Anmeldelser – Side 83 – Filmskribenten

EXODUS: Kære Ridley, hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum end bibelske Bale

25. december 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: For satan da, Ridley Scott. Du har sgu da helt mistet overblikket med den her. Eller også har du bare stolet blindt på, at det populære bogforlæg, mega meget CGI-ramasjang og Christian Bale i hovedrollen som Moses var nok til at hive det bibelske stik hjem. Det er det ikke. Exodus er simpelthen sløset fortalt og befolket af flade karakterer. Bøvs.

Christian Bale forsøger her at ryste sin Batman-dybe røst af sig. Det går ikke så godt. Til gengæld er han god til at have fuldskæg. Det er bare ikke helt nok. Og der er jo ellers vældigt godt med drama i karakteren Moses. Du ved, de undertrykte jøders færd mod deres fortabte land med Moses i front, de der 10 pokkers plager, Det Røde Hav, der splittes i to og så de 10 bud. Halløjsa.

Men det hele er mere ren afvikling end engageret fortalt. Her er ikke følelser at blive grebet af eller karakterer at engageres i. Til gengæld er der fejlcastet for fuld skrue. Seriøst, John Turturro som faderlig farao? Snarere fjollet farao. Og Joel Edgerton ligner mest et bizart indslag i en forlystelsespark som Moses’ forfængelige papbror Ramses. Autencitet? Næppe. For meget eyeliner? Så afgjort.

Du har nok luret, at filmens ellers centrale splid mellem netop Moses og Ramses ikke sætter nævneværdige følelser i sving hos undertegnede. Og helt ærligt, her er jo for fuck sake tale om magtkampe, grådighed, gudetro og et broderligt fjendskab af bibelske dimensioner. Men Ridley Scott formår ikke at puste vildt meget medrivende liv ind i den ellers potente fortælling, hvor en hævngerrig gud ellers giver kamp til stregen – Anden Mosebog–style, biaaaacth.

Christian Bale er mut, jordnær og cool som modvillig leder, men også kedelig. Nå ja, og så vælter troværdigheden for alvor i den fælt forcerede og overfortalte kærlighedshistorie til hans hustru Zipporah. Hun spilles af en pæn, men også bare helt vildt ligegyldig María Valverde. Gab, motherfucking gab. Ridley, så hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum. Tak.

Men okay, der er sgu godt med knald på, når Ridley folder sine panoramaliderlige actionscener ud og lader de 10 plager være en pæn træls dag for oldtidens Egypten. Men det nytter desværre bare ikke meget, når karaktererne, historien og de ellers virile tematikker som gudsfrygt, tilgivelse og andre gode sager efterlades som slappe fodnoter i denne bibelske fuser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Exodus | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: Exodus, USA, 2014
Release: d. 25. december 2014
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Christian Bale, Joel Edgerton, Ben Kingsley, John Turturro, Aaron Paul, Ben Mendelsohn, María Valverde, Sigourney Weaver m.fl.
Spilletid: 142 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: FEMHÆRESLAGET: Peter Jackson leverer en tilfredsstillende krigsfinale for Bilbos bæstbefængte rejse

9. december 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja, gå nu bare ind og se den sidste Hobbitten-film. Ikke kun fordi, det er Peter Jacksons sidste film om ham der hobbitten Bilbo og de der dværge, men også fordi, at alle har brug for et eventyr af og til. Ikke mindst et eventyr, hvor det vælter rundt med sindssygt mange trolde, orker og andre bæster. Nej, det er jo ikke for sjov, at filmen har undertitlen Femhæreslaget.

For filmen er nærmest én lang krigsscene. Sådan lidt groft sagt. Men det er tæt på – og det fungerer. I hvert fald langt overvejende. Og i hvert fald nok til, at jeg ikke blev overmæt, men bare virkelig godt underholdt af at se vildt mange elvere, dværge, monstre og mennesker smadre hinanden i kampen om Midgård og de enorme skatte, dragen Smaug har efterladt i Det Ensomme Bjerg.

Men nu giver det vel også god mening, at en trilogi slutter med et brag. Også selvom trilogien jo egentlig kun er baseret på én bog. Men fuck det. For det er helt cool med mere ildspyende drage og vamle trolde, der får tæv. Peter Jackson formår nemlig at folde Tolkiens univers detaljerigt og medrivende ud, hvor han ikke glemmer det nære drama midt i CGI-rabalderet.

Godt nok males her med brede penselstrøg, hvorfor ikke alle karakterer er lige nuanceret optegnet. Men blandt andet udgør Martin Freeman fortsat et engagerende centrum for fortællingen som Bilbo. Han tumler med sager som mod og selvopofrelse, mens han også dristigt forsøger at holde krigeren og vennen Thorin Egenskjold fra at blive totalt formørket af magtsyge.

Richard Armitage tager her stikket hjem som Thorin med en sitrende balancegang mellem formørket psykopat og godhjertet kriger. Ian McKellen er igen rynket som troldmanden Gandalf, mens Luke Evans er heroisk som Bard, og så repriser blandt andet Benedict Cumberbatch, Cate Blanchett og Christopher Lee deres roller. Det samme gør Evangeline Lilly og Orlando Bloom i deres elver-roller og dertilhørende akavede kærlighedsdrama.

Nej, Hobbitten: Femhæreslaget leverer ikke hele vejen et lige velafstemt drama, men bestemt nok til, at Peter Jacksons energiske krigsscener ikke mister dramatisk tyngde. Men nu lever den vilde action absolut også fint ene og alene i kraft af den barnlige glæde, det er at se en vammel trold slå på tæven. Howard Shore har for resten igen med sans for det storladne kreeret scoret, der medrivende er med til at sætte et tilfredsstillende punktum for Bilbos rejse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Femhæreslaget | Biografanmeldelse”] Vurdering 5/6:

Originaltitel: The Hobbit: The Battle of the Five Armies, USA, 2014
Release: d. 10. december 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Ian McKellen, Martin Freeman, Richard Armitage m.fl.
Spilletid: 144 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

GUARDIANS OF THE GALAXY: Hvis bare jeg havde mit eget rumskib

6. december 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvis du synes, at der er for få talende og skydegale vaskebjørne på film, har du allerede her første gode grund til at se rumeventyret Guardians of the Galaxy. Bizarre væsner, susende rumskibsaction og tongue-in-cheek-humor er andre mindst ligeså gode grunde. Ja, hvis ikke du har luret det, så er dette en anmeldelse med en indbygget anbefaling i.

Man kastes direkte ud i eventyret efter en kort baggrundshistorie for knægten Peter Quill, der på Jorden i 1980’erne på tragisk vis mister sin mor. Filmen springer frem i tid, hvor knægten – med tragedien på slæb – nu er blevet en vittig og voksen eventyrer i det ydre rum, spillet tilpas kækt af Chris Pratt. Her har han nuppet et mystisk kugle-artefakt, der har givet ham den onde Ronan på nakken.

Ja, du gættede rigtigt: Det har noget med intet mindre end galaksens skæbne at gøre. Og ja, Quill bliver nødt til at teame op med førnævnte vaskebjørn (med stemme af Bradley Cooper) samt et trælignende væsen (med stemme af Vin Diesel), den egenrådige Gamora (en grønmalet Zoe Saldana) og den muskuløse Drax (wrestleren Dave Bautista). Et umage hold, der må forsøge at samarbejde, mens diverse skurke, eksplosioner og plottråde gør sit for at spænde ben for deres foretagende.

Her er kort sagt tale om et skørt, kulørt og charmerende offbeat rumeventyr, der er svær ikke at holde af. Du ved, farverig science fiction, der uhøjtideligt og med diverse bizarre væsner og karakterer taler direkte til min og din indre rumfilmsfan. Derfor er det også kun dobbeltærgerligt, at historien ikke er videre interessant, mens humoren heller ikke altid rammer lige rent.

Men på trods af historiemæssige skavanker, er der ingen tvivl om, at James Gunn er den rette instruktør til tjansen. Han står bag den herlige horror-sjasker Slither samt den skammeligt oversete og sorthumoristiske superheltefilm Super. For selvom her ikke er helt samme overraskende og skrubbeløse humor, har eventyret absolut sin del af humoristisk absurditet. Du ved, en skydegal vaskebjørn.

Quills tragiske ballast får bare ikke rigtigt fat, selvom han filmen igennem lytter til det mixtape, han fik af sin mor på hendes dødsleje. Musikken er dog yderst velvalgt og står i dynamisk kontrast til rumscenerierne med numre af blandt andet David Bowie og Jackson 5. Her er altså tale om et veloplagt og vittigt rumeventyr, der fungerer både som god opvarmning for den kommende Star Wars-film og ikke mindst den allerede annoncerede 2’er, der lander i 2017.

Filmen, Guardians of the Galaxy, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer i den grad til sin ret på Blu-ray. Alt fra store rumscenarier til de nære skud af karakterne gengives klart, veldefineret og farvemættet med stor detaljegrad og solid kontrast. Lydsporet er også en sand fornøjelse med sine dynamiske og velbalancerede niveauer, der giver fin plads til de forskellige elementer. Ekstramaterialet er udmærket, men også noget overfladisk.

Her får man en ok making of, der blandt andet ser på tilblivelsen af filmens farverige univers, set designs og make up-effekter (20 min.), et kort kig på skabelsen af Rocket og Groot (7 min.), fem slettede scener med valgfrit kommentarspor af James Gunn (4 min.), en fjollet gag reel (4 min.) samt et ok informativt og engagerende kommentarspor af James Gunn.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Guardians of the Galaxy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Guardians of the Galaxy, USA, 2014
Release: d. 4. december 2014
Instruktion: James Gunn
Medvirkende: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Vin Diesel, Bradley Cooper, Lee Pace, Michael Rooker, Karen Gillan, Djimon Hounsou, John C. Reilly, Glenn Close, Benicio del Toro m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

DAWN OF THE PLANET OF THE APES: Fuck yes, talende aber til hest med våben i hænderne

27. november 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Dawn of the Planet of the Apes. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Rise of the Planet of the Apes, fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen her gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sendt til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, der nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag ham så absolut også.

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige. For her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

Filmen, Dawn of the Planet of the Apes, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er en sand fornøjelse at gense Dawn of the Planet of the Apes på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt, hvor både animerede aber og rigtig menneskehud gengives velbalanceret og naturligt. Lydsporet bakker den medrivende billedside forrygende godt op med balancerede niveauer og et dynamisk lydbillede – medrivende, bastant og intenst.

Ekstramaterialet er ligeledes en fornøjelse og kommer tilfredsstillende og interessant omkring filmens tilblivelse med en række behind the scenes– og making of-featuretter på i alt små to timer. Her ser man både på historien, computereffekterne, universet, mens man også får slettede scener samt et engagerende kommentarspor med instruktør Matt Reeves.

Ekstramateriale 5/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dawn of the Planet of the Apes | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:

Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 2 timer 10 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE HUNGER GAMES MOCKINGJAY – DEL 1: Endnu en uforløst omgang Jennifer Lawrence iført bue og pil

20. november 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så er vi ved at være ved vejs ende med Jennifer Lawrence iført bue og pil som den frihedskæmpende Katniss Everdeen. Men altså ikke helt. For af ingen andre grunde end flere monay in da bank har økonomisk snedige individer i Hollywood valgt at dele den sidste af de tre Suzanne Collins-bøger – som filmene er baseret på – op i to dele. Det havde de ikke behøvet at gøre.

Men ret skal være ret, The Hunger Games: Mockingjay – del 1 har mange ting kørende for dig. Blandt andet er filmens univers flot, dystert og overbevisende dystopisk. Lige fra depressive billeder af Panems ødelagte distrikter med skelletter og murbrokker i bunker til det polerede diktatoriske styre i Capitol. Her er bare ikke nok dramatisk tyngde i historien og karaktererne.

Filmen starter, hvor den forrige slap. Efter at have undsluppet dødsspillet vågner Katniss ømskindet op i et underjordisk tilholdssted i distrikt 13. Oprøret mod Capitol er i den grad undervejs, hvor Katniss er tiltænkt rollen som frontfigur og leder som den ikoniske Mockingjay. Hun tumler dog med at påtage sig rollen som revolutionens bannerfører. Usikkerhed og identitetsdrama, du ved.

Og så er der også trekantsdramaet med Peeta (Josh Hutcherson) – der nu opholder sig i Capitol og øjensynligt er imod oprøret – samt den solide Gale (Liam Hemsworth). Så ja, her burde jo egentlig være godt med smæk på dramaet. Det er der bare ikke. Derimod trædes der filmen igennem noget uforløst rundt i både kærlighedskvalerne og oprørets opvågnen i folket. En ganske vist herligt dyster del 1, men også et halvslapt og ferskt forspil inden sidste film.

Jennifer Lawrence er dog heldigvis ikke halvt så overspillende irriterende som hun kan være, men er som Katniss nedtonet og intens. Men både Hutcherson og Hemsworth er lettere ligegyldige. Jeg tror sgu aldrig på kærligheden og dramaet mellem de tre. Der er dog skuespillerpondus at hente hos både Phillip Seymour Hoffman, Donald Sutherland, Julianne Moore og Woody Harrelson, selvom deres roller ikke hele vejen rundt kommer til deres ret.

Her er altså tale om (endnu) en uforløst forsmag på det intense drama og det medrivende opgør, der forhåbentlig venter forude med den sidste film. Jeg befinder mig dog godt i det dystre univers, som også har en fin satirisk slagside med kvæk om blandt andet krigspropaganda samt vægtige temaer som samfundsstrukturer. Det er bare ikke nok. Ja, en klassisk ’de gode ingredienserne er til stede, men den færdige ret er desværre bare ikke nær så god’.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay – del 1 | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay – Part 1, USA, 2014
Release: d. 19. november 2014
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Donald Sutherland, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 123 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

TRANSFORMERS – AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

20. november 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen. Og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter. Det er selv sagt alt for lang tid. Der er simpelthen for lidt udvikling i plot og karakterer til de mange minutters tomgang.

Men okay. For at være lidt fair, så sker der noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engagere mig i alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre også ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Der er også Dinobots med – ja, Transformers-dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget. Nu kører det hele bare i ét langt trættende gear. Intet andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

Filmen, Transformers: Age of Extinction, 2/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ja, filmen er noget hø, men Blu-ray-udgivelsen er fremragende. Billedet står knivskarpt, farvemættet og detaljerigt hele vejen, hvor både robotter og polerede piger virkelig kommer til deres ret. Den dynamiske lydside leverer den tonsende action med velbalancerede niveauer, der giver rum og tyngde til universet. Endvidere finder man knap tre timers ekstramateriale.

Der medfølger ganske vist ikke et kommentarspor, men man kommer bestemt gennem udgivelsens forskellige behind the scenes– og making of-featuretter tilfredsstillende omkring produktionen med interviews af cast og crew. Lige fra Michael Bays syn på sin action, til filmens locations, design af robotterne, historien, karaktererne og filmens univers samt et besøg hos Hasboro-hovedkvarteret plus lidt løst sjov og ballade. Velproduceret, spændende og tilfredsstillende.

Ekstramateriale 4/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:

Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: den 20. november 2014
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

13. november 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

6. november 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar jo bedre. Jeg gik selv ind til den med minimal viden – og det skal du også gøre. For selvfølgelig skal du se den. Så meget vil jeg afsløre. Men vil du gerne have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan, kan du trygt læse videre uden frygt for spoilers.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Inception, Memento og Following end på Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskij. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder, som af at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot.

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i en menneskelig kerne, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie over alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Altså en del. Fra det at være forælder, til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder i plottet og karaktererne takket være netop sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Interstellar | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Interstellar, USA, 2014
Release: d. 6. november 2014
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Michael Caine m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

EDGE OF TOMORROW: Tom Cruise dør igen og igen og igen og igen – og det er han virkelig god til

31. oktober 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Tænk lige over, hvordan det ville være at vågne op til den samme dag igen og igen. Og tænk så lige over, hvis den dag, var en dag, hvor du blev tvunget i krig mod fæle, invaderende rumvæsner, der igen og igen dræbte dig. Det er præcis sådan en dag, Tom Cruise på mystisk vis vågner op til igen og igen i den heftige science fiction-tidssløje-basker Edge of Tomorrow.

Det er kun ekstra nedtur for Tom Cruise, der spiller officeren William Cage, da han normalt varetager PR for militæret og derfor aldrig har sat en fod på slagmarken, endsige haft et gevær i hånden – og så kan han ikke tåle synet af blod. Ja, sådan en art krigskujon og tøffelhelt placeret i sit livs mareridt, gang på gang.

Men for hver gang Cage vågner op til den samme skæbnesvangre dag, begynder han at ane en mulighed for at besejre rumvæsnerne og hermed redde intet mindre end menneskeheden fra undergang – ikke mindst med hjælp fra en den nådesløse soldat Rita Vrataski, en hårdtslående Emily Blunt. Men selvom filmens præmis altså er et tidsloop, bliver historiens repetitive præmis aldrig kedelig.

Løjerne forbliver veloplagt leveret fremtidsaction med en fin menneskelig klangbund. En art eksplosiv variation af Groundhog Day tilsat Aliens og The Matrix – samt mudret krigssmadder og forrygende flot fremtidsaction. Og nej, humoren glemmes ikke, hvor den absurde præmis spiddes vittigt. Blandt andet veltimede jokes med Tom Cruise, der modvilligt sendes i graven gang på gang.

Det er desuden forfriskende at se Tom Cruise i en mere kujonagtig rolle end man er vant til. Som en mand, der for en gangs skyld ikke har styr på tingene. Men ja, han vokser selvfølgelig med opgaven og bliver absolut habil til at håndtere både våben og ikke mindst det store kropsforstærkende kampskelet, som soldaterne placeres i.

Men selvfølgelig er en film om en tidsloopende invasion fra rummet ikke uden sine fodfejl. Filmen er dog på trods af lidt historiemæssige ujævnheder og et ikke lige veltuneret tredje akt pokkers medrivende, energisk og heftig. Hvor tæt filmen så er på sit japanske romanforlæg, ved jeg ikke, men evigt karismatiske Tom Cruise er i hvert fald pakket veloplagt ind i et metalskelet med raketter på ryggen.

Filmen, Edge of Tomorrow, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen tager sig fænomenalt godt ud på Blu-ray. Alt fra krigsscener til sveddråber på Tom Cruises pande gengives veldefineret og klart. Farvepaletten er nuanceret, kontrasten solid og detaljegraden indtagende. Lydsporet er ligeledes en udsøgt fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, der dynamisk og klart giver både action og dialog liv og pondus. Ekstramaterialet er desværre ikke vildt medrivende.

Man får et par featuretter med kig på den store krigsscene på stranden (12 min.), designet af og arbejdet med metalskeletterne (8 min.), skabelsen af rumvæsnerne (6 min.), nogle ikke videre interessante slettede scener (8 min.) samt en making of, hvor man primært følger instruktør Doug Limans arbejde (43 min.). Alt sammen godt peppet op med rygklapperi på kryds og tværs. Et noget overfladisk ekstramateriale, der dog trods alt er værd at bruge tid på.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Edge of Tomorrow | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Edge of Tormorrow, USA, 2014
Release: den 20. oktober 2014
Instruktion: Doug Liman
Medvirkende: Tom Cruise, Emily Blunt, Bill Paxton, Brendan Gleeson m.fl.
Spilletid: 113 min
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

30. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, der trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. I Dan Gilroys spillefilmsdebut Nightcrawler er Jake Gyllenhaal pænt creepy og pænt udmagret som reporteren Lou Bloom, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Jo blodigere, jo bedre.

For vi kigger alle med. Også dig. Vi glor sultent, når døden viser sig – og Lou har et skarpt øje for at indfange gruen med sin linse. Han cruiser således utrætteligt rundt i Los Angeles-natten med politiradioen tændt i sin jagt på næste blodige nærbillede. Jeg indtager med glæde passagersædet ved siden af en hypnotiserende god og koldt stirrende Jake Gyllenhaal. Du bør gøre det samme.

For Jake Gyllenhaal ejer filmen, som Lou Bloom ejer den neonoplyste nat. En karakter, der er som dumpet ned fra en anden planet. Helt umenneskelig med sit gennemborende blik, mørke render under øjnene og kameraet i favnen. Jeg aner ikke, hvem Lou er. Jeg kan kun observere, men ikke forstå ham. I hvert fald ikke til fulde. Et mysterium, der ikke lader sig afkode, men hele vejen fascinerer.

Filmens tematikker og mediekritik er derimod langt mindre uigennemskuelig. For hvor Jake Gyllenhaal trækker nuancer frem i en enigmatisk Lou, leveres filmens sarkastiske pointer om mediernes amoralske jagt efter seertal sort på hvidt. Som når tv-redaktøren koldt kræver mere blod og mindre moral. Grotesk satire, der skarpt spyer sort humor ind i det i forvejen mørke univers.

Netop filmens univers, det mørklagte og neonoplyste Los Angeles, er en karakter i sig selv. Plottet læner sig nemlig tilbage og lader Lous natlige ture i byen tage over. Her er ikke et på forhånd determineret endemål. Man må som Lou lade sig indhylle af natten og stilheden. Evigt søgende og på evig jagt. Og så holde godt fast, når volden skifter nattens slumren ud med et klart mål for Lous kamera.

Nightcrawler er altså ikke en pænt afviklet thriller. Det er i høj grad også en atmosfære af usikkerhed og død, man træder ind i. Dragende og fascinerende. Det skyldes i høj grad Jake Gyllenhaal som Lou, der veltalende og kalkuleret skaber sig en vej mod toppen af tv-fødekæden. Rene Russo er desuden et godt modspil til Lou som vampet tv-redaktør, men det er Jake Gyllenhaal, der ejer filmen og overvinder dens af og til lidt ujævne historiefortælling.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nightcrawler | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Nightcrawler, USA, 2014
Release: d. 30. oktober 2014
Instruktion: Dan Gilroy
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Michael Papajohn, Bill Paxton m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

EXODUS: Kære Ridley, hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum end bibelske Bale

HOBBITTEN: FEMHÆRESLAGET: Peter Jackson leverer en tilfredsstillende krigsfinale for Bilbos bæstbefængte rejse

GUARDIANS OF THE GALAXY: Hvis bare jeg havde mit eget rumskib

DAWN OF THE PLANET OF THE APES: Fuck yes, talende aber til hest med våben i hænderne

THE HUNGER GAMES MOCKINGJAY – DEL 1: Endnu en uforløst omgang Jennifer Lawrence iført bue og pil

TRANSFORMERS – AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

EDGE OF TOMORROW: Tom Cruise dør igen og igen og igen og igen – og det er han virkelig god til

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV