Indlæg

A GHOST STORY: Kærlighed, evighed og et spøgelse

Spøgelsesromantik på Blu-ray: Den dejligt bizarre og romantiske spøgelsesfilm med den rammende titel ‘A Ghost Story’ er nu udkommet på Blu-ray her i landet. En film, der er fortalt i lange og dvælende indstillinger. Man følger her med rolige og snigende kamerabevægelser et par, hvor manden dør i en tragisk ulykke. Men nej, historien ender naturligvis ikke her.

Historien er faktisk kun lige begyndt. For manden rejser sig nemlig fra dødslejet som et spøgelse – komplet med et hvidt lagen og to sorte øjne. Nej, det er bestemt ikke en film uden både tør og underdrejet humor. Men det er også en film og en fortælling, der bliver en smule offer for sit eget dvælende tempo, der dog også er en pointe i sig selv og en kommentar på spøgelsets evighed.

a ghost story blu-ray 02

Her bliver kærlighed og sorg samt afsavn og tid nemlig på både original og ganske dragende vis sat stævne, mens filmen svæver ind i sit forundelige og helt rørende tredje akt, der er hele filmen værd. Nå ja, det er forresten Casey Affleck, der giver den som spøgelse, mens Rooney Mara er kæresten, der lades tilbage med sin sorg og smerte.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor du blandt andet kan få et nærmere kig på filmens fortælling, mens der også er slettede scener at dykke ned i.

– ‘A Ghost Story’ udkommer på dvd og Blu-ray den 23. april 2018.
a ghost story blu-ray cover

CPH PIX 2017: Fra spøgelser over kalkbrud til heksegyser

CPH PIX 2017: Det var en regnvåd lørdag aften, der ventede CPH PIX-publikummet, som heldigvis havde trodset vejret i stor stil for at nå frem til biografens mørke i Empire på Nørrebro, hvor mine to visninger for dagen foldede sig ud. Først med det – i mangel af bedre ord – socialrealistiske drama SOLLERS POINT, der tog mig med til et varmt Baltimore.

Her følger man den kriminelle småpusher Keith, der efter et års tid med fodlænke gør sit for at få rettet op på sit kuldsejlede liv. Det er dog nemmere sagt end gjort, da både fortidens spøgelser hænger ved, mens der bestemt heller ikke bliver givet ved dørene i de rå forstæder.

Men selvom McCaul Lombardi er nærværende og med dragende samt indestængt energi er god som Keith, rykker filmen sig aldrig rigtigt ud af stedet, men danser om sig selv. Lidt ligesom Keith også gør det. Måske netop en pointe, men som film blev det for mig noget tungt at følge Keiths driven rundt i forstæderne for at vende tilbage til et ordentlig liv. Den efterfølgende Q&A med instruktør og manuskriptforfatter Matthew Porterfield var dog ret interessant.

Sollers Point PIX

Aftenens anden film var den dejligt bizarre spøgelsesfilm med den rammende titel A GHOST STORY. Fortalt i lange, dvælende indstillinger og med roligt snigende kamerabevægelser følger man et par, hvor manden dør i en tragisk ulykke. Men nej, historien ender naturligvis ikke her. For han rejser sig fra dødslejet som et spøgelse – komplet med et hvidt lagen og to sorte øjne.

Nej, en film, der bestemt ikke var uden tør og underdrejet humor, men som også bliver en smule offer for sit eget dvælende tempo. Men kærlighed, sorg og afsavn bliver dog på original vis sat stævne, mens filmen svæver ind i sit forundelige og helt rørende tredje akt. Nå ja, det er Casey Affleck, der giver den som spøgelse, mens Rooney Mara er kæresten.

A Ghost Story

Dagen efter startede i en propfyldt sal i Empire, hvor vinderen af CPH PIXs hovedpris, VINTERBRØDRE, rullede sig fascinerende over lærredet. For denne danske spillefilmsdebut af islandske Hlynur Pálmason er noget ganske unikt – i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen som Emil, der arbejder og lever sit liv i et kalkværk.

Det lyder måske ikke ophidsende, men det var det. Her smelter det lavmælte plot af en hverdag i det utæmmeligt støvede miljø dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside, der løftede mig ind i en fremmed verden af mænd, der slider uden at komme nogen steder. Dramaet ligger og ulmer konstant under overfladen. Intens, forførende og uforudsigelig.

Let the Corpses Tan pix

Senere på aftenen ventede der et glohedt kup i en delirisk ørken med den franske og stilistisk distinkte LET THE CORPSES TAN. Her løber et kup af en pengetransport af sporet for en hårdkogt bande, der intet problem har med at skyde betjente. De søger tilflugt hos en forfatter og hans kone i labyrintiske ruiner midt ude i ingenting. Det bliver starten på det helt store shoot-out.

Hvad der på papiret måske lyder ligetil er noget helt andet i hænderne på parret Hélène Cattet og Bruno Forzani, der står bag. For med deres visuelle blanding af western og giallo med ultra close-up, fast zooms og en ikke-lineær fortælleform samt skiftende synsvinkler opstår der her noget ganske unik, hvor der bydes på knitrende læder-fetish, dryppende sved og fugtige læber.

Hagazussa pix

Herefter blev der sadlet om med den lavmælte og langsomt dvælende heksefortælling HAGAZUSSA, der også var min sidste film denne søndag. Her foldede den ordknappe og isnende fortælling sig ud et de østrigske alper i et ubarmhjertigt 1500-tal. En kvinde udstødes af samfundet for at være en heks. Isoleret fra andre mennsker og kun med sin baby lever hun et minimalistisk liv, der snart forvandler sig til paranoia og syner – men er det nu også det?

For det er som om, der lurer noget farligere på hende fra de mørke skove – noget okkult, der indebærer maddiker og kranier. Desværre blev jeg aldrig for alvor forført af den stilfærdige fortælling. Dertil blev de mystiske scener for uforløste, miljøbeskrivelsen for vag og kvindens indre liv for fladt. Filmen var dog ikke uden sine stemningsonde scener, men der var blot for få af dem.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2017: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 28. september til og med den 11. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er omkring 200 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside og find dem også på Facebook.

ENDLESS POETRY
(Instr.: Alejandro Jodorowsky | Chile, Frankrig | 2016 | 128 min.)

Hvis du endnu ikke er bekendt med filmskaberen Alejandro Jodorowsky, så skylder du dig selv den tjeneste at blive det. For han laver nogle helt unikke, sprudlende og poetisk fabulerende film. Nu er han klar med en ny film, som jeg ikke vil gå glip af. For ja, hvis Alejandro Jodorowsky er instruktør, behøver jeg ikke at vide mere.

Endless poetry

THE KILLING OF A SACRED DEER

(Instr.: Yorgos Lanthimos | Storbritannien, Irland | 2017 | 119 min.)


Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har herligt absurde, sorthumoristisk og særegne film på sit CV. Jeg er i hvert fald begejstret for ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’, ‘Alps’ og  ‘Kinetta’. Derfor kan jeg også kun se frem til hans nye film, der beskrives som et “dæmonisk drama, hvor hverken Hitchcock eller Polanski har levet forgæves”. Colin Farrell og Nicole Kidman ses i hovedrollerne.

The Killing of a Sacred Deer

A DARK SONG
(Instr.: Liam Gavin | Irland | 2016 | 99 min.)

Jeg er vild med okkulte horrorfilm (naturligvis), så når CPH PIX præsenterer sådan en, er min interesse vakt (naturligvis). Filmen skulle endda ifølge programmet “navigere elegant udenom de værste klicheer”, hvilket jo lyder godt. Det samme gør “gyserkammerspil” samt at filmen “langsomt kryber ind under huden”. Jeg glæder mig.

A Dark Song

FULL METAL JACKET
(Instr.: Stanley Kubrick | USA |1987 | 116 min.)

I år kan man også se en række film at mesteren Stanley Kubricks, blandt andet hans mesterlige krigsfilm ‘Full Metal Jacket’, der rammen får disse tillægsord med på vejen af CPH PIX: “hensynsløs, komisk, rædselsvækkende og bevægende”. Men tjek programmet for flere af hans film, du således kan opleve på det store lærred.

Full Metal Jacket

A GHOST STORY
(Instr.: David Lowery | USA | 2017 | 87 min.)

Okay, den her lyder altså bare for skør – på den gode måde: “Døden kommer, og for C (Casey Affleck) kommer den pludseligt, da han køres ned udenfor sit og kærestens gamle hus. Hun, M (Rooney Mara) identificerer ham på lighuset og kører hjem, hvorefter C rejser sig som et spøgelse i sit ligklæde og følger efter.” Jeg ser i hvert fald fre til Casey Affleck som spøgelse.

A Ghost Story

BLADE OF THE IMMORTAL
(Instr.: Takashi Miike | Japan, Storbritannien | 2017 | 140 min.)

Den japanske og yderst produktive Takashi Miike er klar med sin film nummer 100. Det er i sig selv imponerende. At samuraifilmen ifølge jungletrommerne også skulle være en stærk oplevelse med “ekstra meget blod, action, stil, velplaceret galgenhumor og overlegen genre-ekvilibrisme” – samt et højt ‘bodycount’ – gør jo kun, at jeg ikke kan vente med at sætte mig i biografsædet.

Blade of the Immortal

KILLING GROUND
(Instr.: Damien Power | Australien | 2016 | 89 min.)

Der venter vanen tro bestemt også sin del af grusom og grum horror på festivalen. Blandt andet denne australske sag, hvor man kommer med et kærestepar på en campingtur i den australske ødemark. En tur, der dog – og naturligvis – snart forvandler sig til en nådesløs overlevelseskamp.

Killing Ground

VANDRINGSMANDEN
(Instr.: Andrej Tarkovskij | Rusland | 1979 | 162 min.)

Man kan også opleve ældre film, blandt andet den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ‘Vandringsmanden’. Den vises i en nyrestaureret version på Imperials store lærred. I programmet beskrives den som “Genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs”. Det er ikke helt ved siden af.

Vandringsmanden

OUTRAGE CODA
(Instr.: Takeshi Kitano | Japan | 2017 | 104 min.)

Japanske Takeshi Kitano er for mig også en tilbagevende favorit, der før har leveret hårde og voldelige gangsterfilm. Nu er han således klar med endnu en i rækken. Denne gang med tredje og sidste del af hans ‘Outrage’-trilogi, der er “en saga om den japanske mafias interne kamp om magten klanerne imellem”. Det kan forhåbentligt kun blive et herligt hårdt bekendtskab.

Outrage Coda

THE MERMAID
(Instr.: Stephen Chow | Kina | 2016 | 94 min.)

Med film som de både skøre, vanvittige og herligt overgearede ‘Kung Fu Hustle’ og ‘Shaolin Soccer’ på CV’et, kan man fra instruktør Stephen Chows side vel kun forvente sig mere galskab, når han folder sig ud med “en kærlig øko-sci-fi-rom-com-opdatering” af den lille havfrue.

The Mermaid (3D)

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.