THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

/i /af

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion: Steven Kastrissios
Medvirkende: Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Moderbinding spænder ben for kærligheden

/i /af

Kærligheden dukker op de mest uventede steder – især på film. I Cyrus sker det til en fest, hvor John plørefuld, deprimeret og fraskilt på syvende år står og pisser i en busk. Her dukker den søde Molly op med et kækt ”Nice penis…” – og så ruller den søde romance ellers afsted. Der er bare lige ét problem, Mollys 21-årig søn Cyrus.

Cyrus bor nemlig stadig hjemme og hans usunde moderbinding, gør det svært for den nyfundne kærlighed at slå rod. Et fordækt magtspil er sat ind fra Cyrus’ side, der vil gøre alt for at bevare sin position som eneste mand i Mollys liv.

Selvom Cyrus kan placeres i den forslidte kasse med romantiske komediedramaer, så lad dig ikke narre. For Cyrus er ikke blot endnu en af genrens forudsigelige ligegyldigheder, men en skæv, ærlig og håbefuld lille perle, der leverer sin historie om kærlighedens hårdknuder usentimentalt, råt og ikke mindst morsomt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Uheldige hillbillies og tåbelige teens

/i /af

’Feel-good-hillbilly-horror-og-buddy-komedien’ Tucker & Dale vs. Ondskab var en af de sjoveste filmoplevelser på dette års filmfestival CPH PIX – og den holder bestemt til et gensyn. Her bliver den fortærskede ’unge-farer-vild-i-skoven-og-slagtes-af-ondt-indavl-genre’ vendt morsomt på hovedet. For de to hillbillies Tucker og Dale er slet ikke onde, de er bare meget uheldige.

Desværre for de to sympatiske skovmænd tror flokken af festglade og obligatorisk tåbelige teens, der er taget ud i skoven for at feste, hore og drikke igennem, at de er psykopatiske mordere. Og grundet misforståelser er det pludselig bonderøvene, der må løbe for livet – og således er der byttet om på rollerne.

Alle genrens herlige klichéer er på plads, men leveres blot med modsat fortegn. Og det er vitterligt en vellykket kovending denne blodige komedie tager, hvilket ikke mindst skyldes Tyler Labine og Alan Tudyk i hovedrollerne. Deres charme, elskværdige naivitet og komiske dynamik svinger upåklageligt, mens de groteske blodudgydelserne morsomt sviner deres skovmandsskjorter til.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –›› Læs mere

Djævelen leger kispus i tamt elevatorgys

/i /af

Med en spilletid på knap 80 minutter sparkes der hurtigt gang i løjerne i elevator-gyset Devil, der som titlen antyder er med indlagt besøg af selveste Mørkets Fyrste. Her strander fem personer i en elevator med det ’men’, at en af dem er Djævelen i menneskelig skikkelse – men hvem? Lad uhyggen og gættelegen begynde… gisp!

Men ikke nok med det klaustrofobiske drama i elevatoren. For mens Djævelen i ly af mørklagte strømafbrydelser myrder den ene passager efter den anden, forsøger politiet at redde flokken ud inden sidste mand må lade livet. Desværre stjæler redningsholdet filmens fokus og man hives således ud af det egentlige gys i tide og utide.

Men den nervepirrende præmis er bestemt potent og taler direkte til ens indre detektiv – for kan man lure hvem Djævelen er? Samtidig ligger det også i kortene, at man burde blive bare en smule skræmt undervejs. Desværre udebliver uhyggen og man mister også hurtigt interessen for at gætte med på Djævelens identitet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Makaber affære i skummel villa

/i /af

Selvom blodet flyder tungt fra hullet i et dukkehoved på coveret til den netop udgivne Macabre fra 1980, så er det faktisk en relativt diskret skrækfilm. Her er det mere olm atmosfære, tragiske traumer og bizarre lyster, der hersker i skyggerne, end udpenslet gru.

Der lægges stærkt fra start. For midt i den yndige Jane Bakers hede affære, drukner hendes datter lillebroren hjemme i villaen. Med elskeren bag rettet suser de hjem, men ender i en blodig ulykke. Hun overlever, mens han dør. Traumatiseret og skyldbetynget indlægges Jane på et psykiatrisk hospital. Et år senere erklæres hun rask, men er hun nu også det – og hvad med datteren?

Jane flytter ind i lejligheden, der plejede at huse de hede stævnemøder. I samme villa bor også den blinde Robert. Han ser sig lun på Jane, men må nøjes med de lystfylde hvin, der kommer fra hendes værelse. Men hvem er på besøg og hvad gemmer hun i sin aflåste fryser? Der er bestemt lagt op til makaber skyggedans…

Filmen er instrueret af Lamberto Bava, søn af skrækfilms-mesteren Mario Bava. Inspirationen fra farmand samt min personlige favorit Dario Argento er tydelig, både tematisk og stilistisk. Resultatet er desværre ikke så gruopvækkende vellykket som forbillederne. Den grufulde fortælling er stærkest, men visuelt er Macabre også sporadisk interessant, bl.a. et skummelt POV-skud gennem den mørklagte villa.

Men tempoet er trægt og de ellers potente tematikker og interessante karakterer tager ikke for alvor fat. Den makabre slagkraft, man kunne have håbet frigivet i mødet mellem bl.a. den morderiske datter og moderen – samt den blinde Roberts opdagelse af Janes dystre hemmelighed får ikke den kradse pondus, man hungrer efter.

Lamberto kommer dog langt med både lummer New Orleans-stemning, forskruede familie-relationer og grotesk elskov. Ja, og så er der jo ingen grund til at hænge sig i detaljer som skuespillet, hvor Bernice Stegers som Jane er mere succesfuld udi at være letpåklædt end leveringsdygtig i troværdige sammenbrud.

Det er også muligt, at Veronica Zinny ikke imponerer som datteren, men det kunne have været interessant, hvis hendes rolle havde fyldt mere. Og bare fordi Stanko Molnar spiller blind, er der vel ingen grund til at bevæge sig som en robot. Men han har et indbydende fjæs, der gør sig godt i den gådefulde setting – hvor fryserens hemmelighed dog ikke er svær at lure inden den ”store” afsløring.

Janes traumatiske nedtur ender altså ikke helt, som den makabre optur, der lægges op til. Men Macabre er med sin grumme historie og forskruede relationer trods alt en herlig bizar, kuriøs og ofte atmosfærefyldt sag, der fint vil matche en lummer sommeraften – også selvom man ikke måtte befinde sig i et hedt New Orleans.

Ekstramateriale:
Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt. Her får man blot en håndfuld stills fra filmen og vanen tro en række trailere for andre af selskabets titler, dog ikke for Macabre. Til gengæld står billedet flot og farvemættet, men med en del ridser i ”filmstrimlen”, det bliver dog aldrig et irritationsmoment.

 


Originaltitel: Macabro, Italien, 1980
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Bernice Stegers, Veronica Zinny, Stanko Molnar, Roberto Posse m.fl.
Spilletid: 87 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

/i /af

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Forrygende zombie-serie leverer varen

/i /af

Lige siden jeg læste om Frank Darabonts (The Mist, En verden udenfor) planer for en tv-serie bygget på zombie-tegneserien The Walking Dead, har jeg siddet på stikker. Det har været ventetiden værd, for der serveres både medrivende zombie-snask og karakterdrevet drama i den 6 episoder lange 1. sæson, der netop er udkommet.

Serien er centreret om betjenten Rick Grimes (Andrew Lincoln), der efter at have ligget i koma pga. skudsår vågner op til en verden i ruiner. En zombie-epidemi har lagt verden øde, mens de få overlevende har forskanset sig i mørklagte huse eller langt fra zombie-befængte byområder. Zombie-apokalypsen er en grum realitet og håbet for en fremtid for menneskeheden hænger i en tynd og blodig tråd.

Rick begiver sig nu ud i verden i håbet om at finde sin kone og søn. Men farerne lurer om hvert hjørne og som det ofte gælder for genren, viser det sig snart, at det ikke nødvendigvis er zombierne, som er de farligste monstre, der venter Rick og den flok af overlevende, han slutter sig til i skovene uden for Atlanta.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Meningen med det hele anes i ’The Tree of Life’

/i /af

Der favnes bredt i Terrence Malicks The Tree of Life. Her er vi med fra før tidernes morgen og frem til nutidens storbyer. Fra universets afkroge og ind i naturens inderste celler. Et komplekst og fragmentarisk værk med mennesket i frit fald, mens man synes at ane meningen med det hele i det nære så vel som i et uforståeligt kosmos.

Mellem billeder af præhistoriske naturlandskaber, mikroorganismer og kosmiske eksplosioner finder vi filmens menneskelige ansigt i en kristen middelklassefamilie i 1950’ernes Texas. Her vokser tre brødre op med to forskellige pejlemærker i livet – en streng far (Brad Pitt) og en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain). Man springer filmen igennem mellem naturbilleder, drengenes barndom og en af sønnerne (Sean Penn), der som voksen mindes sin opvækst – som i et forsøg på at forstå sig selv og sit liv.

The Tree of Life er vanskelig at favne – endsige sætte ord på. Man griber dog et forsøg på at finde menneskets plads i verden. Her fylder forstadsfamilien mening på livet med Gud, mens naturen upåagtet kristne dogmer både giver og tager liv. Midt i det hele må man selv – præcis som brødrene – forsøge at finde sin egen vej.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN -> Læs mere

Atmosfæremættet rejse i anspændt monsterland

/i /af

Ganske vist bærer filmen den bastante titel Monsters og udspiller sig i et Mexico invaderet af mystiske tentakel-besatte væsner fra rummet. Men de enorme monstre spiller en mindre rolle, mens det er den spændte atmosfære og forholdet mellem de to hovedpersoner, der fængslende bærer filmen gennem sit realistiske monsterland.

Vi dumper direkte ned i fortællingen, hvor Mexico på sjette år er invaderet af store væsner fra rummet og landet afskærmet med en enorm mur ved den amerikansk-mexicanske grænse. Fotografen Andrew jagter billeder af monstrene i den ’inficerede zone’, da han får til opgave at fragte sin chefs datter sikkert hjem til USA. De to indleder nu en spirende romance og farefuld færd gennem usikkert terræn.

Selvom filmen på coveret sammenlignes med invasions-succesen District 9, så er det to meget forskellige film. Fællestrækkene er mest åbenlyst den dokumentar-lignende æstetik og idéen om en ’karantæne-zone’. Men her er altså ikke tale om en fræsende pendant til den i øvrigt fremragende District 9. Monsters er et langt mere afdæmpet invasions-drama, som er fyldt med smukke billeder og forførende atmosfære.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Et umage par på afveje

/i /af

Udgangspunktet for komedier er ofte at lade modsætninger mødes. På den måde serveres der per automatik utallige muligheder for pinlige misforståelser og højlydte uenigheder afledt de forskellige verdenssyn. Denne gammelkendte præmis finder man også i road movie-komedien Due Date, hvor den stringente Peter og den diffuse Ethan uheldigvis ender med at skulle krydse USA sammen.

Robert Downey Jr. indtager rollen som den arrogante og overlegne Peter, mens Zack Galifianakis er modsætningen uden situationsfornemmelse, men med hjertet på rette sted. De skal begge med fly til Los Angeles. Peter skal nå hjem til fødslen af sit første barn, mens Ethan forfølger skuespillerdrømmen. Men misforståelser fører til et fælles flyrejseforbud og så ender det umage par i en bil sammen på vej mod L.A.

De to herrer er bestemt godt selskab – bare ikke hinandens og netop det faktum afføder nogle ret vellykkede og bizarre optrin. Specielt er filmens første del vittig og vellykket, hvor den bl.a. står på slagsmål med en krigsveteran i rullestol, en øretæveindbydende møgunge og mundhuggerier på et offentligt toilet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere