Biografanmeldelse: Vi kender ham bl.a. for opløftende hits som ’Disco Tango’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ og ’Krøller eller ej’. Men historien om den danske musiker Tommy Seebach rummer også en tragedie. Det er bl.a. denne skyggeside, der er det dramatiske omdrejningspunkt for den biografiske film om hitsnedkeren med titlen ’Under stjernerne på himlen’.

I rollen som Tommy Seebach ses Anders Matthesen, der både har varme, charme og krøller, men som desværre aldrig for alvor forsvinder helt ind i rollen samt de følelser og nuancer, der ellers er på spil i mennesket bag den kulørte fest. Han vinder dog på sit sympatiske væsen, selv når han rammer bunden af flasken og pisser på stuegulvet.

Tommy Seebachs storhedstid op igennem 70’erne og 80’erne bliver nemlig i filmen leveret primært i en veloplagt montage, mens hovedhistorien udspiller sig fra starten af 1990’erne, hvor sangeren kæmper en opslidende kamp for at bevare sin position i musikbranchen. Det er ikke nemt, da en ny generation er klar til at tage over. Ikke mindst i hans elskede Melodi Grand Prix.

Filmens delvise dramatiske fokus rammer her ind i netop kampen for at skabe det næste store hit, nemlig kærlighedshyldesten til Tommy Seebachs datter med titlen ’Under stjernerne på himlen’. Det bliver et desværre historiemæssigt lidt snævert fokus. Der forsøges dog også fortalt en historie om et ægteskab, en familie og et menneske i opløsning.

Men selvom bl.a. Neel Rønholt som hustruen Karen gør det godt som overbærende og kærlig støtte for den alkoholiserede Tommy Seebach, kommer fortællingen og karaktererne aldrig rigtigt engagerende til live hele vejen rundt og rammer heller ikke helt derind, hvor de oprigtige følelser bliver sat i medrivende svingninger.

Det hænger måske også sammen med filmens generiske narrativ, der følger en alt for velkendt formel til punkt og forudsigelig prikke, mens det også er småt med visuelt interessante greb. Selvom bl.a. forvandlingen af et dansegulv til et tomt lokale virker ganske fint. Det er bare aldrig nok til at redde filmen fra at være noget dramatisk flad og historiemæssigt uinteressant.

Det er virkelig en skam, da mennesket Tommy Seebach rummer både stor kærlighed og stor smerte samt de følelsesmæssige tangenter herimellem. Fra det rørende til det livsbekræftende. Det er dog den opløftende kærlighed, som sejrer i filmen. Med en melankolsk eftersmag af den tragedie, der også er historien om Tommy Seebach og hans elskede hits.

‘Under stjernerne på himlen’ bliver bare aldrig formfuldendt, men har bl.a. også et godt øje for at ramme tidsbillederne, hvor særligt 90’erne kommer fint til live. Som et gribende drama om et menneske i frit fald rammer filmen bare aldrig følelserne hårdt nok til at sætte sig, men bliver mest af alt forglemmelig. Musikken lever dog fortsat og mange tak for det, Tommy Seebach.

‘Under stjernerne på himlen’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Under stjernerne på himlen’ har biografpremiere den 20. marts.

Biografanmeldelse: Nate har et helt almindeligt job i en bank. Dagene går blot, mens han dagdrømmer om sin søde kollega Sherry. Nå ja, og så kan han for resten – som en art alternativ superhelt – ikke føle fysisk smerte pga. en genfejl, hvilket han forklarer Sherry på et tidspunkt, hvor romantikken titter lidt frem fra bag Nates ellers generte ydre.

Det går dog hverken værre eller bedre end, at hans drømmepige under et brutalt bankrøveri bliver taget som gidsel. Her kommer Nates ikkeeksisterende smertetærskel nu på sortkomisk vis til sin ret, da han sætter efter banditterne for at redde sin udkårne i actionkomedien ’Novocaine’. For hvad han mangler i kampfærdigheder, gør han op for i smerteundvigende udholdenhed.

Jack Quaid indtager veloplagt rollen som Nate, der i sin barndom og opvækst er blevet skærmet mod verden pga. sin genfejl, der gør ham særligt udsat for at dø, da han først for sent kan opdage, hvis han er kommet fysisk til skade. Bl.a. spiser han ikke fast føde af frygt for ved et uheld at bide sin egen tunge af, som han fortæller Sherry, da hun tilbyder ham en bid tærte.

Det er denne smertefri præmis, der er udgangspunktet for filmens slagkraftige strabadser, som Nate udsættes for i diverse sammenstød med både skurkene og ordensmagten. Det er af og til ganske grotesk morsomt, hvordan Nate både kommer til skade og til tider må fake, at han kan mærke smerte, men som engagerende historie, er der desværre ikke meget at komme efter.

Der gives eller indledningsvis ganske fin tid til at etablere relationen mellem Nate og Sherry, som spilles sejt, sødt og charmerende af Amber Midthunder. De to er faktisk gode sammen, men deres dynamik kommer aldrig rigtigt til at sætte sig dramatisk eller romantisk fast. ’Novocaine’ fungerer klart bedst, når den går all in på sine groteske voldsscenarier.

Desværre kan de ellers flere steder underholdende eskapader ikke holde momentum filmen igennem, hvor der også ramles småklodset ind i en antiklimatisk finale, mens skurkene ikke helt har den karaktermæssige pondus, man kunne ønske sig. Men manuskriptet giver dem heller ikke meget at arbejde med, hvilket desværre er symptomatisk for historien.

’Novocaine’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Novocaine’ har biografpremiere den 20. marts.

Biografanmeldelse: Midt i den vilde natur med sit store brusende hav, evige vidder og himlens uendelighed spændt ud på toppen, finder man den unge kvinde Rona på Orkneyøer, hvor hun voksede op. Siden flyttede hun til det pulserende London for at uddanne sig og feste. For at leve livet på kanten. I byen rammer problemerne hende dog hårdt.

Rona ender med at kigge for dybt i bunden af en flaske, bliver alkoholisk og yderst selvdestruktiv. Det er således på denne skotske øgruppe, der ligger et godt stykke nord for det skotske fastland, at hun nu finder sig selv langt væk fra Londons fristelser og med en ulykkelig kærlighed i bagagen. Det er her, hun vil forsøge at samle sit liv op og starte på en frisk.

’The Outrun’ er en stærk film med en ligeledes stærk Saoirse Ronan i den nærværende, komplekse og nuancerede hovedrolle som Rona. Hun besidder en naturlig menneskelighed. Hun er sejlivet, skrøbelig og selvudslettende, mens hun klynger sig til et spinkelt håb om, at livet igen vil hende og hun atter kan finde sig til rette i livet. Et godt liv. Et lykkeligt liv.

Således fortælles den gribende historie gennem dette engagerende portræt på natur-medrivende vis langt mod nord, hvor vinden stormer og det kolde vand giver liv til kroppene, der vover sig derud på trods af kulden. Det handler måske nok konkret om alkoholisme, men også overordnet om afhængighed, bl.a. også afhængighed af kærlighed og andre mennesker.

Instruktør og medforfatter Nora Fingscheidt fortæller med sikker sans for menneskelig kompleksitet og nuancerede relationer sin historie i et dragende roligt tempo. Her gives der også plads til stilheden. Til naturens ro. Til afmagten og til bedringen. Til menneskene på Orkneyøerne og det liv, der leves i pagt med naturen, hvor meningen af og til kan findes i et fuglefløjt.

’The Outrun’ giver Saoirse Ronan dejligt med plads til at folde sit portræt ud for fulde følelsesfine sluser, hvor både Londons natteliv pumper, hvor grimheden i og konsekvenserne af afhængigheden kommer til live. Men også hvor bedringen øjnes gennem sprækkerne, hvor narrativet dynamisk skifter fra plaget nutid til en hård fortid og en svær barndom for Rona.

’The Outrun’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Outrun’ har biografpremiere den 13. marts.

Biografanmeldelse: Hun taler så grimt og med en sådan bisterhed til alt og alle, at det halve ville få mit blod til at fryse til is. Hun angriber verbalt folk omkring sig uprovokeret eller når den mindste mulighed byder sig. Men bag alt vreden mærker jeg også en sorg hos Pansy. Et liv, der går hende imod. Et liv, hvor hver dag er en kamp for hende at overkomme.

Man følger i den britiske filmskaber Mike Leighs drama ’Svære sandheder’ således Pansy og dem omkring hende. Hvordan Pansys konfrontationer påvirker alle omkring hende. Fra hendes mand Curtley, der synes at have givet op på, at noget vil ændre sig, til hendes søn Moses, som har trukket sig ind i sin egen verden.

Men hvordan skal man også håndtere den konstante galde, der løber fra hendes mund og bistre øjne? Kun hendes søster Chantelle synes at kunne se ind bag vreden og bitterheden. Derind hvor Pansy gemmer på smerten, sorgen og alle de sandheder, hun har så svært ved at se i øjnene. Det er søsterens blide blik, der også bliver min vej ind bag Pansys hårde facade.

’Svære sandheder’ fortæller på konfronterende vis sin historie råt og ufiltreret, hvor særligt Marianne Jean-Baptiste som den plagede Pansy får lov til at folde sig forrygende vredt ud, men også med en menneskelig skrøbelighed og sårbarhed, der får luft mellem sprækkerne af forbandelser. For ligesom jeg tror, der ikke er håb for Pansy, øjnes lyset også bag de formørkede øjne.

Der er i det hele taget en troværdighed i skildringen af både miljø og karakterer, hvilket gennemstrømmer denne del af verdens virkelighed, jeg anbringes i. Det er et liv med stor smerte og håbløshed, men også et liv, hvor familien er der, hvor vi måske kan finde netop den tryghed og sikkerhed, der behøves for, at verden igen kan blive et godt sted at være.

Instruktør Mike Leigh, der også har skrevet filmen, formår at fortælle sin historie med en naturlighed, hvor de medvirkende gives levet liv gennem ensemblet af skuespillere, der får lov til at boltre sig i et manuskript, der er skarpt skåret, men også med fint løse masker nok til, at netop et troværdigt liv finder vej ind til både det intime og dybt menneskelige.

’Svære sandheder’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Svære sandheder’ har biografpremiere den 13. marts.

Biografanmeldelse: Den ubarmhjertige og rå, men også smukke natur sætter scenen for den intense overlevelsesfilm og hævnfortælling ’Fremmed: Det første opgør’, der udspiller sig i stenalderens Danmark. Her møder vi en gruppe bønder, der er draget mod det sydlige Skandinavien – i dag kendt som Danmark. Farerne lurer dog snart i skovens skygger.

For ikke så snart har de fundet et sted, hvor de vil forsøge at skabe sig et liv, førend en fremmed gruppe jægere dukker op. Det ender fatalt. Alle bønderne myrdes brutalt, hvor kun den unge kvinde Aathi og lillebroren Tharan undslipper. Nu går Aathi snart hævnens vej, mens hun og Tharan samtidig må forsøge at overleve både naturen og de skånselsløse jægere.

Med sit blodige udgangspunkt foldes der en spændende fortælling ud om overlevelse og hævn, sammenhold og familie. Jeg er dog ikke historiker eller ekspert i den danske stenalder, så hvorvidt filmen rammer virkeligheden rent, skal jeg ikke kunne sige. Bl.a. hvad gælder dyrkelse af jorden, våben og redskaber, videre til traditioner, tro og sproget, der tales.

Det sagt, så lever ’Fremmed: Det første opgør’ stærkt gennem netop sin intenst forløste historie. Her er det ikke mindst også Angela Bundalovic som Aathi, der er med til at bære filmen med sit dramatiske ansigt og kropslige tilstedevær i både følsomme scener og benhårde begivenheder, der er visuelt dynamisk bragt til live af fotograf David Bauer.

Blandt jægerstammen finder man en nærværende Danica Curcic i en fremtrædende rolle, der står intimiderende godt i modspil til Aathi. Hertil kommer bl.a. også det trommesitrende og tungt dronende score af Raymond Enoksen, som sætter en stærk grundtone for historien, hvor hævnens aggressivitet sitrer i samspil med mulig tilgivelse.

Instruktør og medforfatter Mads Hedegaard lykkedes altså overvejende godt med en spændende film, der måske nok ikke er helt formfuldendt i sin fortælling og i beskrivelsen af alle karakterer. Den lykkedes bedst, når den går i struben på dramaet. Både i de voldelige sammenstød og i den underspillede spænding, der dirrer mellem de to for hinanden fremmede grupperinger.

’Fremmed: Det første opgør’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Fremmed: Det første opgør’ har biografpremiere den 6. marts.