight får 1 ud af 6 stjerner:

  - Transformers: The Last Knight har premiere den 20. juni 2017.  

Indlæg

LOGAN: En brutal og blodig Wolverine på 4K Ultra HD

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

War for the Planet of the Apes: Forrygende abekatte-finale

WISH UPON: Rend mig i røven med jeres jammerlige gyserfilm

Gosling og Stone charmerer mig hele vejen med ‘La La Land’

SPIDER-MAN – HOMECOMING: Charmerende spindelvævssvinger er tilbage på nye eventyr

PATERSON: Livets rolige gang

BABY DRIVER: Fræsende fart på biljagter, bankkup og kærlighed

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

Transformers – The Last Knight: Tumlende Transformers i et søvnigt skrummel af en film

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV