Indlæg

WONDER WHEEL: Woody Allen gør livet surt for Kate Winslet

Biografanmeldelse: Nej, livet går ikke (altid) lige som du havde håbet på. Drømme går ikke (nødvendig) i opfyldelse, og du ender (højst sandsynligt) bare med at blive gammel, brugt og bitter. Ja, den fortsat produktive Woody Allen er med ‘Wonder Wheel’ tilbage med endnu en film om, hvor svært det er at være menneske. PS: Det er (stadig) ikke nemt.

Det er i særdeleshed ikke nemt for Kate Winslet aka Ginny, hvis skuespilsdrømme for længst er skudt i sænk til fordel for livets noget mere virkelige rolle som servetrice og husmor på Coney Island i 1950’erne. Ikke just det liv den snart 40-årige og nu forhenværende skuespillerinde havde drømt om. Men ind på scenen træder hendes redning (eller undergang?) i form af den yngre livredder Mickey aka Justin ‘Sexy Back’ Timberlake.

wonder wheel biograf 02

Den står snart på drømmende flirt og en hed affære under gangbroerne på stranden. Åh altså, hvis bare livet kunne være så sødt, nemt og romantisk som i de øjeblikke Ginny deler med Mickey? Det er det bare ikke. Og det bliver Ginny dagligt mindet om i form af sit glædesløse ægteskab, sin pyromanglade (!) dreng samt sin mands naive datter, der efter års stilhed vender hjem med problemer på nakken i form af hårdkogte gangstere. Pokkers også!

Nej, der er ingen, som rigtigt har det nemt i Woody Allens ‘Wonder Wheel’, der drejer om sig selv på både varmt indsmigrende, dejligt nostalgisk og sorgmodigt dragende vis, mens livet blot går i stå og helt i stykker for øjnene af mig. Det på smukkeste og mest tragiske vis. Ja, så sluger jeg undervejs da gerne en lidt halvslap afvikling af den sommersøde tragedie.

wonder wheel biograf 01

Nå ja, der er én, som har det lettere i livet end de andre, nemlig historiens fortæller, charmør og forfatter in spe, Justin Timberlakes romantiker Mickey. Hans liv er endnu ikke skudt ud af kurs, men er fortsat på sin vej mod stjernerne, mens han lader kærligheden vise ham vejen – uden at den spænder ben for ham. Endnu! For bare rolig, det skal Woody nok sørge for sker før eller siden.

Nej, ingen kan vide sig sikre her i livet, hvor du selv – samt ikke mindst skæbnen – spiller ind på, hvor du ender, hvis ikke du passer godt på. Inden du ser dig om, er du nemlig en 40-årig og fordrukken Kate Winslet. Så pas på livet, kærligheden og dig selv. Woody Allen kan ikke redde dig, men han kan forsøde dit liv i to små timer, hvis du spiller dine kort rigtigt…

– ‘Wonder Wheel’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Wonder Wheel’ får premiere den 25. december 2017.

wonder wheel biograf poster

Et urovækkende mørke finder indpas i Star Wars: The Last Jedi

Biografanmeldelse: Så skal vi (endelig) til det igen. Endnu en film, hvor stjernekrigen fortsætter med ‘Star Wars: The Last Jedi’. Det ottende kapitel i sagaen, hvis man ikke medregner spin-off-filmen. Og ja, jeg glæder mig allerede nu til det niende kapitel, hvis niveauet holdes som i denne nye, mere dystre og energiske tilføjelse til franchisen. Forrygende!

Filmen fortsætter, hvor ‘Star Wars: The Force Awakens’ sluttede i 2015. Den unge Rey, den tidligere stormtrooper Finn samt den vovede pilot Poe fortsætter sammen med rebellerne deres utrættelige kamp mod the bad guys i Den Første Orden, der vil rebellerne til livs. Imens vil den magtsyge Kylo Ren gøre sit for at sætte sig på toppen af hierakiet. Samtidig vender selveste – men den også noget trætte – Luke Skywalker tilbage for at træne Rey i Jediernes Kraften.

star wars the last jedi biograf 01

Der er således lagt op til en fortsat kamp mellem lyset og mørket, hvor mørket finder noget mere indpas end i forgængeren. Det klæder filmen, der dog ikke er uden humor. For eskapaderne er sjove, når de skal være det. Alvorlige, når de skal være det. Rørende, når de skal være det og medrivende, når de skal være det. En balancegang, der lykkedes flot og engagerende.

Instruktør og manuskriptforfatter Rian Johnson har med andre ord godt styr på de mange handlingstråde, filmens tone og den overordnede spændingskurve, der kun spændes mere og mere filmen igennem. Det lykkedes blandt andet også på grund af filmens cast, hvor Rey fortsat udvikler sig i takt med, at hun bliver klogere på egne evner. Hun er spændende at følge.

star wars the last jedi biograf 02

Udover Daisy Ridley som Rey finder man atter Kylo Ren, som portrætteres nuanceret og uforudsigeligt af Adam Driver. John Boyega og Oscar Isaac bakker som Finn og Poe både menneskeligt og fejlbarligt op om rebellerne, mens nytilkommer og rebel in spe Kelly Marie Tran er et fint nyt pust til rollebesætningen med sin iver og et ubestikkeligt moralsk kompas.

Nå ja, og så er der jo lige de gamle legender – Mark Hamill som Luke Skywalker og Carrie Fisher som Leia Organa. Det er både rørende og forrygende at se, hvordan de fortsat bærer deres roller med de mange år, der nu er gået fra deres fødsel i 1977. ‘Star Wars: The Last Jedi’ er med andre ord et overrumplende, actionfyldt og medrivende rumeventyr, der lader mig sulten tilbage. Sådan.

– ‘Star Wars: The Last Jedi’ får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
– ‘Star Wars: The Last Jedi’ har premiere den 13. december 2017.

star wars the last jedi poster

THELMA: En ung kvindes kvaler med at være en ung kvinde

Biografanmeldelse: Det kan være en tumult tid at gå fra at være barn til voksen. At flytte hjemmefra og begynde et liv på egen hånd med alt, der følger med af ansvar, fester, kærlighed, sex og alkohol. Sådan er det også i Joachim Triers overnaturlige coming of age-drama ‘Thelma’, hvis titelkarakter netop er flyttet til Oslo for at begynde sine studier på universitetet.

Thelma kommer fra en kristen familie, hvorfor blandt andet alkohol er et no go. Det er derfor ikke altid helt let for den i forvejen generte unge kvinde at passe ind socialt. Det bliver da heller ikke nemmere, da hun begynder at nære stærke følelser for en kvindelig medstuderende. Og slet ikke nemt, da hun en dag får et uventet krampeanfald midt i læsesalen.

thelma biograf 03

Men er der mere på færde end “blot” epilepsi? Det er der noget, som tyder på. For i kulissen og i Thelmas hemmelighedsfulde barndom spøger noget overnaturligt. Nogle evner udover det sædvanlige. Men præcis hvad disse evner indbefatter og har af betydning er først noget, Thelma skal til at finde ud af – i takt med at hendes følelser og de mystiske anfald tager til.

Der er altså ikke så meget ambivalens at komme efter, når det gælder Thelmas mystiske evner. De er der. Uden tvivl. Det mystiske består snarere i, hvad evnerne er, hvorfor de er der og hvilken betydning de har for hende og folkene omkring hende. Coming of age-dramaet fungerer altså her som et solidt grundlag for Thelmas historie med de overnaturlige evner.

thelma biograf 02

Netop samspillet mellem det overnaturlige og naturlige fungerer det meste af vejen både fint og til en hvis grad også subtilt. Det er dog i høj grad netop dramaet om en ung kvinde i konflikt med sig selv og sit følelsesliv, der er filmens fokus. De mystiske evner er et billede på og fungerer som løftestang til at fortælle om Thelmas tumulte indre liv og dets konsekvenser.

Langt hen ad vejen er det altså et velfortalt, vellykket og ret gribende drama, hvor det overnaturlige danser uforudsigelig pardans med Thelmas viltre, uønskede og stærke følelser. Desværre bliver filmen lidt lang i spyttet sine steder samt for firkantet i leveringen af sine pointer og symbolik. Lidt mere ambivalens og flere nuancer i det følelsesmæssige og overnaturlige havde ikke gjort noget.

– ‘Thelma’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Thelma’ får biografpremiere den 30. november 2017.

thelma biograf poster

Mordet i Orientekspressen leverer halvstift murder mystery

Biografanmeldelse: Med ‘Mordet i Orientekspressen’ stifter jeg for første gang bekendtskab med Agatha Christies sirlige mesterdetektiv Hercule Poirot. Desværre bliver jeg bare aldrig så medrevet af mordmysteriet ombord på toget, der bevæger sig gennem Europas sneklædte bjerge, som jeg havde håbet på – og som filmen jo fordrer, hvis jeg skal suges ind i foretaget.

Filmen starter dog ret så veloplagt, hvor Poirot med det markante overskæg med overbevisning og præcis præcision opklarer et tyveri af et kostbart skrin. Det er både morsomt, veloplagt og engagerende sat i scene. Men på togturen mister filmen noget af den damp, der ellers lægges ud med – dog aldrig så meget, at jeg helt mister interessen for, hvem der mon er morderen.

mordet på orientekspressen 01

Heldigvis for det – for det er blandt andet det, som filmen skal leve af. Mysteriet. Og her er da også fint fyldt op med mulige gerningsmænd blandt 13 passagerer på den luksuriøse togtur. Her med Kenneth Branagh i front som detektiven, hvis syn ikke glipper selv den mindste detalje. Alligevel kommer han her på prøve, da en passager findes myrdet med adskillige knivstik.

Udover mordmysteriet, der trækker nogenlunde fint på min interesse, så er der ligeledes det alsidige cast, som er ombord med hver deres hemmeligheder. De giver således også filmen liv med hver af deres forskellige karaktertræk. Her finder man blandt andet Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Judi Dench, Penélope Cruz, Daisy Ridley og Willem Dafoe. Sådan.

mordet på orientekspressen 02

Men en ting er naturligvis både mordmysteriet og det kulørte cast samt en excentrisk Poirot, noget andet er filmens ganske stilfulde look skudt i 70 mm. Den er stilfuld med sine lang kamerature ned langs toget trænge gange samt det storslåede landskab, der snor sig majestætisk omkring togets spruttende tur gennem sne og store bjerge.

Desværre hæmmes det ellers stilrene look af nogle ikke helt overbevisende skud af toget og omgivelserne, der lugter af computerskabte billeder. Det er en skam. På samme måde som det er en skam, at det halvstive mordmysterie ikke bliver nær så spændende, intenst og gribende, som jeg kunne håbe på. Heldigvis er Poirot og castet i fint hopla, hvilket er med til at redde filmen.

– ‘Mordet i Orientekspressen’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Mordet i Orientekspressen’ får premiere den 23. november.

mordet på orientekspressen poster

SPIDER-MAN – HOMECOMING: Charmerende spindelvævssvinger er tilbage på nye eventyr

Superhelt på Blu-ray: Indenfor de seneste 15 år har vi set flere inkarnationer af og film med Spider-Man. Nu er den flinke og nørdede superhelt tilbage med en ny skuespiller i titelrollen. Og ja spindelvævssvingeren gør et charmerende comeback med ‘Spider-Man: Homecoming’, der er et både morsomt og ganske medrivende bekendtskab med veldoseret action.

For selvom vi vælter os i superheltefilm tilføres der her ny og en mere intim energi til Marvel-heltenes stadigt voksende univers. Det gælder nemlig blandt andet hverken om at redde millionbyer eller hele Jorden. Fortællingen er lokalt funderet og har således også noget lokalt på spil, hvilket giver filmen om den nyudklækkede superhelt et fint nærvær.

Spider-Man Homecoming biograf 01

Filmen er da i høj grad også fortællingen om en ungt knægt, der har problemer med skolen, livet og kærligheden. En ‘coming of age’-fortælling, hvor hovedpersonen tilfældigvis er en superhelt in spe. Men naturligvis er her også en skurk på spil – uden, at han tager bombastisk fokus. Michael Keaton er således god som skurken Vulture med robotvinger og et skælmsk smil på læben.

Desuden er Tom Holland virkelig velcastet som den småkejtede Peter Parker samt som en vittig og handlekraftig Spider-Man. Med sin drengede charme, rappe replikker og nørdede samt ligeledes generte kant udgør han en både troværdig og relaterbar helt, der er ved at finde sit fodfæste i livet og ikke mindst i rollen som superhelt – hvilket han ivrigt søger bekræftelse som.

Spider-Man Homecoming biograf 02

Robert Downey Jr. dukker op som Tony Stark aka Iron Man og fungerer ligeledes som Spider-Mans flabede, men også hjælpsomme mentor. Det er dog hele vejen Spider-Mans film, hvor hverken karismatiske Downey Jr. eller Keaton stjæler mere end nødvendigt af rampelyset. Det giver filmen et godt og fokuseret flow, der således også giver Peter Parker fint lov til at blive foldet ud som den nye dreng i Marvel-klassen.

Tom Holland bakkes desuden morsomt op af sin klassekamerat og ‘comic relief’ Ned spillet veloplagt af Jacob Batalon, mens Laura Harrier desværre ikke bliver til meget andet end en let, men sød flirt for Peter. Det er altså Tom Holland, der får lov at træde i karakter som et morsomt og engagerende bekendtskab, der gør, at jeg ser frem til kommende film med denne nye Spider-Man.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder endvidere på mere en 60 minutters ekstramateriale, der går bagom film og giver et indblik i de forskellige aspekter ved produktionen. Man finder blandt andet slettede samt forlængede scener, videre til fjol fra settet og et kig på Spider-Mans historie i den større Marvel-fortælling med mere.

– ‘Spider-Man: Homecoming’ udkommer på Blu-ray den 20. november.
spider-man homecoming cover

JUSTICE LEAGUE: Superhelte i action-spruttende hopla

Biografanmeldelse: “You can’t save the world alone” – sådan lyder taglinen til superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Det er der da også noget om, når Batman her samler og står i front for en flok helte, der sammen skal redde Jorden fra en mægtig fjende, der truer med død og undergang. Således møder vi også Wonder Woman, Aquaman, Cyborg og Flash.

Men så nemt er det naturligvis ikke lige at samle det umage hold af helte – blandt andet synes den rå Aquaman ikke videre interesseret, ligesom heller ikke Cyborg bare hopper på vognen. Meeen mon ikke det alligevel lykkedes Batman at få dem ombord? Naturligvis – og da hele flokken endelig står sammen, så står den i den graf på bulder, brag og eksplosioner.

Justice League 01

Ja, der er gang i action-paletten, når instruktør Zack Snyder åbner op for posen – og det gør han. Det skorter dog heller ikke på action, før holdet er samlet. Således får vi blandt andet serveret en brutal Batman i kamp, mens også Wonder Woman giver den gas under en gidseltagning. Sejt! Filmen lever så absolut af sin action, for selve plottet er ikke videre spidsfindigt.

Men det simple plot står ikke i vejen for underholdningen, hvor vi jo også skal introduceres for tre nye helte, vi ikke før har mødt på film. Nemlig den som sagt rå Aquaman, den forpinte Cyborg og den kække Flash. Det er dog Batman og Wonder Woman, der bærer heltene frem – men Flash tilføjer dog lidt comic relief i de ellers overvejende mørke eskapader. Ikke altid lige vellykket.

Justice League 02

Men Ben Affleck er fortsat en god, gammel og bad-ass Batman, mens Gal Gadot også i denne omgang er cool som Wonder Woman. Noget mindre karismatiske står de øvrige helte – måske bortset fra Flash, der er på banen med lidt drenget charme. Godt nok er den mægtige skurk herligt olm, men desværre også lidt kedelig – selvom han har en sej hær af flyvende bæster.

‘Justice League’ leverer altså ikke den mest sindoprivende historie, men derimod overvejende solid superhelte-action og kulørt underholdning holdt i mørke farver. Med Ben Affleck i overbevisende flagermusedragt og en medrivende Wonder Woman, der tager stikket hjem, når filmen måske nok vakler en smule undervejs, men aldrig mere end, at actionscenerne kan redde løjerne.

– Justice League får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– Justice League har premiere den 16. november.

Justice League poster

SUSPIRIA: Et stærkt, skræmmende og skrigende skrækværk


Biografanmeldelse: Den italienske skrækmester Dario Argento er en af mine helt store favoritter, så at hans nu 40 år gamle skrækværk ‘Suspiria’ fra 1977 i forbindelse med sit runde jubilæum har fået sig en opgradering til 4K jublede jeg selv sagt. Ikke mindst fordi, at det er en af mine favoritfilm, men også fordi, at den nu sættes op i en lang række biografer herhjemme den 31. oktober – mens den i få andre biografer spiller efterfølgende.

I filmen følger man den balletstuderende Suzy Bannion som tager fra New York til Tyskland, hvor hun skal gå på en danseskole i Freiburg. Hun ankommer i silende regn, hvor natten lyses op i blodrøde farver. Danseakademiet venter på hende, men det er også et sted, der gemmer på andet end ballerinaer og balletsko. For det er som om, der er noget okkult på færde i korridorerne…

Suspiria biograf 01

Mere behøver du ikke at vide om plottet i en film, der i ligeså høj grad lever og ånder af sin duperende og farverige visuelle side, sit iørefaldende samt skrækindjagende soundtrack. En både kulørt, skrigende og skræmmende film, hvor Suzys møde med den mystiske danseskole får gruen til ar drive ned af væggene, farverne til at skrige og soundtracket af Goblins til at trykke terroren helt ind i hjertet. Herligt.

Her males der med andre ord rent visuelt med de store og bombastiske penselstrøg, hvor brutale  skræktableauer medrivende og energisk foldes ud. Blandt andet med kulørte og spektakulære mord, der involverer grumme close-ups af både bankende hjerter, opspilede øjne og dybrødt blod til paranoiafyldte ture gennem danseskolens klaustrofobiske gange.

Suspiria biograf 02

Således forenes de visuelt og musikalsk spruttende elementer med et danseskolemysterie, hvor selve den imponerende og sirligt udsmykkede skolebygning bliver en enigmatisk karakter i sig selv. Med klamme maddiker, der indtager ballerinaernes værelser, mens hemmelighederne sitrer i korridorernes hengemte mørke.

Med ‘Suspiria’ har Dario Argento med andre ord skabt et mesterligt skrækværk, der bestemt hører til blandt alletiders bedste horrorfilm. Det står ganske enkelt ikke til diskussion – i hvert fald ikke i min og mange andres verden. Så forhåbentlig kan en række danskere, der endnu ikke er bekendt med filmen nu blive det – og det endda i en særdeles flot og ikke mindst vellydende version. Vi andre kan glædes over at gense filmen på det store lærred.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

5_6 - stars

– ‘Suspiria’ vises i en længere række udvalgte biografer landet over den 31. oktober – og spiller herefter i et noget mindre antal biografer. Så fang den i biografen inden det er for sent.

Suspiria biograf poster

THOR: RAGNAROK: Thor er tilbage for fuld hammer





Biografanmeldelse: Thor er endnu engang på røven. Denne gang skal han nemlig afværge intet mindre end Ragnarok og hermed redde Asgård fra undergang. Men nej, det er ikke nær så dystert som det måske lyder. For her er fart på farvepaletten, mens det fyger gennem luften med vittigheder, slapstick-humor og veltimede gags. Det er for sjov, selvom undergangen lurer.

Således lines der op med alverdens sprudlende scenarier samt monstre og rumskibe i alverdens afskygninger. Mens der fyger synthesizer afsted på scoret tilsat populærmusikalske numre. Ja, faktisk har ‘Thor: Ragnarok’ i tone og stil en del tilfælles med de humørfyldte og tongue-in-cheek-morsomme ‘Guardians of the Galaxy’-film. Det ser jeg bestemt som et plus.

Thor Ragnarok biograf 01

Desuden ankommer vi til en fremmed planet, der byder på diverse kulørte rumvæsner. For at undslippe sin tilfangetager – en herligt tør og excentrisk Jeff Goldblum – skal Thor vinde en gladiatorkamp. Det viser sig så bare, at det er Hulk, han skal kæmpe imod – og hvordan kæmper man lige mod sin ven? Thor er på røven i flere henseender. Men husk, det er bare for sjov.

I front for de muntre eskapader finder man naturligvis Chris Hemsworth som tordenguden Thor, der i denne omgang i den grad får udfoldet sin komiske timing – både i repliklevering og rent fysisk. Han morer sig – og det smitter af. Hertil kommer et i øvrigt veloplagt cast, der tilfører den lidt klodsede dommedagsfortælling både hjerte, vid og bid.

Thor Ragnarok biograf 02

Cate Blanchett er hidkaldt som Thors søster og Dødsgudinden Hel, der vil overtage magten i Asgård. Med ond smiger smyger hun sig diabolsk om sin egen ondskab – og nyder det. Hun er god som megalomanisk skurk, mens Tessa Thompson stjæler scener i rollen som den barske, drikfældige og seje krigerinde Valkyrie.

Mark Ruffalo siger nærmest mere i skikkelse af Hulk end som den her noget perplekse Bruce Banner, men også han gør god komisk figur. Det samme gør en tilbagevendende Tom Hiddleston som den luskede Loke. Det er enkeltscener, humor og karakterer, der vinder over plottet, hvilket instruktør Taika Waititi så til gengæld også har styr på. Det er jo bare for sjov.

– ‘Thor: Ragnarok’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Thor: Ragnarok’ får biografpremiere den 26. oktober.

Thor Ragnarok biograf poster

WONDER WOMAN: Hun forstår i den grad at slå på tæven og bære et sværd på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Lad mig være ærlig her fra starten af: Jeg kender intet til Wonder Woman. Altså udover at have set et par billeder af 70’er-udgaven samt det, som vi så til hende i Batman V Superman. Sidstnævnte var et af filmens højdepunkter. Så ja, jeg har bestemt set frem til, at heltinden fik sin egen film, der passende blot hedder Wonder Woman. Nu er filmen udkommet på det lækre 4K Ultra HD.

Godt nok er superheltemarkedet overmættet, men måske er en kvinde i front netop det indspark, heltetrætheden har brug for? Gal Gadot gør i hvert fald charmerende, hårdtslående og ganske karismatisk figur i skikkelse som den standhaftige – men dog noget spinkle amazon-kriger-prinsesse – Diana Prince aka Wonder Woman.

Wonder Woman biograf 01

Eftersom jeg nok ikke er alene om at have en sparsom viden om Wonder Woman, kommer filmen med indbygget oprindelseshistorie i. Det fungerer ganske godt at se Diana gå fra energisk barn til kriger-elegant voksen. Selvom dette første akt bliver lidt langt i spyttet i forhold til, hvad der fortælles. Heldigvis kaster plottet sig mere medrivende videre ind i krig, krudt og kugler.

For fra at have boet på en ø skjult fra resten af resten verden og kun befolket af amazon-krigerkvinder, forlader Diana nemlig øen for at begive sig ind i den omkringliggende verden, hvor 1. Verdenskrig raser. Det er på denne rejse og i sin kamp for det gode, at hun finder ud af, hvem hun virkelig er – og ikke mindst, hvad hun formår at udrette som kriger og nyudklækket superheltinde.

Wonder Woman biograf 02

Der bliver da også plads til lidt (forsøg på) humor i de overvejende alvorlige løjer. Blandt andet i mødet mellem amazon-krigeren og den for hende fremmede omverden. Eksempelvis når hun prøver uvante kvindegevandter på og ikke lige helt forstår de stramtsnørede kjoler, da de jo ikke just er praktiske at slås i forstås.

Desværre bliver hun i disse fish out of water-situationer gjort dummere end hun er og mister momentvis noget af sin pondus samt ellers stærke og selvstændige personlighed. Heldigvis kammer fjollerierne aldrig over, selvom filmens alvorlige grundtone momentant er ved at vælte. Det er nemlig en overvejende alvorlig omgang Wonder Woman, man her er vidne til.

Wonder Woman biograf thumb

Krigens rædsler og nævekampe malet op i dystre farver og mørke nuancer. Det er med til at give fin tyngde til den lidt letbenede historie, der også fint kunne være klippet en smule ned i spilletid. For med op til flere slutninger, bliver eskapaderne også lige lange nok for filmens eget bedste.

Men det flotte univers holder fanen højt, mens blandt andet to afsluttende klimakser fornemt fordrer adrenalinudløsninger. På samme måde som filmens i øvrigt veldoserede actionscener tilfører den lidt vaklende historie momentum samt tiltrængt saft og kraft. Som når Wonder Woman med buldrende primaltrommer tromler en flok tyske soldater ned med sit sværd og de bare næver

Wonder Woman biograf 04

Desuden er Chris Pine et ligeledes charmerende sidekick som den amerikanske spion, der kæmper side om side med Diana. Nå ja, og der bliver da også plads til romantik mellem de to. Egentlig lidt unødvendigt, da Diana herved mister lidt af sin selvstændige nerve. Men pointen om, at kærligheden gør stærk er altid værd at fortælle, så jeg lader det gå.

Selvom instruktør Patty Jenkins altså tumler lidt med historiemæssige skavanker og tonemæssige ubalancer, så lander Wonder Woman på begge ben i sidste ende. Desuden er blandt andet en diabolsk Danny Huston samt en stoisk David Thewlis og Elena Anaya som vansiret, ond doktor med til at gøre filmen mere interessant. Så ja, løjerne sniger sig lige op over middel. Jeg ser allerede frem til mere Wonder Woman.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen står i den grad flot på 4K Ultra HD med et i den grad veldefineret billede, mens det velbalancerede lydspor kommer medrivende ud over rampen. Forrygende! Herudover medfølger filmen også på Blu-ray med mere end 2 timers ekstramateriale, hvor man kommer med på den rejse det har været at skabe filmen, blandt andet med filmens instruktør som guide.

Wonder Woman udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. oktober.
wonder woman 4k cover

ALIEN: COVENANT: Rumbæster ude i rummet på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen. Nu er filmen udkommet på det forrygende 4K Ultra HD.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

alien covenant 01

Det er den hurtige måde at sætte filmen op på. Mere behøver du egenlig heller ikke at vide, før du spænder rumhjelmen og tager en tur med Covenant. For ja, jeg vil anbefale dig at tage afsted, også selvom Ridley Scott snubler lidt rundt i sin historie, ikke får etableret det mest spændende karaktergalleri eller forløser sit rummonstermareridt lige medrivende hele vejen… men men men.

For på trods af historiemæssige snublerier samt desværre ikke videre veloptegnede og engagerende karakterer, så lander monstereskapaderne på sine blodige fødder gang på gang, selvom bæstet snubler af og til. Det er blandt andet selve universet, der holder filmen flot og medrivende oven vande med sine både smukke og gruopvækkende fremtidstableauer.

alien covenant 02

Lige fra koloniskibets klaustrofobiske indre til den mystiske planets fremmede fauna og svimlende landskaber af regnvådt mareridt. Et helstøbt univers af blodig horror og iskold grumhed, som jeg filmen igennem ikke havde lyst til at forlade – og da slet ikke, når lortet i den grad brænder på for vores kære besætning på afveje.

Her finder man blandt andre Michael Fassbender tilbage i sin droideskikkelse, der med køligt overblik går stoisk og hemmelighedfuld gennem monsterballaden. Katherine Waterston er den både stærke og følsomme heltinde, der ikke rigtigt får lov til at tage ejerskab over løjerne før det næsten er for sent til for alvor at engageres i hendes karakter. Sådan er det desværre med castet generelt, hvor ingen sådan for alvor tager den følelsesmæssige tete i historien.

alien covenant 03

Heldigvis er Ridley Scott en mere end solid instruktør, der med op til flere velkoreograferede og blodspruttende rædselsscener banker både monsteraction samt også en smule mere subtil horror ind under huden på mig. Det er dog den mere udbasunerede del af gruen, der bider sig mest fast i denne ombæring – sammen med det dragende univers af fremmede verdener og glubske væsner.

Filmen udspiller sig 10 år efter Prometheus – og denne gang udvikler Ridley Scott ligeledes på Alien-universet. Ikke nødvendigvis lige vellykket, men stadig med interessante idéer i spil, så som småting som menneskets oprindelse og plads i universet. Der hvor Alien: Covenant dog excellerer er i sin både nærgående grumme intimitet samt bombastiske action i mødet mellem monster og menneske. Lagt ude i rummet, hvor vi alle fortsat må skrige forgæves efter at blive hørt.

4K Ultra HD og Ekstramateriale:
Filmen tager sig i den grad forrygende godt ud på det vilde 4K Ultra HD-format. Billedet står helt veldefineret og klart hele vejen, mens lydsporet spiller dynamisk og velbalanceret. En sand fornøjelse. Herudover medfølger filmen også på Blu-ray, der indeholde en fin omgang ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med Ridley Scott, slettede/forlængede scener og en Master Class ved Ridley Scott videre til production-billeder med mere. Så hop hurtigt på dette rumskib.

Alien: Covenant udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 5. oktober 2017.
alien covenant 4k cover