AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

/i , /af

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

Inden den farefulde færd dog for alvor tager fat, skal man igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige fortælle-struktur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker og får fint balanceret sin personlige udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange gåtur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Men det ændrer ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt. Og lad mig så lige vende filmens omdiskuterede high frame rate-visning.

For i stedet for som normalt at bruge 24 billeder i sekundet, er her tale om 48. Det giver en uhyre klarhed og detaljerigdom, men det underminerer i flere scener også illusionen. Filmen ligner til tider nemlig en billig tv-produktion med et digitalt, poleret og kønsløst look. Det er heldigvis langt fra tilfældet hele vejen. Fx gør de åndeløse panoramaskud og dunkle grottedyb fint brug af teknologiens styrker – herunder også en flot dybdevirkning i 3D. Filmen kan dog også fanges med 24 billeder i sekundet og i 2D.

Men bag teknologien finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser, hvor Bilbo står centralt. Det gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis er det pokkers flot iscenesat og så har jeg også en svaghed for monstre, hvor det blandt andet bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Hobbitten: En uventet rejse får nemlig på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang. Jeg håber bare, at der kommer bedre styr på de der 48 billeder i sekundet i de kommende to film – ja, eller at jeg vender mig til hobbit-huller, der ligner noget fra en billigt produceret DR-serie.
[tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel: The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE TWILIGHT SAGA: BREAKING DAWN – DEL 2: Den udødelige vampyrkærlighed når sin afslutning

/i , /af

Det melodramatiske trekantsdrama mellem gummivampyren Edward, den stædige Bella og ulvedrengen Jacob når med The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2 sin længe ventede afslutning. Det betyder også et farvel til et populærkulturelt fænomen, der siden 2005 har givet piger hede drømme og en tro på evig kærlighed.

Dette sidste kapitel fortsætter hvor forrige film slap. Her blev Bella og Edward gift – og så gik det ellers hurtigt. Bella blev gravid, men vampyr-babyen forsøgte at gnaske sig vej ud af den afmagrede piges mave. I den dramatiske fødselsfinale blev Bella dog reddet ved at Edward – langt om længe – forvandlede hende til en vampyr. Vupti.

Den bomstærke Bella skal nu lære at forholde sig til sine nye kræfter samt livet som mor. Ja, der er selvfølgelig fortsat gnidninger mellem hende, Jacob og Edward, men det er større problemer, der overskygger dramaet. For de magtfulde Volturi-vampyrer tror nemlig fejlagtigt, at den hurtigt voksende datter er udødelig og derfor udgør et brud på vampyr-lovene. Derfor truer en krig mellem klanerne nu med at bryde ud.

Jeg har ikke læst de populære bøger af Stephenie Meyer, men kan blot konstatere, at filmserien – ikke overraskende – fortsætter i samme rille med sit højtsvungne og frustrerende ufarlige kærlighedsdrama. Jeg mener, her er vitterligt liv og død på spil, mens spændstige tematikker som udødelighed og opofrelse også er på banen.

Men de ellers interessante gråzoner og forbudte følelser får aldrig det bid og nærvær dramaet tørster efter for at blive andet end poleret dagdrømmeri med evig kærlighed, mystik og sløset manuskriptskrivning. Bl.a. kunne den ulykkeligt forelskede Jacob godt være blevet en spændende karakter – fanget af en kærlighed til Bella, der må forblive uforløst. Han spilles desværre bare af den blanke robot Taylor Lautner.

Der er dog momentvis en gnist mellem Kristen Stewart og Robert Pattinson som det forelskede vampyrpar. Sagde jeg vampyr? For der er som bekendt ikke meget vampyr at hente her – i hvert fald ikke af den dagslysforkastende slags. Her bruges vampyr-myten mere som et let krydderi til historien om udødelig kærlighed og forbudte lyster. Fred med det, for sådan er universt skruet sammen – men det er stadigvæk skørt, at blodsugerne glimter som disco-kugler i dagslys og ikke går op i flammer.

Nej, jeg er ikke målgruppen, men det undskylder altså ikke det stive skuespil og den ujævne afvikling af det kønsløse drama. Michael Sheen er dog herlig teatralsk som vampyr – ja, heldigvis er løjerne ikke helt uden et glimt i øjet. Men de højtravende replikker, den klodsede CGI og Bella, der spæner op af en klippevæg fremstår altså en tand fjollet – og hvorfor skal alle ligne nogle fra et dårligt rockband?

Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – part 2, USA, 2012
Premiere: d. 15. november
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Spilletid: 1time 55 min.
Distributør: Nordisk Film