Biografanmeldelse: Naturen foldes forførende roligt ud i japanske Ryûsuke Hamaguchis følsomt fine ’Hjortestien’. Dramaet fortælles i nærmest meditativt tempo og med sirlige kameraindstillinger, der tør dvæle ved scenerne for at lade dem udspille sig fra ende til anden med et betragtende øje, bl.a. som når der kløves brænde i skoven eller hentes vand i bækken.

Historien centrerer sig om en lille landsby, der ligger i pagt med den smukke natur et par timers kørsel fra Tokyo. Her møder vi Takumi og hans unge datter Hana, der bor i fredsommelig forening med naturen. Hvilket er tilfældet for generationer før dem, de øvrige beboere i landsbyen og folk på egnen. Men en dag udfordres det stille liv af verden udefra.

Et firma vil nemlig anlægge en moderne glampingplads midt i naturen. Planen er således at tilbyde Tokyos bymennesker et afbræk fra skyskrabere i billedsmukke omgivelser. Således sendes to repræsentanter til byen for at præsentere planen, der hurtigt viser sig at ville påvirke naturens økosystem, landsbyen og dens indbyggere.

På mødet mellem indbyggerne og repræsentanterne står det klart, at der ikke just er samhørighed om planerne for at anlægge glampingpladsen. Bl.a. slet ikke, da det vil påvirke den lokale vandforsyning fra bækkene, der står centralt for landsbyen. Det er med en følsom sarthed, at det sagte drama får liv gennem en billedbåren fortælling og dets fint beskrevne karakterer.

Bl.a. er Hitoshi Omika empatisk forknyt og bestemt som Takumi, mens bl.a. også Ayaka Shibutani og Ryûji Kosaka som repræsentanterne får foldet deres karakterer ud som hele mennesker med alt, hvad det indebærer af tvivl og håbet om et bedre liv. Ganske vist er historien fortalt underspillet stille, men tag ikke fejl, dramaet dirrer lige under den rolige overflade.

’Hjortestien’ er en humanistisk fortælling, hvor by og fremtidsambitioner møder natur og tradition med mennesket placeret i midten af det hele. Instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi lykkedes i elegant samspil med fotograf Yoshio Kitagawas beroligende billeder og dansende fin musik af Eiko Ishibashi at forløse den tankevækkende og forførende smukke film.

’Hjortestien’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hjortestien’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Der bliver sunget og danset til den store musicalguldmedalje i ’Wicked’, som er den første af to planlagte dele om det umage venskab mellem den grønne outsider Elphaba og den populære Glinda, der er klædt i lyserøde farver. For selvom de to måske nok er modsætninger, opstår der noget ganske særligt mellem de to unge kvinder.

De to kvinder møder hinanden på universitetet Shiz i det eventyrlige rige Oz, hvor de begge forsøger at finde fodfæste og deres vej videre i livet. Hvis navnet Oz klinger bekendt, er det fordi, at her er tale om en spin-off-film til klassikeren ’The Wizard of Oz’ fra 1939, hvor man altså her får historien set fra de to kvindelige hekses synspunkt. Filmen er desuden baseret på musicalen ’Wicked’.

Det er en fortryllende verden af stort opsatte scenerier og ambitiøse musicalnumre, man møder her. Desværre kan fortællingen ikke bære den alt for lange spilletid på 2 timer og 40 minutter. Filmen mister ganske enkelt momentum, selvom historien bl.a. forsøges holdt flyvende gennem de mange numre, en verden af magi og sjove karakterer.

Selvom her også kommer lidt drama i musical-gryden, får det ikke videre engagerende tyngde eller medrivende faremomenter. Det gælder både det tiltagende drama mellem vores to hovedroller, men også det faktum, at eventyrrigets talende dyr, der indgår på lige for med menneskene, begynder at blive udmanøvreret i riget Oz.

Det hele forbliver noget fortællermæssigt fersk og uengagerede poleret. Heldigvis finder man bl.a. i hovedrollerne en nærværende Cynthia Erivo og en komisk veloplagt Ariana Grande som henholdsvis den misforståede Elphaba og den sødmefulde samt morsomt selvoptagede Glinda. Filmen har sin for lange spilletid til trods altså også gode sager at byde på.

Temaer som venskab og den forførende magt samt fordomme overfor det, der er fremmedartet, kommer bare aldrig gribende dramatisk til sin ret. Filmens farverige verden foldes dog flot ud, hvor der leveres flere visuelt stimulerende musicalnumre. Det bliver bare aldrig nok til at holde filmen kørende medrivende rundt.

Man finder på plussiden bl.a. også en karismatisk Michelle Yeoh som universitetets forstanderinde, mens Jonathan Bailey giver den som selvgod og slesk charmerende prins. Det er desværre bare ikke nok til at retfærdiggøre filmens overlange spilletid, der hiver luften dræbende ud af løjerne, efterhånden som fortællingen skrider frem.

Musicalen kan ses med både dansk og engelsk tale. Jeg så den med original tale. Anden del af ’Wicked’ er planlagt til at lande i biografen den 25. november næste år.

’Wicked’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wicked’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Mere end 20 år efter ’Gladiator’ vender instruktør Ridley Scott tilbage til Rom og de brutale gladiatorkampe med ’Gladiator 2’. Det er en underholdende film, der bl.a. bæres vellykket igennem sin fortælling af stærke skuespillerpræstationer. Man kan bl.a. også se frem til slåskampe med bavianer (!), næsehorn (!) og hajer (!).

Ja, hvorvidt filmen er historisk korrekt, vil jeg ikke gå ind i. Derimod kan jeg fortælle, at vi her ankommer til et Rom, som igen styres tyrannisk. Denne gang af de to uforudsigelige brødre Caracalla og Geta. Den farlige duo sender general Acacius ud i verden for at erobre løs i Roms navn. Det betyder bl.a., at den forældreløse Hannos by lægges i ruiner.

Hanno må se sit liv smadret og fyldes nu med hævntørst over dem, der ødelagde hans liv. Han sælges imidlertid som slave, men vælges snart ud til at blive gladiator af den snedige Macrinus, der har planer om at avancere i Roms magtfulde hierarki. Der trækkes desuden fine historiemæssige tråde til den første film fra 2000.

Paul Mescal gør virkelig god og gribende karakter som den hævnmålrettede Hanno, der ses overfor bl.a. en nuanceret Pedro Pascal som den interessante Acacius. Denzel Washington er yderst karismatisk som den politisk luskede Macrinus, mens en ærværdig Connie Nielsen er tilbage i sin rolle som Lucilla fra forgængeren.

Det er netop karaktererne og deres portrætteringer, som løfter filmen, når historien måske nok mister lidt momentum af og til. Heldigvis aldrig mere end at både storslåede slag og blodige gladiatorkampe retter op på det. Joseph Quinn og Fred Hechinger må bestemt ikke glemmes som den magtsyge kejserduo, der spæder til løjerne med herlig kulørt galskab.

’Gladiator 2’ er ikke nogen formfuldendt film, men den er bestemt underholdende. Dens styrke skal findes i bl.a. netop skuespillerne og de intense gladiatorkampe i Roms episke Colosseum. Ridley Scott har altså ikke mistet grebet om sit sværd-og-sandal-univers, men samme imponerende højder som den første ’Gladiator’ nås dog ikke helt. Mindre kan bestemt også gøre det.

’Gladiator 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Gladiator 2’ har biografpremiere den 14. november.

Biografanmeldelse: Det er blodigt, sadistisk og i særdeleshed brutalt, når der leveres ondsulet julesplatter for fuld bjældeklang med ’Terrifier 3’. Den dræberlystne dræberklovn Art er tilbage fra de døde for denne gang at forvandle den søde juletid til et sandt morderisk mareridt for alle omkring sig i ledtog med den vansirede galning Victoria Heyes.

Vores heltinde Sienna har tilbragt en årrække trukket tilbage på et center for folk med tunge problemer. Hun er tynget af traumerne fra sine umenneskelige oplevelser med Art the Clown, men tager nu turen ud i virkeligheden for at starte på en frisk. Hun er desuden plaget af skyld over dem, som blev dræbt af klovnen. Kort sagt, så kæmper hun hårdt for at vende tilbage til livet.

Forholdet til den yngre bror Jonathan – der også var genstand for Arts virke – skranter ligeledes. Det er i det hele taget ikke nemt at være Sienna. Hendes mareridt bliver nu genoplivet i parløb med Art og Victorias tilbagekomst – og som den uskrevne regel lyder for en gyserfortsættelse, så er der skruet et solidt nøk op for de splattede eskapader.

Art og Victorias bersærkergang når nemlig nye indvoldsudrivende højder af ubehag og øksesvingende grusomheder. Ja, ’Terrifier 3’ er bestemt drevet frem af sine sjaskede juleløjer. Her er dog også en stærk fortælling om overlevelse i skikkelse af Sienna. Det er ganske vist ikke de finere nuancer i historien, man får, men derimod en bombastisk og medrivende voldsfortælling.

Her gælder det stor, større og størst, hvad et sandt voldsorgie af splatter angår, når Art ruller sig ordstumt ud som mimende dræber med en grotesk form for humor, mens han baner sig vej gennem sine ofre med alt fra økser til motorsave. David Howard Thornton er atter en sand sadistisk fryd som Art. Han er indbegrebet af en ondskabsfuld seriemorder.

Denne gang fylder den manisk gale Victoria Heyes’ karakter mere, hvilket giver ekstra ondskab til filmen i form af den klamme duo med følgesvenden Art. Hun er virkelig væmmeligt portrætteret af Samantha Scaffidi. Herligt! Lauren LaVera er ligeledes en engagerende fornøjelse som Sienna. Hun har styrke og pondus i sin rejse fra slagen kvinde til sej heltinde.

’Terrifier 3’ har pip af sort, sort humor, når Art svinger sine mordvåben for at frisætte kroppe fra deres lemmer. Der er en bizar komisk kontrast mellem Art i julemandskostume og så de splattede udbasuneringer, der virkelig er brutalt, overbevisende og opfindsomt kreeret. Filmen har på trods af grotesk humor en yderst inhuman grundstemning af ren ondskab.

Det skal forstås som et kompliment for en film, der går efter struben, men i stedet sprætter hele kroppen snasket op, så det vælter ud med indvolde og blod i lange baner. Desværre er filmen med sine to timer lidt for lang for sit eget bedste. Der er dog ikke et øje tørt hos undertegnede gyserfan, når volden hamrer mig i gulvet. Aldrig har julen været mere gruopvækkende splattersmuk.

’Terrifier 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Terrifier 3’ har biografpremiere den 31. oktober.

Biografanmeldelse: Et ungdomsfikseret Hollywood spytter den aldrende stjerne Elisabeth Sparkle ud på røv og albuer, da rynkerne rammer og årene overstiger de 50. Ja, der er jo altid et nyt frisk ansigt – og en ny krop – klar til at tage over i drømmenes by, som i den satiriske body horror-fabel ’The Substance’ bliver et sandt mareridt for den engang så succesrige skuespiller.

Elisabeth står nu tilbage. Alene. Efterladt. Glemt. Så hvad gør hun? Jo, skæbnen vil, at hun kommer i besiddelse af en mystisk grøn substans, der skal injiceres i kroppen, hvorved ungdommen kan fortsætte. På bizar og forskruet vis. For ud af ryggen på Elisabeth fødes (!) nu en yngre, strammere og smukkere udgave af hende, nemlig den unge kvinde Sue.

Den umage duo skal dog leve efter strenge regler – angivet af folkene bag substansen – hvis deres simultane liv skal fungere uden problemer og kropslige defekter. Det er naturligvis nemmere sagt end gjort. Snart begynder Sue nemlig at spille efter egne regler, da hun hurtigt får succes og sultne blikke efter sig i den branche, som Elisabeth blev ladt i stikken af.

Med satirisk vid og kropssjasket bid boltrer instruktør og manuskriptforfatter Coralie Fargeats grumt morsomme og kulørt underholdende eskapader sig afsted for fuld kødelighed. Det er dejlig kropsklamt og morbidt fascinerende, når der åbnes for kroppens runkne forfald i samspil med en desperat Elisabeth, der ser misundeligt efter sit yngre jeg i form af Sue.

Demi Moore indtager troværdigt, intenst og hjerteskærende grumt rollen som den faldne stjerne, som må vige pladsen i spotlyset pga. sin alder. Hun får veloplagt og charmerende modspil af Margaret Qualley som den energiske, virile og naive Sue. De to udgør en dragende duo, hvis historier er medrivende, spændende og overraskende at følge.

Særligt da de tos liv begynder at filtre sig problemfyldt sammen, kommer der tryk på kropsgruen i en fabel om umuligheden af evig ungdom. Om frygten for ensomhed, angsten for at blive glemt og ikke at have betydning. Midt i de kødsnaskede og lydmæssigt opfindsomme morbiditeter er der nemlig en skrøbelig menneskelig kerne, der holder gribende sammen på det blævrende kadaver.

’The Substance’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Substance’ har biografpremiere den 24. oktober.