CPH PIX: med mulighed for mange oplevelser

/i /af

Filmfestivalen CPH PIX er slut for i år – well, der er lige en stak ekstravisninger hist og her i den kommende tid – og det har været ti dage med både magiske, morsomme og nervepirrende ture rundt i de københavnske biografer.

Jeg nåede igennem 28 film, en beskeden stak ud af programmets 180 titler. Det kan da også nærmest syntes perverst at skulle fortære bare halvdelen af det store udbud på så kort tid. Man skal trods alt lige nå at fordøje oplevelserne undervejs – bare en smule. Jeg fik dog set lidt fra hele spektret. Film fra bl.a. Thailand, Schweiz, Spanien, USA, Japan, Italien, Island, Sydkorea, Australien, Kina, Tyskland, Rumænien og England. Her repræsenteret med både rå realisme, poetisk billedmagi og skrækindjagende blods-udgydelser.

Netop den både nationale og genremæssige spændvidde er bl.a. hvad der er med til at gøre sådan en filmfestival fantastisk – også selvom ikke alle film var lige store oplevelser. Muligheden for at se film, man ellers ikke ville komme i nærheden af at opleve på det store lærred. Muligheden for at cykle fra biograf til biograf spændt på hvad næste film byder på. Jeg glæder mig allerede til næste års CPH PIX.

– Her er hvad jeg fik set i år: Symbol, The House of the Devil, The Loved Ones, Triangle, Accident, [REC] 2, Bunny and the Bull, Survival of the Dead, The Door, Black Dynamite, The Robber, Mother, The Human Centipede (First Sequence), Slice, Ten Winters, Nymph, Skeletons, Amer, If I Want to Whistle, I Whistle, Leslie, My Name Is Evil, Reykjavik Whale Watching Massacre, Cargo, Kinatay, Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans, Grace, Possessed, My Girlfriend Is An Agent, My Son, My Son, What Have Ye Done?.

CPH PIX: satanisk kult, kulørt japaner og rædselsbal

/i , /af

Hvilken bedre måde at starte en højhellig søndag, end med en satanisk kults ugerninger. I Ti Wests 80’er æstetiske The House of the Devil får den yndige babysitter Samantha sig nemlig en ubehagelig overraskelse, da hun tropper op i et hus langt ude i skoven. Her venter en mystisk herre og et hus fyldt med hemmeligheder.

Med en simpel historie og få, men ikke mindre effektive virkemidler bevæger filmen sig roligt, sikkert og stemningsfuld helt ind i mørket, hvor rædslerne og usikkerheden hersker. Præcist som tilfældet er med vor uvidende protagonist. Ligeledes herligt at se en æstetisk hyldest til 80’ernes horrorfilm, som ikke er lavet med et ironisk eller kitsch’et glimt i øjet. En lille eminent og nervepirrende skrækfilm.

Efter den gruopvækkende finale var det ud i forårssolen og et hurtigt smut over i Kongens Have, inden biografmørket i Cinemateket atter kaldte. Det var blevet tid til japanske Matsumoto Hitoshis vanvids-komedie Symbol. Et fuldstændigt absurd og fascinerende bekendtskab, der starter med et bizart parallelforløb mellem mexicanske fribrydere og en mand fanget i et hvidt lokale fyldt med engle-tissemænd.

En absolut original og morsom film, som konstant overrasker, men til tider også halter lidt i egne visuelle krøller og kuriøse idéer. Komisk, aparte og en film som ingen anden. Næste film på programmet var også et mindfuck – dog i den mere blodige ende, nemlig den forvrøvlede horrorfilm Triangle.

En flok venner hopper ombord på et krydstogtskib, da deres egen båd under et mystisk uvejr er gået til grunde. Men skibet er forladt og tiden syntes på mystisk vis at vikle sig om sig selv. Og så starter vrøvlerierne ellers, alt imens instruktøren forsøger at få sit publikum til både at gyse og undres over de adskillige plotdrejninger. Jeg rystede blot på hovedet. Dog blev det til et par ganske habile drab.

Herefter ventede den for mig sidste film på dette års CPH PIX, den australske outback/afdansningsbals-gyser The Loved Ones. På dagen hvor afdansningsballet holdes, finder Brent sig pludseligt tilfangetaget af en skør pige og hendes lige så vanvittige far. I stedet for et fest på de bonede gulve, bliver det en kamp for overlevelse til en helt anden og gruopvækkende fest.

The Loved Ones har bestemt et godt greb om sine karakterer og groteske historie. Desværre blødes skidtet op med skæv humor og kulørte hatte. En skam filmen ikke kørte sin skrækfilmsnerve helt i bund. For den blodige og rå finale havde stået bedre på en klangbund af ren rædsel. Ikke desto mindre var netop filmens klimatiske og vanvittige afslutning hele turen værd. Blodig og veloplagt.

CPH PIX: Paranoia-uheld og blodige overraskelser

/i , /af

En smukt orkestreret likvidering starter intenst den kinesiske Accident. Her har en lille gruppe lejemordere specialiseret sig i drab kamufleret som ulykker. Men da en af gruppens egne mænd omkommer – øjensynlig ved et ”uheld” – tiltager paranoiaen hos gruppens bagmand, Ho Kwok-fai. Han forsøger nu at finde frem til de skyldige, alt imens savnet af sin forulykkede kæreste også resonerer i det sindrige opklarings-arbejde.

Disse udspekulerede ”uheld”, hvor en række tilsyneladende tilfældige hændelser kulminerer i blodig død, giver mindelser om de amerikanske og mere bombastiske Final Destination-film. Accident søger dog ikke kun suset i de intense likvideringer, men lever også gennem dramaet, sine smukke billeder og det ulmende vanvid hos Ho Kwok-fai.

Desværre holdes spændingen og den ellers sitrende leg med publikums forventninger ikke ved lige hele vejen. Ikke desto mindre var der tale om en både intens og til tider poetisk smuk film, som afsluttes med pulsen godt oppe.

Efter at have forladt en propfyldt og varm sal i Palads, var det videre til Cinemateket. Her ventede en omgang blodige overraskelser i den spanske [REC] 2. Opfølgeren til den håndholdte zombie-snasker [REC]. Jeg kunne godt lide den første – intens, olm og uhyggelig. Og der var skruet godt op for alle kanaler i denne opfølger.


[REC] 2 tager over hvor den første slap. Et hus fyldt med virus-befængte mennesker er blevet isoleret fra omverdenen. Blandt de blodige bæster finder man også civile samt et SWAT-team, som med en præst i front forsøger at overleve i galehuset.

Der ventede en del overraskende plotdrejninger. For pludselig handlede filmen om noget helt andet, end hvad den første ellers havde lagt i ovnen til. Hvilket bestemt var en positiv og skræmmende overraskelse. Herudover var der godt med blod, klaustrofobi og generelt mere skrald på action-delen, hvilket var med til at holde filmen kørende, dens momentvise tomgang til trods.

I dag er det så sidste dag på CPH PIX og med en lille håndfuld film i vente, håber jeg at festivalen slutter af med bravur. Jeg glæder mig i hvert fald til en sidste dag med rundfart i de københavnske biografer.

CPH PIX: Tysk nonsens, zombier og en finurlig rejse

/i , /af

Fredagens festivaldag startede i Empire, hvor den besynderlige, men desværre ikke videre vellykkede tyske The Door tumlede sig henover lærredet. Her fandt man Mads Mikkelsen – på tysk vel at mærke – i en film, der starter som et drama om tabet af et barn, men snart udvikler sig til en mystisk dobbeltgænger-thriller med parallelle universer og ligusterhæks-hemmeligheder.

Filmens ellers interessante tankeeksperiment ender desværre med at blive fjollet og ikke videre vedkommende, de spændende tematikker til trods. Den interessante præmis – pludselig at stå ansigt til ansigt med sig selv – formår ikke at fastholde dramaets styrke. Det selvom Mads Mikkelsen gør det hæderligt, som desorienteret tysker. I stedet forfalder filmen til en overnaturlig thrillers action-fjollerier.

Herefter var det videre til festivalens for mig første zombier i zombiefader George A. Romeros Survival of the Dead. Desværre ikke det store zombie-sus, men en god dosis sort humor, abrupte drab og skæve karakterer var med til at sparke liv i de levende døde. Desværre var flere blodige kills udført i computeren og ikke med en spand blod på settet.

Selvom Romeros seneste zombiesnask langt fra er på samme niveau, som hans klassiske Night of the Living Dead (1968) og Dawn of the Dead (1978), er det altid kærkomment med zombier på det store lærred. Og hvis ikke en filmfestival har zombier på programmet, er der sgu noget der mangler.

Sidste visning var den finurlige Bunny & the Bull. En skæv fortælling om ulykkelig kærlighed, venskab og at turde tage livtag med livet. På en rejse gennem Europa følger man den nervøse og rutinevante Steven og vennen Bunny, en vovelysten livsnyder, der kunne være den britiske fætter til Seinfelds spontane Kramer.

Historien smyger sig elegant, krøllet og morsomt afsted, mens filmens unikke setdesign af animerede baggrunde, miniaturemodeller og store papkulisser nærmest drømmende danner rammen om den skæve historie og de bizarre optrin. Bl.a. er mødet med en hundeelskende hjemløs helt fantastisk. En både morsom, visuelt legende og rørende film.

CPH PIX: østrigsk maraton-røver og sort action

/i , /af

Den islandske vulkansky har forhindret flere instruktører og andet godtfolk i at troppe op på festivalen. Men den tyske instruktør Benjamin Heisenberg var hoppet uden om flyene og mødt op til visningen af sin The Robber i Cinemateket. Filmen er baseret på den østrigske bankrøver og maratonløber Johann Kastenberger, der i slut-firserne røvede bank efter bank i fuldt firspring.

Som Heisenberg efterfølgende fortalte, er det ikke filmens ærinde at give en psyko-logisk forklaring af denne bankrøvers ustoppelig sult efter næste røveri – næste maratonløb. Filmen skildrer således mere fænomenet, den fascinerende kombination af røver og eliteløber. Et menneske, der nærmest som et dyr instinktivt og ufortrødent løber fra alt og alle.

Det er bestemt også en fascinerende historie, som med stramme og medrivende actionsekvenser følger røveren på sine togter. Han skildres næsten dokumentarisk, som instruktøren pointerede. Som dyreprogrammer, der observerer og viser en gazelles ridt over savannen. En fascinerende film om et fascinerende menneske.

Herefter var det ud på Nørrebro, hvor Empire lagde sal til den hårdtpumpede Black Dynamite. Her blev der taget kærligt og veloplagt livtag med blaxploitation-genren, hvor den slagfærdige og kvindeerobrende Black Dynamite deler tørre tæsk ud i sin jagt på bagmændene bag en barsk narkoring.

En af de mest underholdende film, jeg har set på festivalen. Morsomt og medrivende rammer den stilen fra forbilleder som Foxy Brown og Shaft. Eksplosioner, et langt-ude-plot og fuld skrue på kungfu’en hele vejen. Ja, nogen griner pga. kitsch-værdien – jeg synes sgu bare, at det er super cool. Skynd dig at sikre billet til en af de sidste par visninger på festivalen.

CPH PIX: grotesk operation og moderlig kærlighed

/i , /af

Onsdag var dagen, hvor CPH PIX præsenterede den for mig hidtil mest groteske film på festivalen. Det skete i Cinemateket, hvor den væmmelige The Human Centipede (First Sequence) underholdt et både måbende, grinende og frastødt publikum. Det var da bestemt heller ikke for børn, når den psykopatiske Dr. Heiser gik i gang med sin bizarre operation på en håndfuld sagesløse unge mennesker.

En virkelig ulækker og dybt pervers sag, hvor Dieter Laser som vanvittig og skræmmende nazilæge fuldstændig stjal billedet. Well, det sammen med de blodige og mere end depraverede indgreb. Herligt. Filmen var dog ikke uden sorthumoristiske elementer, men selv lidt comic relief undsagde ikke filmen fra at være et både vanvittigt og ækelt bekendtskab. Heldigvis.

Efter den herligt groteske sags deprimerende slutbillede, var det ud i den friske luft og over i Dagmar, hvor den store sal 1 var godt fyldt op. Det var sydkoreanske Bong Joon-hos Mother, som her havde trukket fulde huse. En både medrivende og kompleks historie om en moders kærlighed til sin søn, den tungnemme Yoon Do-joon.

Da en pige findes myrdet, bliver hendes søn straks anklaget for mordet. Moderen går nu igang med sin egen jagt på at finde den skyldige, så hendes søn kan blive frikendt. Et højspændt drama, som udvikler sig til en intens thriller, men hele tiden formår at holde moderens indre og ydre konflikter i front. Og selvom filmen bliver en kende lang for sit eget bedste, var det en både nervepirrende, rørende og smukt fortalt filmoplevelse.

CPH PIX: italiensk romantik og thailandsk seriemorder

/i , /af

Den skyfri himmel er blevet afløst af gråt og vådt vejr. Godt det samme, for det er trods alt i biografens mørke, man bør opholde sig under CPH PIX – hvis man da er så heldig at befinde sig i hovedstaden.

Tirsdagen startede med italiensk romantik i den rørende Ten Winters. Her følger man Camilla og Silvestro, der over en periode på ti år hele tiden går galt af hinanden og den kærlighed, der så åbenlyst blomstrer imellem dem. Så selvom man ikke er i tvivl om, at de er skabt for hinanden, har de selv svært ved at indse denne kendsgerning. Ja, den pokkers kærlighed, er som bekendt ikke let.

En hele vejen troværdig, medrivende og rørende historie, som har den dybde og smerte genren ofte mangler. Og så skal de to hovedrolleindehavere Isabella Ragonese og Michele Riondino også lige fremhæves – de gør kærligheden vedkommende og derfor også filmen værd at se.

Herefter var det ud i rusk og regn mod Empire på Nørrebro. Vejret satte en perfekt stemning for hvad der ventede i den thailandske Slice, hvor en fæl seriemorder var på spil. Der blev da også gået til den med både brutal vold, et par herligt udknaldede voldsballetter og rigeligt med barndomstraumer.

Så selvom filmen mere end udpensler motivet bag mordene med lange flashback-sekvenser, blev der leveret en frodig seriemorder-cocktail, som sluttes af med en vanvittig finale og et endnu mere skørt plottvist. Herligt.

CPH PIX: sensuel naturmystik og Paprika Steen i hopla

/i , /af

Dagen startede i Dagmar, hvor den thailandske Nymph foldede sig enigmatisk ud. Næsten ordløst og med langsomt dvælende billeder førte filmen sit publikum langt ind i en frodig jungle, hvor livet for altid ændres for parret Nop og May, der er kørt flad i kærligheden.

En sanselig og sensuel film, hvis overnaturlige elementer og naturmystik turde give spillerum til publikums fantasi. Ikke en film der skal afkodes, men opleves og føles – hvilket sker bedst i biografmørket, hvor naturen og kærligheden sluger alle råt.

Turen gik herefter til Cinemateket, hvor det umage makkerpar Davis og Bennet fordrev skeletter fra folks skabe i den sorthumoristiske Skeletons. En i udgangs-punktet sjov og finurlig idé, men som efter en ellers veloplagt startscene hurtigt blev træg, kedelig og uengagerende.

Filmen forsøger midt i sin aparte historie også at jonglere mere alvorlige emner, som det at blive forladt og svigtet. Fint nok. Desværre får den dramatiske slagside aldrig tyngde nok til at blive involverende. Filmens har dog et trumfkort i den ene af de to eksorcister, nemlig den underspillede Ed Gaughan. Desværre kan hans morsomme spil ikke trække filmen ud af sin tomgang.

Paprika Steen, som har den kvindelige hovedrolle var mødt op – det var også første gang hun så filmen. Efterfølgende fik hun da også med diplomatisk ironi udtrykt sig om filmens ”langsomme tempo” – ”og så har jeg vidst ikke sagt for meget”, som hun fik det formuleret. Veloplagt og med varm selvironi fik hun også lige fortalt om sit eget ry i udlandet, hvor hun faktisk er ”et ret hipt navn indenfor indiefilm”. Der er sgu krudt i hende Parika – en skam der ikke var mere krudt i filmen.

CPH PIX: fængslet Manson i giallo-hvalmassakre

/i , /af

Fjerde dag på CPH PIX startede i Dagmar med det rumænske fængselsdrama If I Want to Whistle, I Whistle. En noget afdæmpet sag, som ikke ligefrem griber sit publikum med stor slagkraft. Men dramaet bygges langsomt op, som vor hovedpersons frustration tager til – og så venter der en ganske intens finale.

Mere eftertænksom end medrivende. Er man ude efter et knytnæveslag i samme genre, kan jeg anbefale den danske fængselsfilm R eller den franske Profeten.

Turen gik så til Empire på Nørrebro, hvor den brutale Manson-klan huserede i Leslie, My Name Is Evil. En ikke videre ophidsende sag, der noget sort/hvidt viser, at religiøs fanatisme er noget hø – uanset om man slår ihjel eller dømmer andre til døden. Ikke det store sus, dog ikke uden sorthumoristisk charme.

Op på cyklen og ind i Dagmar igen. Her ventede den fransk-belgiske Amer i en godt fyldt sal 1. Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre, som havde sin storhedstid i 70’erne med bannerførere som Dario Argento og Mario Bava. Det var da også et sandt sansebombardement, som blev leveret i den næsten ordløse film.

Desværre holdes filmens åndeløse intensitet og poetisk legende væsen ikke i hævd hele vejen. Ikke desto mindre er det en film, der med sine mange smukke og gruopvækkende billeder, samt dirrende og hypnotiserende lydside er skabt til det store lærred. Så det er altså nu den skal ses!

Aftenen sluttede i Empire, hvor den islandske Reykjavik Whale Watching Massacre delte blodige øretæver ud. En overvejende solid horrorfilm, som kørte på skinner efter alle genrens regler. Et klassisk setup med en flok turister på afveje og lokale galninge på bersærkergang.

Det var forfriskende at se den velkendte historie og klichéerne udspille sig i nye omgivelser – ombord på et skrumlet skib ud for Islands kyst. Det var altså det meste af vejen underholdende at følge nedslagtningerne af det brogede persongalleri.

– Alle film har flere visninger på festivalen – så kom ud af døren og ind i mørket.

CPH PIX: kedelig science fiction og en brutal nattetur

/i , /af

På sidste års CPH PIX havde jeg en af årets absolut bedste filmoplevelser med den afdæmpede science fiction-film Moon. I år havde jeg set mig varm på Cargo, science fiction fra Schweiz. Det var nok for meget at håbe på en lignende oplevelse, men at det skulle blive et så kedeligt bekendtskab, kom alligevel bag på mig.

Ombord på et enormt fragtskib, som er på vej mod fjerne rumkolonier, begynder mystikken at brede sig. Folk dør og fragtskibets mørke indre gemmer på uhyrlige hemmeligheder. Desværre bliver det uopfindsomme plot aldrig engagerende og den sløve afvikling og uinteressante karakterer hjælper bestemt ikke.

Der er forsøges ellers ihærdigt stablet ægte sci-fi-stemning på benene med det ene computergenerede panoramaskud af rumskibe og stjernehimmel. Desværre opvejer de delvist vellykkede visuelle krumspring ikke filmens manglende evne til at tage sit publikum overbevisende ud i rummet og ind i den dystre fortælling.

Turen gik fra Empire og videre ind til Dagmar, hvor der kom helt andre filmspoler på rullen. Her ventede den filippinske Kinatay, en krads og næsten dokumentarisk skildring af en aften, som løber helt af sporet, da en ung politiaspirant hjælper en flok mænd med at køre en prostitueret kvinde ud i forstæderne.

Man er som en flue på væggen hele vejen. Lige fra vor hovedperson vågner og videre ind i natten, hvor han pludselig befinder sig i en lille beskidt varevogn med en bagbundet kvinde på bagsædet. Klaustrofobien og ubehaget tager til i styrke, som filmen minutiøst og med rolig observation skildrer aftenens grumme gang. Stærkt, enkelt og medrivende ubehageligt.

– Begge film kan stadig fanges på CPH PIX, mens jeg i dag vil fange en stak nye, friske titler.