FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

fury biograf 02

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

fury biograf 01

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
fury poster
Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar jo bedre. Jeg gik selv ind til den med minimal viden – og det skal du også gøre. For selvfølgelig skal du se den. Så meget vil jeg afsløre. Men vil du gerne have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan, kan du trygt læse videre uden frygt for spoilers.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Inception, Memento og Following end på Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskij. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder, som af at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot.

interstellar biograf 03

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i en menneskelig kerne, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

interstellar biograf 01

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie over alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Altså en del. Fra det at være forælder, til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder i plottet og karaktererne takket være netop sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Interstellar | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Interstella poster
Originaltitel: Interstellar, USA, 2014
Release: d. 6. november 2014
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Michael Caine m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

 

 

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

Biografanmeldelse: Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, der trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. I Dan Gilroys spillefilmsdebut Nightcrawler er Jake Gyllenhaal pænt creepy og pænt udmagret som reporteren Lou Bloom, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Jo blodigere, jo bedre.

For vi kigger alle med. Også dig. Vi glor sultent, når døden viser sig – og Lou har et skarpt øje for at indfange gruen med sin linse. Han cruiser således utrætteligt rundt i Los Angeles-natten med politiradioen tændt i sin jagt på næste blodige nærbillede. Jeg indtager med glæde passagersædet ved siden af en hypnotiserende god og koldt stirrende Jake Gyllenhaal. Du bør gøre det samme.

nightcrawler biograf 02

For Jake Gyllenhaal ejer filmen, som Lou Bloom ejer den neonoplyste nat. En karakter, der er som dumpet ned fra en anden planet. Helt umenneskelig med sit gennemborende blik, mørke render under øjnene og kameraet i favnen. Jeg aner ikke, hvem Lou er. Jeg kan kun observere, men ikke forstå ham. I hvert fald ikke til fulde. Et mysterium, der ikke lader sig afkode, men hele vejen fascinerer.

Filmens tematikker og mediekritik er derimod langt mindre uigennemskuelig. For hvor Jake Gyllenhaal trækker nuancer frem i en enigmatisk Lou, leveres filmens sarkastiske pointer om mediernes amoralske jagt efter seertal sort på hvidt. Som når tv-redaktøren koldt kræver mere blod og mindre moral. Grotesk satire, der skarpt spyer sort humor ind i det i forvejen mørke univers.

nightcrawler biograf 01

Netop filmens univers, det mørklagte og neonoplyste Los Angeles, er en karakter i sig selv. Plottet læner sig nemlig tilbage og lader Lous natlige ture i byen tage over. Her er ikke et på forhånd determineret endemål. Man må som Lou lade sig indhylle af natten og stilheden. Evigt søgende og på evig jagt. Og så holde godt fast, når volden skifter nattens slumren ud med et klart mål for Lous kamera.

Nightcrawler er altså ikke en pænt afviklet thriller. Det er i høj grad også en atmosfære af usikkerhed og død, man træder ind i. Dragende og fascinerende. Det skyldes i høj grad Jake Gyllenhaal som Lou, der veltalende og kalkuleret skaber sig en vej mod toppen af tv-fødekæden. Rene Russo er desuden et godt modspil til Lou som vampet tv-redaktør, men det er Jake Gyllenhaal, der ejer filmen og overvinder dens af og til lidt ujævne historiefortælling.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nightcrawler | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nightcrawler poster
Originaltitel:
Nightcrawler, USA, 2014
Release: d. 30. oktober 2014
Instruktion: Dan Gilroy
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Michael Papajohn, Bill Paxton m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KVINDEN DER FORSVANDT: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det ferskt over, at Ben Affleck har nederen på

Biografanmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film – Kvinden der forsvandt – eller Gone Girl, som du har valgt at kalde den. Men David, nu sidder jeg så her med filmen et par timer på afstand. Og jeg sidder stadig med samme følelse, som da rulleteksterne ramte lærredet. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed.

Men du har bestemt gjort dig umage. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

gone girl biograf 01

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men filmen skydes i gang som en thriller. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på sin konens forsvinden pludselig befinder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

gone girl biograf 02

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. Lidt gnidningsløst. Lidt for sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmens satiriske tematikker som ægteskab, hemmeligheder og facade ændrer ikke på, at filmen er kedelig.

Men ja, David. Plottets afvikling i første del er besnærende, scoret dragende og filmens univers fuldendt. Og Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er altså bare ikke engagerende. Mest bare en stilsikker afvikling af manuskriptet. En flot konstruktion. Her er ingen følelser på spil for mig. Kære David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
gone girls poster
Originaltitel: Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 23. oktober 2014
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

 

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

Biografanmeldelse: Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet og ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, det overnaturlige dukkegys Annabelle fik sgu skovlen under mig flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.

Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke af samme navn, der er omdrejningspunktet. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og den er også her virkelig klam og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.

annabelle biograf 02

Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.

For det viser sig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små, uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv eller død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer her, da det gøres med et sikkert og veloplagt greb om genren.

annabelle biograf 01

Klichéerne i Annabelle er mest af alt til stede, da genren har sin del af faste konventioner. For klichéerne – eller måske mere præcist, genrens spilleregler – bliver her aldrig klodsede, kedelige eller dovne. De leveres overraskende, med overskud og pondus. Ellers ville jeg jo for pokker ikke være blevet så skræmt. Jeg savnede dog et lidt mere nuanceret portræt af ægteparret.

Ward Horton i rollen som John forbliver endimensionel, mens Annabelle Wallis som Mia har flere følelser at spille på. Jeg blev da bestemt også følelsesmæssigt engageret. Det er vigtigt, for man skal holde af dem, der udsættes for gruen, ellers er der ikke noget på spil. Men den manglende psykologiske tyngde, et par plothuller og et par jump scares for meget, underminerede bestemt ikke gruen, gyset og grundlaget for mine efterfølgende mareridt. BØH!

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Annabelle | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
Annabelle poster
Originaltitel: Annabelle, USA, 2014
Release: d. 16. oktober 2014
Instruktion: John R. Leonetti
Medvirkende:Annabelle Wallis, Alfre Woodard, Eric Ladin, Tony Amendola m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

Biografanmeldelse: Vi kan hurtigt blive enige om, at den første film om den mugne vicekriminalkommissær Carl Mørck ikke var det store krimisus. Du ved, Kvinden i buret. Det synes jeg i hvert fald ikke. Den var klichéfuld på den kedelige måde. Nu rammer opfølgeren alle de mordhungrende husmødre, og lad mig bare slå fast, at Fasandræberne er langt bedre end sin forgænger.

Som en rigtig to’er, er der skruet op for alle knapperne. Plottet er mere ambitiøst, der er flere ting, som sprænger i luften og så løber makkerparret Mørck og Assad en del mere rundt. En sag fra 1994 om et brutalt myrdet tvillingepar får nemlig duoens opmærksomhed, og snart begynder konturerne af et perverteret plot at komme til syne. Og det er faktisk ret spændende.

fasandræberne 01

Ja, her er tale om den der slags pøbelkrimi, hvor de lavtlønnede borgere kan finde fælleskab i at pege fingre ad alle dem med succes. For selvfølgelig er de rige og velklædte nogle psykopatiske, kyniske og perverterede svin. Det er klart. I Fasandræberne er der altså ikke mange gråtoner at komme efter – det er de onde mod de gode. Det er til at forholde sig til. Og sådan er det.

Jo, der er da en smule nuancer at hente i historien samt i Nikolaj Lie Kaas’ rolle som den formørkede Mørck (yes, symbolikken er der også styr på). Men det er ikke i de moralske gråzoner og persontegningernes lag, man finder filmens styrke. Det gør man derimod i det engagerende plot, der foldes veloplagt ud, mens klichéerne plejes og logikken ryger ud af vinduet.

fasandræberne 02

Inden for de første 10 minutter leveres der da også lige et par kiksede fake scares. Men hul i mangel på logik og klichéer, for filmen holder et medrivende tempo, hvor der hele vejen fermt lægges nye, engagerende tråde ud i plottet. Godt nok er uforudsigeligheden til at overse, men det er til at leve med i krimiunderholdnings tegn.

Lie Kaas’ er stadig god som mut enspænder, mens Fares Fares er det sympatiske og positive modstykke som kollegaen Assad. En klassisk, men velfungerende modsætning. Pilou Asbæk og David Dencik gør deres ting som karikerede skurke, mens Danica Curcic får lidt mere gråzone at spille med som en altafgørende brik i plottet. Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens husmorkrimier, som filmen er baseret på – og kommer ikke til det – men jeg skal klart se opfølgeren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fasandræberne | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
fasandræberne poster
Originaltitel:Fasandræberne, Danmark, 2014
Release: d. 2. september 2014
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Danica Curcic, Pilou Asbæk, David Dencik, Søren Pilmark, Johanne Louise Schmidt, Sarah-Sofie Boussnina m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

Biografanmeldelse: Endelig er den her. Lars’ egen, dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade og ucensurerede director’s cut af Nymphomaniac. 90 minutter længere end versionen, der ramte verden tidligere i år. Rejsen gennem Joes utallige seksuelle eskapader – fra barnsben til hun er 50 – når hermed op på hele fem en halv times spilletid. Wow – og et stort ja tak til hr. Lars von Trier.

Men hvor anderledes er Lars’ egen version så? Måske ikke just radikalt anderledes. Og så alligevel. For her deler han nu med rund hånd ud af flere stive pikke, våde vaginaer, sæddryppende mundvige og on screen penetration. Også den dobbelte af slagsen. Umph. Mere om den ekstra spilletid senere. Filmen udfoldes selvfølgelig også i denne version med Charlotte Gainsbourg i centrum som den selvbetitlede nymfoman Joe.

nymphomaniac director's cut 02

Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, spillet med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård. Han tager hende med op i sin lejlighed, hvor hun nu fortæller sin livshistorie, der er fyldt med seksuelle møder – men også jagten på kærlighed – for utrætteligt at få Seligman til at et fordømme hende som et dårligt og moralsk fordærvet menneske. Jeg sidder også med. Intenst lyttende, mens hendes historie rulles saftigt ud – i Lars’ egen version.

Ja, der kneppes mere i denne version – men…
Og så tilbage til de ekstra 90 minutter. For udover ovenstående, saftige tilføjelser, får blandt andet også Joes forhold til sin milde far (Christian Slater) mere plads, og så er her også flere nuancer – blandt andet i samtalerne mellem Joe og Seligman. Filmen føles mere dynamisk, mere naturligt flydende. Og ja, så er der lige den der ekstra scene. En grum, blodig og minutiøs abortscene, der giver Joes forsøg på at få Seligmans fordømmelse ekstra brutalt pondus.

nymphomaniac 02

Ja, drop lige de forbehold, du måtte have mod Lars von Trier. For han er også en både morsom og drillesyg herre, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med denne seksuelle dobbeltdækker, der drypper af drilskhed og intellekt. Måske Danmarks sjoveste mand. Blandt andet er Trier i sorthumoristisk hopla i den absurde scene, hvor Uma Thurman som passiv aggressiv og grådkvalt hustru aflægger Joe og sin utro mand et tåkrummende besøg.

Og nu må jeg ikke glemme Stacy Martin, der lægger krop til Joe som ung. Hun balancerer helt forrygende mellem det uskyldige og kalkulerede, det følsomme og iskolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen. Det er desuden et vildt cast, der lægger krop til Triers løjer. Blandt andet med Willem Dafoe som lyssky forretningsmand, Shia LaBeouf (ja, Shia LaBeouf) som Joes langvarige flamme og Jamie Bell i en bondageudøvende rolle. Smæk.

nymphomaniac director's cut 01

Du skal selvfølgelig se Lars’ egen og ekstra lange version
Nymphomaniac er et fascinerende, dragende og tankevækkende opus, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed. At søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser. Nej, de eksplicitte scener er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener i forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde.

Det, at filmen udspilles i tilbageblik med kapitler omhandlende perioder i Joes liv, giver desuden filmen en nærmest litterær karakter, ikke mindst grundet Seligman, der intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Og med fem en halv times spilletid er det oplagt at gense dette skønne bæst af en film et kapitel hist og her, når den lander på hylderne i din videobutik. Men ja, du skal selvfølgelig først se den i biografen i ét utrætteligt stræk.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Nymphomaniac – Director’s Cut | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nymphomaniac director's cut poster
Originaltitel: Nymphomaniac – Director’s Cut, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 10. september 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

TEENAGE MUTANT NINJA TURTLES: Jeg siger ’cowabunga’ og glæder mig allerede til 2’eren

Biografanmeldelse: Ja, jeg læste tegneserierne, så tegnefilmene og filmene, havde klistermærkerne og figurerne som knægt. Det har jeg sådan set stadig, og det er stadig noget af det flotteste legetøj around. Jeg har dog ikke et så nostalgisk forhold til Teenage Mutant Ninja Turtles, at jeg har ligget søvnløs over, hvordan denne Michael Bay-producerede ninjapadde-film skulle blive.

Men lad mig blot få sagt, at her er tale om en underholdende omgang tegneserieaction. Nej, den er ikke just historiemæssig original eller uden sine skavanker. Men som farverig og fjollet skildpaddeaction, var jeg (stort set) hele vejen i godt selskab med de fire grønne teenagere – lederen Leonardo, den hidsige Rafael, opfinderen Donatello og den kække Michelangelo.

Teenage Mutant Ninja Turtles biograf 01

Men ja, man skal dog tygge sig igennem sin del af klichéer og forudsigeligheder i den uopfindsomme historie. Her forsøger den onde Shredder og en skrupelløs rigmand at lægge New York for deres fødder ved hjælp af en farlig gas og den maskerede fodklan. Simpelt og ligetil – cool nok. Desværre er historien bare uden næveværdige overraskelser. Oh well.

Filmen gør dog op for sine forudsigeligheder med et veloplagt tempo, veldoseret humor og flere velskabte actionscener – blandt andet en heftig tur ned af en bjergskråning med eksplosioner og hvinende køretøjer, der medrivende forener humor og action. Nå ja, og yderst afgørende for filmen, så er de fire padder velskabte CGI-skabninger. De er brutale, seje og har tyngde.

Teenage Mutant Ninja Turtles biograf 02

Når de deler slag ud, er der vægt bag. De har troværdigt nærvær i filmens univers, hvor padders individualitet også kommer til sin ret. Jeg savnede dog lidt mere ping pong mellem dem, og lidt mindre CGI-rabalder. Megan Fox er mest bare irriterende som reporteren April O’Neil (men jeg overlever). Desværre får William Fichtner som skurk ikke helt fylde nok, mens ikoniske Shredder reduceres til en robotlignende krigs-samurai.

Ja, selvfølgelig kunne Teenage Mutant Ninja Turtles have været en bedre film – i hvert fald mere historiemæssig opfindsom. Men padderne fungerer, humoren er (oftest) veltimet og tempoet medrivende. Og fuck nu, om filmen indfrier barndomsminder og nostalgi. For fuck sake, der skal skabes nye minder, og det er denne film sgu et solidt afsæt for at gøre. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Teenage Mutant Ninja Turtles | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
Teenage Mutant Ninja Turtles poster
Originaltitel:
Teenage Mutant Ninja Turtles, USA, 2014
Release: d. 4. september 2014
Instruktion: Jonathan Liebesman
Medvirkende: Megan Fox, Alan Ritchson, Noel Fisher, Jeremy Howard, Pete Ploszek, Will Arnett, Danny Woodburn,  Will Arnett, William Fichtner m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

BOYHOOD: Som at se livet udfoldet for øjnene af sig

Biografanmeldelse: Ja, du ved jo godt, det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand – hvor hovedet må forsøges holdt oven vande. Både livet og døden står lysende klart frem i Richard Linklaters Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en.

Filmen er nemlig skudt over en periode på 12 år og følger Masons opvækst som skilsmissebarn – fra han er seks til han fylder 18. Man ser altså reelt Ellar Coltrane i hovedrollen gå fra at være et småbuttet barn til en ranglet teenager – hvordan han formes som menneske af det liv, vi alle ufravigeligt er en del af. På godt, ondt og alt derimellem.

Boyhood biograf 01

For nej, her er det nemlig ikke kun højdepunkter og lavpunkter, der udfoldes i filmens godt tre timer lange rejse gennem de 12 år, men også hverdagen. De stille og øjensynligt udramatiske timer, der fylder livet op indtil graven åbner sig. Det er på en gang udramatisk og dramatisk, almindeligt og ualmindeligt fantastisk – og hele vejen aldeles gribende.

En fortælling fri af filmmediets ellers slagne dramaturgi – livet følger jo sjældent en skabelon. Her bølger minutterne sig gennem livets små og store begivenheder, kriser og succeser, kærligheder og knæk. En film om alt og intet. Om barndom, opvækst og alderdom, kærlighed og familie, livet, døden og lykken ved at slå smut med en sten. Du ved, det at være til – at være menneske.

Boyhood biograf 03

Det måske på overfladen banale og simple får med Boyhood et nærvær og en menneskelig tyngde, uden at gøre det store væsen af sig. Richard Linklater indfanger her ubesværet et stykke af livet. Det er ganske enkelt medrivende og fascinerende. Ikke kun i kraft af filmens 12 år lange tilblivelsesproces, men også fordi de medvirkende så naturligt indgår i filmens virkelighed.

Ellar Coltrane er den sagte og hele vejen nærværende Mason, Linklaters egen datter spiller Masons snarrådige søster, mens Patricia Arquette udgør deres mor, som slås med dårlige valg i mænd, og Ethan Hawke er den frihedssøgende far, der med filmens tilbagelagte minutter får nye indsigter om sig selv, livet og dem omkring sig. Præcis som de andre medvirkende og mig selv i biografmørket.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Boyhood | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
boyhood poster
Originaltitel:Boyhood, USA, 2014
Release: den 4. september 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ellar Coltrane, Patricia Arquette, Ethan Hawke, Lorelei Linklater m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SIN CITY: A DAME TO KILL FOR: Denne gang falder du desværre i søvn i syndens by

Biografanmeldelse: Ni år efter første besøg i Sin City er Robert Rodriguez og Frank Miller tilbage med opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For. Desværre er det et underligt kønsløst, uengagerende og kedeligt besøg – selvom man får den ene æstetisk gennemførte scene i sort-hvid efter den anden. Selvfølgelig tilsat übervold, sex og farvesprøjt. Ja, som man så det i første film.

En flergrenet historie fletter her en række af byens skæbner sammen på kryds og tværs. Ingen af dem er bare videre spændende bekendtskaber. De tilløb der dog er til karaktermæssigt engagement hugges ned inden, de får fat. Det forbliver kliniske stiløvelser og film noir-klichéer uden nævneværdig charme. Det kan selv den ellers lokkende rollebesætning ikke rykke det store ved.

Sin City A Dame to Kill For biograf 02

Her finder man igen Mickey Rourke som den arrede Marv med det gode hjerte, Joseph Gordon-Levitt er en selvsikker gambler og Eva Green en meget lidt blufærdig femme fatale lige efter bogen. Eller rettere tegneserien. For som første film, er også denne baseret på Millers tegneserie og karakteristiske skarpe streg, der her er løftet så godt som 1:1 op på det det store lærred.

Men magien udebliver i denne overførsel fra papir til lærred. Det sort/hvide-univers er dog bestemt gennemført udfoldet og fascinerende at være i, men ender bare ret hurtigt som en stiløvelse uden hjerte og med et multiplot, der aldrig rigtig får foldet sine historier medrivende ud. Følelserne forbliver flade, præcis som karaktererne.

Sin City A Dame to Kill For biograf 01

Her finder man ellers også Ray Liotta som herlig slesk og utro forretningsmand, mens en mut John Brolin brummende har overtaget Clive Owens karakter fra første film. Jessica Alba er derimod aldrig rigtig troværdig – hverken som stripper og slet ikke som deprimeret kvinde med hævn på hjernen. Rosario Dawson og Bruce Willis repriser også deres roller fra Sin City. Gab.

Ja, Sin City: A Dame to Kill For ser på papiret ud til at være den sikre succes på mere af det samme. Men et og andet sted i maskineriet, er der gået kopimaskine i den. Den ægte, engagerende og intense vare er her forblevet i Millers forrygende og tegnede forlæg, der aldrig får det liv, som universet og karaktererne ellers i den grad har potentialet til. Nej, I behøver ikke at lave en 3’er.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Sin City: A Dame to Kill For | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
Sin City A Dame to Kill For poster
Originaltitel: Sin City: A Dame to Kill For, USA, 2014
Release: d. 28. august 2014
Instruktion: Robert Rodriguez og Frank Miller
Medvirkende: Mickey Rourke, Jessica Alba, Josh Brolin, Joseph Gordon-Levitt, Rosario Dawson, Bruce Willis, Eva Green, Ray Liotta m.fl.
Spilletid: 102 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]