CPH PIX 2018: Tak for i år til endnu en skøn filmfestival

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er de sidste film på filmfestivalen CPH PIX løbet over lærrederne i Københavns biografer, hvor der fra den 27. september til den 10. oktober er blevet vist 180 film fra hele verden samt afholdt både talks, events og visninger on location med mere. Jeg har derfor siddet i biografens mørke i adskillige timer de sidste par uger, hvor det blev til på den anden side af 20 film.

Den sidste film jeg fik set var ‘Christian IV – Den sidste rejse’. Her kom jeg tilbage til 1648, hvor en døende Christian IV på vej i en karet mod Rosenborg Slot konfronterer sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret siden deres grimme skilsmisse. Det bliver således et intimt kammerspil hensat nærmest kun i karetens trange indre, hvor fortælling pendulerer mellem nutiden og fortidens stormombruste ægteskab – ligeledes fortalt i en karets indre.

Netop det at lade fortællingen udfolde sig i en karet er et interessant fortællemæssigt greb, der da også afføder både nærhed og intensitet, men det gør også, at meget afhænger af manuskriptet og en visuel opfindsomhed for at filmen ikke bliver træg og udynamisk. Det sker desværre lidt undervejs, hvor man så heldigvis har et par dragende skuespillere, blandt andet Baard Owe som den ældre Christian IV og Rosalinde Mynster som en ung Kirsten Munk.

Således er endnu en omgang CPH PIX veloverstået og det med op til flere filmoplevelser – fra de middelmådige til de gode og fremragende. Jeg vil her lige fremhæve et par af de bedste titler jeg har set i år, hvor den for mit vedkommende har stået på alt fra en absurd fransk weirdo-komedie, videre til japanske vanvidsvampyrer og en dansk metro-thriller samt en delirisk Nicolas Cage.

De bedste film var således det ubehaglige psyko-drama ‘Piercing’, hvor en mand planlægger det perfekte mord, mens jeg med ‘Sorry to Bother You’ fik serveret en veloplagt og bizar sort komedie. Med den sydkoreanske ‘The Outlaws’ fik jeg medrivende gangstere, mens en mystisk rød kjole var på spil i den helt drømmende ‘In Fabric’. Festivalens klare højdepunkt var dog den mareridtsagtige, deliriske og smukke ‘Mandy’ med en intens Nicolas Cage på blodigt hævntogt.

Herudover har de lidt mere end 20 titler, jeg fik set i år bestemt givet mig et skud forførende, originale og interessante film fra hele verden og i flere genrer. Jeg glæder mig allerede til næste omgang af filmfestivalen CPH PIX, der uden tvivl er et højdepunkt på året for en filmfan som mig.

CPH PIX 2018: På vildspor i skoven og en delirisk Nicolas Cage

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er det snart sidste skud i bøssen, hvis du skal nå at have dig et skud CPH PIX, inden det hele slutter for denne gang. For den 10. oktober er det nemlig sidste dag med filmfestivalen, der siden den 27. september har indtaget de københavnsk biografer med blandt andet 180 film fra hele verden videre til talks, events og visninger on location.

Jeg har siden sidst set Debra Graniks lavmælte minimalist-drama ‘Leave no Trace’ – opfølgeren på hendes isnende og intense ‘Winter’s Bone’. Man følger her den forpinte far og krigsveteran Will og hans teenagedatter Tom, der sammen lever i lille nationalpark uden for Portland i pagt med naturen og afskåret fra både strøm samt rindende vand. Et liv under civilisationens radar og uden egentlig retning andet end overlevelse.

Hjertet i filmen er således de to hovedroller og her forholdet mellem far og datter, der spilles både stærkt og dragende af Ben Foster og Thomasin McKenzie. Men deres forhold og persontegninger forløses ikke lige indtagende hele vejen, men står lidt vagt i vinden, hvor også noget af den ellers fine intimitet og nærvær i fortællingen ikke helt holdes ved lige.

Senere samme aften skete det! Mit (hidtidige) højdepunkt indtraf på dette års udgave af CPH PIX med Panos Cosmatos’ både stemningsfulde, bizarre og smukke ’Mandy’. Her finder man en intens, brutal og karismatisk Nicolas Cage som en mand, der tager på et blodigt hævntogt, da hans elskede Mandy bliver offer for en vanvittig kristen kult. Det er den simple præmis for en hævnfilm, der foldes ud som et ondt og delirisk mareridt. Ganske enkelt forrygende.

Det er altså ikke selve fortællingen, filmen lever af og højt på, men derimod måden den fortælles på – naturligvis også her Nicolas Cages dragende portræt samt blandt andet også kultlederen i skikkelse af en klam Linus Roache. Hævnen serveres her med urovækkende billeder malet op i mørke og mættede farver, hvor virkeligheden skævvrides ind i en art syret parallelunivers. Forførende, enigmatisk og voldsom. Den bedste film jeg har set på festivalen indtil videre i år.

CPH PIX 2018: Menneskeheden på røven og en filippinsk seriemorder

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er det ved at være nu, hvis du skal nå at fange bare en af de mange film, der stadig bliver vist på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX i København. For ja, det hele slutter nu på onsdag den 10. oktober. Jeg har naturligvis opholdt mig troligt i biografens mørke, hvor den siden sidst har stået på en tur på et svævende krigsskib samt en ubehagelig filippinsk seriemorder.

Hver gang CPH PIX har haft en film af den sydkoreanske filmskaber Kim Ki-duk på programmet, har jeg siddet klar i biografen. Det gælder også i år, hvor han er aktuel med den intense, brutale og tankevækkende ’Human, Space, Time and Human’. Her kommer man ombord på et krigsskib, der svæver højt oppe blandt skyerne, mens dets passagerer kun bliver mere og mere desperate over både manglen på mad og den håbløse situation i det hele taget.

Således serveres fortællingen som en urovækkende allegori over menneskeheden – og her blandt andet, hvor langt mennesket vil gå for at overleve. Det hele bliver måske nok en kende kategorisk leveret, men heldigvis går Kim Ki-duk linen ud i en film, der dog mangler nogle mere interessante karakterer og et bedre greb om at bevare et nærvær om fortællingen og den i grunden dybt bizarre situation deroppe i himlen.

Med den filippinske og dystre thriller ’Smaller and Smaller Circles’ er en bestialsk seriemorder på spil i 1990’erne. Han tager her livet af unge drenge på stribe i et beskidt slumområde, mens man følger to jesuiterpræster, der forsøger at afsløre morderen, inden han slår til igen. Henholdsvis den erfarne Fader Gus og hans tålmodige assistent Jerome.

Selvom her ganske vist er flere stemningsfulde scener med skyggerne liggende tungt om den drabelige sag, mens der også er et politisk spil på menuen samt temaer som Gud og menneske, så får filmen aldrig rigtig et medrivende greb om mig. Replikkerne synes ofte stive og leveret med manglende nærvær, mens plottet mister faldhøjde, momentum og intensitet undervejs. Filmen når dog nogelunde i mål takket være den tunge stemning og sagens brutale natur.

CPH PIX 2018: På gangster-ferie i Tyrkiet og et forskruet søskendepar på kollisionskurs

/i , /af

CPH PIX 2018: Filmfestivalen CPH PIX ruller fortsat afsted i København med blandt andet adskillige og alsidige film fra hele verden. Så bare rolig, for du kan stadig nemt nå ind i biografens mørke til en eller flere af programmets mange filmudbud. Det er da også præcis, hvad jeg fortsat har tænkt mig at gøre indtil festivalens sidste dag den 10. oktober.

Siden sidst har jeg været på dansk gangster-ferie med den farvestrålende og brutale ‘Holiday’. Her møder vi i et solbeskinnet Tyrkiet den unge Sascha, der lever i et usundt forhold til sin noget ældre kriminelle kæreste Michael, som sammen med sit slæng og familie er på ferie. Fortællingen folder sig ud som en miljøbeskrivelse og et karakterstudie af rosset samt Sascha og hendes forhold til Michael. Det betyder magtkampe, misbrug og drinks ved poolen.

Victoria Carmen Sonne rammer fint plet som den naive og underkuede Sascha, mens Lai Yde som Michael ikke helt får forløst sit autoritære nærvær og intimiderende pondus. Historien står også lidt i stampe sine steder, hvor miljøbeskrivelsen og karaktererne desværre ikke er dragende nok til at holde mig engageret i de ubehagelige eskapader. Så selvom Isabella Eklöf bestemt viser gode takter i både miljø og karakterer med sin første spillefilm som instruktør, er den ujævnt fortalt og ikke lige overbevisende hele vejen.

Efterfølgende ventede Kasper Juhls psykologiske søskende-og-trekants-drama ‘Månebrand’. Man følger her det sociopatiske søskendepar Valdemar og Alexandra, der lever et destruktivt liv med fester og stoffer, mens de i tide og utide chikanerer deres medmennesker på magtsyg vis. Deres usunde forhold udfordres dog, da Valdemar en dag møder den søde Rebekka. Det skaber en ny og farlig dynamik mellem søskendeparret, men også de tre imellem.

Her er altså ligeså meget tale om et studie af relationer og karakterer, som en fortælling, der drives frem af sit plot. Det er da også i sine enkeltscener, at filmen er stærkest – selvom nogle scener til tider har karakter af improvisationsøvelser. Trumfkortene finder man altså ikke i historien, men i skuespillerne, hvor blandt andet Mie Gren og Johannes Nymark som søskendeparret samt Julie Christiansen som Rebekka har både intense, foruroligende og nærværende scener.

CPH PIX 2018: En bizar gamer-komedie og en gådefuld rød kjole

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er slutspurten så småt sat ind på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX, der siden den 27. september har indtaget de københavnske biografer med 180 film fra hele verden, videre til både events, talks og visninger on location med mere. Men du kan altså nemt stadig nå at få mange filmoplevelser, da det hele ruller afsted frem til den 10. oktober.

Jeg har selv opholdt mig adskillige timer i biografens mørke under festivalen, hvor jeg siden sidst har set den både vamle samt absurde slacker-og-gamer-komedie ‘Relaxer’ af Joel Potrykus. Her finder man den initiativløse Abbie iklædt intet andet end sine underbukser siddende tilbagelænet i en brun lædersofa i en beskidt lejlighed. Året er 1999, og han gamer løs, da han har taget imod udfordringen ikke at rejse sig, før han har nået den umulige level 256 i Pac-Mac.

En udfordring han tager yderst seriøst. Både timerne og dagen går, mens hans personlige hygiejne går fløjten og alt blot bliver mere og mere klamt. Det er dybt bizart og ret sørgerligt, men også grotesk morsomt efterhånden som udfordringen trækker ud i en fortælling, der er lige ved at gå helt død, inden tredje akt sparker ind med en imødeset og endnu mere bizar drejning.

I den besnærende ‘In Fabric’ spinder den britiske filmskaber Peter Strickland en både enigmatisk, smuk og dragende fortælling om en mystisk rød kjole, der synes at have en vis magt over dem, der bærer den. En visuelt betagende, lydmæssigt legende og fortællemæssigt opfindsom filmoplevelse, der på en gang var både grum, grotesk og gådefuld. Lækkert.

En film, der i høj grad lever af sin form som af sit indhold – af sine mystiske spørgsmål og historiemæssige åbninger, som af sine svar og klare pointer. Så selvom filmen måske nok til tider bliver indhyllet lidt meget i sin visuelle stil, så er formen ganske enkelt engagerende nok forløst til, at jeg sidder med hele vejen gennem den sælsomme historie om den mystiske røde kjole.

– Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Fra klaustrofobisk metro-thriller til grisehoveder og norsk black metal

/i , /af

CPH PIX 2018: Filmfestivalen CPH PIX er nu omkring halvvejs, men løber altså frem til den 10. oktober. Det betyder, at der allerede er løbet adskillige film over lærrederne i de københavnske biografer. Det betyder heldigvis også, at der fortsat løber adskillige film over de københavnske lærreder. Så få lige tjekket det 180 titler store program ud, der blandt andet også rummer events, talks og visninger on location med mere.

Siden sidst har jeg selv igen været en tur i biografens mørke. Her har den stået på den danske, helt fysiske og klaustrofobiske metro-thriller ‘Cutterhead’. Den foldede sig intenst ud i en godt fyldt sal i biografen Empire på Nørrebro. Man kommer nemlig med ned under jorden, hvor det københavnske metrobyggeri huserer. Den idealistiske Rie skal her portrættere arbejderne og byggeriet. Det går dog grueligt galt, og snart er hun fanget i dybet.

Det er den besnærende simple præmis for den spillefilmsdebuterende instruktør Rasmus Kloster Bros thriller, der med godt greb om en både vibrerende billed- og lydside fortæller den nervepirrende historie. Det godt hjulpet på vej af nærværende og intense Christine Sønderris som Rie samt Kresimir Mikic og Samson Semere i øvrige roller. Det er en bestemt en intens oplevelse, men også en film, der desværre lidt mister sit ellers ufravigelige greb i mig i sit tredje akt.

Herefter tog jeg til Norge med Jonas Åkerlunds ‘Lords of Chaos’. Det er fortællingen om norsk black metals begyndelse i 1980’erne med bandet Mayhems grundlægger og hans forhold samt rivalisering med Varg fra Burzum som centrum. Det er en vild historie, der både involverer kirkeafbrændringer, mord og grisehoveder, men også temaer som venskab og berømmelse videre til spørgsmålet om fake versus real i en verden af ondskab kontra postuleret ondskab.

Historien er absolut fascinerende, men desværre ujævnt forløst. Blandt andet tumler filmen med sin tone, der klodset jonglerer humor versus alvor – eksempelvis i karakter-beskrivelsen. Måske er målet at afmystificere personerne, men nærværet ryger og dramaet mister pondus i mødet med komedie-elementerne. Den blodige brutalitet og alvor kommer til at stå i forvirrende kontrast med den delvist humoristiske tone, hvorfor filmen også er en noget diffus og frustrerende oplevelse.

– Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Fra en telefonsælger på røven til sydkoreanske gangstere

/i , /af

CPH PIX 2018: Det er skønt atter at kunne sætte sig til rette i de københavnske biografer for under filmfestivalen CPH PIX at se et alsidigt udvalg af film fra hele verden – ja, der er faktisk hele 180 titler at vælge imellem. Men bare rolig, du kan nemt nå at se en masse film, da herlighederne løber helt frem til den 10. oktober, hvor man også kan vælge imellem blandt andet talks og events. 

Jeg har siden sidst blandt andet siddet i biografens mørke i Filmhusets biograf Cinemateket, hvor den sorte komedie ‘Sorry to Bother You’ havde trukket så godt som fuldt hus. Det er da også en af de bedste film, jeg indtil videre har set på festivalen. Opfindsom, morsom og dejligt bizar. Man følger her den nyansatte telefonsælger Cassius i en fortælling, der eskalerer ind i en mere og mere vanvittig fortælling om alt fra raceproblematikker, kapitalisme og fagforeninger.

Men jeg vil sådan set ikke afsløre mere af filmens plot her, da den bare skal opleves – selvom filmen dog også har sine sine fodfejl. Blandt andet synes en romantisk sidehistorie end kende overflødig, mens filmen mister noget af sit momentum i tredje akt, der til gengæld lever af og overlever på grund af fortællings tiltagende syrede og overraskende univers. Se den.

Samme aften gik turen til biografen Empire på Nørrebro, hvor der ventede franske zombier i ‘The Night Eats the World’. En lavmælt, stemningsfuld og næsten ordløs film om en overlevende mands liv midt i en zombie-apokalypse. Han vågner nemlig alene op i en lejlighed til et zombie-indtaget Paris. Forskanset fra de levende døde må han nu forsøge at overleve og ikke mindst bevare forstanden.

Man følger således hans liv, hvor han isolerer sig og minutiøst forsøger at få overblik over sin nye og deprimerede situation. Desværre bliver filmen undervejs en lidt træg affære, der ikke rigtigt rykker sig, men gror en smule fast i sin egen præmis. Det er måske nok en pointe i sig selv, men det dræner fortællingen for noget af sin intensitet og sit nærvær. Heldigvis rykker fortællingen og personportrættet sig dog nok til, at jeg ikke tjekker helt mentalt ud inden rulleteksterne.

Festivalen har siden sidst også budt en tur til Seouls kriminelle underverden med den virile, action-medrivende og dynamiske ‘The Outlaws’. En sydkoreansk actionthriller med plads til sin del af sort og veldoseret humor midt i de brutale og blodige løjer, hvor bander bekriger hinanden, mens en benhård efterforsker og hans team forsøger at rydde op i de mange iskolde gangstere.

I front som den uimponerede efterforsker finder man karismatiske Ma Dong-seok, der delvist slås og charmerer sig engagerende igennem filmen. Han er forrygende. Det samme er filmens mange velkomponerede acionscener, der fyger med intenst nærvær over lærredet med alt fra barske slåskampe til vilde skuddueller. En pokkers underholdende film med fart over gangster-feltet.

Aftenen fortsatte i Sydkoreas tegn med found footage-horrorfilmen ‘Gonjiam: Hauted Asylum’, der desværre skulle vise sig at være lidt af en gyser-fuser. Det var dog ikke fordi, at filmen ikke havde fundet en yderst creepy location, nemlig et nedlagt og ikke mindst hjemsøgt sindssygehospital med mørke gange og skumle rum i massevis – og naturligvis indtaget det midt i den sorteste nat.

En flok videobloggere bryder nemlig ind her for at sende live, når de går på spøgelsesjagt. Det viser sig naturligvis, at stedet i den grad er hjemsøgt, og så får de røven på gespenst-komedie. Problemet er blot, at filmen aldrig for alvor bliver uhyggelig, men undervejs forfalder til skrig, skrål og ikke videre vellykkede jump scares. En enkelt scene henimod slutningen havde dog lidt reel gåsehuds-guf i sig, men generelt forblev filmen for gyserpostuleret.

– Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Fra en morderisk engel til absurde maveunder

/i , /af

CPH PIX 2018: Filmfestivalen CPH PIX har fået godt greb i de københavnske biograf siden de første film rullede over lærrederne i torsdags. Ja, og fortsætter med at rulle frem til den 10. oktober. Du kan med andre ord nemt nå at sikre dig billetter til nogle af de 180 film, festivalen byder på. Nå ja, og herudover er der blandt andet også events, visninger on location og talks.

Jeg har selv været i biografens mørke, hvor jeg har set den spansk-argentiske ‘El Angel’. En farverig og medrivende musikalsk biopic om Argentinas mest berygtede seriemorder. For i starthalvfjerdsernes Buenos Aires hærger den unge knægt Carlos Robledo Puch landet med både mord, røverier og vold sammen med sin makker Ramón. Det her er hans historie.

Som morderen med engleansigt og lyse krøller finder man Lorenzo Ferro i sin imponerende nok første filmrolle. Har er besnærende god som den uskyldigt udseende, men koldt dræbende morder. Filmens periodebeskrivelse er desuden smukt iscenesat. Desværre er filmen for lang for sit eget bedste og mister undervejs momentum og intensitet, men overlever på trods blandt andet takket være netop Ferro og sin både visuelle og musikalsk dragende side.

Min aften fortsatte i sort humoristisk selskab med Jim Joskins komplet gakkede ‘An Evening With Beverly Luff Linn’. En film, der ikke just er båret af sit plot, men i høj grad af sine skøre karakterer, bizarre indfald og absurde jokes. Det samme gjorde sig gældende for hans debutfilm ‘The Greasy Strangler’, der dog rummede mere grotesk vildskab end denne. Men altså, her er tale om en slags hævn-og-kærlighedshistorie med den yndige Lulu i centrum og bejlende mænd på nakken.

Aubrey Plaza er deadpan-sød som Lulu, mens Jemaine Clement er charmerende på sin egen måde som hendes run away-partner. Matt Berry gør skøn og skør figur som manageren Rodney Von Donkensteiger, mens ellers seværdige Emile Hirsch som Lulus mand samt Craig Robinson som den mystiske Beverly Luff Linn falder lidt igennem. Så er der mere gakket guld at finde i birollerne i en film, der desværre bliver for lang og joke-gentagende.

Jeg afsluttede min søndag på festivalen med den mørke, dragende og ubehagelige ‘Piercing’, som dog ikke var uden begsort humor midt i sine makabre eskapader. Her spindes der en stilsikker og musikalsk lækker fortælling om en tilsyneladende normal familiefar, der under påskud af en forretningsrejse har tænkt sig at dræbe en prostitueret.

Det er filmens brutalt simple afsæt, der dog skal vise sig at rumme sin del af overraskelser. Mere vil jeg ikke afsløre her. Christopher Abbott er god som traumeramt, tungsindig og morderklar familiefar, mens hans sagesløse offer spilles med ynde og mystik af Mia Wasikowska. Det er blandt andet i dynamikken mellem de to, at filmens magi opstår samt i billed- og lydsiden.

– Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Festivalen er skudt igang med alt fra en mut præst til vanvittige japanske vampyrer

/i , /af

CPH PIX 2018: I torsdags blev dette års udgave af CPH PIX skudt igang. Publikum kunne således kaste sig over de første mange ud af filmfestivalens 180 film fra hele verden – samt både events, talks og visninger on location med mere. Jeg selv skød herlighederne igang med blot to film – begge henlagt i biografen Empire på Nørrebro.

Første film var Paul Schraders intense og tunge miljø-og-religions-drama ‘First Reformed’. Nå ja, Schrader er forresten manden bag manuskripterne til blandt andet Martin Scorseses mesterlige ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’. Her har han både skrevet og instrueret, mens en karismatisk og forknyt Ethan Hawke indtog hovedrollen som den plagede præst Toller.

Han lever et stille liv med ar på sjælen, der bliver rusket op i, da han en dag opsøges af en ung kvinde – spillet dejlig naturligt af Amanda Seyfried. Hun er bekymret for sin miljøaktivistiske mands ve og vel, hvorfor Toller siger ja til at snakke med ham. Det bliver starten på et underspillet, forknyt og intenst drama, der sætter miljø og menneske overfor for Gud og religion.


Det hele er meget alvorligt og sirligt sat i scene med velkomponerede billeder og velskårne replikker, hvor de tunge temaer får lov at få liv. Det hele bliver dog en smule stift sine steder og fortællingen mister noget af sit nærvær. Men Ethan Hawke er så absolut hele turen værd ind i det menneskelig mørke, der omslutter præsten og mig i salen.

Efterfølgende blev der i den grad skiftet gear. Nemlig med den britiske spradebasse Terry Gilliams eventyrlige og rundtossede ‘The Man Who Killed Don Quixote’. En fortælling, der snor sig rundt om forholdet mellem en arrogant filminstruktør og en gammel mand, der noget vildledt tror, han er den berømte ridder Don Quixote. Adam Driver gør bestemt god figur, men Jonathan Pryze tager stikket gakket hjem med sit både charmerende, hjertelige og triste portræt.

Filmen er bare yderst uengagerende og roder forvildet rundt uden aldrig rigtig at få fat i noget af den vildskab, der ellers er til stede momentvis. Det hele falder da også ret hurtigt fladt på maven og bliver en kedelig øvelse ud i gakketheder, der desværre heller ikke bliver videre morsomme eller medrivende. Ja, en fuser er desværre nok en meget rammende beskrivelse.

Så ventede der mere velorkestrede absurditeter i franske Quentin Dupieux’ ‘Keep an Eye Out. Han har tidligere begejstret mig med de absurde, sjove og originale ‘Wrong’, ‘Wrong Cops’ og ‘Reality’ på CPH PIX. Helt op at ringe kom jeg dog ikke over hans nyeste film. Men det til trods var det bestemt en tur værd i biografen – blandt andet med sin leg med tid, fortælling og kontinuitet.

Her er kort fortalt tale om en helt almindeligt – og keeedeligt – politiforhør, der dog snart eskalerer i den ene absurditet efter den anden. Det er sjovt og underspillet – ikke mindst takket være Benoît Poelvoorde som betjenten og Grégoire Ludig som den afhørte. Deres skøre ping pong rammer guld undervejs – også selvom filmen måske nok mister lidt momentum hist og her.

Den japanske vildbasse Sion Sono er også tilbage – det med ‘Tokyo Vampire Hotel’. Han er en filmskaber, jeg virkelig holder af, blandt andet på grund af hans vildskab, originalitet og uforudsigelighed. Alle tre ting fik jeg da også serveret i hans grandiose, gakkede og gale vampyrfilm, hvor to vampyr-klaner ligger i krig. Det hele går ned på det såkaldte – og yderst farverige – hotel.

I et overraskende virvar af vanvidsidéer diskes der således op med alt fra blod i litervis, når både pistoler og sværd bringes i sving, videre til absurde vampyrrelationer og mutationer samt ikke mindst en skizofren lydside, der svælger i alt fra klassiske toner til rockede rytmer. Det er vildt, alt for meget og desværre også sine steder lige langt nok. Ikke desto mindre en skøn, bizar og morsom oplevelse.

– Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Her er 10 film du kan se på filmfestivalen

/i , /af

CPH PIX 2018: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 27. september til og med den 10. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er godt 180 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside.

AN EVENING WITH BEVERLY LUFF LINN
Jeg har tidligere på CPH PIX set Jim Hoskings komplet absurde, bund perverse og helt langt ude ‘The Greasy Strangler’, så jeg skal naturligvis se, hvad han har i posen med sin nye film, der i programmet beskrives som “en ret skør og helt meningsløs komedie med sækkepibe, dårlige parykker og gammel, rusten kærlighed”, hvilket absolut lyder tiltalende. I hvert fald for mig.


GONJIAM: HAUNTED ASYLUM
Ok, kombinationen af et nedlagt og ikke mindst hjemsøgt sindssygehospital lyder som den perfekte setting for en yderst skræmmende tur i biografen. En af den slags ture, jeg ikke vil snyde mig selv for – og da slet ikke, når nu jeg har et soft spot for sydkoreanske gys. Desuden er filmen Koreas næststørste horror-hit nogensinde, så den må jo kunne et og andet.

HUMAN, SPACE, TIME AND HUMAN
Det er Kim Ki-duk, der trækker her. For han er den koreanske filmskaber bag nogle af mine bedste filmoplevelser. Så som ‘Tomme huse’, ‘Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’ og ‘The Isle’. Ja, det er altid spændende at se, hvad han byder ind med. Og når programmet proklamerer: “Bered dig på en voldsom og provokerende oplevelse.”, så bør man klart sikre sig billet.

IN FABRIC
Instruktør Peter Strickland har tidligere forført mig med den lydomhyggelige og urovækkende  ‘Berberian Sound Studio’ på CPH PIX, så jeg er naturligvis spændt på at se hans nye film, der desuden får disse lovende ord med i programmet: “…et stemnings- og gådefuldt univers, der både trækker på David Lynch, giallo og klassisk british horror.” Det lyder jo helt perfekt.

KEEP AN EYE OUT
Der venter uden tvivl en af festivalens mest gakkede og absurde film her. I hvert fald hvis manden bag, franske Quentin Dupieux, tager teten op fra sine tidligere film som blandt andet filmen om dræberdækket i ‘Rubber’ og den skrupskøre ‘Wrong’. Men det lader nu ifølge programmet også til at være tilfældet med ordene som “…tilbage i pilskæv topform…”.

MANDY
Jeg elsker Nicolas Cage. Ja, uden ironisk distance. Han er en af de vildeste, mest intense og karismatiske skuespiller nogensinde. Og med denne allerede kritikerroste film lader der til at vente en helt særlig oplevelse i Nicolas Cage-land, der både byder på en satanisk kult, et brutalt hævntogt og ikke mindst en pokkers masse blod. Jeg glæder mig for vildt.

PIERCING
Det er svært ikke at blive lokket bare en smule af denne programomtale: “Familiefaren Reed har planlagt det perfekte mord. Men hans offer har sine egne planer, og pludselig befinder Reed sig i et uforudsigeligt SM-mareridt, der blander blodig psykologisk horror med stilsikker film noir.” Sådan.

SMALLER AND SMALLER CIRCLES
Der er en seriemorder på spil i denne filippinske film, hvor to jesuiterpræster inddrages i sagen om en række skamferede unge drenge. Det lyder både ubehageligt og dragende, mens programmet desuden lokker med ordene: “Råddenskaben gennemsyrer alt fra de fordærvede børnelig til det korrupte system, der omgiver sagen i denne samfundskritiske og drabelige thriller.

THE MAN WHO KILLED DON QUIXOTE
Terry Gilliam er altid garant for opfindsomme, originale og visuelt interessante film – og med ‘The Man Who Killed Don Quixote’ kan jeg ikke andet end at være lidt ekstra nysgerrig på, hvad hans krøllede hjerne har fremtryllet. Filmen har nemlig været undervejs i 30 år og undervejs undergået alverdens produktionsmæssige ulykker. Men nu er den her altså. Endelig!

TOKYO VAMPIRE HOTEL
Det er muligvis umiddelbart filmtitlen, der lokker her. Men for mig er det først og fremmest manden bag, nemlig den japanske vildbasse Sion Sono, der altid er garant for vilde, overrumplende og vanvittige film. Det lader også til at være tilfældet her, hvor filmens omtale blandt andet lyder: “…et blodigt, farverigt og festligt voldsorgie propfuldt af maniske wtf-momenter.”