Biografanmeldelse: Før eller siden vokser vi op til at blive voksne. Barndommen bliver henlagt til minderne. Både de gode og de dårlige. Nogle venskaber varer ved livet igennem. Andre holder ikke distancen. Det kan der være mange grunde til. I den varmt menneskelige ’Past Lives’ skilles de ellers tætte barndomsvenner Nora og Hae Sung ad, da Nora og hendes familie emigrerer fra Sydkorea til Canada.

Vi møder de to venner i barndommens bekymringsfrie leg videre op i livet, hvor deres veje mange år senere krydses og kulminerer i et møde i New York, hvor Nora nu bor og er gift med forfatteren Arthur. Det er på en yderst følelsesfin måde, at jeg kommer ind på livet af begge parter i venskabet. Deres liv, verdensbillede og relationen mellem de to. Det er både rørende og tankevækkende.

Her sættes bl.a. tanker om skæbne i spil. Kærlighed, fortid, nutid og fremtid. For hvorfor arter livet sig, som det nu gør for os hver især? Kan vi holde fast i noget, der var engang? Kan denne barndommens magi genvindes i et møde årtier senere efter mange års adskillelse? Det er med et særdeles dynamisk greb om både karakterer og temaer, at jeg her drages ind i filmens liv.

Karakterer, der bliver formet og udfoldet som troværdigt ægte mennesker, hvis vej i livet er gået i forskellige retninger. Med det in mente, at venskabet bindes sammen af en fælles fortid. Men er det nok til at vare ved? Jeg bliver i mødet med Nora og Hae Sungs relation hensat til tanker om mit eget liv. Min barndom, venskaber og minder om barndommens uskyld og betydning.

Instruktør og manuskriptforfatter Celine Song har et virkelig godt greb om filmens følelser og en evne til at få dem sat troværdigt i spil, så selv de små nuancer rammer rent og sætter sig lige i hjertet på mig, så jeg kneb op til flere positive tårer undervejs. For livet er ikke nødvendigvis, som man troede det ville blive, da man var barn. Men det er jo nok også meget godt og helt ok.

Trekløveret med Nora og Hae Sung som det stærke dramatiske omdrejningspunkt får et engagerende tredje hjul, der på dragende vis bindes sammen med vennerne i skikkelse af Arthur. Der er en virkelig velbalanceret følelsesdynamik her, hvor fortid og nutid på både rørende og hjerteskærende vis forbindes og giver liv til fortællingen.

Greta Lee og Teo Yoo er vildt engagerende i deres nærværende portrætter af de genforenede barndomsvenner, mens John Magaro med sympatisk tilstedeværelse fuldender dramaets hjertevarme natur, som smukt bindes sammen af fotograf Shabier Kirchners velkomponerede billeder, mens filmens musik af Christopher Bear og Daniel Rossen på elegant vis sætter toner på følelserne.

’Past Lives’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Past Lives’ har biografpremiere den 21. marts.

Biografanmeldelse: Uhyggen lurer lige under overfladen i den ellers idyllisk udseende og azurblå swimmingpool, som man finder i en lille families baghave i ’Night Swim’. Far, mor og deres to børn aner dog ikke uråd, da de køber huset for at starte et nyt kapitel i deres liv. Publikum er imidlertid allerede i en ganske fin åbningsscene blevet introduceret for, at poolen ikke er uden farer.

Lidt efter lidt står det dog også klart for familien, at deres pool ikke er helt så uskyldig, som den ser ud. Men hvad er det præcist, der gemmer sig i poolens mørke dyb? Og hvad gør vandet ved den vandglade familie? Det er nogle af de spørgsmål, som gyset stiller i håbet om, at det afføder gribende uhygge. Det gør det bare aldrig rigtigt.

Helt skævt går det bl.a., når den ellers usete gru byttes ud med billige og ineffektive chokeffekter og jump scares. For selvom der indledningsvis faktisk tages et par ok svømmetag til et nervepirrende familiedrama med indbygget gys, så taber filmen det hele på gulvet undervejs i en historie, jeg ikke tror en tøddel på, hvorfor både et oprigtigt familiedrama og gyset udebliver.

Det er en skam, men når uhyggen i poolen og den hertil knyttede historie og baggrund for poolens væsen ingen mening giver, giver det langt fra den ønskede effekt af uhygge. For når karaktererne ikke får troværdigt drama og karakterskildringer at arbejde med, løber skrækken og rædslen ud med badevandet i en film, der langt fra er original i sit forsøg på at stable gys på benene.

Nu behøver et godt gys som bekendt ikke at være original for at fungere som et effektivt og medrivende gys, men når historien i tilfældet med ’Night Swim’ ikke tør stole på, at bl.a. det usete og usagte i en ellers til at starte med spændende gyserpræmis er nok til at jage uhygge i livet på sit publikum, er det også mere end op ad bakke at blive grebet af filmen.

Instruktør og medforfatter Bryce McGuire har kort fortalt ikke overbevisende flair for at etablere en troværdig uhygge og da slet ikke for at fastholde gruen, så den får bare en smule troværdigt fat i mig gennem bl.a. familiens liv og interne dynamik. ’Night Swim’ drukner med andre ord i en hovedløst klodset historie, der ikke formår at skabe gribende gys.

’Night Swim’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Night Swim’ har biografpremiere den 14. marts.

Biografanmeldelse: Grønlands sneklædte natur og frysende kolde omgivelser danner rammen for det dybt gribende portræt af et menneske på randen af livet. På flugt fra sig selv og sin traumefulde fortid, følger man i ’Kalak’ Jan, der som ung blev misbrugt af sin far. Nu bor han i Grønland med sin hustru og to børn, hvor han arbejder som sygeplejerske og forsøger at finde fodfæste i livet.

Jan plages fortsat af fortiden, der ulmer som et sort monster lige bag hans venlige ydre og melankolske øjne. Livet i Grønland går sin gang, mens Jan udfordrer sig selv i nattelivet væk fra familien. Han forsøger at lære grønlandsk. At passe ind og blive en accepteret del af samfundet og den lokale kultur. At blive elsket og finde et sted til sig selv i verden, hvor han hører til.

Fortiden bliver dog som begsort kviksand ved med at trække Jan længere ned med sig. Den uundgåelige konfrontation med fortiden og traumet står malet op i fremtidens uklare horisont. Man kommer tæt ind på livet af den flerfacetterede Jan, der med stor ømhed, intenst nærvær og nuanceret menneskelighed portrætteres overbevisende af Emil Johnsen.

I rollen som Jans hustru Lærke finder man en empatisk Asta Kamma August, der på fornem vis komplementerer fortællingens menneskelighed og herunder dynamikken i den lille familie. Filmen er instrueret og medforfattet med stor indlevelse og sikker hånd af Isabella Eklöf på baggrund af den selvbiografiske roman ’Kalak’ af Kim Leine.

Den barske fortælling indfanges elegant og råt af fotograf Nadim Carlsen, der dynamisk skildrer både de grønlandske vidder, livet blandt landets beboere og Jans vaklende tilstedeværelse i en verden, han har svært ved at blive en del af. I samspil med billederne og lydsidens nærvær bringes både mennesker og miljø til live gennem historien, der er baseret på virkelige hændelser.

’Kalak’ er svær at fordøje og kapere. Det er en brutal fortælling, der rummer stor sorg og smerte, som i filmens gribende og hjerteskærende skildring griber mig i maven som en kold jernklo, der ikke vil give slip. Selv hvis solens varme stråler måtte ramme den, bliver den siddende. Det er en engagerende film, der fortælles med tankevækkende nuancer og insisterende indlevelse.

’Kalak’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kalak’ har biografpremiere den 7. marts.

Biografanmeldelse: Turen går atter ud i rummet og ind i det fascinerende science fiction-univers, hvor den visionære filmskaber Denis Villeneuve gav os første del af Dune-sagaen i 2021. Nu gælder det den dybt dragende opfølger ’Dune: Del 2’, hvor eventyret for den unge hertug Paul Atreides fortsætter med brutal krig og action-svimlende schwung i denne imponerende filmiske bedrift.

Krigen raser, magtkampene syder og mysterierne sitrer, når Paul Atreudes’ rejse med fremenfolket på den farefulde ørkenplanet Arrakis fortsætter i jagten på hævn over huset Harkonnen, der destruerede hans familie. Forude venter flere skæbnesvangre valg for hertugen, der må overkomme sin del af udfordringer på planeten, der – sammen med historien – huser sin del af hemmeligheder.

Fremtiden står malet kulsort op i horisonten for hertugen og hans følge, der har i hobetal af soldater og andre krigeriske udfordringer på nakken i en farlig kamp for en mere lys fremtid. Kampen udspiller sig på gribende, oprigtigt spændende og barsk vis i den altomsluttende verden af kæmpe sandorme, betagende teknologi og mystisk mytologi. Hele min krop rives med ind denne verden.

Timothée Chalamet vokser her med rollen som Paul Atreudes, der får mere dybde og flere nuancer bragt i spil, mens tematikker som kærlighed, skæbne og magt rulles engagerende ud – og ligeledes overbevisende i selv de mere sort/hvide øjeblikke. Herudover gør bl.a. Austin Butler herlig grum figur som den uforudsigelige og ubehagelige Feyd-Rautha Harkonnen. En skøn skurk.

Denis Villeneuve bringer på elegant vis den store fortælling til live gennem enormt opslugende scenerier af beskidt krig og indtagende skønhed, hvor det menneskelige hjerte banker i både de store vidder og de nære øjeblikke. Det store karaktergalleri balanceres fornemt i et sirligt opspændt og flerlaget plot, der engagerende kaster sig fremad i sin medrivende fortælling.

’Dune: Del 2’ er et visuelt vidunder indfanget dynamisk og forførende flot af fotograf Greig Fraser. Hvert et billede suger mig ind i universet og karakterernes liv, der i samspil med Hans Zimmers bombastisk gribende og delikat messende score løfter følelserne frem. Jeg håber, at Denis Villeneuve får grønt lys til sit tredje og afsluttende kapitel i sagaen, der er baseret på Frank Herberts roman ’Dune’ fra 1965.

’Dune: Del 2’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Dune: Del 2’ har biografpremiere den 28. februar.

Biografanmeldelse: Spændt ud mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, drøm og mareridt bringes jeg dragende ind på livet af Adam i ’All of Us Strangers’. Han bor alene i en nærmest mennesketom boligblok med udsigt over et menneskefyldt London. Han arbejder som manuskriptforfatter, men dagene går også på sofaen med takeaway fra dagen før og triste øjne på tv-skærmen.

En aften banker det uventet på døren hos Adam. Udenfor står den småberusede Harry, der også bor alene i en af boligblokkens andre lejligheder. Han har set Adam på afstand, men har altså nu valgt at tage kontakt. Banket på døren kommer til at ændre livet for både Adam og Harry, der i roligt tempo bevæger sig ind på livet af hinanden. En romantisk relation spirer.

Adam hjemsøges dog af et barndomstraume, som han ikke kan blive ved med at gemme på og fortrænge. Hverken for sig selv eller Harry. Fortidens minder snor sig mere og mere ind på Adam, som tager turen ud til sit barndomshjem i forstæderne, hvor fortidens skygger gemmer sig. Snart begynder virkeligheden at slå knuder og fortidens følelserne at pible frem.

Den hjerteskærende ’All of Us Strangers’ er en film om, hvordan fortiden påvirker ens nutid. En film om forholdet til ens forældre og omvendt. Om minder og hukommelsens kispus med virkeligheden. En film om sorg og ensomhed, men også troen på, at lyset findes. At kærligheden og forløsningen findes på trods af mørke og melankoli. Et liv, der kan leves frit og fri for fortidens sorte kviksand.

I hovedrollerne som Adam og Harry finder man en nuanceret nedtrykt og empatisk Andrew Scott, der med få, men stærke virkemidler formår at kanalisere sine følelser helt ind i mit hjerte og ned i maven på mig. Paul Mescal har en smittende charme og umiddelbar bekymringsfrihed, men jeg fornemmer også en dybde og smerte bag de smilende øjne. De to sammen er dramatisk dynamit.

Instruktør og manuskriptforfatter Andrew Haigh har med udgangspunkt i en bog af Taichi Yamada lykkedes med at omsætte smerte og kærlighed til en film, der rammer følelserne rent og facetteret samt indrammer det hele visuelt forførende med interessante billeder af fotograf Jamie Ramsay, mens Emilie Levienaise-Farrouchs sitrende musik ligeledes smyger sig elegant ind på livet af mig.

’All of Us Strangers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’All of Us Strangers’ har biografpremiere den 22. februar.