‘Chaos Walking’ er sløv science fiction, der vakler fladt rundt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er intet som at blive omfavnet og opslugt af en overbevisende og engagerende fremtidsverden på film. Med science fiction-filmen ’Chaos Walking’ forsøges en sådan troværdig verden at iscenesættes. Jeg bliver således her taget med til en grøn og fremmed planet, hvor mennesket er nybyggere i forsøget på at skabe sig et nyt liv langt væk fra Jorden.

Desværre lader filmens forsøg på besnærende og fantasifuld world building en del tilbage at ønske. Jeg bliver aldrig rigtigt engageret eller for den sags skyld følelsesmæssigt involveret – hverken i filmens noget kedelige og skovbesatte setting eller i fortællingens karakterer. Kun i få forglemmelige øjeblikke øjner jeg den fremmede planets fauna og dyreliv, hvor man bl.a. møder kæmpebiller og et spruttemonster i en sø.

Hverken filmens verden eller karakterer bliver dog videre nuanceret forløst, men efterlades ret så flade i en fortælling, der – som sit forsøg på world builing – fremstår amputeret. Det er som om, at der filmen igennem mangler plotmæssige elementer og karaktermotivation. Der forsøges dog ok interessant visualiseret personernes evne til at høre hinandens tanker med blandt andet farverige mønstre og indre monologer hos den lille bys mænd.

Det er nemlig kun mænd, man på underlig vis finder i det lille bondelignende samfund. Det indtil en dag, hvor en mystisk pige ved navn Viola nødlander i et rumfartøj. Dette bliver starten på en menneskejagt, der således går gennem planetens skove og brusende floder. Den unge mand Todd lover nemlig at beskytte Viola mod ikke mindst det lille samfunds brutale leder Prentiss.

Filmen er baseret på bogen ’The Knife of Never Letting Go’. Det er måske i oversættelsen fra bog til film, at fortællingens noget amputerede følelse skal findes. For i grunden er her fine idéer gemt bag den desværre mere trætsomme end medrivende film. Tom Holland gør ellers, hvad han kan med forpustet intensitet i rollen som Todd, mens en cool Daisy Ridley er et dragende bekendtskab som Viola.

De tos udmærkede samspil er desværre bare langt fra nok til at løfte filmen ud af sin vaklende gang gennem en fortælling, der mere sløver end forfører mig. En ansigtsarret Mads Mikkelsen får desværre heller ikke meget stof at gøre godt med i rollen som den ret så generiske skurk Prentiss. ’Chaos Walking’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, da her umiddelbart ligger kimen til en interessant film og et spændende univers. Det bliver bare aldrig forløst på hverken overbevisende eller medrivende vis.

’Chaos Walking’ får 2 ud af 3 stjerner:

’Chaos Walking’ har biografpremiere den 6. maj.

‘Retfærdighedens ryttere’ byder på kulsort humor og blodig hævn

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er det helt tunge skuespillerskyts, der trækkes i Anders Thomas Jensens kulsorte komedie ’Retfærdighedens ryttere’. Samtidig trækkes der også ægte tungt skyts, når maskinpistolerne folder sig intenst ud i en hævnfortælling tilsat universelle tematikker som tilfældighed og tilgivelse, sorg og savn. Nå ja, og vel i grunden også både venskab og familie.

For det er en ret så umage flok, som samles på kryds og tværs af tilfældigheder i en fortælling, der tager sit tragiske udgangspunkt i Markus’ kone, som dør i en voldsom ulykke. Den ellers udstationerede militærmand vender derfor hjem til sin teenagedatter Mathilde, der overlevede ulykken. Men er det nu også en ulykke eller et planlagt attentat, som konen blev et tilfældigt offer for?

Det er den overlevende medpassager og matematiknørd Otte overbevist om, da han via nøje udregninger når frem til, at ulykken ikke er summen af tilfældigheder, men derimod udført af en gerningsmand. Det bliver starten på Markus’ hævntogt, hvor det ikke kun er den smånervøse Otto, men også den hacker-intelligente ”charmør” Lennert og det hidsigt teknologi-geni Emmenthaler, der er med på turen.

Det er mildest talt en umage forsamling, hvor jeg ikke må glemme Mathilde, som står ret så alene med sin sorg, da hendes far langt fra er en mand, der viser følelser og da slet ikke taler om dem. Ja, en flok af knudemænd, barndomstraumer og tragedier. Det lyder måske nok noget alvorligt – og er det sådan set også. Men nu er det en Anders Thomas Jensen-film, så humoren ligger som en sort understrøm hele vejen.

Det er blandt andet i netop den kulsorte humor med den alvorstunge bagside, at filmen får sin styrke – det også takket være flokkens interne dynamik. Her med en dragende indadvendt vred Mads Mikkelsen som Markus, en fint underspillet Nikolaj Lie Kaas som skyldbetyngede Otte, mens Nicolas Bro er morsom som den bandende Emmenthaler og Lars Brygmann forener tragedie med en humoristisk lethed som Lennert.

Andrea Heick Gadeberg bibringer desuden gruppen en fin uskyld midt i den i grunden ret så dejligt gakkede historie, der måske nok bliver en kende tung i spyttet sine steder og en kende for kantet i sin behandling af sine tematikker. Det sagt, så lever ’Retfærdighedens ryttere’ engagerende godt af sit hold, sin kulsorte humor og ja, ikke mindst Anders Thomas Jensens skudsikre replikker og veloplagt groteske one-liners.

’Retfærdighedens ryttere’ får 4 ud af 6 stjerner.

’Retfærdighedens ryttere’ har biografpremiere den 6. maj.

Der er fuld og farverig fortidsfart på ‘Croods – en nytid’

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortidsfamilien Croods er igen på farverig færde i fortsættelsen ’Croods – en nytid’. Det er en underholdende, tempofyldt og opfindsom omgang animation, der bydes på, når familiedynamikken og sammenholdet kommer på prøve i mødet med en anden og noget mere civiliseret familie. Desuden banker kærligheden på døren hos familiens teenagedatter, hvilket heller ikke er helt nemt.

For allerede i den første film mødte vi den nye dreng Guy, som Eep falder pladask for – og kærligheden går begge veje. Det huer dog ikke farmand Grug, der gruer for, at Eep og Guy måske endda vil stifte deres egen familie. Endnu værre går det, da Croods-familien et paradisisk sted møder familien Bedrested, der gerne ser, at deres datter Gry finder sammen med Guy.

Her er der altså tematikker som familie, sammenhold og kærlighed i spil – alt sammen pakket animations-medrivende ind i vilde ridt gennem en kulørt fortidsverden, der huser det ene vilde fortidsdyr efter det andet samt ikke mindst overraskende beplantning, der lokker familierne i fare hvert uopmærksomt øjeblik. Ja, ’Croods – en ny tid’ er en morsom fryd for øjet, hvor jeg rives med af fortælleglæden og det høje tempo.

Naturligvis er de to familiers medlemmer også en del af, at filmen er en fornøjelse – også selvom tempoet måske nok efterlader lidt af den dramatiske tynge i farten. Men fred med det. For når først blandt andet far Grug og farmand Bedrested går i clinch, opstår der dynamisk ping pong. Det gælder i det hele taget for de to ret så forskellige familier, der måske ikke er så forskellige endda.

For ja, moralen er måske nok universel og værd at blive mindet om, men den skæres desværre også lige kantet nok ud i pap. Nemlig pointen, at sammen er man bedre stillet. Selvom denne pointe måske nok ikke er videre nuanceret i fortællingen eller hos karaktererne, så lever løjerne så absolut fint af netop fortællingens engagerende flow, de visuelle morsomheder og familiernes forskelligheder.

’Croods – en ny tid’ er ganske enkelt en yderst veloplagt animationsfilm, der sprudler af visuel fortælleglæde, men måske nok mangler flere nuancer og mere tyngde i sin historie. Dette opvejes dog som nævnt fint af filmens tempofyldte udfoldelse og de medvirkende samt den interne dynamik familiemedlemmerne imellem. Jeg ser gerne en tredje film om familien Croods.

’Croods – en ny tid’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Croods – en ny tid’ har biografpremiere den 6. maj.

‘The Painted Bird’ er både forbandet smuk og forbandet barsk

/i , /af

Biografanmeldelse: WOW! Ja, det opsummerer meget godt min oplevelse med ’The Painted Bird’, der er både forbandet smuk og forbandet barsk. En knugende fortælling foldet fornemt, dragende og gribende ud på godt tre timer – og det hele vejen i betagende sort/hvid. Jeg bukker mig i støvet for filmens fotograf Vladimír Smutný, som formår at tryllebinde med sine billeder i hver enkelt indstilling. Åndeløst!

Man følger i filmens yderst brutale, voldelige og rystende fortælling en ung dreng, der pludselig står uden hus og hjem, da hans tante dør. Helt alene i verden må han nu forsøge at klare sig selv, det mens 2. Verdenskrig buldrer løs i det fjerne. Det er et hårdt liv, hvor midlerne er få og ren overlevelse, står øverst på listen. For drengen bliver smidt fra den ene ubehagelige behandling til den næste.

Det er med andre ord en kold og kynisk verden af had og død, der møder ham på sin rejse i Østeuropa, hvor nazisterne er ved at slå alle jøder ihjel. Fortællingen, som udspiller sig gennem drengens øjne – på blandt andet tjekkisk og russisk – er dog også en hjerteskørende beretning om at vokse op under de mest brutale forhold tænkeligt. Det fra overgreb, ren vold og alverdens andre pinsler. Det gør ondt helt ned i maven.

I rollen som drengen finder man en sand stjerne i Petr Kotlár, der med skrøbelig sårbarhed, intensitet, uskyld og et uforligneligt nærvær er med til at bære filmen gennem al volden, hadet og den gruopvækkende virkelighed, han møder. Han er på samme tid også en ukuelig overlever, hvilket måske også er netop det meget spinkle håb, der trods alt sniger sig ind i filmens nærmest usynlige yderkant.

Jeg har ikke læst romanen af samme navn fra 1965 af Jerzy Kosinski, som filmen er baseret på, men som et helt monumentalt og selvstændigt værk, står ’The Painted Bird’ altså stærkt, hårrejsende og grumt. En sand filmisk fornøjelse, selvom det altså i den grad gør ondt at være vidne til den benhårde fortælling. Filmen tikker ganske vist ind på godt tre timer, men sættet altså visuelt ikke en fod forkert.

Kort fortalt formår Instruktør Václav Marhoul med et forkromet overblik og sans for både det helt nære og de store vingesus at binde fortællingen sammen til et hele, der smerter og bed sig fast i mig undervejs, men som også har sat sig i min mave som en knugende knude efterfølgende – det på en filmisk forførende måde, der skal tages som et absolut kompliment. Se den, mærk den, oplev den. Nu!

’The Painted Bird’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Painted Bird’ har biografpremiere den 19. november.

’Raya og den sidste drage’ er eventyrlig veloplagt

/i , /af

Streaming-anmeldelse: Det er ikke just det mest subtile eventyr, man får med Disneys nyeste animationsfilm ’Raya og den sidste drage’, men fred med det. For godt nok bliver bl.a. filmens pointer om sammenhold og det at turde stole på hinanden malet med den brede pensel, mens historien er noget forudsigelig. Men det hele leveres så pokkers veloplagt, at det ikke gør det store.

Ikke mindst filmens bikarakterer fungerer både morsomt og dynamisk i historien om jagten på den sidste drage. Landet Kumandra ligger nemlig splittet hen efter, at en ond kraft fik dragerne til at ofre sig for menneskene. Nu flere hundrede år efter vender det onde tilbage, hvorfor den unge krigerinde Raya nu må forsøge at finde den sidste drage, så landet på ny kan blive samlet og menneskene leve i fred sammen.

Med sig på sin rejse gøres hun følgeskab af sit tro kæledyr og transportmiddel Tuk Tuk – et yderst nuttet dyr, der minder om en krydsning af et bæltedyr, en hund og en bille (!). Det er blot en af filmens vellykkede og komiske bikarakterer, hvor man bl.a. også møder den umage gruppe af tre tyvagtige aber og en baby (!). Det er morsomt, overraskende og giver godt modspil til historiens hovedkarakter Raya.

Raya leder nemlig sejt an med coolness og kampklare evner, hvilket hun får brug for i bl.a. mødet med sit barndommens nemesis, Namaari, der vendte hende ryggen og slog skår i Rayas barnlige tro på det gode i mennesket. Umiddelbare modsætninger, der – som filmens forudsigelighed foreskriver – måske ikke er sååå forskellige endda. De er dog begge seje karakterer, hvis kamp jeg gerne følger.

Ganske vist går rejsen ind efter den sidste drage, der skal bringe landet sammen og jage ondskaben på porten. Rejsen er dog ikke mange dage gammel, førend Raya og hendes umage slæng falder over den sidste drage – den yderst energiske og optimistiske Sisu. Endnu et muntert bekendtskab, der giver forudsigelighederne et skud engagerende energi og humor.

’Raya og den sidste drage’ folder udover flokken af veloplagte og morsomme karakterer et flot animeret samt forskelligartet eventyrunivers ud, som jeg virkelig godt kan lide at være i. Så ja, historien er måske nok forudsigelig, pointerne bøjet i neon og nuancerne i vores karakterer til at overse. Men det hele er ganske enkelt pakket veloplagt animeret ind med fortælleglæde og karakterer, jeg virkelig godt kan lide.

Raya og den sidste drage’ får 4/6 stjerner:

’Raya og den sidste drage’ har streamingpremiere den 5. marts på Disney+ med Premier Access og bliver gjort tilgængelig for alle Disney+-abonnenter fra den 4. juni.

‘Saint Maud’ er et fornemt knugende og helt kropsligt gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige WOW! For ja, det knugende og helt kropslige overnaturlige gys ’Saint Maud’ er en vild oplevelse. En fortælling, der både visuelt og ikke mindst i lyd satte sig i hele min krop. Som en begsort igle, der bare sugede sig mere og mere fast. Det er så absolut ment som et stort kompliment. For med sikker hånd, trækkes jeg bare mere og mere ind i filmens sitrende vanvid.

’Saint Maud’ er på sin vis en dragende forening af en ydre virkelighed og en indre verden, der smukt og urovækkende leger kispus med mig hele vejen – det fortalt gennem hovedpersonen, den indadvendte Maud. Hun er personlig plejer for den dødeligt syge og forhenværende danser Amanda, som nu opholder sig i sit dunkelt belyste hjem, hvor Maud sirligt passer hende.

Den nylige konvertit og dybt troende Maud udvikler dog snart et usundt forhold til sin patient, som hun ønsker at frelse fra smerten og den vildfarne vej, hun mener, Amanda er ledt ned ad. Det er desuden også starten på en fortælling, der snor sig om religion og tro samt kropslig smerte og en blind hengivenhed til noget, der er større end mennesket selv. Fortalt med sikker hånd for en dragende tvetydighed.

For egentlig er filmens grundtone en grå virkelighed og rå realisme, der med tungt slæbende skridt hiver mig med ind i Mauds ensomme verden, kamp med sig selv og et indre i opbrud. Det er blandt andet og ikke mindst takket være Morfydd Clark i rollen som plejeren, at jeg kommer helt ind i fortællings indre – derind, hvor det gør ondt på filmisk forførende vis. Hun er en sand stjerne.

Desuden er parløbet mellem Maud og den syge Amanda aldeles fint, skrøbeligt og besnærende forløst, hvor også Jennifer Ehle som Amanda fornemt skildrer smerten ved, at døden har fået sit tag i hende. Her bør filmens boblende og urovækkende musik af Adam Janota Bzowski i den grad også fremhæves for blandt andet at underbygge den uhygge og konstante uro, der befinder sig i filmen.

Instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass har ganske enkelt med sin spillefilmsdebut skabt et både smukt og smerteligt samt urovækkende og dragende værk, der på indsmigrende vis forener en indre og ydre virkelighed med fornem sans for kropslig tilstedeværelse og en titelkarakter, jeg kommer ind i hovedet på via både Morfydd Clarks præstation, men altså også en visuel og lydmæssig stærk slagside. WOW!

’Saint Maud’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Saint Maud’ har biografpremiere den 26. november.

’Freaky’ er en halvgod kropsforbyttende slasher-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter faktisk både veloplagt blodigt og morderpotent medrivende i slasher-komedien ’Freaky’. Her er nemlig en maskeret morder på fri fod, der slagter en håndfuld teenagere med koldt og brutalt blod. Det med ganske opfindsomme mord, som blandt andet involverer den grumme kombination af en vinflaske og en ung studerendes hals. Av!

Desværre mister løjerne noget af den brutale pust efterhånden som filmen skrider frem og bliver mere en delvist vellykket komedie end en viril slasher med et tvist. For filmens ellers ret sjove præmis hiver også noget af slasher-genrens opfindsomme mord ud af løjerne. På mystisk vis forbytter teenageren Millie nemlig krop med seriemorderen. Ja, vi har at gøre med en kropsforbyttende gyserkomedie.

Der går dog en rum tid, førend kropsbytningen finder sted – og det er desværre her, at ’Freaky’ mister noget af sit ellers ganske medrivende momentum. Vince Vaughn giver den ellers ret fint gas i sin dobbeltrolle som et brød af en morder, men det meste af vejen som en pige fanget i en stor mands krop – og ja, omvendt med Kathryn Newton i skikkelse af Millie, hvis krop er indtaget af morderen.

Helt medrivende morder-morsomt bliver det dog ikke. Filmen bliver en kende slap over midten, men genvinder heldigvis noget af indledningens dynamik, hvor der er medrivende mord på menuen. At der så er spædet til med en småalkoholisk mor og tabet af en far – ja, Millies forældre – giver ikke rigtigt en dramatisk ballast til filmen, hvorfor karaktererne da også forbliver noget flade.

Men selvom de medvirkende måske ikke er de mest opfindsomme og nuancerede af slagsen, udfylder de ganske fint deres roller – som blandt andet netop skrigende teenagere på flugt, men også som stærke unge, der tager kampen op. Det med øje for, at Millie og seriemorderen skal bytte kroppe igen. Vejen til den ganske effektive finale går dog desværre som nævnt en smule i dødvande.

På trods af sine fodfejl og en smule flade midte, kommer ’Freaky’ i mål som en ret veloplagt slasher-komedie. Ja, som en letbenet, ok morsom og sine steder dejligt brutal slasher-komedie, lykkedes det trods alt at komme fint i mål. Det blandt andet også takket være en både charmerende og sej Kathryn Newton i dobbeltrollen som Millie og morder.

’Freaky’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Freaky’ har biografpremiere den 12. november.

’Akira’ er stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse!

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er nu, du skal slå til! For japanske Katsuhiro Ôtomos mesterlige, opfindsomme og overrumplende animationsværk ’Akira’ fra 1988 kan nemlig nu opleves på det store lærred i en ny-restaureret 4K-version. Det er her 32 år senere stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse af de store, hvor den sirlige animationskunst drager mig ind i en futuristisk fremtid, der omslutter mig totalt.

Året er 2019. 31 år efter, at 3. verdenskrig har raset. Tokyo er blevet til Neo Tokyo – bygget op på ruinerne af den gamle metropol. Det er dog langt fra en idyllisk fremtid, vi her ankommer til. Dystopien synes snarere at herske i byen, der hærges af kriminelle, blodig vold, politibrutalitet og korruption. Bag statens hemmelige mure huses imidlertid et tophemmeligt og mystisk projekt kaldet Akira.

Men hvad går Akira egentlig ud på? Det får motorcykelbande-anføreren Kanedas ven Tetsuo mulighed at se nærmere på, da han hvirvles ind i det lyssky projekt – og det med katastrofale følger. Det, der følger, er nemlig et virilt, potent og pumpende ridt ind i en verden af mutationer, maskiner og motorcykler, mens et brølende opgør synes at true i horisonten. Det med hele verden som gidsel.

Som en animeret hvirvelvind af imponerende fremtidslandskaber, brusende motorcykelræs og telekinetiske evner, folder ’Akira’ sig ud med de ikoniske og urovækkende toner fra Shôji Yamashiros musik, der svøber sig ubesværet om den bjergtagende billedside. Historien bølger og bruser sig ligeledes hektisk, medrivende og i konstant bevægelse gennem den dystre metropol, hvor det gode og onde tordner sammen.

Der er fra start til slut animeret fart over feltet, hvor jeg opsluges af denne fremtidsvision, der blandt andet huser en mere end voldsomt cool finale, der i kropssnaskende mutationsvold river mig medrivende rundt i en intens billedstorm, der skvulper af animeret overlegenhed. Men ’Akira’ er altså mere end mesterlig animation, det er også en fortælling, som dejlig kinetisk får liv gennem sin zigzag-udfoldelse.

Godt nok er ’Akira’ fra 1988, men står altså stadig veloplagt, frisk og forførende her mere end 30 år senere. Jeg er kort sagt hensat til filmens verden og fortælling fra første til sidste tegning. At fortællingen så måske nok slår en håndfuld knuder undervejs, gør heldigvis ikke det store, for netop billedsiden griber mig gang på gang i tegninger af dystopisk opfindsomhed, brutal vold og mystiske evner.

’Akirka’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Akira’ har repremiere den 5. november.

En vildt gnaven Lance Henriksen stjæler billedet i ’Falling’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er to vidt forskellige verdner, der støder intenst sammen i far-søn-dramaet ’Falling’, der er Viggo Mortensens instruktørdebut, mens han også har forfattet filmens sprudlende manuskript. Han spiller desuden selv sønnen John, hvis liv clasher hårdt med faderen Willis – spillet med konstant nerve af den 80-årige Lance Henriksen. Han stjæler billedet.

For da den konservative far, som er af den gamle skole, hvor en kvinde står i køkkenet og en mand går på jagt (groft sagt), kommer på besøg hos sin homoseksuelle søns familie i Los Angeles, bliver det starten på næsten intet andet end dramatiske sammenstød ham og familien imellem. Willis er nemlig mere end gnaven, fordomsfuld og i grunden et rigtigt ubehøvlet svin, det er svært at finde empati for.

Men den måske nok meget lidt elskelige Willis og hans mange spydige stikpiller, bliver ofte også så grotesk ubehøvlet, at smilet indfinder sig hos mig. Fint balanceret med alvoren. John og hans partner Erics adoptivdatter har dog et noget mindre problemfyldt forhold til sin farfar, hvor der således sniges noget varme og skrøbelighed ind i den ellers hårde og kyniske far.

Willis døjer også med hukommelsessvigt, mens han undervejs i filmen nuanceres. Blandt andet netop i Lance Henriksens meget fint intime spil, der med sit ansigt kan veksle fra det helt indebrændte til det milde i næste nu. For hvorfor opfører han sig i grunden som et dumt svin uden hverken filter eller situationsfornemmelse? Det er noget af det, fortællingen blandt andet også engagerende dykker ned i.

’Falling’ er altså også et portræt af en aldrende mand, men dog mest af alt et drama om det svære forhold, der kan være mellem far og søn, hvor der filmen igennem krydsklippes til Johns barndom og oplevelser med sin dengang unge far og mor. Det giver en fin dramatisk klangbund og bedre forståelse af nutiden og forholdets knaster, hvor både vrede, jalousi og en higen efter kærlighed har fornemme pladser.

Jeg må dog bestemt ikke glemme Viggo Mortensens meget fine og velbalancerede portræt af en søn, der i den grad bliver testet på tålmodigheden og hvor meget lort, man egentlig skal tolerere fra sin far. ’Falling’ er kort fortalt et velspillet samt både vittigt og vredt skrevet drama, hvor Lance Henriksen stjæler billedet med et både bistert og momentant skrøbeligt portræt af en mand i sit sene efterår.

’Falling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Falling’ har biografpremiere den 5. november.

Den 41 år gamle ’Bliktrommen’ er fortsat et helt magisk filmværk

/i , /af

Biografanmeldelse: Med repremieren på Volker Schlöndorffs dragende ‘Bliktrommen’ fra 1979, har man en unik mulighed for at opleve værket på det store lærred. Det i al sin krigsbombede vælde og med det intimt dramatiske skuespil fra ikke mindst David Bennent. Han ses i rollen som drengen Oskar fra hvis synsvinkel filmen fortælles i en fin forening af rå, jordnær realisme og med glimt af det surreelle.

Det tyske drama er altså centreret om Oskar, man følger fra fødslen, som man desuden følger fra hans synspunkt og vej ud i verden inde fra sin mors skød. Han vokser op i det krigstruede Danzig, der senere må se sig bombet til ruiner, hvor han til sin tre års-fødselsdag får en rød/hvid bliktromme. Han beslutter sig samtidig for ikke at ville vokse sig større, selvom han ganske vist bliver ældre. Ja, helt surreelt.

Denne beslutning er en art protest mod den verden, der omslutter ham, hvor han blandt andet senere i livet kommer til at møde netop krigens rædsler og nazismens fremtog. Et andet helt surreelt element er Oskars talent for at udgyde så høje skrig, at han kan splintre glas. En evne, der blandt andet kommer ham til gavn senere i fortællingen, der altså spænder over en længere årrække.

Filmen lever ikke kun af sit portræt af krig og den medfølgende frygt, håbløshed og nazistiske fremmarch, men i høj grad også spillet af David Bennent som vores hovedperson Oskar, hvis verdensbillede vi bliver placeret midt i. For det er ganske enkelt et imponerende portræt af et barn og hans svære opvækst. Jeg kan ikke få øjnene fra ham. Han er simpelthen et imponerende magnetisk bekendtskab.

Fortællingen folder sig ud over hele 2 timer og 44 minutter, men ikke desto mindre synes den lange spilletid også nødvendig for at fortælle sin både dragende, engagerende og satiriske fortælling, der måske nok har krigens dystre klangbund, men som absolut også huser en fin humoristisk side, der dog ikke underminerer det fornemme drama og nuancerede portræt af Oskar og hans opvækst i en kaotisk verden.

’Bliktrommen’ er ganske enkelt her 41 år efter sin oprindelige premiere stadig et stærkt, veloplagt og potent portræt af en historisk kompleks tidsperiode set igennem en drengs naive og fantasifulde øjne. David Bennent er med drenget naturlighed et stærkt, stærkt trumfkort, der i den grad er med til at bære og løfte filmen op og blive både helt magisk, tankevækkende og sine steder også livligt provokerende.

’Bliktrommen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bliktrommen’ har repremiere den 29. oktober.