Solid superhelte-action nakker onde nazister
Der er i den grad blevet losset superheltefilm over disken de seneste par år. Sidste år kom tiden så til en omgang patriotisme med Captain America: The First Avenger. Det er der kommet en habil omgang action ud af. Her følger man den splejsede Steve Rogers forvandling til den muskuløse helt, der må i kamp for at forpurre überskurken Red Skulls onde planer om at erobre verdensherredømmet.
Året er 1942 og 2. verdenskrig raser. Den spinkle Steve Rogers ønsker brændende at blive optaget i hæren for at kæmpe mod nazisterne og for sit lands frihed. Desværre forgæves. Han har ganske vist et sandt heltehjerte, men ikke kroppen til kamp – indtil den dag, han udpeges til et hemmeligt eksperiment. Her forvandles den klejne soldat nemlig til den svulmende Captain America og ondskaben kan nu få en på frakken.
Der er virkelig mange ting, der fungerer i Captain America og heldigvis nok til at overskygge filmens til tider ujævne flow. Det er bl.a. en fornøjelse, at man har givet så god plads til at fortælle historien om Steve Rogers og hans kamp for at klare den i militæret, inden han pustes op til den ikoniske helt. Han og universet etableres fornemt, så man er godt rustet, når eksplosionerne for alvor tager fat.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
For der kommer smæk på drengen med alt hvad den kan trække af imponerende production design og medrivende action-scener. Smukt, fængende og stemningsfulde løjer. Og selvom her er lufthuller og momentan tomgang, så er absolut fornøjelig action-underholdning. Chris Evans er desuden velcastet som sympatisk helt, mens Hugo Weaving er en fryd som Red Skull – ham kunne jeg godt have brugt mere af.
Captain America er en af de seneste års bedste superhelte-film. En medrivende historie om selvopofrelse og at kæmpe for noget, der er større end en selv. Ikke helt på niveau med Iron Man, men bestemt bedre og langt mere helstøbt end fx sidste års Thor. Der er med dette seneste kapitel fra Marvel-land langt i ovnen til det helt store superhelte-gilde, når The Avengers rammer biograferne senere på året.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, detaljerigt og med flotte farver hele vejen, mens også lydsporet spiller overbevisende. Hertil kommer en omgang letfordøjeligt ekstramateriale samt filmen på dvd.
Man finder et kommentarspor med instruktør Joe Johnston, fotograf Shelly Johnson og klipper Jeffrey Ford. Der er god kemi, men også en del løst sniksnak. Herudover er der syv features (48 min.), der bl.a. ser på production design, transformationen til Captain America og tegneserien. Der rundes af med fire slettede scener med valgfrit kommentarspor (6 min.), trailers og en sjov kortfilm om Phil Coulson fra S.H.I.E.L.D. (4 min.). Selvom her er relativt meget at gå i krig med, er det ikke det mest dybdegående ekstramateriale, men bestemt med guldkorn hist og her.
Originaltitel: Captain America: The First Avenger, USA, 2011
Instruktion: Joe Johnston
Medvirkende: Chris Evans, Hugo Weaving, Natalie Dormer, Stanley Tucci, Tommy Lee Jones, Dominic Cooper, Hayley Atwell m.fl.
Spilletid: 2 timer 4 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment