’Påfuglen’ leverer absurd identitetskrise i satirisk indpakning

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvem er du egentlig, når du står og betragter dig selv i spejlet? Hvem gemmer sig bag dit ydre jeg? Det er eksistentielle spørgsmål, som vores hovedkarakter Matthias tumler forvirret ind i, når han i den tyske satire og charmerende absurde ’Påfuglen’ pludselig befinder sig i netop en identitetskrise.

Det ser ellers på overfladen ud til at køre på skinner for Matthias. Han ser godt ud, har penge nok og bor i et lækkert hus med sin søde kæreste. Men bag Matthias’ rolige ydre begynder en afgrundsdyb krise at stige op fra hans menneskelige indre. Hvem er han egentlig? Det har han sværere og sværere ved at manøvrere rundt i grundet sit noget særprægede job.

Matthias arbejder nemlig hos My Companion, der er specialiseret i at udleje mennesker til alle tænkelige begivenheder i andres liv. Således kan Matthias gnidningsløst indtage rollen som alt fra en kulturelt velfunderet kæreste til den perfekte søn og som sparringspartner udi skænderiets kunst. Men hvem er Matthias egentlig selv?

Stille og roligt begynder Matthias’ liv at krakelere. Tilbage står blot en tom skal med spørgsmålet om at finde ind til sig selv. Sin egen person. Noget oprigtigt og ægte. Det er alt sammen fortalt gennem både fint aparte billeder, hvor bl.a. en stor påfugl surreelt indtager toppen af Matthias’ bil, videre til umage møder mellem Matthias og hans forskellige kunder.

Det er på en gang engagerende pinsomt at overvære de akavede scener, som den eksistentielle krise afføder, men også underspillet morsomt, når man bl.a. kommer med Matthias på arbejde som bl.a. pilotfar til sin ”søns” forældredag i skolen. Nu er Albrecht Schuch også virkeligt god som den eksistenstomme menneskeskal Matthias. Forvirret og fortabt.

Bernhard Wenger spillefilmsdebuterer som instruktør og manuskriptforfatter og gør det på vellykket vis. Han viser bl.a. god sans for at balancere det smertelige drama med det bizart morsomme. For selvom ’Påfuglen’ måske nok mister lidt momentum undervejs, er det et herlig sælsomt univers at træde ind i. Ja, hvem er jeg i grunden, når det kommer til stykket?

’Påfuglen’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Påfuglen’ har biografpremiere den 5. juni.

‘Sønnike’ tager nærværende fat i et komplekst forældreskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke kun aldersforskellen på cirka 15 år, der gør, at brødrene Lasse og Vincent er forskellige. De har da heller ikke meget med hinanden at gøre. Det lige indtil en tragisk begivenhed indtræffer, hvilket tvinger storebroren Lasse og den yngre teenager Vincent til at mødes. Kan den forslåede relation mon genoprettes i det danske drama ’Sønnike’?

Det bliver nemlig nu Lasse, som fra den ene dag til den næste modvilligt står med ansvaret for lillebroren. Hvordan klarer Lasse det? Han bor i baglokalet på sit autoværksted, mens dagene ellers går med at drikke bajere og slås på den lokale. Livet indhenter altså nu Lasse, som må forsøge at få styr på sig selv og sit liv samt den familiehemmelighed, han knuger i sit bryst.

Lasse er nemlig Vincents biologiske far, men grundet sin unge alder, da sønnen kom til verden og andre svære omstændigheder, er de to siden fødslen gået under at være brødre. ’Sønnike’ tager således på fin og nærværende vis fat i temaer som hemmeligheder og svære familiebånd samt det at gøre op med sin fortid og skabe sig selv en værdig fremtid.

Det hele bundet sammen af en kompleks forældrekærlighed sat i en tragisk ramme, hvor sorgen truer med at kuldsejle alt det gode, som livet og kærligheden har at tilbyde. Morten Agerholm Jensen indtager med gribende forknyt mine og fine følelsesnuancer rollen som Lasse, mens Bertram Bisgaard ligeledes gør engagerende og troværdig karakter som Vincent.

Instruktør og medforfatter Jesper Quistgaard viser med sin første spillefilm et godt greb om sin fortælling og det at give liv ikke kun til karaktererne, men også det miljø, der danner bagtæppet for historien. Her dynamisk indfanget af fotograf Rasmus Hasle Jørgensens billeder af naturskøn landidyl, evige nætter og rå værkstedshørm.

’Sønnike’ svinger sig dog ikke helt op i de højeste følelseslag, men står tilbage som en bestemt stærk og tematisk interessant familiefortælling om forholdet mellem børn og forældre. Om at måtte gemme kærligheden modvilligt væk og samtidig det svære i at løfte den frem og ikke mindst vise og selv at rumme samt at turde mærke den og give den videre.

’Sønnike’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sønnike’ har biografpremiere den 5. juni.

’The Phoenician Scheme’ er Wes Anderson i vanlig visuelt hopla

/i , /af

Biografanmeldelse: Med vanlig sans for sirligt iscenesatte tableauer af symmetrisk akkuratesse og nøje udvalgte farveskalaer, folder filmskaberen Wes Anderson sig visuelt engagerende ud med ’The Phoenician Scheme’. Her møder vi den mystiske, skruppelløse og entreprenante Zsa-zsa Korda, der gennem sit liv har fået en lang række fjender på nakken.

Zsa-zsa Korda lever nemlig på den forkerte side af loven, så han skal konstant være på vagt overfor at blive snigmyrdet. Han har derfor besluttet, at hans datter Liesl skal overtage hans store og omfattende forretning og virke med et erhvervseventyr lagt på skinner til forløsning i fremtiden. Hvis da ikke hans fjender lykkedes med at spænde ben for foretagendet.

Det handler således bl.a. om en fraværende far og hans dysfunktionelle familie, hvor bl.a. forholdet til sine mange sønner er så godt som ikkeeksisterende, mens Liesl er blevet overset i en lang årrække. Det er en karismatisk Benicio Del Toro, der leder an som den megalomane Zsa-zsa Korda. Han er stærk i rollen, men får gennem instruktion og manuskript et lettere mekanisk udtryk.

Denne lidt kølige tilstedeværelse gælder for alle karaktererne, der indfinder sig i det sært dragende univers, der udspiller sig for flere årtier siden i en virkelighed, der på fascinerende og pertentlig vis er iscenesat med kyndig hånd af Wes Anderson og fotograf Bruno Delbonnels velkomponerede billeder og momentan dynamisk kameraarbejde.

Mia Threapleton gør ligeledes god karakter som den egenrådige Liesl, der står for at få lagt sin faders virke på sine spinkle skuldre. Vanen tro for Wes Anderson indfinder der sig i det hele taget en perlerække af skuespillere i umage roller. Bl.a. også en morsomt underspillet Michael Cera som akavet svensk professor.

Kender man til Wes Andersons øvrige virke, er der ikke just de store nye landvindinger at hente i ’The Phoenician Scheme’, der spiller på auteurens signaturer visuelt så vel som tematisk. Det er dog stadig et både charmerende, morsomt og dragende filmisk univers at træde ind i, hvor mindre roller indtages af bl.a. Willem Dafoe, Scarlett Johansson og Tom Hanks m.fl.

’The Phoenician Scheme’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Phoenician Scheme’ har biografpremiere den 29. maj.

’Den stygge stedsøster’ iklæder klassisk Grimm-eventyr blodige klæder

/i , /af

Biografanmeldelse: Drømmen om at vinde prinsens hjerte og blive gift med ham, fylder alt hos den forelskede Elvira i det gysende grumme norske eventyr ’Den stygge stedsøster’. Hun bliver derfor ovenud begejstret, da prinsen inviterer til et storslået bal på sit slot. Elvira er nu villig til at gøre alt for at vinde sin udkårnes hjerte.

Drømmen om kærligheden og den romantiske tosomhed viser sig dog snart at få en blodig og brutal bagside. For Elvira er måske nok køn, men er hun køn nok til prinsen? Det synes særligt hendes mor ikke. Så for at leve op til kongerigets umulige skønhedsidealer, må Elvira en tur under kniven med ubehageligt grumme scener til følge.

Bl.a. skal næsen rettes til med hårde midler, mens der – som eventyret foreskriver – også må klippes en hæl og hugges en tå. Av! Filmen er nemlig inspireret af brødrene Grimms eventyr ’Askepot’. Netop den smukke Askepot er i den grad en modstander for Elvira i kampen om giftermålet med prinsen, hvorfor Elvira lægger en plan for at udmanøvrere sit yndige nemesis.

Der tages således blodigt, grumt og grotesk humoristisk hånd om eventyret, hvor det altså nu er stedsøsteren Elviras side af historien, der træder frem. Komplet med et par neglebidende og kropsgrumme scener. Men selvom det bliver til et par ok klamme scener, forløses gyset og humoren ikke helt formfuldendt.

Bl.a. bliver filmen med sine to små timer for lang for sin histories eget bedste, mens der også godt kunne være skruet endnu mere op for de morbide og bizarre elementer. Det sagt, er det et ganske cool eventyr-univers, som instruktør og manuskriptforfatter Emilie Blichfeldt sætter i scene. Bl.a. med synth-sej musik af komponisterne John Erik Kaada og Vilde Tuv.

Hertil kommer en rigtig god og intenst nærværende Lea Myren som den hårdtprøvede og kropsligt udfordrede Elvira. For selvom ’Den stygge stedsøster’ trods sine gode takter og et blodigt hjerte på rette sted ikke kommer helt vellykket i mål, er det undervejs et herligt morbidt univers at træde ind i. Komplet med kropsvold og eventyrlige deformiteter.

’Den stygge stedsøster’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Den stygge stedsøster’ har biografpremiere den 28. maj.

‘Karate Kid Legends’ løfter sig aldrig for alvor fra jorden

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele startede med den klassiske ’The Karate Kid’ i 1984. Den fik flere efterfølgere og i 2010 landede et reboot med samme titel. I 80’er-filmen var det Ralph Macchio, der indtog den charmerende rolle som karateknægten Daniel LaRusso overfor sin læremester Mr. Miyagi portrætteret ikonisk af Pat Morita.

Nu mere end 40 år efter originalen får vi ’Karate Kid Legends’, der bringer Ralph Macchio sammen med Jackie Chan som martial arts-mesteren Mr. Han, som han også spillede i det 15 år gamle reboot. Denne gang skal de to mestre træne et nyt talent udi i kampsportens verden. Her møder vi Li, der grundet sin mors arbejde flytter fra Beijing til New York for at starte på en frisk.

Li får snart ufrivilligt rodet sig udi en kamp med en skurkagtig type fra sin skole, hvor den seje og søde Mia står fanget mellem de to kamphaner. Li har nemlig mødt Mia i et lokalt pizzeria, hvor hun arbejder med sin far, der sjovt nok også skal have kamphandskerne på. Han skylder nemlig penge til de forkerte og må derfor i ringen for at vinde penge til betalingen af sit lån.

Hvorom alting er: Det hele leder op til træningen af Li med ikonet Jackie Chan og karate-originalen Ralph Macchio i ringhjørnet, når knægten skal besejre sit nemesis – og måske også vinde Mias hjerte? For mon ikke, der opstår mere end blot et platonisk venskab mellem de to? Ja, det er ikke just den historiemæssige originalitet, man finder i ’Karate Kid Legends’.

Det har det som sådan heller ikke været i de andre film i franchisen, hvilket bestemt ikke har spændt ben for, at særligt den første film i 1984 er en ovenud skøn klassiker. Det bedste ved rebootet i 2010 vil jeg dog nok sige er netop Jackie Chan som den både bestemte og varme Mr. Han. Jackie Chan er stadig et charmerende selskab i denne film. Tak for ham.

Desværre løfter dramaet sig aldrig rigtigt ind i hjertet for her at sætte følelser og adrenalin i gang. Men bl.a. er også gensynet med Ralph Macchio sødt, mens Ben Wang gør god karakter som den målrettede Li og Sadie Stanley bringer hjerte til historien. ’Karate Kid Legends’ forbliver dog en noget fersk omgang, der dog ikke er uden sin del af kampklar underholdningsværdi.

’Karate Kid Legends’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Karate Kid Legends’ har biografpremiere den 29. maj.

’Universal Language’ er som et sælsomt varmt kram sat mellem to verdener

/i , /af

Biografanmeldelse: Det føles nærmest som et sælsomt varmt kram at krybe ind i instruktør og medforfatter Matthew Rankins surreelt fine ’Universal Language’. Med nedtonede farver sat i dejligt grynede billeder, træder jeg nemlig ind i en verden, der med et elegant tag om hverdagens mystik og overraskende sammenhænge fortæller tre sideløbende historier.

Med absurd kant og underspillet komisk tæft lander jeg i den vinterkolde og sneklædte by Winnipeg i Canada. Vi møder her overvejende iranske karakterer, der taler farsi, mens fransk også finder vej ind i sproget. På den måde bringes en verden, der er både det ene og det andet, dynamisk til live med en gribende atmosfære iklædt en dragende dobbelthed.

Vi møder her pigerne Negin og Nazgol, der finder en pengeseddel frosset fast under isen. De indleder nu et forsøg på at få brudt pengene fri. Det er ikke nemt. Det lader heller ikke til, at manden, vi følger i et simultant spor, har det nemt i sin rejse mod sin syge mor. Slutteligt kommer vi i selskab med en rejseguide, der forsøger at finde interessante sightings i uinteressante omgivelser.

Historierne synes ikke umiddelbart at have andet tilfælles end byen Winnipeg. Men med underfundig elegance snor handlingssporene sig på gribende vis langsomt ind i hinanden i en fascinerende fortalt film, der bl.a. også byder på en brillestjælende kalkun og en 80’er-klædt kagesælger med mullet. Min fornemmelse for filmens tidsperiode udfordres desuden midt i det hele.

For det filmstrimmel-æstetiske look og den skarptskårne arkitektur i brun og beige, bringer mig ind i et vinterlandskab, der emmer af 70’erne, mens også 80’erne stikker hovedet frem. Jeg bringes videre også ind i en samtid gennem årstal på glas fyldt med tårer. En engagerende tvetydighed i både tid og sted pibler således forførende frem.

Hertil kommer et bølgende flot score af komponisterne Amir Amiri og Christophe Lamarche-Ledoux, der smyger sig gnidningsløst om fotograf Isabelle Stachtchenkos dynamisk indfangede billeder af smuk symmetri og et levende kameraarbejde. Jeg trådte med ’Universal Language’ ind i en drømmende virkelighed mellem to kulturer. Forførende, morsomt og fascinerende.

’Universal Language’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Universal Language’ har biografpremiere den 22. maj.

‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’ er et svulstigt action-epos

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er i den grad schwung på det store drama og dyster dommedagsstemning i den ottende film i agent-franchisen med ’Mission: Impossible – The Final Reckoning’. Tom Cruise er naturligvis tilbage i rollen som den egenrådige agent Ethan Hunt, der siden den første film i 1996 har klaret adskillige strabadser for fuld underholdning.

Det er absolut stadig action-underholdende at være i selskab med Hunt og hans team, som denne gang står overfor deres vel nok største trussel mod menneskeheden. For som vi så i forgængeren ’Mission: Impossible – Dead Reckoning’ fra 2023, er en civilisationstruende kunstig intelligens på spil, den såkaldte ’The Entity’. Den må og skal stoppes, inden Jorden står for fald.

Det er altså blevet stor, større og størst i dette nye kapitel i den medrivende filmserie. Måske for stort? Der sker i hvert fald meget i filmens små tre timer lange spilletid. Så meget, at historien til tider truer med at rode unødvendigt rundt i sig selv. Det er dog aldrig mere end, at Tom Cruise får rettet den action-virile skude op med potente scener med halsbrækkende stunts.

For selvom dette bæst af en film er pustet op til bristepunktet med stort drama og vild action, får de nære relationer også fin plads og giver følelserne hos de involverede parter engagerende liv. Særligt det umage team imellem, hvor vi igen bl.a. finder Ving Rhames som det godmodige computergeni Luther, Simon Pegg som den optimistiske Benji og Hayley Atwell som den seje Grace.

Christopher McQuarrie har som med de tre forgængere instrueret og medforfattet de bombastiske eskapader. Han har atter et stærkt flair for at skabe nervepirrende spænding og fysisk nærværende action. Til vands, til lands og i luften. For selvom de store ambitioner momentant måske er ved at give under for sin egen vægt, holdes action-pedalen og det menneskelige drama ved lige.

Tom Cruise leverer igen et intenst portræt af Ethan, hvor der er plads til både skrøbelighed og målrettet sejhed, mens der vanen tro også spædes til med velbalanceret humor, selvom dette nok er den mest alvorlige film i rækken. Ja, ’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ er et stort bæst at gabe over, men hvilket bæst! Ambitiøs historiefortælling og storstilet action-rabalder.

’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ har biografpremiere den 22. maj.

‘Lilo & Stitch’ er en vellykket ny version af den originale tegnefilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi mødte første gang det nuttede og frække blå rumvæsen Stitch i Disneys tegnefilm ’Lilo & Stitch’ fra 2002. Nu er historien om familie, sorg og venskab blevet bragt til live på ny i en live action-film med samme titel. Det er stadig den velkendte historie om det umage møde mellem pigen Lilo og det lille blå bæst, der er omdrejningspunktet.

Der er dog gjort nogle plotmæssige ændringer i forhold til originalen, hvilket overvejende fungerer ok fint. Men ja, det gælder altså også her fortællingen om et intergalaktisk eksperiment, der har affødt den blå spradebasse, som må flygte til Jorden med skurke lige i hælene. Her møder væsenet på Hawaii således outsideren Lilo og et venskab opstår.

Venskabet udfordres af onde kræfter både fra rummet og i hjemmet, hvor Lilo bor alene med sin ældre søster Nani, da de er blevet forældreløse. Der følger altså midt i sol og sommer også sorg med i pakken, der beskrives på en følelsesfin måde. Nani har dog svært ved at holde helt styr på det lille hjem og Lilo, hvorfor myndighederne står for at anbringe Lilo hos en plejefamilie.

Filmen formår på underholdende, morsom og hjertevarm vis at bringe sin historie til live med en overordnet let tone, men uden at alvoren og savnet til forældrene glemmes. Hertil kommer ikke mindst det engagerende forhold mellem Lilo og Stitch. Det lykkedes stærkt at få kemien til at virke mellem pigen og det computerskabte væsen.

Her finder man et scoop i en yderst vellykket præstation af Maia Kealoha som Lilo. Hun har humor, varme og nærvær i et ligeledes vellykket portrætteret forhold til storesøsteren, der får gribende liv af Sydney Agudong, som gør sit bedste for at holde sammen på de to og den lille familie samt den tilvalgte familie med bl.a. Stitch og øvrige venner.

Man kan naturligvis som med Disneys øvrige liveaction-genindspilninger diskutere nødvendigheden af dem. Men når vi nu har fået en ny ’Lilo & Stitch’, vil jeg blot sige, at vi kan være glade for, at det er en vellykket film, som dog desværre løber ind i en unødvendig svulstig og for lang finale. Det sagt, så er Lilo og Stitch et herligt selskab at være i.

Filmen vises både med dansk og original engelsk tale. Jeg så den med engelsk tale.

‘Lilo & Stitch’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Lilo & Stitch’ har biografpremiere den 22. maj.

’For fuld musik’ ender for kalkuleret i sin historie om to umage brødre

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er kontrasterne, der mødes i det franske komediedrama ’For fuld musik’. Her finder den klassiske dirigent og komponist Thibaut nemlig ad skæbnens lunefulde veje ud af, at han har en bror. Broderen Jimmy arbejder i en skolekantine, hvor der skovles kartoffelmos op på elevernes tallerkener dag ud og dag ind.

De to brødre kunne ved første øjekast altså ikke være meget mere forskellige. Thibaut finder dog ud af, at der er andet og mere end blodets bånd, som binder dem sammen. Jimmy har nemlig også en passion for musik som trombonespiller i et lille, lokalt marchorkester. Netop det umage møde mellem de to verdener, er en del af filmens drama og komik.

Kontrasten kommer dog til at fremstå en kende for kalkuleret i forhold til dramaets oprigtighed. Den heraf affødte komik bliver ligeledes også lidt for forudsigelig. Man lurer meget hurtigt, at Thibaut er af det bedre borgerskab og skolet de fineste steder, mens Jimmy og vennerne er af ringere sociale kår og med en mere frivol jargon.

Dermed ikke sagt, at noget af humoren og dramaet ikke fungerer. Det gør det. Det bliver desværre bare i sidste ende for forudsigeligt leveret, hvor den følelsesmæssige oprigtighed får skrammer på vejen, hvilket bl.a. er med til at underminere engagementet i de to brødres nyfundne relation og dramaet imellem dem.

Der lægges dog til med nogle ganske fine takter, hvor dramaet får lidt mere flyvehøjde og livet står skrøbeligt frem. Vi kan ikke vide, hvornår døden gør sit indtog. Vi må gribe livet og omfavne det netop nu – på trods af ens skæbne og vores forskelligheder. En måske nok slidt pointe, men her leveret ikke helt uden charme og nærvær.

Benjamin Lavernhe vinder efterhånden som filmen skrider frem ok levende ind i rollen som den succesfulde dirigent, mens samspillet med Pierre Lottin som knudemanden Jimmy sine steder lykkedes helt fint. ’For fuld musik’ tyngdes desværre bare af en generisk forudsigelighed, hvor drama og komik flere steder aldrig rigtigt får oprigtigt fat i følelserne.

’For fuld musik’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’For fuld musik’ har biografpremiere den 22. maj.

’Final Destination Bloodlines’ står stærkest via sine opfindsomme dødsfald

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvom her er tale om den sjette film i det drabelige univers, så kan man godt stå på det blodige tog med ’Final Destination Bloodlines’, der ganske fermt tager den dræbende tete op efter den femte film i række med ’Final Destination 5’ fra 2011. Faktisk fylder franchisen 25 i år, da den første ’Final Destination’ er fra 2000. Nu fortsætter de opfindsomme dødsfald.

For som det også gælder de foregående kapitler, er en ikke-legemliggjort Døden atter på spil, når rækken af ofre dør foranlediget af kunstfærdige følgevirkninger, der leder til det ene både brutale og opfindsomme mord efter det andet. Ja, det er bl.a. netop de morbidt morsomme mord, der spiller en hovedrolle i filmene. Det gælder også dette sjette og delvist vellykkede indspark.

Her møder vi den universitetsstuderende Stefani, der plages af et tilbagevendende mareridt, hvor en række umiddelbart harmløse begivenheder ender med i massevis af splattede dødsfald. Hun står nu søvnløs og mentalt tyndslidt i en situation, hun kun kan se sig selv ud af ved at opsøge den eneste person, der måske kan afhjælpe mareridtet og stoppe Dødens gang.

Men hvordan snyder man Døden, som synes ustoppelig? Det er spørgsmålet, Stefani jagter i forsøget på at redde sig selv, sin familie og venner, der ellers står for skud. Så selvom der måske nok er detaljer, man misser i forhold til franchisen som helhed, er det nemt at følge med. Styrken findes nemlig ikke i historien eller karaktererne som sådan.

Det er de overraskende og originalt tænkte dødsfælder, der er filmens klare og underholdende styrke. Ganske vist gør bl.a. Kaitlyn Santa Juana god og ganske engagerende karakter som den desperate Stefani, hvor persongalleriet ellers mest består af generiske typer, som dog på fin vis udfylder deres respektive roller. Hverken mere eller mindre.

Men bl.a. gør en for filmserien tilbagevendende Tony Todd i en lille rolle atter karismatisk karakter som den mystiske Bludworth, der agerer hjælp for Stefani og følge. Desværre ender ’Final Destination Bloodlines’ med at være for lang og mister heraf flere gange momentum. Det gøres der dog ok op for gennem netop de sjaskede drab med morbid humoristisk kant. Splat!

’Final Destination Bloodlines’ får 3 ud af stjerner:

 

 

’Final Destination Bloodlines’ har biografpremiere den 15. maj.