THE PLACE BEYOND THE PINES: menneskeskæbner på kollisionskurs

/i , /af

At vores handlinger har konsekvenser og er med til at forme ikke kun os selv, men også dem omkring os, får intens tyngde med Derek Cianfrance poetisk brutale drama The Place Beyond the Pines. Her kommer vi ind på livet af en håndfuld personer, hvis indbyrdes relationer får skæbnesvanger betydning for hinanden. På en gang nærværende, tragisk og medrivende.

Jeg vil ikke her gå i detaljer med plottet, da netop filmens struktur er en vigtig del af oplevelsen samt den måde hvorpå vi møder og kommer til at forstå de medvirkendes liv – jeg vil dog kort ridse hovedpersonerne op. Vi følger den rodløse motorcykel-stuntman Luke – en som altid cool og forsagt Ryan Gosling.

Pines 02

Jep, tænk hans karakter fra Drive, bare med en motorcykel, afbleget hår, flere replikker og flere tatoveringer. Lukes engangsflirt Romina – en smuk Eva Mendes –har fået deres uplanlagte barn. Hun er imidlertid sammen med en ny mand, man Luke gør hvad han kan for at få forhold til hende og barnet. Jeg behøver vel næppe sige, at det er et kompliceret forhold.

Vi møder også den regelrette betjent Avery Cross, der kommer i uføre – han spilles med et godt hjerte af Bradley Cooper. Tre umage skæbner, hvis liv tager nogle fængslende krumspring, hvor deres handlinger og konsekvenser heraf sættes i indtagende relief. Desuden har Mike Patton skabt et stemningsmættet score, der fornemt understøtter dramaet.

Pines 01

Cianfrance er manden bag den smertelige Blue Valentine og viser igen, at han har god fornemmelse for at skabe et vedkommende og grundlæggende interessant drama samt ikke mindst et følsomt nærvær mellem de medvirkende. Men netop filmens mere eller mindre periodiske struktur er også med til, at de forskellige historier synes en smule løsrevet fra hinanden, hvorved den dramatiske sammenhæng mister lidt pondus.

Men alle medvirkende leverer indtagende præstationer med både menneskelige fejl og mangler samt fine nuancer på banen. Her er vitterligt noget på spil og det mærker man. Dramaet er med andre ord dybfølt, komplekst og engagerende leveret – og selvom afviklingen bliver en kende bumlet, så står de moralske og menneskelige dilemmaer hele vejen vedkommende tegnet op. [tabgroup][tab title=”The Place Beyond the Pines | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

pines poster
Originaltitel: The Place Beyond the Pines, USA, 2012
Premiere: d. 28. marts 2013
Instruktion: Derek Cianfrance
Medvirkende: Ryan Gosling, Bradley Cooper, Eva Mendes m.fl.
Spilletid: 140 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

THE HOST: rumvæsner og science fiction-romantik af tredje grad

/i , /af

Rumvæsner, der har taget bolig i næsten alle mennesker på jorden, nærkontakt af romantisk tredjegrad og identitetsproblematikker – jep, der er hældt tankevækkende stof i science fiction-gryden. Desværre forbliver det ved halvglatte kvæk, mens vrøvl og flad kærlighedsflimmer får overtaget i en ellers flot visualiseret fremtidsdystopi.

Her er selvfølgelig tale om filmatiseringen af Stephenie Meyers bog The Host. Bestemt mere interessant end hendes Twilight-saga, men de trættende teenage-kvaler kammer desværre over i det momentvis ellers ganske spændende drama, hvor spørgsmål om hvad, der gør os til mennesker er i spil.

the host 02

Alt ånder nemlig fred og idyl på jorden efter den fremmede race har overtaget stor set samtlige menneskers kroppe. Der er dog en lille gruppe, der fortsat kæmper for menneskenes overlevelse. Denne gruppe kommer Melanie i kontakt med, selvom hendes krop i filmens begyndelse overtages af et rumvæsen, der får navnet Wanda.

Hun bliver således filmens dramatiske centrum, hvor kampen mellem Melanie og Wanda og deres modsatrettede følelser slår krøller – ikke mindst i mødet med de to kærlighedsrivaler fra modstandsgruppen, Ian og Jamie. Ja, her er altså et lignende trekantsdrama i gang, som det mellem Bella, Edward og Jacob fra vampyr-serien. Men heller ikke her giver kærligheden troværdig genklang.

the host 01

Det er ellers den dygtige Andrew Niccol, der har instrueret og været med til at skrive filmen. Han er manden bag de fremragende sci fi-fortællinger Gattaca og S1m0ne samt den fine Lord of War og den noget ujævne dystopi In Time. The Host er bestemt også professionelt afviklet, men hverken tematikker eller følelser får den nødvendige pondus, mens det også er småt med reelle faremomenter.

Til gengæld får man en påklistret cliffhanger, mens der ihærdigt forsøges skabt ægte romantik. Det lykkedes ikke. Saoirse Ronan gør ellers fin figur som Melanie/Wanda, mens bejlerne Jake Abel og Max Irons er ret så anonyme. De gode takter overmandes med andre ord af romantisk vrøvl og uforløste tematikker i en desværre i sidste ende ujævn omgang science fiction-vælling. [tabgroup][tab title=”The Host | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

the host poster
Originaltitel: The Host, USA, 2013
Premiere: d. 28 marts 2013
Instruktion: Andrew Niccol
Medvirkende: Saoirse Ronan, Max Irons, Jake Abel m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

G.I. JOE: RETALIATION: min anmeldelse hos Ekko

/i , /af

I denne uge har jeg anmeldt en film hos Filmmagasinet Ekko. Det drejer sig om G.I. Joe: Retaliation, der forsøger at holde dampen oppe med store, steroidefyldte armbevægelser – uden held. Du finder min anmeldelse her.

gi joe 01

LES MISÉRABLES: højtsvungen drama for fuld musicalskrue

/i , /af

Jeg kan lige så godt bekende kulør – musicals er ikke min kop te. Jeg var nu alligevel spændt på, hvad Tom Hooper – manden bag den fine Kongens store tale – kunne få ud af den legendariske musical, der svinger sig gennem 20 år af Frankrigs historie. Nå ja, og selvfølgelig se hvad der kunne komme ud af en syngende Wolverine, Catwoman og ham der fra Gladiator.

Historien tager sin begyndelse i 1815, hvor straffefangen Jean Valjean, (Hugh Jackman) får sin frihed. Vi følger således hans vej gennem livet, mens han tumler med at gøre det rigtige i forhold til sig selv og sine medmennesker. Her krydses hans vej bestandigt af hans gamle fangevogter Javert (Russell Crowe), og hans liv tager en ny drejning, da han redder den fattige Fantine (Anne Hathaway) fra at blive fængslet.

les mis 02

Et på alle måder potent drama med nuancerede menneskeskæbner, svære moralske problematikker samt tematikker som skyld, identitet og religion i spil. Man får desuden flot syn for historiens vingesus i de parisiske gader og på de hårdprøvede barrikader. Ja, det er så absolut bjergtagende scenerier, der her males op.

De brusende billeder og begivenhedernes dramatiske gang rammer dog for mig ved siden af, når de medvirkende overspiller og synger deres følelser ud – hele vejen. Det er bare ikke videre engagerende, men derimod trættende teatralsk og følelsesmæssigt distancerende. Det bliver dog heldigvis ikke så klægt, at de store følelser helt får smidt mig af. Næsten ikke.

les mis 01

Men i stedet for at banke hjerteblodet medrivende rundt, bliver de store følelser forlorne og til tider ufrivilligt komiske – og så kan de tude nok så meget. Mig virker dramaet altså slet ikke på. Heldigvis redder filmens ofte berusende billeder de syngende strabadser i land. Sådan cirka.[tabgroup][tab title=”Les Misérables | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

les mis poster
Originaltitel: Les Misérables, USA | England, 2012
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Tom Hooper
Medvirkende: Anne Hathaway, Helena Bonham Carter, Hugh Jackman, Russell Crowe, Sacha Baron Cohen, Eddie Redmayne, Aaron Tveit m.fl.
Spilletid: 157 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

OPPE PÅ VALMUEBAKKEN: japansk sødme og animationskærlighed

/i , /af

Den legendariske animationsskaber Hayao Miyazaki giver faklen videre til sin søn Gorō Miyazaki i den charmerende Oppe på Valmuebakken. En liflig tur tilbage til et Japan anno 1963, hvor en flok gymnasieelever kæmper for bevarelsen af deres klubhus, mens også den første forelskelse spirer sødt mellem Umi og Shun.

Men selvom Hayao Miyazaki har været med til at skrive filmen, er vi langt fra hans ellers eventyrlig film med fabeldyr og overnaturlige elementer som i Chihiro og heksene eller Det levende slot. Derimod er her skøn nostalgi, mens elevernes ivrighed og kampgejst får et pulserende liv i filmens flotte streg.

valmue 01

En på alle måder fin film, der smukt realiserer havnebyen Yokohama og samtidig bringer temaer som tradition, fremskridt og demokrati i spil. Her med den forestående nedrivning af klubhuset som omdrejningspunkt for dramaet, hvor de unge indser, at der er noget, som er vigtigt at kæmpe for og værne om.

Ikke at der på nogen måde går politisk fællessang i den, men dramaet har blot et fint underlag af problematikker, der er helt grundlæggende for hvordan et samfund er og skal være. Det giver et fint modspil det menneskelige drama og den gryende romance mellem den flittige Umi og skolebladets redaktør Shun.

valmue 02

Nu var jeg ikke videre begejstret for Gorō Miyazakis animations debut, den eventyrlige Legenden om Jordhavet. Den var en kende rodet fortalt og ramte slet ikke visuelt den detaljerede og smukke standard, man er blevet kendt med fra hans fars film, der også er lavet ved Studio Ghibli.

Men med Oppe på Valmuebakken rammer Gorō Miyazaki rent med en både fin og nuanceret fortælling, der desuden rummer varm humor samt en visuelt indtagemde stil med fine detaljer og opløftende liv. Han tager således teten fornemt videre fra sin far og giver håb om en lys fremtid for det magiske Studio Ghibli.[tabgroup][tab title=”Oppe på Valmuebakken | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

valmue poster
Originaltitel: Kokuriko-zaka kara, Japan, 2011
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Gorō Miyazaki
Medvirkende: Masami Nagasawa, Junichi Okada, Keiko Takeshita, Yuriko Ishida m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

CLOUD ATLAS: ambitiøst skæbneportræt taber pusten

/i , /af

Det er et både stort og herligt komplekst projekt trekløveret Tom Tykwer, Andy Wachowski og Lana Wachowski har kastet sig over med Cloud Atlas. Et sirligt multiplot, der ikke alene favner over et stort persongalleri, men også tid og rum, mens skuespillerne oveni købet også påtager sig op til flere forskellige roller på kryds og tværs af tid – og ofte sminket til ukendelighed.

Så ja, hvor starter og hvor ender dette historie-flettende drama i grunden? Ikke nødvendigvis nogen steder, men blot med den røde tråd, at vi alle på en eller anden måde er en del af et større hele, der går ud over vores egen tid. Det lyder måske noget højtravende og er det sådan set også, hvilket er både filmen styrke og dens svaghed.

cloud atlas 01

For midt i det i grunden fascinerende puslespil af menneskeskæbner og plottråde mister dramaet også det nærvær og den sammenhæng, der skulle være med til at væve publikum med i både den store og lille historie. Man forbliver mere en forundret tilskuer, end en egentlig engageret deltager i de mange liv. Desværre.

Der er ellers både rørende, dramatiske og tragiske historier at involvere dig i. Fra en håbefuld komponists umulige kærlighed til en fanges møde med friheden og videre til en ihærdig journalists kamp mod et pengegrisk komplot. Således springer fortællingen abrupt rundt imellem sine mange historier – uden at man rigtigt når at gribe dem.

cloud atlas 02

Man får med andre ord ikke for alvor lov til at føle den enkeltes liv, der kommer til at lide under filmens spil med den store forkromede helhed. Men den store samhørighed på tværs af tid og sted får desværre heller ikke den resonans, man kunne ønske sig. I stedet ender de mange livs susen forbi med at kede i perioder. Men der er bestemt også både spændende og medrivende scener og personer imellem.

Ja, Tykwer og søskendeparret bag The Matrix har med det imponerende cast bestående af blandt andre Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon og Hugh Grant taget munden fuld med bogforlægget af David Mitchell. Rejsen bliver desværre noget ujævn, men er bestemt også et både fascinerende og befriende ambitiøst ridt gennem tiderne. Måske et gensyn vil hjælpe på oplevelsen – jeg vil i hvert fald gøre forsøget.[tabgroup][tab title=”Cloud Atlas | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars
cloud atlas poster
Originaltitel: Cloud Atlas, Tyskland | USA | Hong Kong | Singapore, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Tom Tykwer, Andy Wachowski, Lana Wachowski
Medvirkende: Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon, Hugh Grant, Keith David m.fl.
Spilletid: 172 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SMAGEN AF RUST OG BEN: en kamp tilbage til livet

/i , /af

I det fine franske drama Smagen af rust og ben møder vi to hårdtprøvede skæbner, der på hver deres måde kæmper sig vej gennem livet. Alenefaren Alain og Stéphanie, der efter en voldsom ulykke er endt i en kørestol. En brutal historie, men også med plads til ømhed og nærvær. For selv når det kan se mest sort ud, finder lyset vej ind.

Det er i mødet med og mellem dette umage par, at filmens fængslende drama tager fat, der hvor det gør ondt, mens også både fortvivlelsen og det spinkle håb finder plads i maven på publikum. Ja, Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts formår i hovedrollerne vedkommende at formidle oprigtige og komplekse følelser.

rust og ben 01

Et tilfældigt møde i nattelivet bliver starten på det uventede forhold. For efter hun invalideres, finder de to søgende sjæle hos hinanden en uforudset samhørighed – deres forskellige situationer og personligheder til trods. Han er ligefrem og uforsigtig, mens hun helst bare vil gemme sig selv væk efter ulykken.

Men hey, nu skal der heller ikke gå alt for meget fransk drama i den. For selvom her ganske vist er patos på drengen og det er tunge eksistentialistiske tanker, der luftes, så er her ganske enkelt tale om et velspillet og nærværende drama om to mennesker, hvis liv vi her får lov at tage del i.

rust og ben 02

At finalen så skruer en tand for meget på følelserne, er til at leve med, når nu portrætterne er så velbalanceret og ublufærdigt leveret. Det er Jacques Audiard, der har instrueret – han er også manden bag den blændende gode Profeten. Helt samme højder nås der dog ikke her – uden sammenligning i øvrigt.

Men med et godt øje for mennesker og de uforudsete følelser, der kan opstå, når livet spænder ben, lykkedes Smagen af rust og ben med indtagende troværdighed og ægte tilstedeværelse at fortælle sin historie. Smerteligt og smukt.[tabgroup][tab title=”Smagen af rust og ben | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

rust og ben poster
Originaltitel: De rouille et d’os, Frankrig/Belgien, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Jacques Audiard
Medvirkende: Marion Cotillard, Matthias Schoenaerts, Armand Verdure m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

BULLET TO THE HEAD: gumpetung Stallone i trægt trav

/i , /af

Jeg er ret glad for Sylvester Stallone, derfor gør det sgu også en smule ondt at se ham okse rundt for at dele øretæver ud i den gumpetunge actionbøf Bullet to the Head. Godt nok er Sly gammelmands-cool og alt det der, men hans brummende charme redder ikke filmen fra sin ubehjælpsomme afvikling.

Plottet siger du? Well, det er noget rod og overforklares både med voiceover og af de ligegyldige skurke. Stallone spiller en lejemorder, der teamer op med en slatten betjent for at få nogle fælles fjender ned med nakken, da de har dræbt både Stallones lejemorder-makker og betjentens kollega.

bullet 02

That’s it, simpelt og lige til. Skønt. Men sagerne overkompliceres med søforklaringer og en kriminel konspiration, der strækker sig et godt stykke op i systemet. Men hvad værre er, så engageres man ikke på noget tidpunkt i strabadserne – end ikke, da der går far-og-datter-drama i den. Karakterne er ganske enkelt ikke specielt interessante.

Stallone er en old timer med et godt hjerte begravet på bunden af sit ellers nådesløse korpus, der ikke tøver med at nakke den ene skurk efter den anden. Betjenten, der spilles af en anonym Sung Kang, er et sølle eksempel på et sidekick, mens datteren forbliver et yndigt plotelement – og skurkene, well, de mangler faretruende pondus.

bullet 03

Desværre er action-scenerne ikke videre vellykkede, men forbliver flade indslag af dovne eksplosioner og træge tæsk. Kun den afsluttende kamp med brandøkser får sat en smule spænding i spil – men absolut kun en smule. For filmen er nærmest drænet for spænding, hvilket står mere og mere klart efterhånden som løjerne møver sig frem.

Ja, den eneste formildende omstændighed er faktisk Stallones kølige tilstedeværelse – og han får da også sat et par sikre oneliners ind undervejs og vist sin svulmende krop frem. Men hverken en slesk Christian Slater eller et arsenal af automatvåben kan hjælpe denne dovne pølse ud af sit bedøvende svøb. For helvede da også, Sly.[tabgroup][tab title=”Bullet to the Head | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

bullet poster
Originaltitel: Bullet to the Head, USA, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Walter Hill
Medvirkende: Sylvester Stallone, Jason Momoa, Christian Slater, Sarah Shahi m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

OZ THE GREAT AND THE POWERFUL: kulørt eventyr mangler mere magi

/i , /af

Med Sam Raimis Oz the Great and the Powerful lander vi langt fra hans herlige Evil Dead-trilogi, nemlig i det magiske eventyrland Oz. Her truer den onde heks freden, mens fabeldyr, dværge og fortryllende scenerier danner farvestrålende bagtæppe for de end kende kedelige strabadser, der leveres i udfarende 3D.

Men hey, det er bestemt en flot rejse og alene visuelt klarer eventyret sig det meste af vejen fornuftigt igennem sine kulørte landskaber. James Franco er mere eller mindre quirky og en smule ved siden af sig selv som den charmerende tryllekunstner og fupmager Oz, der havner i det fortryllede land.

oz 01

Her bliver han hilst velkommen som troldmanden, der skal redde indbyggerne fra heksens onde favntag. Uden tøven udgiver Oz sig nu for at være netop den frelsende magiker, men hvor langt kan han komme med sit fupnummer – og er en høj hat og fyrværkeri overhovedet nok til at klare skærene? Du får ét gæt.

Oz møder blandt andet en bevinget abe og en porcelænspige, der hjælper ham på sin vej mod opgøret med heksen. Men ikke alt er, hvad det giver sig ud for – selvfølgelig ikke. De plotmæssige overraskelser er dog ikke nok til at holde den noget tamme historie flyvende. For der synes aldrig rigtig at være fare på færde, selvom skyggerne tager til – og så savner jeg karakterer med mere pondus.

oz 02

Blandt andet mangler James Franco ordentligt modspil. Ja, den flyvende abe og porcelænspigen er charmerende, men en ordentlig skurk bliver det aldrig til. Og selvom det kvindelige trekløver Mila Kunis, Rachel Weisz og Michelle Williams bestemt pynter på sagerne, så klinger magien desværre også en kende hult i det overdådigt computergenerede univers.

Der er altså ingen risiko for, at Sam Raimi slår Victor Flemings The Wizard of Oz fra 1939 af pinden som den film, man også fremover i første omgang vil forbinde med L. Frank Baums sprudlende univers. Det er altså på eget ansvar, at følge the yellow brick road, for der venter desværre ikke det store eventyrlige sus, men en kulørt feberdrøm, der udgør en ok omgang flødeskums-eskapisme. Det er nu også helt cool.[tabgroup][tab title=”Oz the Great and the Powerful | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

oz poster
Originaltitel: Oz the Great and the Powerful, USA, 2012
Premiere: d. 28. februar 2013
Instruktion: Sam Raimi
Medvirkende: James Franco, Michelle Williams, Rachel Weisz, Mila Kunis, Zach Braff m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

THE LAST STAND: Schwarzenegger gør blodigt comeback

/i , /af

Så er det frem med automatvåben og oneliners – Arnold Schwarzenegger er tilbage for drønende kedler og med accenten intakt i den energiske action-tonser The Last Stand. En voldsom omgang sjov og ballade med både cheesy humor, blodskvulpende skudsår og oksende håndgemæng. En smule ujævn, men også et pokkers underholdende comeback.

Schwarzenegger indtager rollen som slidt sherif, der er rykket på landet for at slippe for storbyens trummerum. Men selvfølgelig finder balladen Arnold. En narkobaron er nemlig på flugt og har kurs mod den lille flække for at nå grænsen mod Mexico – men selvom Arnold har rundet de 65, skal man som bekendt ikke fucke med ham.

last stand 02

Så sammen med en våbenglad Johnny Knoxville og et par mere eller mindre behjælpsomme betjente forskanser de byen og armerer sig inden det store opgør indtager de små gader. Ja, der venter både biljagter, eksplosioner og en flok af sortklædte bad guys, der skydes i sænk så blodet sprøjter. Skønt.

Det er dog ikke kun Arnold, der har gjort mig spændt på The Last Stand. Det er nemlig sydkoreanske Jee-woon Kim, der her instruerer sin første amerikanske film. Han står bag fremragende titler som den nervepirrende gyser A Tale of Two Sisters, den brutale seriemorder-thriller I Saw the Devil og den hæsblæsende western The Good, The Bad, The Weird.

last stand 01

Og ja, Jee-woon Kim er – som du nok har luret – sluppet godt fra sin debut i USA. For selvom tempoet er en smule knoldet og humoren ikke fungerer lige godt, er her en ganske usentimental tilgang til Arnolds brug af automatvåben. Det er altså ikke som sådan et nostalgitrip med utallige referencer til storhedstiden – heldigvis. Men man kan godt tale om action, der ligger i forlængelse af 80’ernes no bullshit-tradition.

Det er med andre ord ikke nuancerede karakterer og en spidsfindig handling, der her skal sikre eskapaderne sejr, men derimod en cool Arnold med en stor gun og en rundhåndet omgang med håndvåben. Begge dele serveres her kækt og med et fint glimt i øjet, mens vejspærringer bliver smadret og blodige headshots medrivende farver lærredet rødt. At løjerne så mister pusten lidt af og til er bestemt til at leve med.[tabgroup][tab title=”The Last Stand | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

last stand poster
Originaltitel: The Last Stand, USA, 2013
Premiere: d. 7. marts 2013
Instruktion: Jee-woon Kim
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Johnny Knoxville, Forest Whitaker m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]