Biografanmeldelse: I dragende sort/hvid folder det tragisk fascinerende drama ’Pigen med nålen’ sig råt ud i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Vi møder her den unge fabrikssyerske Karoline, der kæmper en daglig kamp for at overleve livet i byen. Skæbnen vil imidlertid, at hun både bliver arbejdsløs, hjemløs og ufrivilligt gravid.

Karoline aner ikke sine levende råd. Men da hun ved et tilfælde møder den ældre og omsorgsfulde Dagmar, synes et spædt lys at finde vej ind i hendes ellers fortvivlende tilværelse. Dagmars moderlighed synes dog ikke kun at tilfalde den desperate Karoline, men også nyfødte og uønskede børn, som hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til.

Mørket rumler imidlertid ulmende lige bag moderligheden. Ikke desto mindre bliver det starten på et umage venskab mellem de to kvinder, vi således bliver vidne til kringle sig ud i modstand, problemer og overraskende retninger. Instruktør og medforfatter Magnus von Horn har her et elegant flair for at forene det varme med dybt grusomme på engagerende vis.

Alt sammen formes til smukke billeder i sort/hvid af fotograf Michal Dymek, hvor både gruen og råheden, menneskene og dramaet indrammes gribende og dynamisk. Komponist Frederikke Hoffmeier bringer desuden vibrerende liv og urovækkende toner til den følelsesmæssigt komplekse historie om moderskab og ensomhed, desperation og død, kærlighed og moral.

Vic Carmen Sonne er yderst nærværende og nuanceret dragende som Karoline, mens Trine Dyrholm er både karismatisk, intens og underspillet skræmmende som den hemmelighedsfulde Dagmar. Det er en gnistrende forknyt og samtidig dramatisk eksplosiv relation, jeg er vidne til og kommer ind på livet af. Det er tragisk, trist og sine steder grumt rørende.

’Pigen med nålen’ omslutter mig med sine visuelt dragende billeder, mens et opfindsomt lyddesign og pulserende score griber mig om struben og fastholder mig i historien, hvor filmens virkelighed sine steder vibrerer af et levende mareridt. Grumt, smukt og gribende. Filmen er desuden baseret på virkelige og grusomme hændelser.

’Pigen med nålen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Pigen med nålen’ har biografpremiere den 23. januar.

Biografanmeldelse: Han står bag nogle af nyere tids absolut største hits. Ja, musiker, producer, rapper og sanger Pharrell Williams har om nogen været med til at definere lyden af populærmusikken fra slut-90’erne, i 00’erne og frem til i dag. Nu kommer hans historie i form af dokumentaren ’Piece by Piece’ – med det twist, at den fortælles animeret i Lego.

Det er farverigt, legende og opfindsomt. Præcis som stjernen selv. Pharrell Williams er med andre ord en af de mest opfindsomme og originalt tænkende musikere de seneste 30 års tid og står som et unikt fyrtårn blandt musikere og fans verden over. Bl.a. med hits så forskellige som Frontin’ og Happy samt frugtbare samarbejder med alt fra Justin Timberlake til Snoop Dogg og Daft Punk.

Skulle man være i tvivl om Pharrell Williams’ talent for at producere ørehængende og banebrydende beats og kæmpe hits, så minder den veloplagt animerede ’Piece by Piece’ uden tvivl en om det. Her langes der på medrivende vis en lang række numre og musikalske godbidder over disken i dynamisk forening med filmens biografiske historie, der er engagerende og kulørt animeret.

’Piece by Piece’ er ikke den mest dybdeborende og slet ikke kritiske dokumentar om stjernen, hvor samarbejdet med bl.a. også Chad Hugo i konstellationen The Neptunes står centralt i historien om Pharrell Williams’ karriere. Men ja, hans rejse fra ung knøs med store drømme i Virginia Beach til stjernestatus er både sjov og underholdende fortalt.

Pharrell Williams fortæller selv i form af sit Lego-jeg sin historie med en lang række øvrige personer, herunder diverse stjerner, producere og folk, der har været en del af musikerens liv og karriere. Filmen kommer ganske vist også ind på Pharrell Williams’ kreative og menneskelige nedtur, men rigtig komplekst eller følelsesdybt bliver det ikke.

Fred med det, da filmen først og fremmest er en hyldest af, ja, Pharrell Williams – nogle gange liiidt klægt sat i scene – men også af musikken, livet og vores forskelligheder, hvor bl.a. en pointe om, at sammen står vi stærkest. Det er sammen, vi kan opnå det umulige. Ikke hvis man kun har sig selv for øje. En måske simpel pointe, men leveret kulørt, musikalsk og underholde godt.

’Piece by Piece’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Piece by Piece’ har biografpremiere den 23. januar.

Biografanmeldelse: Tvivl og rådvildhed, uenighed og hemmeligheder. Der sættes engagerende fart på tvetydige temaer i det knugende norske drama ’Armand’. Der er således en dramatisk intensitet at finde i historien, hvor single-moren Elisabeth hasteindkaldes til sin 6-årige søn Armands skole. Herfra tager filmen sit greb om struben på mig og de involverede parter.

Det viser sig nemlig, at klassekammeraten Jon har fortalt sine forældre, at han er blevet overfaldet og misbrugt på urovækkende vis af netop Armand. Med til mødet finder man også Jons forældre, mens den godmodige lærer Sunna forsøger at jonglere snakken og de mange følelser, der er involveret og bruser op fra under de ellers pæne overflader.

Men hvad er i grunden op og ned i hele situationen? Det er bl.a. netop det svære spørgsmål, som angribes i filmen, der fortælles nærmest som en nervepirrende thriller, der folder sig ud på den farvenedtonede skole og i trange lokaler, der fremstår mere og mere klaustrofobiske, efterhånden som dramaet folder sig ud.

Den rådvilde Elisabeth portrætteres nuanceret og nærværende af Renate Reinsve, der med styrke og moderlighed tager diskussionen med skolens repræsentanter og det modsatstående forældrepar Sarah og Anders. De to spilles sammenbidt og dynamisk af en stålsat Ellen Dorrit Petersen og Endre Hellestveit som den mere vage Anders.

Selvom filmen sine steder mister en smule dramatisk tyngde og faldhøjde, overvindes disse bump på vejen af bl.a. netop skuespillerne samt af instruktør og manuskriptforfatter Halfdan Ullmann Tøndels elegante tag om historien, hvor fotograf Pål Ulvik Rokseths velkomponerede billeder af anspændthed giver filmen et elegant nærvær.

Efterhånden som filmen skrider frem, tages der af Halfdan Ullmann Tøndel desuden nogle interessante kunstneriske valg, der er med til at løfte filmen ind i, hvad der synes som mere end en almindelig virkelighed, man med det blotte øje ser og forstår. ’Armand’ lykkedes stærkest gennem sine portrætter, sin fortættede stemning og kunstneriske styrke.

’Armand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Armand’ har biografpremiere den 16. januar.

Biografanmeldelse: Kunst er med til at definere os som mennesker og kultur. Hvem vi er og hvad vores tilhørsforhold er. Ja, kunsten kan udtrykke selv menneskets inderste tanker og følelser. Kunst er en del af alle kulturer til alle tider. Så hvad gør det ved en befolkning og et land at blive plyndret for kunstgenstande og andre kulturelle artefakter?

Det er et af de centrale spørgsmål i den interessant iscenesatte dokumentarfilm ’Dahomey’ af fransk-senegalesiske Mati Diop. Her gælder det historien om 26 kunst- og kulturgenstande, der fra Frankrig nu vender tilbage til, hvor de blev plyndret fra for mere end 100 år siden under den franske kolonimagt, nemlig fra det afrikanske land Benin, tidligere kongeriget Dahomey.

Vi følger med på rejsen fra Frankrig til Benin, hvor vi kommer helt ind i tankerne på et af disse kunstværker. Det sker gennem en indre monolog og voice-over filmen igennem, hvor der fabuleres tankevækkende og poetisk over bl.a. netop ovenstående spørgsmål og tematikker. Det er dog ikke kun gennem denne fascinerende monolog, at filmens temaer sættes stævne.

I Benin bliver hjembringelsen af kunstgenstandene nemlig i et åbent forum diskuteret af beninere fra forskellige generationer, som med hver deres syn på sagen sætter nuancerede tanker i gang om bl.a. kulturarv, folkesjæl og nationalt selvbillede. Spørgsmålet om forholdet til den gamle kolonimagt Frankrig kommer naturligvis også tankevækkende og udfordrende i spil.

Det interessante greb med at lade en af disse kunstskatte komme til orde, er med til at løfte den ellers lidt forudsigeligt beskrivende rejse et ekstra liv og en kunstnerisk slagside, der står stærkt og bringer en yderligere dimension til fortællingen. Helt ind i materien på sine temaer kommer jeg dog ikke hele vejen rundt lige formfuldendt.

Stærkest står filmen, når spørgsmålene og synspunkterne får lov at stå forrest, hvor de vækker til eftertanke og selvransagelse. For selvom dette er Benins fortælling, så rækker filmen også ud over denne konkrete begivenhed, hvor der sættes tanker i gang om kulturen og kunstens betydning generelt for os som mennesker. For vores historie og kulturelle identitet.

’Dahomey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Dahomey’ har biografpremiere den 16. januar.

Biografanmeldelse: Der tilsættes energiske, rørende og vrede sange til fortællingen i den umage musical ’Emilia Pérez’. Her følger man i Mexico den dygtige advokat Rita, der både er underbetalt og langt fra værdsat nok for sit arbejde i et stort firma. Her gælder det mest af alt om, at kriminelle ikke ender bag tremmer, hvilket går stik imod Ritas overbevisning.

Det er derfor ikke underligt, at Rita takker ja til et umage tilbud, der vil gøre hende meget rig og i stand til at forlade sit arbejde. Det er dog noget for noget. Det er nemlig den berygtede kartelleder Manitas, der har brug for hendes hjælp til en overraskende opgave, som skal sørge for, at han kan forlade sin kriminelle levevis for at leve et nyt liv i anonymitet.

Det bliver starten på en farlig, men også både spændende og overraskende fortælling med bl.a. skæbne, retfærdighed, tilgivelse og moralsk renselse i musikalsk spil, hvor man finder en engagerende Zoe Saldana som den skarpe Rita, mens en karismatisk og nuanceret gribende Karla Sofía Gascón portrætterer den flertydige kartelleder.

Instruktør og medforfatter Jacques Audiard har et ganske godt greb om fortællingen og dens karakterer, der får liv og dramatisk dybde gennem skuespillernes præstationer. Her finder man bl.a. også en troværdigt vild Selena Gomez som Manitas’ bedre halvdel, der ikke finder sig i noget pis.

De musikalske indslag har intens nerve, hvilket særligt også gælder Karla Sofía Gascóns præstation, der står stærkt, mens fotograf Paul Guilhaumes dynamiske billeder og kameraarbejde bringer historien pulserende til live. Det er derfor også cirka til at leve med, at fortællingen sine steder er lidt ujævn og mister en smule dramatisk faldhøjde.

’Emilia Pérez’ er løst baseret på Boris Razons bog ’Écoute’ fra 2018 og lever stærkest af sin umage præmis og gennem sine karakterer, mens der leveres et pulserende score af Clément Ducol. Musicalnumrene er skrevet af Camille og opfindsomt koreograferet af Damien Jalet, selvom numrene desværre af og til også hiver en kende momentum ud af historien.

’Emilia Pérez’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Emilia Pérez’ har biografpremiere den 9. januar.