PHANTOM THREAD: En aldeles forrygende film, alle bør se

Blu-ray: Det her er årets for mig hidtil bedste film – og nu er Paul Thomas Andersons film så udkommet på Bl-ray. Filmen er blandt andet helt forrygende på grund af trekløveret i front fortællingen, hvor man nemlig finder som altid fremragende Daniel Day-Lewis, en nærværende Vicky Krieps og ikke mindst en skarp Lesley Manville.

I 1950’ernes London er Reynolds Woodcock en berømt designer, der lever det glamourøse liv, de fleste blot tør drømme om. Han lever livet, møder de rigtige mennesker og kommer til glamourøse fester. Et liv, hvor tingene går lynhurtigt. Hans liv forstyrres dog uventet, da en viljestærk ung kvinde, Alma, træder ind i hans liv. Inden længe er hun både Reynolds muse og elskerinde.

Ja, det lyder måske ikke videre ophidsende, når man sådan ser filmens plot ridset op. Men tag ikke fejl, her er tale om en både indsmigrende, smuk og dejligt pervers fortælling om blandt andet den altopslugende passion og kærlighedens farlige væsen. Nå ja, og så må jeg ikke glemme også at nævne Jonny Greenwoods helt igennem skønne musik til filmen. Min varmeste anbefaling.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i kamera-tests med kommentarspor af Paul Thomas Anderson, videre til slettede scener samt et modeshow kommenteret af Adam Buxton og behind the scenes. En udgivelse og film, som du bestemt ikke må gå glip af.

– ‘Phantom Thread’ udkommer på dvd og Blu-ray den 28 juni.

THE LAST SHIP SÆSON 4: En kamp for menneskeheden overlevelse

Actionfyldt serie på Blu-ray: Vi er kommet til den fjerde sæson af den amerikanske action- og drama-serie ‘The Last Ship’, der netop er landet på Blu-ray her i landet. Det betyder, at der venter dig helt nye, intense og spændende afsnit med besætningen ombord på USS Nathan James, hvor man fortsat forsøger at finde en kur mod en global og dødbringende virus, som har udslettet over 80 procent af jordens befolkning. Ja, det er baske sager.

I denne nye sæson søger Tom Chandler trøst i Grækenland, mens kaptajn Slattery og Nathan James’ mandskab har fundet ud af, at virussen har spredt sig og altså nu også ramt verdens afgrøder. Med jagten efter en løsning, der kan redde verden fra global hungersnød, bliver Chandlers helterejse således også til en art moderne genfortælling af Homers Odyssé.

Denne nye sæson af ‘The Last Ship’ er med andre en både dystopisk, nervepirrende og tankevækkende sæson, der altså skildrer en verden på vej mod undergangen og ikke mindst i aller højeste alarmberedskab, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil.

Hvis du endnu ikke er hoppet på serien, bør du overveje om ikke, det er nu, du skal slå til? For der venter faktisk også en femte sæson forude, hvilket må glæde fans af serien. Blu-ray-udgivelsens ekstramateriale består af et kig på serien samt denne sæson. Så hop ombord på USS Nathan James og sejl ud på en rejse for at redde de sidste overlevende på Jorden.

– ‘The Last Ship’ sæson 4 udkommer på dvd og Blu-ray den 21. juni 2018.

DARKEST HOUR: Gary Oldman er bedre end filmen i rollen som Winston Churchill

Drama på Blu-ray: Vi befinder os i de spæde dage af 2. Verdenskrig. Nazisterne trumler med Hitler som befalingsmand afsted gennem Europa og banker snart på Englands dør. Det er nu den nyligt udnævnte og kontroversielle premiereminister Winston Churchill, der står med det tunge ansvar at skulle lede slagets gang og tage stilling til det presserende spørgsmål om enten at indgå i forhandlinger med fjenden eller at kæmpe imod med alle kræfter.

Det er helt kort det nervepirrende udgangspunkt for det Oscar-vindende og biografiske krigsdrama ‘Darkest Hour’, der nu er udkommet på Blu-ray. Man finder her en (nærmest) uigenkendelig Gary Oldman i den altoverskyggende hovedrolle som den britiske statsmand. Komplet med det helt store makeup-arbejde for at fremtrylle den korporlige politikers karakteristiske ydre med cigaren i munden.

darkest hour biograf 02

Det er da også først og fremmest for Gary Oldmans præstation, du skal se den en smule flade film. For det er hans veloplagte og virile, nuancerede og drilske portræt, der for mig bærer filmen frem og holder mig fænget, når den ellers potentielt potente krigsfortælling mister pusten og sit momentvis sitrende momentum. Ja, vi er ude i et tilfælde af, at filmen ikke er noget nær så god som Gary Oldmans præstation. Desværre.

Men selvom Gary Oldman altså ned til selv de mindste trækninger ved øjnene overbeviser i sin Oscar-venlige præstation, så skal jeg altså også lige sluge det udstyrsstykke det er, at Churchill er bragt til live her. For ganske vist er gammelmands-makeuppen overbevisende, men den sidder også hele vejen som en påmindelse om, at vi her har at gøre med en spillet karakter og ikke en mand af kød og blod.

darkest hour biograf 01

Den ellers vildt flot udførte “gummimaske” skygger med andre ord en anelse for, at jeg bliver helt fortryllet væk i og opslugt af Gary Oldmans ellers magiske forvandling. Det hænger dog uden tvivl også sammen med, at fortællingen om de svære politiske valg mangler noget af den spænding, nerve og de eksistentielle gråzoner, der ellers implicit ligger i fortællingen.

‘Darkest Hour’ forbliver altså med at være en skuespillernes film, hvilket det øvrige cast fornemt understreger. Her med blandt andet en både sart og stærk Lily James som Churchills sekretær, videre til en vildt god og nærværende Kristin Scott Thomas som hustruen samt ikke mindst en altid god Ben Mendelsohn som King George VI. Men, men, men – dette er og forbliver Gary Oldmans film.

– ‘Darkest Hour’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. juni 2018.
 

COCO: Tro på dine drømme og gå efter din egen vej her i livet

Pixar på Blu-ray: Du skal gå efter dine drømme – også selvom din familie har andre planer for din skæbne. Så det gør den 12-årige Miguel i Pixars nye film ‘Coco’, der nu er udkommet på Blu-ray. En både rørende, morsom, eftertænksom og medrivende animeret fortælling om netop drømme, familie og skæbne. En fortælling om, at selvom vi alle står på skuldrene af de folk, der kom før os må finde vores egen vej her i livet.

Evigt gyldige emner, der her gives engagerende og farverigt liv, hvor den unge Miguel må overkomme ikke så lidt. Blandt andet møder han ikke stor modstand hos sin familie, der grundet en 100 år gammel familiefejde har bandlyst musik. Det gør det svært for den ellers talentfulde Miguel at udleve sin drøm om at blive musiker.

coco biograf 03

Samtidig bliver han del af et 100 år gammelt familiemysterium, der fører ham hele vejen til De Dødes Land, hvor han genforenes med sine forfædre. Således lykkedes det med en sirligt – men desværre også sine steder smule rodet – fortælling at få mig til både at grine, fælde mere end en tåre og tænke over min egen livsrejse.

Det er ikke så lidt for en animeret film, der dog efter Pixars høje niveau og langt fra berøringsangste favntag med vægtige emner, formår at underholde. Kulørt underholdning, der på både let vis, men med en dramatisk tyngde, giver fornem genklang i mit eget liv – også selvom overraskelserne måske ikke er helt så overraskende.

coco biograf 02

Det er dog ikke kun de engagerende og tankevækkende emner og det flot animerede univers, der bærer fortælling frem. Her finder man også en gruppe forskellige karakterer, der med både personlighed og charme får sit tag i mig. Selvom ikke alle står lige stærkt optegnet. Det er dog til at leve med, for de udfylder fint deres respektive roller. Det gælder også en håndfuld bi-karakterer. Blandt andet Miguels herreløse hund og fine comic-relief.

‘Coco’ er med andre ord på flere planer en vellykket film, der dog også undervejs farer lidt vild i sin egen fortælling. Det overkommer filmen dog undervejs med sine både veloplagte karakterer samt flotte og engagerende univers, der både byder på knoglede skeletter, gode sange og charme. Jeg ender derfor også med at overgive mig til Pixars fortryllende nye film.

– ‘Coco’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K den 21. juni 2018.

BLACK PANTHER: Den sorte panter har fuld fart på i Wakanda

Superhelt på Blu-ray: Der er nye, forfriskende og afrikanske boller på Marvel-suppen med den jungletrommende og kulørt klædte ‘Black Panther’, der nu er udkommet på Blu-ray. Her skal vi nemlig for alvor introduceres for endnu en helt i det fortsat voksende Marvel-univers. Det gælder nemlig kongesønnen T’Challa aka Black Panther, som her skal overtage tronen efter mordet på sin far.

Den nye konge vender derfor hjem til det hemmeligholdte og teknologisk avancerede afrikanske land Wakanda for at træde i sin fars sted. Men tronskiftet kommer naturligvis ikke uden problemer, og snart er en gammel fjende da også på brutalt spil. T’Challa må således træde i karakter som både konge og Black Panther for at sikre Wakandas fremtid.

black panther biograf 03

Her er med andre ord temaer som skæbne og identitet i spil, mens også det at stå sammen om en fælles verden i stedet for at lade sig adskille af forskelligheder er på menuen. De vægtige emner bliver vanen tro for Marvel leveret med ivrige slåskampe, skarptskydende action og kulørte karakterer. Ja, det er stadig en superheltefilm efter Marvel-støbeskeen.

Denne gang er man dog vidne til en ny afrikansk indpakning, hvilket er forfriskende for Marvel-universet, der efterhånden trænger til at blive gentænkt og revitaliseret. Men en ny indpakning er desværre ikke nok til, at filmen overvinder en smule tomgang, en håndfuld generiske action-strabadser og en spilletid, der bliver for lang for fortællingens eget bedste.

black panther biograf 02

Chadwick Boseman er dog solid og fint stoisk som Black Panther – men ikke mere. Der er desuden godt modspil hos kvinderne Lupita Nyong’o som eks-kæresten, Danai Gurira som kriger og Letitia Wright som drillende søster. Handlekraftige og karismatiske kvinder, der retfærdigvis stjæler dele af spotlightet sammen med Michael B. Jordans fint spillede, men generisk skrevne skurk.

‘Black Panther’ skuffer med andre ord. Delvist på actionsiden, en halvttræg fortælling samt en finale, der ikke river mig med – hverken på adrenalinkontoen eller følelsesmæssigt. Desværre. Det til trods, så er her gode takter – både visuelt og karakter-mæssigt. Men hverken universet, den potentielt spændende historie eller tematikkerne forløses engagerende og nuanceret nok.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en god portion ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i en rundbordsdiskussion samt et kommentarspor, videre til spas fra settet og slettede scener samt featuretter og et kig på Marvels første 10 år med superhelte.



- ‘Black Panther’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. juni 2018.

THE DISASTER ARTIST: Francos film om verdens dårligste film

Komik på Blu-ray: Lad mig krybe til korset med det samme: Jeg har endnu ikke set den berygtede ‘The Room’ fra 2003, der siden har fået kultstatus som værende verdens dårligste film. Det er tilblivelsen af den film, der er omdrejningspunktet for James Francos både morsomme, småtragiske og sine steder rørende ‘The Disaster Artist’ om venskab og at gå efter sine drømme.

Den unge Greg har nemlig en drøm om at blive skuespiller, men talentet er det umiddelbart småt med. Han tør ikke at give sig hen. Men så møder han den enigmatisk og karismatiske Tommy Wiseau til en teatertime. Greg bliver vundet over af hans energi og evne til ikke at give en fuck. Et umage venskab opstår, og snart går turen til Los Angeles for at slå igennem.

The Disaster Artist biograf 01

Men nej, så let går det naturligvis ikke. Og da slet ikke for Tommy. Hvad gør man så? Jo, Tommy beslutter sig da bare for at lave sin egen film sammen med Greg. Det, der sidenhen er blevet den famøse ‘The Room’. Uden erfaring, men fuld af den naives tro på, at alt kan lade sig gøre, giver Tommy sig i kast med at skrive, instruere, spille hovedrollen i og producere filmen.

Godt nok har jeg ikke set ‘The Room’, men jeg har dog set diverse scener på YouTube og hørt venner begejstret fortælle om den. Så jeg har en nogenlunde idé om, hvilken ubehjælpsom, men også vildt morsom film, det er. Ufrivilligt morsom. Jeg savende med andre ord ikke som sådan at have set ‘The Room’ forud for James Francos eskapader i rollen som den mystiske Tommy.

The Disaster Artist biograf 03

Og netop James Franco portræt af drømmeren Tommy er det tog, der bærer filmen på sin sære charme, sit lange sorte hår, solbriller og østeuropæiske accent. Han er ikke til at blive klog på, og det drager. Ingen ved, hvor gammel han er, hvor han kommer fra, eller hvor han får pengene til filmen fra. Denne mystik indkapsler James Franco med den menneskelighed, som er nødvendig.

I rollen som Greg finder man James Francos rigtige bror Dave. Det kønne ansigt, der har noget nemmere ved at komme frem i Hollywood end den ukuelige Tommy. Deres venskab giver filmen en  engagerende dramatisk tyngde. Den finder jeg også i det fint nuancerede portræt af Tommy, der på en gang både synes at være fra en anden planet, men også mere menneskelig end nogen anden.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en portion ekstramateriale, hvor man blandt andet finder et kommentarspor med blandt andre både James Franco, Dave Franco, Tommy Wiseau og Greg Sestero, videre til en making of med mere.

– ‘The Disaster Artist’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. juni 2018.

Kærlighedens væsen sensuelt sat i scene med Call Me By Your Name

Kærlighed på Blu-ray: Kærlighed er det bedste i verden. Det kan også være det værste i verden. I hvert fald den ulykkelige slags. I Luca Guadagninos dragende romance ‘Call Me By Your Name’ er det netop kærligheden – den komplicerede slags – som kommer i menneskeligt spil mellem den 17-årige Elio og den nogle år ældre Oliver.

Vi dumper ned et sted i det vestlige Italien anno 1983, hvor sommeren har sit greb i de billedskønne omgivelser, der danner rammen om det sødmefulde drama. Her ankommer den amerikanske og charmerende akademiker Oliver til Elios hjem, da han skal være praktikant for netop Elios far, som er professor i klassisk græsk-romersk kultur.

Call Me By Your Name biograf 02

Et hjem, der emmer af levet liv, smuk kultur, et væld bøger og lange sommeraftener. Her går dagene med at studere, svømme, spise god mad og have lange diskussioner. Ja, jeg får lyst til at gå ind i filmens liflige og lokkende miljø af alt det bedste fra et landligt Italien, der er indfanget i smukke kameraindstilling af både omgivelserne og menneskene.

‘Call Me By Your Name’ er således også en film, der lever af mere og andet end netop den spirende – og hemmelige – romance mellem de to mænd. For også fortællingens atmosfære snørrer sig varmt om mig med karakterer, der over hele linjen fremstår naturlige i deres omgang med livet og hinanden. Jeg tror ganske enkelt på det liv, der udspiller sig for mig.

Call Me By Your Name biograf 03

Netop karaktererne, med Armie Hammer og det unge stjerneskud Timothée Chalamet i front, er med til at løfte den dvælende fortælling til at være mere end sine smukke billeder. De to mandlige hovedroller får her hensat mig i deres intimsfære af følelser, begær og nysgerrighed. De to har kemi, der nuanceret river op i den svære kærlighed.

Instruktør Luca Guadagnino har ganske enkelt skabt et både overbevisende og nært samt intimt og sensuelt kærlighedsportræt, der ganske vist ikke greb helt så meget fat om mit følelsesliv til, at jeg hele vejen var hensat til de tos parløb. Her hjalp dog filmens besnærende atmosfære med at løfte mig igennem romancen. Ja, kærlighed er både det bedste og det værste i verden.

– ‘Call Me By Your Name’ udkommer på Blu-ray og dvd den 7. juni 2018.

JUMANJI – WELCOME TO THE JUNGLE: På røvtur i jungledybet

Adventure på Blu-ray: Hollywood er virkeligt produktive, når det gælder sequels, prequels, remakes og reboots af velkendte film og franchises. Du ved, at spille den sikkert på genkendelsens glæde. Sådan er det også med ‘Jumanji: Welcome to the Jungle’, der er en art fortsættelse eller reboot af ‘Jumanji’ fra 1995 – den med  Robin Williams. Denne gang er det dog ikke et brætspil, der sender en flok teenagere ind i spillet Jumanji, men derimod en konsol. For ingen spiller jo brætspil mere.

Således suges fire unge mennesker ind i spillets “farlige” jungledyb, hvor de skal overleve og ikke mindst gennemføre spillet for at komme sikkert tilbage til deres egen verden. Der er bare lige det ved det, at de ikke længere har deres egne kroppe i spillet, men derimod indtager fire ret så anderledes karakterer, hvilket gerne skulle afføde grin. Det gør det bare ikke rigtigt.

Jumanji Welcome to the Jungle biograf 02

Vi har her fire stereotype teenagere: Den blonde bimbo, den nørdede dreng, den indadvendte pige og den store football-spiller. I spillet bliver de (naturligvis) det stik modsatte af, hvem de er i virkeligheden. Nemlig henholdsvis en buttet Jack Black, en muskelsvulmende The Rock, baben Karen Gillan og den lille Kevin Hart. Men da først de fjollede modsætninger er blevet sat op, så bliver det ikke til meget andet en små smil undervejs – desværre alt for sjældent.

Det hjælper heller ikke just, at flere af de samme gimmicks og jokes går igen. Blandt andet, når baben Karen Gillan skal nedlægge the bad guys med kvindelig snilde og håndkantslag – oven i købet med det samme nummer kørende i baggrunden. Nå ja, angåeende bad guys, så er hverken überskurken eller hans håndlangere, der er i nakken på de fire, videre veloptegnede, men forbliver – som de øvrige medvirkende – karikaturer og altså ikke den store trussel.

Jumanji Welcome to the Jungle biograf 01

En ting er, at humoren mere rammer ved siden af end plet, noget andet er, at filmen på trods hidsige og bombastiske actionscener aldrig bliver spændende. Ikke for alvor i hvert fald. Selv ikke, da flokken i en defekt helikopter tager flugten med en flok yderst brutale næsehorn lige i røven. For godt nok har de i spillet “kun” tre liv, inden døden venter – men hey, ingen dør naturligvis.

For det hele er naturligvis bare noget, vi leger. Det er for sjov – vi skal bare have a good old time. Det er så absolut også helt og aldeles i orden. Jeg kan fint sætte pris på en ufarlig omgang actionkomedie, hvis bare humoren rammer plet og actiondelen i det mindste er medrivende. Det er kun momentvis tilfældet her, men aldrig nok til, at eskapaderne ikke forbliver flade og grænsende til det søvndyssende.

– ‘Jumanji: Welcome to the Jungle’ udkommer på Blu-ray den 31. maj 2018.

INSIDIOUS – THE LAST KEY: Skræmmende og hjemsøgende gespenster for fuld skrue

Skræmmende Blu-ray: Det hele startede tilbage i 2010 med James Wans både creepy, uhygglige og isnende ‘Insidious’. Siden er det indtil videre blevet til hele fire film i franchisen med ‘Insidious: Chapter 2’ fra 2013 – også instrueret af James Wan – samt ‘Insidious: Chapter 3’ fra 2015 og nu altså den fjerde film med ‘Insidious: The Last Key’ fra i år. Den er netop udkommet på Blu-ray.

Du kan med andre ord godt forberede dig på nye overnaturlige og ikke mindst skræmmende begivenheder, når det fjerde kapitel i serien folder sin gruopvækkende historie ud, hvor der naturligvis atter engang bliver hjemsøgt til den helt store og uhyggelige guldmedalje.

I denne ombæring vender den uforlignelige og engagerende Lin Shaye tilbage i rollen som den frygtløse, dødsforagtende og dygtige parapsykolog dr. Elise Rainier. Denne gang står overfor endnu en skræmmende og ikke mindst personlig hjemsøgning, der naturligvis finder sted i familiens skød. Gisp!

Blu-ray-udgivelsen byder desuden også på en omgang ekstramateriale, hvor du kan gå på opdagelse i en alternativ slutning, videre til otte slettede scener samt et par featuretter, hvor man her får ‘Going Into The Further’, ‘Becoming Elise’ og ‘Meet the New Demon’. Så god skræmmende fornøjelse med denne indtil videre sidste film i den uhyggelige gyser-franchise.

– ‘Insidious: The Last Key’ udkommer på dvd og Blu-ray den 24. maj 2018.

SUPERNATURAL SÆSON 12: Flere overnaturlige begivenheder med de to brødre

Overnaturlige begivenheder på dvd: Den amerikanske tv-serie ‘Supernatural’ er ude med sin 12. sæson, som nu er udkommet på dvd her i landet. Det betyder flere overnaturlige begivenheder i denne fantasy- og horror-serie, der startede helt tilbage i 2005. Det er således en populær tv-serie, der har vist sig at være overlevelsesdygtig i mere end 10 år. Ganske imponerende.

Serien omhandler brødrene Sam – spillet af Jared Padalecki samt – spillet af Jensen Ackles  Winchester. De to rejser i deres bil igennem USA’s store vidder i deres søgen og jagt på overnaturlige væsener.

Således har Sam og Dean Winchester i årenes løb kæmpet mod alle mulige former for overnaturlige kræfter. Nu står de to dedikerede brødre sammen med deres tilbagevendte mor, Mary (Samantha Smith), og Castiel (Misha Collins), over for Lucifer i egen høje person – på samme tid som Crowley (Mark A. Sheppard) og The British Men of Letters.

Dvd-udgivelsen indeholder fire featuretter, her The Winchester Mythology, videre til Mary Winchester og The Winchester Mythology: A Hunter’s Life og The Winchester Mythology: Clash of the British Men of Letters og Supernatural: 2016 Comic-Con Panel. Herudover er der hele tre kommentarspor og tidligere ikke viste scener samt spas fra optagelserne.

– ‘Supernatural’ sæson 12 udkommer den 7. maj 2018.