Indlæg

SOLO: A STAR WARS STORY: Han Solo og Chewie på rumeventyr

Et rumeventyr på Blu-ray: Hvordan skal det dog ikke gå, når nu den legendariske pilot Han Solo bringes til live i en ny og ung udgave med ‘Solo: A Star Wars Story’? Ville der ryge noget mystik af karakteren? Ja. Er der overhovedet brug for sådan en film? Nok ikke. Alligevel er denne tur til en galakse langt, langt borte endt som en ganske underholdende rumfræser. Om end den er ujævn. Filmen er nu udkommet på Blu-ray.

Det er altså ikke Harrison Ford, der endnu engang sætter sig til rette i Tusindårsfalken, men derimod stjerneskuddet Alden Ehrenreich, der tager teten op som den egenrådige, charmerende og vovede Han Solo. Han er alle tre ting på sin færd ud i en mere beskidt del af galaksen og en kriminel underverden, hvor han kommer til at møde sin kommende co-pilot Chewbacca.

Det er altså tiden inden, Han Solo støder til rebellerne og møder Luke Skywalker og prinsesse Leia. Men han møder dog også en anden gammel kending i gambleren Lando Calrissian – en indsmigrende Donald Glover – samt en lang række andre lyssky karakterer. Heriblandt den erfarne hustler Beckett i skikkelse af en pistolsvingende Woody Harrelson. Han er cool.

Sammen drager de ud på et eventyr, der kommer til at byde på skurkagtige slyngler og actionmættede kup med mere. For ja, der er action-fart over feltet, hvor selv kærligheden – naturligvis – også spiller den unge Solo et puds i form af en yndig samt selvstændig Emilia Clarke. Her er med andre ord lidt af det hele: Action, eventyr, drama, humor, venskab og kærlighed.

Men også lidt for meget af det hele. For filmen er desværre for lang for sit eget bedste. De stortopsatte actionscener snubler en smule over hinanden, mens karaktererne mister en smule af fodfæstet undervejs, hvor eventyret aldrig bliver sådan rigtigt for alvor farligt. Til gengæld er det et både kulørt og beskidt samt monsterbefængt og rumskibssydende flot univers at være en del af.

Netop det gennemførte univers er noget af det, der for mig bærer filmen igennem sine mere døde perioder, mens der også er fin dynamik at finde mellem Han Solo og Chewie, videre til Beckett og Lando. Men er der så brug for en film om den unge Solo? Måske ikke. Men det ændrer ikke på, at ‘Solo: A Star Wars Story’ er en underholdende rumfræser, om den er både ujævn og for lang.

Ekstramateriale:
Denne 2-disc Blu-ray-udgivelse byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i filmen og universet. Man får her blandt andet interviews med cast og instruktør, videre til et kig på det ikoniske rumskib Tusindårsfalken samt nogle af filmens actionscener og kulørte karakterer samt slettede scener meget mere.

– ‘Solo: A Star Wars Story’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. september.

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan en die hard Star Wars-fan, meeen… jeg elsker universet og filmene (primært de tre originale, that is). Ja, jeg kunne også virkeligt godt lide The Force Awakens.

Jeg så derfor bestemt også frem til Rogue One: A Star Wars Story. Blandt andet fordi, det er en prequel og stand alone-film, der således introducerer en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. For hvor ville universet nu tages hen?

rogue-one-a-star-wars-story-02© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

Lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg er begejstret for denne nye omgang stjernekrig. En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af universet end hidtil set på film. Og det fungerer med både tung regn og dystre settings.

Nå ja, der er godt nok også lige den der palmefyldte sandstrand, der lægger krop til en medrivende krigsscene med både store eksplosioner og store Imperial Walkers. Det fungerer så absolut også i al sin krigshektiske iscenesættelse.

Men hvad handler filmen – der essentielt er en krigsfilm – så egentlig om? Jo , det er kort fortalt historien om en gruppe rebeller, der står sammen på en yderst farefuld mission om at få fat på planerne til Dødsstjernen. For herved at finde frem til, hvorledes masseødelæggelsesvåbenet kan destrueres.

rogue-one-a-star-wars-story-03© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

I front finder man Felicity Jones og Diego Luna som henholdsvis den stålsatte Jyn Erso og den handlekraftige Cassian Andor. En spændende duo med en god dynamik. De bakkes op af Alan Tudyk som den rationelle robot K-2SO, der ligeledes står for fint underspillede comic relief-momenter.

På antagonistsiden finder men blandt andre en herligt ond og slesk Ben Mendelsohn, mens Mads Mikkelsen gør god figur som den tvetydige Galen Erso. Og så er selveste Darth Vader også tilbage i en mindre, men dog ærefrygtindgydende og afgørende rolle.

Endvidere er der en række bikarakterer, der desværre ikke alle rammer lige rent ind, men som i det mindste tilsammen udgør fin broget flok, hvor man føler, at der er levet liv bag deres brugte ydre og slidte tøj.

rogue-one-a-star-wars-story-04© 2016 Lucasfilm Ltd. All Rights Reserved.

Det er altså lykkedes den relativt uprøvede instruktør Gareth Edwards – der har low budget monsterfilmen Monsters samt big budget monsterfilmen Godzilla under bæltet – at bringe Star Wars-universet medrivende til live i en mere rå og brutal version.

Det klæder bestemt stjernekrigen, der er intens, mens ’on a mission’-plottet fint skubber sig engagerende frem gennem galaksen. Fra planet til planet. Fra rebellernes undertippede hold til det onde imperiums magtfulde tinder.

Så selvom historien af og til vakler lidt og ikke alle karakterer er lige velafstemt leveret, så er universet med blandt andet sine flotte, eventyrlige og detaljerede locations i en fjern galakse langt væk hele vejen medrivende at være en del af

Rogue One – A Star Wars Story får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

Rogue One – A Star Wars Story har premiere den 14. december 2016.
rogue-one-a-star-wars-story-poster[tabgroup][tab title=”Rogue One – A Star Wars Story | Biografanmeldelse”]
Titel: Rogue One – A Star Wars Story, 2016
Release: den 14. december 2016
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk, Riz Ahmed, Jiang Wen, Forest Whitaker, Mads Mikkelsen m.fl.
Spilletid: 135 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]