LOVE, SIMON: Den unge og komplicerede kærlighed på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er jo nok i grunden ikke fordi, at det der med kærligheden bliver så meget lettere senere i livet. Men den helt unge og spirende af slagsen kan i hvert fald være både meget intens, hjertebankende og noget så kompliceret. Det er der lavet mange fine og gribende ungdomsfilm ud af. Nu kommer der endnu en med ‘Love, Simon’, som nu er udkommet her i landet på 4K Ultra HD, så kærligheden kan spire og forvirre i hjemmebiografen.

I ‘Love, Simon’ følger man teenageren Simon som er homoseksuel – men det er der bare ingen, der ved. Han slås derfor med, hvordan han skal springe ud på den helt rigtige måde overfor sin familie, sine venner og omverdenen. Men kærligheden lurer for ham forude – og da en anonym blogger springer ud på hans skoles hjemmeside, beslutter Simon sig for at finde frem til, hvem det er og herigennem også at komme ud af skabet.

Filmen er desuden baseret på bogen med titlen ‘Simon vs. the Homo Sapiens Agenda’ af Becky Albertalli. i filmens hovedrolle som Simon finder man Nick Robinson, man også har kunnet opleve i blandt andet ‘Jurassic World’ og ‘Alt eller intet’, mens rollelisten videre tæller navne som Josh Duhamel og Jennifer Garner.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover at filmen kommer i det billedoptimerede og lydlækre 4K Ultra HD, så medfølger filmen også på Blu-ray. Herudover byder udgivelsen også på en omgang ekstramateriale, hvor man kan gå på opdagelse i blandt andet slettede scener samt en række featuretter, der kigger på filmens forskellige aspekter og tilblivelse, mens man også får et kommentarspor med blandt andet filmens instruktør Greg Berlanti.

– ‘Love, Simon’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 15. november 2018.

MISSION: IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald på 4K

4K Ultra HD: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden. Filmen er nu udkommet på 4K Ultra HD.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikopter-gallop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på forrygende og forførførende 4K Ultra HD, så indeholder udgivelsen også filmen på Blu-ray samt en stor omgang ekstramateriale. Her får man blandt andet et kommentarspor med instruktør Christopher Mcquarrie og Tom Cruise samt andre kommentarspor, mens man videre også finder ‘The Making Of Mission: Impossible Fallout’, slettede scener og kig på enkelte af filmens actionscener og deres tilblivelse.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 3. december.

THE MATRIX REVOLUTIONS (2003): Det sidste kapitel i trilogien på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: For første gang nogensinde udkommer Lana og Lilly Wachowskis sidste kapitel i deres fascinerende science fiction-trilogi på det forførende og fejende flotte 4K Ultra HD-format. Du kan således se eller gense ‘The Matrix Revolutions’ fra 2003, der sætter et punktum for et forførende univers, der tog sin begyndelse i 1999 med den første film ‘The Matrix’.

Det er naturligvis en cool Keanu Reeves, der for sidste gang her indtager rollen som den kampklare udvalgte Neo. Han får også i denne sidste film hjælp i kampen for menneskehedens overlevelse af blandt andre Carrie-Anne Moss som den seje og hårdtslående Trinity, mens Laurence Fishburne er den stoiske Morpheus. Ansigtet på filmens skurke indtages atter engang af en karismatisk Hugo Weaving som den olme Agent Smith.

Men selvom dette sidste kapitel i trilogien ikke er nær så vellykket eller skelsættende som den første film ‘The Matrix’ fra 1999, så er det stadig et ret så medrivende og fascinerende science fiction-og-actionridt med en filosofisk slagside, man her er vidne til. Jeg er i hvert fald glad for både denne, men også de to øvrige film, hvor den første dog fortsat troner på toppen som favoritten.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på det flotte 4K Ultra HD-format, så medfølger ‘The Matrix Revolutions’ også på Blu-ray, mens man kan dykke ned i en omfattende portion ekstramateriale på denne 3-disc store udgivelse. Man kan således her også få et indblik i filmens forskellige aspekter og tilblivelse. Man finder således blandt andet kommentarspor, videre til diverse featuretter om filmen samt trailers med mere.

– ‘The Matrix Revolutions’ udkommer på 4K Ultra HD den 8. november 2018.

THE MATRIX RELOADED (2003): Andet kapitel i trilogien på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: For første gang nogensinde udkommer Lana og Lilly Wachowskis andet kapitel i deres monumentale science fiction-trilogi på det forførende og fejende flotte 4K Ultra HD-format. Du kan således se eller gense ‘The Matrix Reloaded’ fra 2003, hvor man altså atter engang kommer på et vildt actionridt med den udvalgte Neo i kamp for menneskehedens overlevelse.

Det er naturligvis en cool Keanu Reeves, der indtager rollen som den kampklare og hårdtprøvede Neo. Han gøres som bekendt selskab af blandt andre Laurence Fishburne i rollen som den stoiske Morpheus, mens Carrie-Anne Moss giver den som sej og hårdtslående Trinity. Men nej, man må bestemt ikke glemme Hugo Weaving som den sleske Agent Smith.


Du kan med andre ord godt gøre klar til et hårdtslående gensyn i en film, der rykker grænserne for blandt andet action på film, mens fortællingen lystigt jonglerer med filosofiske spørgsmål om menneskeheden og kunstig intelligens. ‘The Matrix Reloaded’ er med andre ord et potent bindeled mellem den skelsættende ‘The Matrix’ fra 1999 og den afsluttende ‘The Matrix Revolutions’.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på det flotte 4K Ultra HD-format, så medfølger ‘The Matrix Reloaded’ også på Blu-ray, mens man kan dykke ned i en omfattende portion ekstramateriale på denne 3-disc store udgivelse. Man kan således her også få et indblik i filmens forskellige aspekter og tilblivelse. Man finder således blandt andet kommentarspor, videre til diverse featuretter om filmen samt trailers med mere.

– ‘The Matrix Reloaded’ udkommer på 4K Ultra HD den 8. november 2018.

SUPERMAN – THE MOVIE (1978): Den flyvende superhelt på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Han er en af verdens største – hvis ikke største? – superhelte nogensinde. Ja, jeg taler naturligvis om selveste Superman – eller manden af stål som han også kaldes. I forbindelse med Supermans 80 års jubilæum udkommer Richard Donners legendariske film om den kappeklædte helt nu på det forførende og flotte 4K Ultra HD-format for første gang.

Du kan således se eller gense den ikoniske helt flyve afsted i skikkelse af den ligeledes ikoniske Christopher Reeve som helten, der skal redde dagen i ‘Superman – The Movie’ fra 1978. Filmen byder på Supermans karismatiske og farlige superskurk Lex Luthor i skikkelse af den uforlignelige Gene Hackman, mens Margot Kidder indtager rollen som Supermans romantiske sidekick Lois Lane.


Der er kort fortalt ingen vej udenom hverken Superman eller denne film, hvis man er det mindste interesseret i superhelte, Superman eller populærkultur i det hele taget. For ganske vist er Superman sidenhen blevet portrætteret på film, men Christopher Reeve som Clark Kent aka Superman kan altså nydes gang på gang.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på 4K Ultra HD medfølger filmen også på Blu-ray, mens man kan dykke ned i en omgang ekstramateriale, der giver et yderlige indblik i filmen. Blandt andet får man her et kommentarspor med producer Pierre Spengler og executive producer Ilya Salkind, videre til en making of samt trailers, tv spots med mere.

– ‘Superman – The Movie’ udkommer på 4K Ultra HD den 15. november 2018.

THE DARKEST MINDS: Overnaturlige evner og ung kærlighed på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Der er komisk og så er der ufrivillig komisk. Science fiction- og ungdomsfilmen ‘The Darkest Minds’ skal vel i grunden slet ikke være komisk som sådan. Men det er den. Ufrivillige komisk. Meget og ofte. Nu er den udkommet på 4K Ultra HD her i landet. Det er desuden også en film, der er dovent sat i scene og overfortæller sin historie og pointer, så selv den dummeste teen kan være med. Det fungerer ikke.

Men hvad handler filmen egentlig om? Jo, en mystisk epidemi dræber i fremtiden 98 % af børn under 20 år, mens de resterende to procent udvikler overnaturlige evner. Bare fordi. De overlevende børn bliver nu udråbt som en trussel og sættes derfor af regeringen i lejre. Men nej, det er i grunden slet ikke det, filmen handler om. Den handler nemlig om det at være teenager.

Teenager og ikke at være forstået af de voksne. At være bange for det der med at kysse. At have det svært med at passe ind. Klassiske temaer i en ungdomsfilm, som altså her er sat i science fiction-land, hvor man følger den 16-årige Ruby, der er en af de mest magtfulde unge mennesker, som har overlevet. Det lykkedes hende imidlertid at flygte fra sin fangelejr.

Hun slår sig således sammen med tre andre unge med overnaturlige evner på flugt: Den mandlige kærlighedsinteresse uden karisma og den obligatoriske the comic relief samt en lille mut pige. Flade karakterer uden nærvær, nuancer og nævneværdig kemi. Nå, men de sætter altså jagten ind på at finde et hemmeligt fristed for overlevende unge.

De finder naturligvis fristedet – og endda overraskende nemt. Et fristed, der under overfladen naturligvis gemmer på dystre hemmeligheder og en good guy, som naturligvis ikke er særlig good guy-agtig. Surprise! Nej, det er svært at spoile noget, for alt, der sker, har jeg set på lang afstand. Her er altså hverken fortællemæssige eller karaktermæssige overraskelser, hvorfor historien om de udstødte teenagere da også bliver både forudsigelig, tandløs og vildt kedelig.

‘The Darkest Minds’ er med andre ord en yderst slatten opgang ungdomsfilm, der både mangler nævneværdig nerve, spænding og følelsesmæssigt engagement samt karakterer, der er bare en smule interessante at følge. Helt grelt er det dog, at løjerne flere steder bliver så ufrivilligt komiske, at selv det kys, som det forelskede par så inderligt higer efter filmen igennem, ender med at blive tåkrummende komisk og ikke inderligt. Ja, det hele forbliver postuleret, stift og røvsygt.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på det forrygende 4K Ultra HD-format følger den også med som Blu-ray, mens man kan dykke ned i en omgang ekstramateriale. Her får man en række forskellige featuretter, ‘Remember – A Look Beyond Ruby And Liam’s Last Kiss’, ‘Jennifer Yuh Nelson: Heroine At The Helm, ‘Character Profiles’ samt spas fra produktionen og ‘Storyboard-To-Screen Comparison’ samt et kommentarspor med mere.

– ‘The Darkest Minds’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 10. december 2018.

OCEAN’S 8: Sandra Bullock og co. forsøger sig med et vovet diamantkup på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er noget af et slæng, der er samlet i kupfilmen ‘Ocean’s 8’, der nu er udkommet på det forrygende format 4K Ultra HD her i landet. Lad mig da blot lige liste de prominente navne, der leder an i denne kupfilm: Sandra Bullock, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Mindy Kaling, Rihanna, Helena Bonham Carter og Sarah Paulson med flere. Det er da om noget godt selskab at være i.

Filmen er fortællingen om den snedige Debbie Ocean (Sandra Bullock), der har udtænkt det største røveri i sin kriminelle karriere. Det vil blandt andet kræve de bedste på feltet, inklusive hendes tidligere kriminelle makker Lou (Cate Blanchett) og ikke mindst et hold af specialister. Deres mål er diamanter for 150 millioner dollars, der hænger om halsen på en verdensberømt skuespillerinde (Anne Hathaway) ved årets store Met Gala event.

Nej, det er bestemt ingen nem opgave, som den garvede Debbie Ocean og hendes kupglade slæng har givet sig selv. Men hvis det hele var nemt, så ville det jo heller ikke være sjovt. I hvert fald ikke som kupfilm. Og hvis du synes, at titlen lyder bekendt, så er det fordi, at her er tale om en art spin-off af trekløveret ‘Ocean’s Eleven’, ‘Ocean’s Twelve’ og ‘Ocean’s 13’, der modsat denne film har et mandeligt team af røvere på rollelisten.

4K Ultra HD og ekstramateriale:

Udover selve filmen, der som sagt her leveres på det lækre format 4K Ultra HD, så indeholder udgivelsen også filmen på Blu-ray, mens man også finder en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke lidt længere ned i filmen og dens univers. Det kan man gøre med tre featuretter: ‘A Heist In Heels!’, ‘Ocean’s Team 3.0’ og ‘Reimagining The Met Gala’ samt slettede scener.

– ‘Ocean’s 8’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 8. november 2018.

DEADPOOL 2: Flere sjofelheder fra vores alles anti-helt i 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Så er vores allesammens frække dreng i Marvel-klassen tilbage i rød spandex – nu på det forrygende format 4K Ultra HD og i et såkaldt “super duper cut”, der byder på 15 minutter længere spilletid end biografudgaven. Den står således igen på sjofelheder og politisk ukorrekte jokes, mens Deadpool slår på tæven og svinger sine samuraisværd, så blodet sprøjter. Ja, Ryan Reynolds er i veloplagt hopla som den anti-helten, der denne gang bakkes op af et mutanthold af helte i deres jagt på skurken Cable.

For godt nok er Deadpool både adræt og frygtløs, når han ene mand går op imod alverdens bad guys, men han får altså her hjælp af et hold, han vælger at kalde X-Force. Sammen skal de forsøge at beskytte en udsat mutant-dreng med superkræfter, inden den brutale og tidsrejsende Cable får fat på ham. Det er dog Deadpool, der tager langt størstedelen af rampelyset.

Eller måske rettere: ’Deadpool 2’ er helt og holdent Ryan Reynolds’ aka Deadpools film. Fra start til slut – også selvom han altså bakkes op af blandt andet X-Force og andre skæve eksistenser. Lige fra den blinde og storbandende ældre dame Blind Al, videre til den indiske taxi-chauffør Dopinder, der brænder for selv at blive en superhelt. Med andre ord, filmen er fyldt med sjove karakterer.

Det er da også humoren og ikke mindst den heraf løsslupne tone, der er med til at bære filmen frem. For blandt andet er selve historien ikke videre interessant. Det er altså de mange morsomme, absurde og bizarre optrin samt ikke mindst filmens mange overrumplende, potente og aggressive actionscener, der for mit vedkommende holder filmen i søen.

For godt nok forsøger filmen sig også med mere dramatisk tunge scener. De bliver dog aldrig for alvor rigtigt rørende eller alvorligt tragiske. Blandt andet fordi, der altid lurer endnu en sjofel joke eller fræk gimmick lige om hjørnet. Og så en til og en til. Ja, humoren har det med at køre en kende i ring og rundt om de samme kække punchlines, hvor der meta-vittigt leges med mediet.

For blandt andet er noget af charmen ved Deadpool, at han er en selvbevidst superhelt, der således vittigt kommenterer både på sig selv og Marvel-universet, videre til filmens klichéer og publikum. Så selvom the element of surprise altså ikke er til stede i denne anden ombæring, så bæres filmen dog trods alt hjem af en veloplagt og sjofel Ryan Reynolds samt habil action.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Udover at udgivelsen leveres på det forrygende 4K Ultra HD-format, så byder den også på en 15 minutter længere spilletid, mens filmen også følger med på Blu-ray. Man kan desuden dykke ned i en stor omgang ekstramateriale, der blandt andet byder på spas fra settet, slettede og forlængede scener samt alternative takes, et kig på karaktererne og instruktionen, videre til et kommentarspor med Ryan Reynolds, David Leitch, Rhett Reese og Paul Wernick med mere.

– ‘Deadpool 2’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 1. oktober.

A QUIET PLACE: Skræmmende stilleleg er landet på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er med at være helt stille, når den skræmmende ‘A Quiet Place’ folder sig lydløst, intenst og medrivende ud. Nu er filmen udkommet på det flotte format 4K Ultra HD. Her følger man en lille familie, der bor isoleret langt ude på landet, hvor nogle lydfølsomme bæster lusker rundt. De ækle monstre farer nemlig dødeligt frem fra deres skjul ved selv den mindste lyd, så det er med ikke at sige et ord. Shhhh…

En simpel præmis, der gøder jorden for en nervepirrende stilleleg. Det er netop, hvad skrækfilmen leverer med sine veldoserede 90 minutter. Instruktør John Krasinski skærer altså dejligt ind til benet: Her gælder det den lille og intime fortælling om en familie, der lever i frygt og ikke så meget andet. Det er altså familie og frygt, der er i højsædet, hvilket forløses langt overvejende vellykket.

A Quiet Place biograf 02

John Krasinski leder selv an som familiens martrede far, mens Emily Blunt spiller hans stålsatte hustru. De agerer også par i virkeligheden, hvilket måske spiller ind på, at de overbeviser som de hårdtprøvede forældre. Det gør deres to børn desuden også. Henholdsvis bror og storesøster i skikkelse af en nervøs Noah Jupe og en egenrådig Millicent Simmonds.

Med andre ord, så fungerer familieportrættet, hvilket er afgørende for, at jeg rives med af de lydløse løjer og føler noget for de udsatte medvirkende. Men der er naturligvis ikke stilhed over hele linjen, hvor den intense ro undervejs brydes op af brutale scener, hvor de hørestærke kræ gør deres ubehagelige indtog i velorkestrede scener af neglebidende spænding.

A Quiet Place biograf 03

Selvom spændingenskurven måske ikke er lige engagerende spændt ud hele vejen, så er den det bestemt i høj nok grad til, at jeg i op til flere scener sidder med en klump i halsen, mens jeg i intens stilhed følger hovedpersonerne, der må gå på listetæer for at overleve. Netop det grumme levevilkår ikke at kunne så meget andet end blot at overleve er desuden indtagende og trøstesløst.

‘A Quiet Place’ er ganske enkelt en intens og kompakt lille film, der engagerende lever af sin frygt samt sit fine familieportræt og en dystopisk virkelighed. En film, der ikke vil så meget andet end at gøre præcis det, den er sat i verden for: Nemlig at skræmme sit publikum. Det lykkedes den for mit vedkommende da også medrivende godt med – selvom jeg nok ikke just får søvnløse nætter.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen udgives på det mere skarpe, detaljerige og farvemættede format 4K Ultra HD, hvor også lydsporet spiller det mere dynamisk og medrivende. Filmen følger også med på Blu-ray. Du kan desuden dykke ned i en omgang ekstramateriale, hvor du blandt andet finder en behind the scenes med instruktør og skuespiller John Krasinski, videre til et kig på filmens lydunivers samt filmens fine og urovækkende special effects.

– ‘A Quiet Place’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 23. august.

READY PLAYER ONE: Steven Spielbergs nørdefest-bonanza er landet på 4K Ultra HD

Biografanmeldelse: Så kan du godt spænde hjelmen, for den legendariske filmskaber Steven Spielberg er tilbage i nørdet legeland med sin science fiction-film ‘Ready Player One’, der nu er udkommet på det skønne format 4K Ultra HD. Han lukker her publikum ind i en virtuel verden af alverdens populærkulturelle referencer, blandt andet til ‘RoboCop’, ‘Back to the Future’ og ‘Akira’, videre til egne film så som ‘Jurassic Park’.

Vi ankommer nemlig til år 2045, hvor verden er ved at falde fra hinanden. Folk har kort fortalt brug for virkelighedsflugt. Den får de i spillet og den virtuelle platform OASIS, hvor de kan være præcis den, de vil være. Spillets skaber Halliday er imidlertid død, men han efterlod sin enorme formue og spillets ejerskab i OASIS til den første, der finder hans tre gemte nøgler.

Ready Player One biograf 02

Således går den vilde skattejagt ind i den sprudlende virtuelle verden. En af de ivrige jægere i konkurrencen er den unge Wade Watts, der snart hvirvles ind i den actionfyldte og spruttende CGI-virkelighed. Desværre leverer ‘Ready Player One’ bare ikke den medrivende skattejagt, der ellers energisk sigtes efter med vilde actionscener og svimlende kamerature ind og ud af OASIS.

Historien er ganske enkelt ikke interessant nok forløst, hvor tematikker som kærlighed, venskab og virkelighed står noget unuanceret hen, mens Steven Spielberg synes at forgabe sig lige lovlig meget i de muligheder, de computer-genererede eskapader tilbyder. Desuden er filmens 2 timer og 20 minutter lange spilletid også lige 45 minutter for lang for fortællingens eget bedste.

Ready Player One biograf 03

Blandt andet går der en rum tid før, filmens menneskelige drama kommer bare nogenlunde i spil og fortællingens kamp mellem venner og fjender bliver givet lidt liv. Karaktererne ender derfor også groft sagt med at blive efterladt lidt for meget i slipstrømmens af CGI-bulder, brag og populærkulturelle referencer. Tye Sheridan har ellers godt med drenget naturlighed som Wade.

Videre finder man blandt andre også Olivia Cooke som den kække Art3mis, Ben Mendelsohn gør karismatisk figur som überskurk, mens Mark Rylance er dejlig excentrisk som Halliday. Desværre drukner de ellers gode anslag og i udgangspunktet fine karakterer undervejs i CGI-rabalder og en rodet afviklet fortælling, der rundes af med en finale, der mangler medrivende spænding og ikke mindst den følelsesmæssige tyngde, der tydeligvis var håbet på.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Den referenceglade film udgives på det fornemme format 4K Ultra HD, der har et endnu mere skarpt og detaljerigt billede end ellers, mens også lydsporet spiller mere klart og dynamisk. Filmen medfølger desuden også på Blu-ray. Du kan også dykke ned en i en omgang ekstramateriale, der løber op på mere end 90 minutters spilletid. Her finder du blandt andet en masse easter eggs, 80’er-nostalgi og hvordan filmen blev til.

– ‘Ready Player One’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 9. august.