Biografanmeldelse: Der lægges intenst fra start i katten-efter-musen-thrilleren ’Strange Darling’. En kvinde er her på flugt fra en gal seriemorder med et skarpladt gevær. Hun er forslået og såret med viltert hår og gråd i øjnene. Hvordan skal hun mon undslippe galningen her ude på landet? Der klippes nu i tid til de tos første møde, der byder på erotiske gnister.

Filmen fortælles således med ryk frem og tilbage i fortællingens kronologi, hvor man på tværs af tid altså ser, hvordan manden og kvindens ellers første hede møde udvikler sig til blodig overlevelse for kvinden. Netop denne legen kispus med kronologien er et ganske sjovt greb, men filmen kunne umiddelbart også have fungeret stærkt uden.

Det er nemlig nervepirrende seriemorder-ballade, jeg hives ind i. Det er måske nok klassisk skåret, men historien fortælles skarpt og effektivt, hvor der venter ganske fine drejninger og overraskelser i plottet, bl.a. afledt af den forskudte kronologi. Instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner har bestemt en vision med netop forskydningen af tid. Det fungerer.

De to bærende roller indtages nærværende af Willa Fitzgerald som kvinden på flugt fra seriemorderen, der portrætteres sammenbidt af Kyle Gallner. Der er god dynamisk energi mellem de to, hvor Willa Fitzgerald kanaliserer en gribende skrøbelighed, mens man på den anden side finder en faretruende maskulin styrke. Logikken skal man nok ikke hænge sig så meget i.

Filmens fotograf Giovanni Ribisi fremtryller desuden elegant potente billeder, der emmer af nerve og spænding, hvilket understøttes sitrende af komponist Craig DeLeons pulserende musik. ’Strange Darling’ er måske nok en lille historie, men den er interessant fortalt og får et gribende liv gennem ikke mindst sine to hovedrolleportrætter.

’Strange Darling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Strange Darling’ har biografpremiere den 19. december.

Biografanmeldelse: Med dragende melankoli træder jeg ind i det fascinerende univers, som præsenteres i den tragikomiske ’A Different Man’. Jeg dumper således ned i et farvemat og grynet New York, hvor man følger den introverte og aspirerende skuespiller Edward, der gør sit bedste for at få sin karriere op at køre.

Eftersom hans ansigt er deformt med bl.a. diverse knudedannelser, lever han et liv med konstante blikke rettet mod ham eller forskrækkede blikke, der hurtigt søger andre steder hen i mødet med ham. Man følger således Edwards stille tilværelse, der går med auditions og ensomme aftener i lejligheden, hvor han bl.a. bruger tiden på at læse bøger og øve sig i at fløjte.

Da han får en ny nabo i skikkelse af dramatikeren Ingrid, bliver det starten på et umage venskab mellem hans mutte person og hendes ekstroverte frigjorthed. Det åbner lys og glæde ind i Edwards ellers afdæmpede og monotone liv. Han bliver her mødt og set som et helt menneske og ikke kun overfladisk dømt på udseendet.

Edwards liv tager dog en uventet drejning, der sender ham ud i en identitetskrise. For hvem er han i grunden? Hvilke relationer omkring ham er oprigtige? Og hvad stiller han op med den frembrusende skuespiller-konkurrent Oswald? Således er temaer som identitet, relationer og ensomhed nuanceret iscenesat på ligeledes visuelt forførende vis.

Her indrammer filmens fotograf Wyatt Garfield med dynamiske indstillinger og et fint observerende kameraarbejde den sælsomme beretning om en mands møde med sit indre og egne dæmoner samt mødet med en svær virkelighed. Edward spilles gribende af Sebastian Stan, der på rørende vis bringer sin karakter til live som et helt menneske med følelsesmæssige modhager.

Som elegant modspil finder man en åbenhjertig Renate Reinsve som den kreative Ingrid, mens Adam Pearson er herligt irriterende og en charmerende verdensmand som Oswald. Instruktør og manuskriptforfatter Aaron Schimberg er kort sagt lykkedes komplekst, rørende og tragikomisk med sin melankolske historie og gribende skæbneportræt.

’A Different Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

’A Different Man’ har biografpremiere den 12. december.

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forældre og deres børn kan være en kompleks størrelse. Det er i hvert fald tilfældet i ’Kraven the Hunter’, der er baseret på Marvels karakterer. Her møder vi Sergei Kravinoff – også kendt som Kraven – der har et mildt sagt anstrengt forhold til sin brutale mafiafar Nikolai Kravinoff. Ham hyggesludrer man ikke ligefrem med.

Det betændte far-søn-forhold er – på trods af sine følelsesmæssige udfordringer – også blevet en drivende kraft for Sergei, der ikke helt uden sin dominerende fars indflydelse vil være den største og bedste jæger i verden. Hans bytte er dog ikke kun dyr, men også mennesker, som det skal vise sig. Det dramatiske epicenter er altså dette forældreforhold.

Der kommer dog også andre plotdrivende elementer i spil efterhånden som filmen trækker sig i langdrag frem gennem i sin ret så uinteressante og meget ujævne historie, der taber momentum i tide og utide. Desværre også så meget, at de ellers dejligt farveafdæmpede eskapader bliver virkeligt kedelige at følge.

Det er en skam, da det mere jordnære superhelteunivers kunne have affødt en interessant, nuanceret og gribende fortælling om fædre og deres sønner. Aaron Taylor-Johnson gør sit bedste som den determinerede Sergei, men manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med. Han ender med at hvirvle noget uinteressant rundt i halvslappe action-sekvenser.

Når nu det menneskelige drama aldrig rigtigt får engagerende fat og karaktererne forbliver uforløst skrevet, så kunne actiondelen måske have reddet filmen fra sin tomgang. Der er da også flere slåskampe med blodsprøjt og farlige skuddueller, men mange af dem virker lidt ufærdige, hvor effektarbejdet med en hoppende Sergei af og til ikke overbeviser.

Russel Crowe bringer dog farlig autoritet til rollen som faderen, mens Fred Hechinger er den følelsesmæssigt mere komplekse søn Dmitri, hvis karakter også ender som et ufuldendt bekendtskab. Skurkene er heller ikke særligt interessante, hvilket desværre er symptomatisk for ’Kraven the Hunter’, der aldrig for alvor får løftet sig fra jorden.

’Kraven the Hunter’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Kraven the Hunter ’ har biografpremiere den 12. december.

Biografanmeldelse: Med rolig hånd og smukt udfoldede billeder, bringes jeg med ’Munken og geværet’ til Bhutan anno 2006. Moderniseringen har ramt landet, der som det sidste i verden får adgang til internet og fjernsyn. Den helt store ændring ligger dog i en ny styreform. Landet skal nemlig overgå til et demokrati fra at være regeret af en konge.

Det betyder, at der sættes en enorm oplysningskampagne i gang for befolkningen, der nu står midt i en helt ny tid. Den skal som det første i denne overgang således deltage i et prøvevalg, så folket lærer systemet og den demokratiske styreform at kende. Det viser sig at være lidt af en udfordring for myndighederne. Mildt sagt.

Landet består nemlig bl.a. af flere isolerede regioner og en befolkning, hvoraf flere ikke kender deres egen fødselsdato eller kan forstå, hvorfor de overhovedet skal have et demokrati. Som titlen afslører, finder man i filmen også en munk, der af sin mentor får til opgave at anskaffe et gevær. Mentorens hemmelighedsfulde bevæggrund kendes dog ikke specifikt.

Munkens mission byder ham at anskaffe geværet inden valgdagen, hvorfor vi finder ham vandrende gennem det bjergtagende landskab af storslået natur, hvor himlen males højt mod uendeligheden og roen indfinder sig i de bølgende bjerge, alt sammen indfanget elegant af fotograf Jigme Tenzing. Så når filmen mister retning og momentum, holder billedsiden mig ok til fadet.

’Munken og geværet’ har desuden en smittende og underspillet humor i sin fortælling, der balanceres side om side med den politiske satire og dramaet om et land, der står midt i en enorm omvæltning. Det er med andre ord på ganske fascinerende vis lykkedes instruktør og forfatter Pawo Choyning Dorji at fortælle sin historie nuanceret, vedkommende og morsomt.

’Munken og geværet’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Munken og geværet’ har biografpremiere den 5. december.

Biografanmeldelse: Fortalt i dragende nedtonet stil og med en afdæmpet farvepalette, hvor mørket dramatisk møder lyset, finder man i ’Madame Ida’ den sagte Cecilia, der 15 år gammel er blevet uønsket gravid. Faderen kendes ikke. Cecilia får imidlertid ikke lov til at beholde barnet, men skal derimod efter fødslen give det til den ældre Ida, som hun nu flytter ind hos.

Vi befinder os i 1950’erne, hvor Cecilia således sendes væk fra sit børnehjem for at bo på det store og fornemme gods sammen med den småexcentriske Ida, der bor alene, kun i selskab med sin livslange tjenestepige Alma. Tre kvinder og tre generationer, som nu er samlet under samme tag. Historien foldes da stort set også ene og alene ud i det stearinlysfyldte palæ.

(Foto: Henrik Ohsten)

Klaustrofobien i bygningens dunkle gange med de lange skygger, tager kun mere og mere til, efterhånden som dramaet vrides ind i de nye relationer, der ikke alle er lige sunde. Cecilia er forknyt, men løsner stille og roligt op i selskab med den ganske vist uforudsigelige, men også fantasifulde og legende Ida. Alma forsøger derimod at holde hovedet koldt og bevare overblikket.

I de centrale roller finder man et engagerende trekløver. Flora Ofelia Hofmann Lindahl leverer med skrøbeligt nærvær og afdæmpet vildskab et fint portræt af Cecilia, Christine Albeck Børge har et ansigt, der er rig på følelsesmæssige nuancer i sit spil som den plagede Ida, mens Karen-Lise Mynster har en autoritær ro og stærk bestemthed som Alma.

(Foto: Henrik Ohsten)

De tre kvinder er måske nok væsensforskellige, men sammen opstår der måske et samhørigt fællesskab? Mørket og tragedien dirrer dog lige der i skyggerne, som smyger sig langs panelerne og sætter sig i ansigternes folder, hvilket instruktør og manuskriptforfatter Jacob Møller forløser dynamisk og med kun få falske toner undervejs i følelsesregistret og filmens struktur.

Fortællingen om moderskab og tilhørsforhold, håb og drømme, tragedie og ulykke bringes gennem sit trekløver gribende til live, mens fotograf Stroud Rohde Pearce elegant indrammer dramaet på visuelt fascinerende vis, hvor et opfindsomt lyddesign af Mathias Dehn Middelhart harmonerer flot med den elegant dirrende musik af Kaspar Kaae.

’Madame Ida’ får 4 ud 6 stjerner:

’Madame Ida’ har biografpremiere den 2. december.