Biografanmeldelse: Noget ondt ulmer i skyggerne, jo længere ind i den dramatiske genrebastard ’Sinners’, man kommer. Hvad præcist, der venter, skal ikke afsløres her. Inden fortællingen dog folder sig helt ind i det blodige mørke, møder vi under raceurolighederne i 1930’ernes sydlige USA de entreprenante tvillingebrødre Smoke og Stack.

De to er vendt tilbage til deres hjemby for at starte på en frisk efter et farligt liv i storbyen. De vil her åbne deres egen bar med musik, alkohol og lange nætter. Hvad der starter som et ganske fint skæbneportræt og menneskeligt drama, hvor racisme både leveres underspillet og for fuld skrue, løber desværre ind i lidt tomgang.

Filmens ellers tiltagende spændingskurve bliver en kende slap over midten. Heldigvis bliver der gjort op for det i filmens anden del. For filmen er både et menneskeligt drama om racismens grimme ansigt, om at tage livet i egne hænder og at søge det gode liv mod alle odds. Men det er også en film, der med tiltagende gys boltrer sig ind i blodige strabadser.

Michael B. Jordan indtager dobbeltrollen som tvillingerne. Det gør han nærværende og stærkt. Han overbeviser som både den kontrollerede Smoke og den mere uforudsigelige Stack. Hertil kommer instruktør og manuskriptforfatter Ryan Cooglers sikre hånd for historiefortælling og miljøbeskrivelser. Det er varmt, beskidt og farligt at bevæge sig ind i filmens verden.

Filmens skift i tone og genre er en underholdende drejning på historien, der dog lidt vingeskyder den mere dramatisk alvorlige første halvdel. Balancegangen forrykker sig ind i en mere kitschet og kulørt omgang gysersjask. Trods alt stadig med en fin blodrød tråd, der løber gennem ikke mindst portrættet af tvillingeparret og deres dynamiske relation.

’Sinners’ bliver dog ikke formfuldendt i bl.a. sin til tider lidt flagrende fortælling, der mister en smule engagerede retning, mens følelserne ikke kommer helt i mål, selvom der spilles på det store drama og interessante tematikker. Filmen strækker sig desuden ind i på den anden side af to timers spilletid. Det bliver for langt for historiens eget bedste. Men fatalt er det bestemt ikke.

’Sinners’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sinners’ har biografpremiere den 16. april.

Biografanmeldelse: Det bruser med følelser lige der bag det fåmælte ydre på 16-årige Tobias, hvis sommer ikke bliver som håbet med venner og sit liv derhjemme. For da hans mor skal arbejde i udlandet, sendes han hjem til sin morfar og mormor. Livet er ikke nemt for Tobias, der i nye omgivelser må forsøge at finde ud af de mange tanker, der buldrer afsted i hans indre.

Hans søde mormor er blevet smådement, mens hans ligeledes kærlige og forstående morfar gør, hvad han kan, for at Tobias skal føle sig hjemme. Der er bare ikke rigtigt noget, der hjælper på følelserne af ensomhed, vrede og selvhad, som Tobias bærer rundt på. En usagt smerte, der kun bygger sig større og større her ude på landet væk fra det vante liv.

Tobias spilles af en virkelig god Noa Viktor Risbro Hjerrild, der med sit forknytte spil siger meget, uden at sige meget. Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Søren Green viser hertil en fin, nænsom og nærværende forståelse for at beskrive de store følelser i de små øjeblikke. I en sommer, hvor der ikke sker meget. Men så alligevel virkelig meget.

Bl.a. møder Tobias den ældre Aron, hvor der opstår en sitrende forsagt relation, der med et begær brusende i Tobias’ indre, måske også er en mulighed for følelsesmæssig forløsning. For at møde et menneske, der kan skabe ro og give et nærvær. Som kan give mening til det hele. Alexander Mayah Larsen indtager med troværdigt overskud rollen som Aron.

Men svaret på Tobias’ plagede sind er sværere at finde end som så. Han kæmper med komplekse følelser, der får luft i bl.a. selvskade, som gemmes væk og lyves bort. Han har ingen rigtigt at dele sine problemer med. End ikke hans far, der bor med en ny familie, kan give sønnen, hvad han savner. Tobias føler sig udenfor, ikke forstået og med en grunddyb fortvivlelse midt i det hele.

Med til at indramme livet på landet og det underspillede drama finder man også gennem fotograf Stephanie Stål Axelgårds fint komponerede billeder, der tør hvile ved roen og blive i smerten. ’Glasskår’ er på flere måder en følelsesfin fortælling om at blive voksen. Om at finde sig selv, overvinde smerten og forstå sig selv i et liv, der ellers er som en mur af modstand.

’Glasskår’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Glasskår’ har biografpremiere den 16. april.

Biografanmeldelse: Det er nærmest som en spændingsfuld thriller, at det danske hospitalsdrama ’Det andet offer’ lægger pulserende fra start. Intenst og nervepirrende. Vi følger her lægen Alexandra på, hvad der kunne være en hvilken som helst anden dag på arbejde. Der er fuld fart på hospitalet, hvor der er mange forskellige beslutninger, der må tages.

Det er både hektisk og kaotisk, men med en fokuseret Alexandra i midten af fortællingen, der udspiller sig på neurologisk afdeling. Hun holder hovedet koldt, mens hun som læge hurtigt og effektivt må tage stilling til de mange patienter, som kommer ind på afdelingen. Én beslutning får dog tragiske konsekvenser, hvilket sender Alexandra på slingrekurs.

Det er måske ikke i selve fortællingen, at overraskelserne skal findes. Det er mere i reaktionerne og relationerne mellem Alexandra, hendes kollegaer og de pårørende, at det medrivende drama skal findes. Det står også virkelig stærkt i Zinnini Elkingtons vellykkede spillefilmsdebut som instruktør, der fint holder fast på sin spændingskurve.

Her er temaer som skyld og ansvar sat engagerende i spil, hvor man i centrum finder en nærværende og overbevisende Özlem Saglanmak som Alexandra, der må forsøge at manøvrere i de konsekvenser, hun slår hovedet mod på hospitalet. Overfor hende finder man den pårørende Camilla i skikkelse af en nuanceret gribende Trine Dyrholm.

’Det andet offer’ overrasker måske ikke i sin historie. Fred med det, da den er drøngodt fortalt og spillet, hvor emner som konsekvenser og magtesløshed også er i spil på et fint menneskeligt plan, der får luft under vingerne gennem bl.a. karaktererne. Her skal fotograf Mia Mai Dengsø Graabæks dynamiske kameraarbejde også fremhæves.

Det samme skal Ania de Sás indlevende klipning, der er med til at bringe nerve til fortællingen sammen med Jenny Rossanders flot sitrende score. Så selvom filmen måske ikke kommer hele vejen ind i følelserne, hvor mit hjerte slår et ekstra slag, er ’Det andet offer’ bestemt en stærk spillefilmsdebut. Jeg glæder mig til meget mere fra Zinnini Elkingtons hånd.

’Det andet offer’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Det andet offer’ har biografpremiere den 10. april.

Biografanmeldelse: Delt op i nummererede kapitler og overvejede fortalt gennem en lang montage af VHS-knitrende levende billeder folder Simon Stahos kalejdoskopiske ‘The Stranger’ sig ud med dertilhørende kortklippede citater fra bl.a. filosoffer og religiøse tekster samt diverse informationer om alt fra befolkningsgrupper og verdenshistorie til indvandring med meget mere.

Der er nok at holde styr på, når man i filmens strittende puslespil mellem fiktion og fakta må forsøge at manøvrere i informationen, der præsenteres for en. Det er til en start ok pirrende at blive lukket ind i filmens verden, hvor der især tages tematisk hånd om det fremmede i en verden, som er blevet mindre og mindre i takt med globaliseringen.

Det gælder også de verdensomspændende problematikker og krige, filmen åbner låget til for at lade det flyde ud med tekstbidder, billedmateriale og tanker om særligt de fremmed helt konkret og mere abstrakt, videre til flygtningekriser og politisk splittelse. Det handler om både frygten for, men også fascinationen af det fremmede. Samt empati og mulig mangel på samme.

Heraf titlen ’The Stranger’. For med bl.a. sine citater fra også biblen og koranen sættes modsætninger og måske mere interessant ligheder op, hvor skellet i mørket ellers umiddelbart synes at ekkoe parternes modsætninger. Vi stammer jo alle fra det samme område i Afrika, som filmen lader os forstå. De mange refleksioner i filmen ender dog ofte som løse ender i et net, der ikke rigtigt fanger, men mere flagrer distancerende.

Filmens form bliver hurtigt mere enerverende end tankevækkende og fascinerende. På lydsiden bliver det i samspil med netop den filmiske form og de mange tekststykker hurtigt en art splittet monolog, der mister retning og slipper min interesse. Det er som en uforløst malstrøm af tanker om ovenstående, som man må forsøge at manøvrere i. Desværre ender det ikke som et værk, der rigtigt danner interessant grobund for eftertanke, indsigt og nye horisonter.

I stedet ender ‘The Stranger’ med at være mere anstrengende i sine retoriske, visuelle og lydmæssige virkemidler. Filmens videobåndsæstetik skaber mere distance end indfanger og fanger med sin myriade af information. Det selvom udgangspunktet med at tage favntag om mødet med det fremmede – med det vi ikke forstår – er interessant og universelt.

’The Stranger’ vil mange ting, men i stedet for at rykke mig ind i et uforudsigeligt og dragende univers af tanker, refleksion og information, bliver den forudsigelig i sine påpegninger. Jeg bliver aldrig rigtigt klogere på hverken indhold eller menneskelige mekanismer. Det meste af indholdet hives ind i en filmisk kontekst, hvor det mere ender med at baske løst rundt end at engagere. Grebet med mere at stille spørgsmål end at give svar kunne dog have lagt op til en udfordrende debat og nye konfronterende tanker. Det lykkedes desværre ikke.

‘The Stranger’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘The Stranger’ har biografpremiere den 10. april.

Biografanmeldelse: Der er sitrende schwung på både følelser, begær og kærlighed, når man med filmskaberen Luca Guadagninos forførende og fascinerende ’Queer’ tages med til 1950’ernes Mexico City. Her møder vi amerikaneren Lee, der bor i selvvalgt eksil, hvor dagene bruges i ensomhed og på barerne i selskab med tequilashots, kæderygning og diverse seksuelle møder.

Filmen er baseret på William S. Burroughs’ bog af samme navn, der i hænderne på Luca Guadagnino er forløst til en sveddryppende varm affære i mere end én forstand. For byen er varm, men sveden løber også nærmest konstant fra Lees pande og fra kroppene, når Lee inviterer mænd med på små hotelværelser for at lette trykket og føle et andet menneskes nærhed.

Afhængigheden er måske nok for Lee helt konkret alkoholen og stærkere rusmidler, men for ham synes også en afhængighed af andre mennesker at blive malet op. Eller måske rettere en længsel efter at blive ét med et andet menneske. Med kærligheden. Med rusen. Med livet. Det er nemlig et levet liv, jeg her bringes ind i, når jeg møder Lee og hans famlende tilværelse.

Lee spilles af en hele vejen fascinerende Daniel Craig, der på nuanceret vis får fremmanet et menneske i flere lag og med modsætninger indbygget i sit væsen. Drama, dilemmaer og ubesvarede spørgsmål dirrer i den varme luft, mens Luca Guadagnino også fremtryller visuelt elegante scener af ren filmforførende magi i samspil med fotograf Sayombhu Mukdeeproms betagende billeder.

Det er både ensomheden, de befolkede beværtninger og tosomheden, der bringes til live, hvor Lees skelsættende møde med den yngre Eugene sender hans verden på den anden ende. Her finder man en mystisk Drew Starkey som den tilknappede modpart. Romantikken, begæret og kærligheden koger nu bag Lees stålblanke øjne og i bunden af flaskerne, der hober sig op.

Selvom fortællingen måske nok lige skal finde sin tone og tempo, lykkedes det for Luca Guadagnino at bringe mig i svævende frit fald, når særligt filmen bugter sig ind i sin tredje syrede del, hvor overraskelserne venter og et indre eventyr får en ydre form. Det er her, at Lees længsel efter noget mere når nye højder. Hans jagt på at finde en oprigtig forbindelse med et andet menneske.

’Queer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Queer’ har biografpremiere den 3. april.