OBLIVION: Tom Cruise og en øde jord er fejende flot science fiction

Der er noget grundlæggende medrivende ved at følge Tom Cruise suse rundt i sit lille fly oppe blandt bløde skyer og nede på Jorden, der efter en altødelæggende krig med fremmede væsner nu ligger øde hen. Den post-apokalyptisk science fiction-film Oblivion tager os således med til en mennesketom Jord anno 2077.

For selvom menneskene vandt krigen, blev Jorden ødelagt – så befolkningen har nu bosat sig ude i rummet. Tom Cruise aka Jack Harper er dog med sin navigatør/kæreste som de eneste mennesker blevet tilbage for at udvinde de sidste ressourcer og holde styr på de patruljerende droner, der vogter Jorden mod de lyssky væsner.

oblivion 01

Den ellers fredelige tjans kompliceres imidlertid, da de to opfanger et signal fra et fremmed rumskib – og hvad gemmer der sig egentlig ude blandt ruinerne på den ubeboelige Jord? Der kommer med andre ord også adrenalinfyldt action på banen, mens plottets hemmeligheder optrevles med sikker hånd.

Tom Cruise tilfører de smukt udfoldende scenerier og hæsblæsende flyveture vanlig karisma, mens Andrea Riseborough giver den som behersket og en smule kedelig kæreste. En cool og cigarrygende Morgan Freeman dukker op som leder af en gruppe overlevende på Jorden, som en rå Nikolaj Coster-Waldau også er en del af.

oblivion 03

Det er dog Tom Cruise, der er den ubetingede hovedperson. Han tumler også med mystiske minder om en pige – den smukke Olga Kurylenko – men helt ind under huden rent dramatisk kommer man desværre aldrig. Hertil står de medvirkende for overfladisk optegnet. Det er den imponerende og fascinerende visuelle side med sine vidtstrakte landskaber og sci fi-udstyr, der for alvor får fortællingen til at fænge.

Ja, Oblivion kan til tider godt føles mere som en velsmurt Hollywood-maskine, end et drama med menneskelig tyngde og eksistentielle tematikker malet nuanceret op. Ikke desto mindre er historien dragende udfoldet til tonerne af et ofte berusende score. Joseph Kosinski beviser altså som med debuten TRON: Legacy, at han mestrer det at opbygge universer, men ikke er helt ferm udi at få formidlet det menneskelige drama.[tabgroup][tab title=”Oblivion | Biograf-anmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

oblivion poster
Originaltitel:
Oblivion, USA, 2013
Premiere: d. 11. april
Instruktion: Joseph Kosinski
Medvirkende: Tom Cruise, Morgan Freeman, Andrea Riseborough, Nikolaj Coster-Waldau, Olga Kurylenko m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

OLYMPUS HAS FALLEN: Bulder, Butler og Det Hvide Hus skudt i sænk

Der bliver i den grad gået til det højeksplosive og blodspruttende stål, når action-bæstet Olympus Has Fallen vælter sig energisk over lærredet. Her er det med andre ord for fuld råstyrke og godt med kul på automatvåbnene, når intet mindre end Det Hvid Hus erobres af terrorister og USA’s præsiden tages som gidsel.

Ja, det er bombastisk actionramasjang med en herlig simpel præmis. Gerard Butler okser her rundt i sin kamp for at befri præsidenten, der spilles med amerikaner-svung af en boksende Aaron Eckhart. Ja, her vejrer The Star-Spangled Banner patriotisk i vinden, mens fjendebilledet males sort/hvidt op.

olympus 02

Her er det en flok nordkoreanske terrorister, der med sans for de brede penselstrøg skyder sig vej ind i præsidentens gemakker, hvor blandt andet Washington-monumentet teatralsk må falde delvist i grus under terroristernes overtagelse. Nej, man er ikke i tvivl om, hvem der er heltene og hvem, der er skurkene.

Her gælder en logik, der er en actionfilm fra 1980’erne værdig – og det er så aboslut et kompliment. Det samme gælder action-delen, der er brutal og fyldt med blodige head shots. Herligt. Hele filmens første del, hvor Det Hvide Hus indtages er ganske enkelt en forrygende og adrenalinfyldt actionopvisning, hvor der bliver skudt skånselsløst ned i civilbefolkningen, mens et fly bomber løs.

olympus 01

Desværre når filmen ikke helt samme potente tinder efter introen, men holder trods alt fint dampen oppe med et godt tempo og massevis af kills. Gerard Butler er dog ikke helt så karismatisk en helt, men minder mest om en forpustet og lettere oppustet lillebror til Sylvester Stallone – hvilket også har sin egen sære charme.

Men selvom Olympus Has Fallen ikke kommer helt vellykket i mål og logikken går fløjten et par gange undervejs, så er her tale om en omgang herlig no nonsense-action, hvor det menneskelige drama fylder lidt, mens de heftige skududvekslinger og one liners fører bæstet fremad. En smule ujævn, men i sidste ende et solidt action-kick.[tabgroup][tab title=”Olympus Has Fallen | Biografanmeldelse”] Vurdering: 3/6
3_6 - stars

olympus poster
Originaltitel: Olympus Has Fallen, USA, 2013
Premiere: d. 4. april 2013
Instruktion: Antoine Fuqua
Medvirkende:  Gerard Butler, Aaron Eckhart, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

KON-TIKI: Farefuldt eventyr på en tømmerflåde

Jeg har helt fået lyst til selv at sætte sejl efter den brusende smukke og nervepirrende tur over Stillehavet med Kon-Tiki. Her fortælles den sande historie om den farefulde færd som Thor Heyerdahl og mandskab begav sig ud på i en tømmerflåde anno 1947. En utrolig historie, der sætter fut i ens indre eventyrer.

Fast besluttet på at bevise, at Polynesion blev befolket fra Sydamerika og ikke Asien, som ellers antaget, begiver de eventyrlystne nordmænd sig ud på den 8000 kilometer lange ekspedition, der skulle ende med at vare 101 dage. De har ikke nogen speciel erfaring til søs og Heyerdahl kan ikke en gang svømme. Men vilje har de masser af.

kon-tiki 02

Ja, det lyder næsten for utroligt til at være sandt, men ikke desto mindre er det et faktum, at de klarede turen. En både inspirerende og medrivende rejse, jeg dog ikke skal kunne sige, hvor tæt ligger på sandheden. Historien er da også fortalt med mere eftertryk på vovemod og eventyr end dokumentar og trivielle faktabeskrivelser.

Strabadserne foldes således ud i flotte og fascinerende billeder, der både omfavner faren, som når eksempelvis hajer cirkler om tømmerflåden, eller helt poetisk, som når glimtende vandmænd lyser op i en ellers sort nats mørke havoverflade. Det lykkedes altså fint at stable både reel spænding og dragende eventyr på benene.

kon-tiki 01

De interne stridigheder i gruppen får desværre ikke helt den tyngde, man kunne ønske sig, men forbliver en smule ufarligt optegnet. På samme måde kommer Heyerdahls dilemma med at være fanget mellem eventyret på havet og familien derhjemme heller ikke for alvor i spil, men fremstår lidt som et uforløst aber dabei, hvilket er ærgerligt.

Men det er småting, der langt fra overskygger den på mange måder fængslende fortælling, der medrivende får sat ansigt på balancegangen mellem at være dumdristig og modig. Samtidig tjener eventyret også som en flot reminder om, at man bør gå efter drømmen på trods af modgang, hvilket vi alle kan have godt at blive mindet om.[tabgroup][tab title=”Kon-Tiki | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

kon tiki poster
Originaltitel: Kon-Tiki, England | Norge | Danmark | Tyskland, 2012
Premiere: d. 4. april 2013
Instruktion: Joachim Rønning og Espen Sandberg
Medvirkende: Pål Sverre Hagen, Anders Baasmo Christiansen, Gustaf Skarsgård m.fl.
Spilletid: 1 time 59 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE PLACE BEYOND THE PINES: menneskeskæbner på kollisionskurs

At vores handlinger har konsekvenser og er med til at forme ikke kun os selv, men også dem omkring os, får intens tyngde med Derek Cianfrance poetisk brutale drama The Place Beyond the Pines. Her kommer vi ind på livet af en håndfuld personer, hvis indbyrdes relationer får skæbnesvanger betydning for hinanden. På en gang nærværende, tragisk og medrivende.

Jeg vil ikke her gå i detaljer med plottet, da netop filmens struktur er en vigtig del af oplevelsen samt den måde hvorpå vi møder og kommer til at forstå de medvirkendes liv – jeg vil dog kort ridse hovedpersonerne op. Vi følger den rodløse motorcykel-stuntman Luke – en som altid cool og forsagt Ryan Gosling.

Pines 02

Jep, tænk hans karakter fra Drive, bare med en motorcykel, afbleget hår, flere replikker og flere tatoveringer. Lukes engangsflirt Romina – en smuk Eva Mendes –har fået deres uplanlagte barn. Hun er imidlertid sammen med en ny mand, man Luke gør hvad han kan for at få forhold til hende og barnet. Jeg behøver vel næppe sige, at det er et kompliceret forhold.

Vi møder også den regelrette betjent Avery Cross, der kommer i uføre – han spilles med et godt hjerte af Bradley Cooper. Tre umage skæbner, hvis liv tager nogle fængslende krumspring, hvor deres handlinger og konsekvenser heraf sættes i indtagende relief. Desuden har Mike Patton skabt et stemningsmættet score, der fornemt understøtter dramaet.

Pines 01

Cianfrance er manden bag den smertelige Blue Valentine og viser igen, at han har god fornemmelse for at skabe et vedkommende og grundlæggende interessant drama samt ikke mindst et følsomt nærvær mellem de medvirkende. Men netop filmens mere eller mindre periodiske struktur er også med til, at de forskellige historier synes en smule løsrevet fra hinanden, hvorved den dramatiske sammenhæng mister lidt pondus.

Men alle medvirkende leverer indtagende præstationer med både menneskelige fejl og mangler samt fine nuancer på banen. Her er vitterligt noget på spil og det mærker man. Dramaet er med andre ord dybfølt, komplekst og engagerende leveret – og selvom afviklingen bliver en kende bumlet, så står de moralske og menneskelige dilemmaer hele vejen vedkommende tegnet op. [tabgroup][tab title=”The Place Beyond the Pines | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

pines poster
Originaltitel: The Place Beyond the Pines, USA, 2012
Premiere: d. 28. marts 2013
Instruktion: Derek Cianfrance
Medvirkende: Ryan Gosling, Bradley Cooper, Eva Mendes m.fl.
Spilletid: 140 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

THE HOST: rumvæsner og science fiction-romantik af tredje grad

Rumvæsner, der har taget bolig i næsten alle mennesker på jorden, nærkontakt af romantisk tredjegrad og identitetsproblematikker – jep, der er hældt tankevækkende stof i science fiction-gryden. Desværre forbliver det ved halvglatte kvæk, mens vrøvl og flad kærlighedsflimmer får overtaget i en ellers flot visualiseret fremtidsdystopi.

Her er selvfølgelig tale om filmatiseringen af Stephenie Meyers bog The Host. Bestemt mere interessant end hendes Twilight-saga, men de trættende teenage-kvaler kammer desværre over i det momentvis ellers ganske spændende drama, hvor spørgsmål om hvad, der gør os til mennesker er i spil.

the host 02

Alt ånder nemlig fred og idyl på jorden efter den fremmede race har overtaget stor set samtlige menneskers kroppe. Der er dog en lille gruppe, der fortsat kæmper for menneskenes overlevelse. Denne gruppe kommer Melanie i kontakt med, selvom hendes krop i filmens begyndelse overtages af et rumvæsen, der får navnet Wanda.

Hun bliver således filmens dramatiske centrum, hvor kampen mellem Melanie og Wanda og deres modsatrettede følelser slår krøller – ikke mindst i mødet med de to kærlighedsrivaler fra modstandsgruppen, Ian og Jamie. Ja, her er altså et lignende trekantsdrama i gang, som det mellem Bella, Edward og Jacob fra vampyr-serien. Men heller ikke her giver kærligheden troværdig genklang.

the host 01

Det er ellers den dygtige Andrew Niccol, der har instrueret og været med til at skrive filmen. Han er manden bag de fremragende sci fi-fortællinger Gattaca og S1m0ne samt den fine Lord of War og den noget ujævne dystopi In Time. The Host er bestemt også professionelt afviklet, men hverken tematikker eller følelser får den nødvendige pondus, mens det også er småt med reelle faremomenter.

Til gengæld får man en påklistret cliffhanger, mens der ihærdigt forsøges skabt ægte romantik. Det lykkedes ikke. Saoirse Ronan gør ellers fin figur som Melanie/Wanda, mens bejlerne Jake Abel og Max Irons er ret så anonyme. De gode takter overmandes med andre ord af romantisk vrøvl og uforløste tematikker i en desværre i sidste ende ujævn omgang science fiction-vælling. [tabgroup][tab title=”The Host | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

the host poster
Originaltitel: The Host, USA, 2013
Premiere: d. 28 marts 2013
Instruktion: Andrew Niccol
Medvirkende: Saoirse Ronan, Max Irons, Jake Abel m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

G.I. JOE: RETALIATION: min anmeldelse hos Ekko

I denne uge har jeg anmeldt en film hos Filmmagasinet Ekko. Det drejer sig om G.I. Joe: Retaliation, der forsøger at holde dampen oppe med store, steroidefyldte armbevægelser – uden held. Du finder min anmeldelse her.

gi joe 01

LES MISÉRABLES: højtsvungen drama for fuld musicalskrue

Jeg kan lige så godt bekende kulør – musicals er ikke min kop te. Jeg var nu alligevel spændt på, hvad Tom Hooper – manden bag den fine Kongens store tale – kunne få ud af den legendariske musical, der svinger sig gennem 20 år af Frankrigs historie. Nå ja, og selvfølgelig se hvad der kunne komme ud af en syngende Wolverine, Catwoman og ham der fra Gladiator.

Historien tager sin begyndelse i 1815, hvor straffefangen Jean Valjean, (Hugh Jackman) får sin frihed. Vi følger således hans vej gennem livet, mens han tumler med at gøre det rigtige i forhold til sig selv og sine medmennesker. Her krydses hans vej bestandigt af hans gamle fangevogter Javert (Russell Crowe), og hans liv tager en ny drejning, da han redder den fattige Fantine (Anne Hathaway) fra at blive fængslet.

les mis 02

Et på alle måder potent drama med nuancerede menneskeskæbner, svære moralske problematikker samt tematikker som skyld, identitet og religion i spil. Man får desuden flot syn for historiens vingesus i de parisiske gader og på de hårdprøvede barrikader. Ja, det er så absolut bjergtagende scenerier, der her males op.

De brusende billeder og begivenhedernes dramatiske gang rammer dog for mig ved siden af, når de medvirkende overspiller og synger deres følelser ud – hele vejen. Det er bare ikke videre engagerende, men derimod trættende teatralsk og følelsesmæssigt distancerende. Det bliver dog heldigvis ikke så klægt, at de store følelser helt får smidt mig af. Næsten ikke.

les mis 01

Men i stedet for at banke hjerteblodet medrivende rundt, bliver de store følelser forlorne og til tider ufrivilligt komiske – og så kan de tude nok så meget. Mig virker dramaet altså slet ikke på. Heldigvis redder filmens ofte berusende billeder de syngende strabadser i land. Sådan cirka.[tabgroup][tab title=”Les Misérables | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

les mis poster
Originaltitel: Les Misérables, USA | England, 2012
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Tom Hooper
Medvirkende: Anne Hathaway, Helena Bonham Carter, Hugh Jackman, Russell Crowe, Sacha Baron Cohen, Eddie Redmayne, Aaron Tveit m.fl.
Spilletid: 157 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

OPPE PÅ VALMUEBAKKEN: japansk sødme og animationskærlighed

Den legendariske animationsskaber Hayao Miyazaki giver faklen videre til sin søn Gorō Miyazaki i den charmerende Oppe på Valmuebakken. En liflig tur tilbage til et Japan anno 1963, hvor en flok gymnasieelever kæmper for bevarelsen af deres klubhus, mens også den første forelskelse spirer sødt mellem Umi og Shun.

Men selvom Hayao Miyazaki har været med til at skrive filmen, er vi langt fra hans ellers eventyrlig film med fabeldyr og overnaturlige elementer som i Chihiro og heksene eller Det levende slot. Derimod er her skøn nostalgi, mens elevernes ivrighed og kampgejst får et pulserende liv i filmens flotte streg.

valmue 01

En på alle måder fin film, der smukt realiserer havnebyen Yokohama og samtidig bringer temaer som tradition, fremskridt og demokrati i spil. Her med den forestående nedrivning af klubhuset som omdrejningspunkt for dramaet, hvor de unge indser, at der er noget, som er vigtigt at kæmpe for og værne om.

Ikke at der på nogen måde går politisk fællessang i den, men dramaet har blot et fint underlag af problematikker, der er helt grundlæggende for hvordan et samfund er og skal være. Det giver et fint modspil det menneskelige drama og den gryende romance mellem den flittige Umi og skolebladets redaktør Shun.

valmue 02

Nu var jeg ikke videre begejstret for Gorō Miyazakis animations debut, den eventyrlige Legenden om Jordhavet. Den var en kende rodet fortalt og ramte slet ikke visuelt den detaljerede og smukke standard, man er blevet kendt med fra hans fars film, der også er lavet ved Studio Ghibli.

Men med Oppe på Valmuebakken rammer Gorō Miyazaki rent med en både fin og nuanceret fortælling, der desuden rummer varm humor samt en visuelt indtagemde stil med fine detaljer og opløftende liv. Han tager således teten fornemt videre fra sin far og giver håb om en lys fremtid for det magiske Studio Ghibli.[tabgroup][tab title=”Oppe på Valmuebakken | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

valmue poster
Originaltitel: Kokuriko-zaka kara, Japan, 2011
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Gorō Miyazaki
Medvirkende: Masami Nagasawa, Junichi Okada, Keiko Takeshita, Yuriko Ishida m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]

CLOUD ATLAS: ambitiøst skæbneportræt taber pusten

Det er et både stort og herligt komplekst projekt trekløveret Tom Tykwer, Andy Wachowski og Lana Wachowski har kastet sig over med Cloud Atlas. Et sirligt multiplot, der ikke alene favner over et stort persongalleri, men også tid og rum, mens skuespillerne oveni købet også påtager sig op til flere forskellige roller på kryds og tværs af tid – og ofte sminket til ukendelighed.

Så ja, hvor starter og hvor ender dette historie-flettende drama i grunden? Ikke nødvendigvis nogen steder, men blot med den røde tråd, at vi alle på en eller anden måde er en del af et større hele, der går ud over vores egen tid. Det lyder måske noget højtravende og er det sådan set også, hvilket er både filmen styrke og dens svaghed.

cloud atlas 01

For midt i det i grunden fascinerende puslespil af menneskeskæbner og plottråde mister dramaet også det nærvær og den sammenhæng, der skulle være med til at væve publikum med i både den store og lille historie. Man forbliver mere en forundret tilskuer, end en egentlig engageret deltager i de mange liv. Desværre.

Der er ellers både rørende, dramatiske og tragiske historier at involvere dig i. Fra en håbefuld komponists umulige kærlighed til en fanges møde med friheden og videre til en ihærdig journalists kamp mod et pengegrisk komplot. Således springer fortællingen abrupt rundt imellem sine mange historier – uden at man rigtigt når at gribe dem.

cloud atlas 02

Man får med andre ord ikke for alvor lov til at føle den enkeltes liv, der kommer til at lide under filmens spil med den store forkromede helhed. Men den store samhørighed på tværs af tid og sted får desværre heller ikke den resonans, man kunne ønske sig. I stedet ender de mange livs susen forbi med at kede i perioder. Men der er bestemt også både spændende og medrivende scener og personer imellem.

Ja, Tykwer og søskendeparret bag The Matrix har med det imponerende cast bestående af blandt andre Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon og Hugh Grant taget munden fuld med bogforlægget af David Mitchell. Rejsen bliver desværre noget ujævn, men er bestemt også et både fascinerende og befriende ambitiøst ridt gennem tiderne. Måske et gensyn vil hjælpe på oplevelsen – jeg vil i hvert fald gøre forsøget.[tabgroup][tab title=”Cloud Atlas | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars
cloud atlas poster
Originaltitel: Cloud Atlas, Tyskland | USA | Hong Kong | Singapore, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Tom Tykwer, Andy Wachowski, Lana Wachowski
Medvirkende: Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon, Hugh Grant, Keith David m.fl.
Spilletid: 172 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SMAGEN AF RUST OG BEN: en kamp tilbage til livet

I det fine franske drama Smagen af rust og ben møder vi to hårdtprøvede skæbner, der på hver deres måde kæmper sig vej gennem livet. Alenefaren Alain og Stéphanie, der efter en voldsom ulykke er endt i en kørestol. En brutal historie, men også med plads til ømhed og nærvær. For selv når det kan se mest sort ud, finder lyset vej ind.

Det er i mødet med og mellem dette umage par, at filmens fængslende drama tager fat, der hvor det gør ondt, mens også både fortvivlelsen og det spinkle håb finder plads i maven på publikum. Ja, Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts formår i hovedrollerne vedkommende at formidle oprigtige og komplekse følelser.

rust og ben 01

Et tilfældigt møde i nattelivet bliver starten på det uventede forhold. For efter hun invalideres, finder de to søgende sjæle hos hinanden en uforudset samhørighed – deres forskellige situationer og personligheder til trods. Han er ligefrem og uforsigtig, mens hun helst bare vil gemme sig selv væk efter ulykken.

Men hey, nu skal der heller ikke gå alt for meget fransk drama i den. For selvom her ganske vist er patos på drengen og det er tunge eksistentialistiske tanker, der luftes, så er her ganske enkelt tale om et velspillet og nærværende drama om to mennesker, hvis liv vi her får lov at tage del i.

rust og ben 02

At finalen så skruer en tand for meget på følelserne, er til at leve med, når nu portrætterne er så velbalanceret og ublufærdigt leveret. Det er Jacques Audiard, der har instrueret – han er også manden bag den blændende gode Profeten. Helt samme højder nås der dog ikke her – uden sammenligning i øvrigt.

Men med et godt øje for mennesker og de uforudsete følelser, der kan opstå, når livet spænder ben, lykkedes Smagen af rust og ben med indtagende troværdighed og ægte tilstedeværelse at fortælle sin historie. Smerteligt og smukt.[tabgroup][tab title=”Smagen af rust og ben | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

rust og ben poster
Originaltitel: De rouille et d’os, Frankrig/Belgien, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Jacques Audiard
Medvirkende: Marion Cotillard, Matthias Schoenaerts, Armand Verdure m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]