CPH PIX: grotesk operation og moderlig kærlighed

/i , /af

Onsdag var dagen, hvor CPH PIX præsenterede den for mig hidtil mest groteske film på festivalen. Det skete i Cinemateket, hvor den væmmelige The Human Centipede (First Sequence) underholdt et både måbende, grinende og frastødt publikum. Det var da bestemt heller ikke for børn, når den psykopatiske Dr. Heiser gik i gang med sin bizarre operation på en håndfuld sagesløse unge mennesker.

En virkelig ulækker og dybt pervers sag, hvor Dieter Laser som vanvittig og skræmmende nazilæge fuldstændig stjal billedet. Well, det sammen med de blodige og mere end depraverede indgreb. Herligt. Filmen var dog ikke uden sorthumoristiske elementer, men selv lidt comic relief undsagde ikke filmen fra at være et både vanvittigt og ækelt bekendtskab. Heldigvis.

Efter den herligt groteske sags deprimerende slutbillede, var det ud i den friske luft og over i Dagmar, hvor den store sal 1 var godt fyldt op. Det var sydkoreanske Bong Joon-hos Mother, som her havde trukket fulde huse. En både medrivende og kompleks historie om en moders kærlighed til sin søn, den tungnemme Yoon Do-joon.

Da en pige findes myrdet, bliver hendes søn straks anklaget for mordet. Moderen går nu igang med sin egen jagt på at finde den skyldige, så hendes søn kan blive frikendt. Et højspændt drama, som udvikler sig til en intens thriller, men hele tiden formår at holde moderens indre og ydre konflikter i front. Og selvom filmen bliver en kende lang for sit eget bedste, var det en både nervepirrende, rørende og smukt fortalt filmoplevelse.

CPH PIX: italiensk romantik og thailandsk seriemorder

/i , /af

Den skyfri himmel er blevet afløst af gråt og vådt vejr. Godt det samme, for det er trods alt i biografens mørke, man bør opholde sig under CPH PIX – hvis man da er så heldig at befinde sig i hovedstaden.

Tirsdagen startede med italiensk romantik i den rørende Ten Winters. Her følger man Camilla og Silvestro, der over en periode på ti år hele tiden går galt af hinanden og den kærlighed, der så åbenlyst blomstrer imellem dem. Så selvom man ikke er i tvivl om, at de er skabt for hinanden, har de selv svært ved at indse denne kendsgerning. Ja, den pokkers kærlighed, er som bekendt ikke let.

En hele vejen troværdig, medrivende og rørende historie, som har den dybde og smerte genren ofte mangler. Og så skal de to hovedrolleindehavere Isabella Ragonese og Michele Riondino også lige fremhæves – de gør kærligheden vedkommende og derfor også filmen værd at se.

Herefter var det ud i rusk og regn mod Empire på Nørrebro. Vejret satte en perfekt stemning for hvad der ventede i den thailandske Slice, hvor en fæl seriemorder var på spil. Der blev da også gået til den med både brutal vold, et par herligt udknaldede voldsballetter og rigeligt med barndomstraumer.

Så selvom filmen mere end udpensler motivet bag mordene med lange flashback-sekvenser, blev der leveret en frodig seriemorder-cocktail, som sluttes af med en vanvittig finale og et endnu mere skørt plottvist. Herligt.

CPH PIX: sensuel naturmystik og Paprika Steen i hopla

/i , /af

Dagen startede i Dagmar, hvor den thailandske Nymph foldede sig enigmatisk ud. Næsten ordløst og med langsomt dvælende billeder førte filmen sit publikum langt ind i en frodig jungle, hvor livet for altid ændres for parret Nop og May, der er kørt flad i kærligheden.

En sanselig og sensuel film, hvis overnaturlige elementer og naturmystik turde give spillerum til publikums fantasi. Ikke en film der skal afkodes, men opleves og føles – hvilket sker bedst i biografmørket, hvor naturen og kærligheden sluger alle råt.

Turen gik herefter til Cinemateket, hvor det umage makkerpar Davis og Bennet fordrev skeletter fra folks skabe i den sorthumoristiske Skeletons. En i udgangs-punktet sjov og finurlig idé, men som efter en ellers veloplagt startscene hurtigt blev træg, kedelig og uengagerende.

Filmen forsøger midt i sin aparte historie også at jonglere mere alvorlige emner, som det at blive forladt og svigtet. Fint nok. Desværre får den dramatiske slagside aldrig tyngde nok til at blive involverende. Filmens har dog et trumfkort i den ene af de to eksorcister, nemlig den underspillede Ed Gaughan. Desværre kan hans morsomme spil ikke trække filmen ud af sin tomgang.

Paprika Steen, som har den kvindelige hovedrolle var mødt op – det var også første gang hun så filmen. Efterfølgende fik hun da også med diplomatisk ironi udtrykt sig om filmens ”langsomme tempo” – ”og så har jeg vidst ikke sagt for meget”, som hun fik det formuleret. Veloplagt og med varm selvironi fik hun også lige fortalt om sit eget ry i udlandet, hvor hun faktisk er ”et ret hipt navn indenfor indiefilm”. Der er sgu krudt i hende Parika – en skam der ikke var mere krudt i filmen.

CPH PIX: fængslet Manson i giallo-hvalmassakre

/i , /af

Fjerde dag på CPH PIX startede i Dagmar med det rumænske fængselsdrama If I Want to Whistle, I Whistle. En noget afdæmpet sag, som ikke ligefrem griber sit publikum med stor slagkraft. Men dramaet bygges langsomt op, som vor hovedpersons frustration tager til – og så venter der en ganske intens finale.

Mere eftertænksom end medrivende. Er man ude efter et knytnæveslag i samme genre, kan jeg anbefale den danske fængselsfilm R eller den franske Profeten.

Turen gik så til Empire på Nørrebro, hvor den brutale Manson-klan huserede i Leslie, My Name Is Evil. En ikke videre ophidsende sag, der noget sort/hvidt viser, at religiøs fanatisme er noget hø – uanset om man slår ihjel eller dømmer andre til døden. Ikke det store sus, dog ikke uden sorthumoristisk charme.

Op på cyklen og ind i Dagmar igen. Her ventede den fransk-belgiske Amer i en godt fyldt sal 1. Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre, som havde sin storhedstid i 70’erne med bannerførere som Dario Argento og Mario Bava. Det var da også et sandt sansebombardement, som blev leveret i den næsten ordløse film.

Desværre holdes filmens åndeløse intensitet og poetisk legende væsen ikke i hævd hele vejen. Ikke desto mindre er det en film, der med sine mange smukke og gruopvækkende billeder, samt dirrende og hypnotiserende lydside er skabt til det store lærred. Så det er altså nu den skal ses!

Aftenen sluttede i Empire, hvor den islandske Reykjavik Whale Watching Massacre delte blodige øretæver ud. En overvejende solid horrorfilm, som kørte på skinner efter alle genrens regler. Et klassisk setup med en flok turister på afveje og lokale galninge på bersærkergang.

Det var forfriskende at se den velkendte historie og klichéerne udspille sig i nye omgivelser – ombord på et skrumlet skib ud for Islands kyst. Det var altså det meste af vejen underholdende at følge nedslagtningerne af det brogede persongalleri.

– Alle film har flere visninger på festivalen – så kom ud af døren og ind i mørket.

CPH PIX: kedelig science fiction og en brutal nattetur

/i , /af

På sidste års CPH PIX havde jeg en af årets absolut bedste filmoplevelser med den afdæmpede science fiction-film Moon. I år havde jeg set mig varm på Cargo, science fiction fra Schweiz. Det var nok for meget at håbe på en lignende oplevelse, men at det skulle blive et så kedeligt bekendtskab, kom alligevel bag på mig.

Ombord på et enormt fragtskib, som er på vej mod fjerne rumkolonier, begynder mystikken at brede sig. Folk dør og fragtskibets mørke indre gemmer på uhyrlige hemmeligheder. Desværre bliver det uopfindsomme plot aldrig engagerende og den sløve afvikling og uinteressante karakterer hjælper bestemt ikke.

Der er forsøges ellers ihærdigt stablet ægte sci-fi-stemning på benene med det ene computergenerede panoramaskud af rumskibe og stjernehimmel. Desværre opvejer de delvist vellykkede visuelle krumspring ikke filmens manglende evne til at tage sit publikum overbevisende ud i rummet og ind i den dystre fortælling.

Turen gik fra Empire og videre ind til Dagmar, hvor der kom helt andre filmspoler på rullen. Her ventede den filippinske Kinatay, en krads og næsten dokumentarisk skildring af en aften, som løber helt af sporet, da en ung politiaspirant hjælper en flok mænd med at køre en prostitueret kvinde ud i forstæderne.

Man er som en flue på væggen hele vejen. Lige fra vor hovedperson vågner og videre ind i natten, hvor han pludselig befinder sig i en lille beskidt varevogn med en bagbundet kvinde på bagsædet. Klaustrofobien og ubehaget tager til i styrke, som filmen minutiøst og med rolig observation skildrer aftenens grumme gang. Stærkt, enkelt og medrivende ubehageligt.

– Begge film kan stadig fanges på CPH PIX, mens jeg i dag vil fange en stak nye, friske titler.

CPH PIX: graviditets-gys, heroin og en besat koreaner

/i , /af

Anden dag på CPH PIX startede med det halvkedelige graviditets-gys Grace. Salen var da også halvtom i Cinemateket. De fleste havde vel valgt at slå sig ned overfor i Kongens Have. Der skinnede solen trods alt også mere end inde salen, hvor Madeline tumlede med en graviditetsdepression og sit bizarre, nyfødte barn.

Desværre bidder den blodige historie aldrig rigtigt fra sig. Kun i glimt rammer vanviddet og den sorthumoristiske tone plet. Så vil jeg hellere anbefale Roman Polanskis Rosemary’s Baby eller den nyere franske À l’intérieur. Her leveres fødselspsykoser og klaustrofobi langt mere nervepirrende – de vises dog ikke på PIX.

Herefter var det ud i solen og over i Dagmar, hvor endnu en film af Werner Herzog ventede – nemlig Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans, en gendigtning af Abel Ferraras film fra 1992. I rollen som den korrupte og narkotikamisbrugende politibetjent, finder man en manisk Nicolas Cage. En særdeles vanvittig og vittig sag, som viser, at Cage stadig kan levere varen.

Sidste film på programmet var det stemningsmættede, sydkoreanske gys Possessed. En fremragende og nervepirrende sag, hvor paranoia, religiøst vanvid og en række mystiske selvmord fik folk i den lille sal 3 til at hvide højlydt og grine nervøst.

En både smuk, tragisk og herligt skræmmende fortælling, som bestemt er værd at se for andet end sine veldisponerede jumpscares. Det er den snigende uhygge og trykkende stemning, som hersker og fik ødelagt en rolig nattesøvn. Herligt.

Alle tre film kan stadig opleves på CPH PIX – og jeg kan varmt anbefale både kombinationen Herzog/Cage og det koreanske besættelses-gys.

CPH PIX: Sydkoreansk agent-action og syret Herzog

/i , /af

Selvom solen står højt på himlen i disse dage, er det ikke svært at lokkes ind i biografmørket under CPH PIX. For der venter mange spændende film. Jeg fik taget hul på festivalen i går aftes med to film.

Først stod den på sydkoreansk agent-action i My Girlfriend Is An Agent. Filmen spillede i en godt fyldt sal i Palads. Desværre var filmen ikke det store sus. Der lægges ellers ud med en hæsblæsende jagt i speedbåd, men desværre taber den romantiske action-komedie pusten flere gange undervejs. Men en ganske munter duel med paintball-pistoler og fjollede politibetjente trækker dog op.

Der var dog uden tvivl andre i salen, der morede sig mere end undertegnede, når agent-forviklingerne og et prøvet parforhold forsøgte at gå op i en højere dramatisk og humoristisk enhed. Desværre syntes balancen aldrig at indfinde sig – og så blev “den store finale” langt fra så medrivende, som forventet.

Efterfølgende var det straks på cyklen og over i Cinemateket, hvor en af mine absolut favorit-instruktører var klar. Nemlig Werner Herzog med sin udsyrede My Son, My Son, What Have Ye Done? Her vikles en dragende Michael Shannon ind i en depression og mystisk besættelse af sin rolle som Orestes i Sofokles’ teaterstykke Elektra.

David Lynch har fungeret som executive producer på filmen – og man fornemmer hans lusken i kulissen. Et fuldfedt, kulsorthumoristisk drama med eftertryk på en lokkende billedside, som bl.a. fører et hav af kulørte flamingoer og en poetisk tur ud i Perus jungle med sig.

Og lad mig lige nævnte det fænomenale cast, som udover Shannon består af Willem Dafoe, Chloë Sevigny, Udo Kier, Michael Peña, Grace Zabriskie og Brad Dourif. Sidstnævnte som brovten strudsefarmer med en habitklædt dværg i baghaven.

Begge film har flere visninger på festivalen – så se at få booket din billet. I aften venter allerede flere film i mørket. Jeg glæder mig…

Triers "Antichrist" dominerede Bodil-festen

/i , /af

Det blev Lars von Triers brutale og smukke Antichrist, som dominerede da filmkritikers pris, Bodil-prisen, blev uddelt i Imperial. Det samme var tilfældet, da de danske Robert-statuetter blev uddelt tidligere i år.

Filmen hev således hele fem Bodil-statuetter hjem ud af de i alt 11 porcelænsfigurer. Det for Bedste bedste danske film, Bedste mandlige og kvindelige hovedroller til henholdsvis Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg, Bedste fotograf til Anthony Dod Mantle og Årets Sær-Bodil til Kristian Eidnes Andersen for lyddesign.

lars von trier

Det er således sjette gang Trier vinder for Bedste film ved Bodil-festen. Tidligere med Dogville (2004), Breaking the Waves (1997), Riget (1995), Europa (1992) og Forbrydelsens element (1985).

Priserne for årets Bedste biroller gik til Jens Andersen og Pernille Vallentin for deres præstationer i Ole Bornedals Straw-dogs-mash-up Fri os fra det onde. Bedste amerikanske film blev i år Pixars fantastiske Up, mens Bedste ikke-amerikanske film også var en animationsfilm, nemlig Waltz With Bashir.

Årets Æres-Bodil blev tildelt trioen bag Super16, et alternativ til Den Danske Filmskole, som blev stiftet tilbage i 1999. Og så vandt Anders Riis-Hansen for Årets bedste dokumentarfilm for Blekingegadebanden.

– Læs videre:
Bodil-prisens hjemmeside.
Triers Antichrist dominerede ved Robert-festen.
Min anmeldelse af Antichrist, Triers troldspejl forfører og frastøder.

Michael Bay vinder stort ved Razzie Awards

/i , /af

Så er årets Razzie-priser uddelt. Her er det dog ikke det bedste fra filmens verden, som hiver trofæer hjem, men derimod det værste. I år var det Michael Bays Transformers: Revenge of the Fallen, som blev den store ”vinder”. Filmen løb således med Razzies for værste film, værste instruktør og værste manuskript. Velfortjent!

Værste kvindelige skuespiller blev Sandra Bullock for All About Steve. Hun er i år også nomineret til en Oscar, dog for The Blind Side. Værste mandlige skuespiller blev delt af The Jones Brothers for Jonas Brothers: The 3-D Concert Experience.

Sandra Bullock måtte igen på podiet, da årets værste filmpar skulle kåres. Det med Bradley Cooper – igen for All About Steve. Værste kvindelige birolle gik velfortjent til Sienna Miller for G.I. Joe: The Rise of Cobra, mens Billy Ray Cyrus fik prisen for værste mandlige birolle for Hannah Montana: The Movie. Værste prequel, remake, rip-off eller sequel gik til Land of The Lost – tja, så ringe var den nu ikke.

I år blev også årtiets værste præstationer kåret. Battlefield Earth blev årtiets værste film – I ved, den der sci-fi-scientology-ting med en hæsligt sminket John Travolta. Årtiets værste mandlige skuespiller blev Eddie Murphy, med film som I Spy, Imagine That og Norbit. Årtiets værste kvindelige skuespiller blev Paris Hilton for bl.a. The Hottie & the Nottie – og vel bare fordi hun generelt er irriterende.

Tja, jeg savnede nu at se Avatar blandt vinderne. Men sådan er det jo. I aften uddeles så de noget mere eftertragtede Oscar-statuetter. Det bliver sgu spændende at se, hvem der løber med de saftige priser her.

– Læs også mine anmeldelser af Transformers: Revenge of the Fallen
G.I. Joe: The Rise of Cobra og Land of the Lost.

– Se listen med vindere HER.

Hæder til dansk film på Berlinalen

/i , /af

I aften uddeles de prestigefyldte priser på filmfestivalen Berlinalen i Berlin. Og hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så har Danmark hele to film med i hoved-konkurrencen og altså mulighed for at hive den eftertragtede Guldbjørn med hjem. Det drejer sig om Thomas Vinterbergs Submarino med bl.a. Jacob Cedergren og Pernille Fischer Christensens En familie med bl.a. Jesper Christensen.

Men allerede i aftes var der en pris til den danske lejr, for her modtog En familie nemlig de internationale filmkritikeres pris, som det bedste bidrag i hovedkonkurrencen. Det er dog ikke en officiel pris, men ikke desto mindre et fint skulderklap.

I aften uddeler den internationale jury så festivalens officielle priser og det med en personlig favorit som juryformand, nemlig den tyske instruktør Werner Herzog. Tjek hans film ud – evt. dem hvor han samarbejder med skuespiller og galning Klaus Kinski. Det er sgu guld…!