Dramaet ‘Here’ snubler ujævnt i sit stiltunge koncept

Biografanmeldelse: Fortalt gennem blot én kameraindstilling folder i generationer af familiefortællinger sig ud i Robert Zemeckis’ koncepttunge drama ’Here’. Vi kommer således ind i stuen i et ældre hus, hvor man følger livet fra familie til familie. Fra liv til liv. Fra generation til generation. Alt imens vi ser, hvordan tiden flyver afsted med krydsklip i tid.

Faktisk bringes vi for en stund helt tilbage til dengang, dinosaurerne herskede på Jorden og videre op til, at nogle af de første mennesker indtog og besejrede naturen og videre endnu op til, at huset bygges og den første familie flytter ind med alt, hvad der følger af opture og nedture. Vi ser på den måde også, hvorledes kulturen, livet og landskabet ændrer sig over tid.

Konceptet med at lade de forskellige generationsportrætter udspille sig via kun denne ene kameraindstilling udgør måske nok en teknisk udfordrende og fortællemæssigt interessant øvelse. Desværre bliver filmen som engagerende drama ikke videre vellykket eller ej forløst karaktermæssigt tilfredsstillende. Kun i glimt fungerer et par karakterskildringer ok.

For selvom der er en lille håndfuld af familier og par, man primært følger, så synes det overordnet at blive ved ujævne og sporadisk interessante kig ind i de forskellige liv – dog uden, at de for alvor får dramatisk tyngde eller nuanceret pondus. Mest interessant er måske nok forholdet mellem en far og hans søn, hvor man ser, hvorledes de to liv smitter af på hinanden over tid.

Her kommer der krigstraumer og dets konsekvenser i spil med forliste drømme om bord. Men rigtigt gribende bliver det ikke. Dertil er filmens fortælling for stiv i sin form og visuelle udtryk, mens netop de mange spring frem og tilbage i tid, suger noget af indlevelsen ud af de forskellige fortællinger, hvor ingen rigtigt får fat.

Der er desuden noget underligt distancerende i at se Tom Hanks og Robin Wright digitalt gjort unge i portrættet af de to som par, hvor tidens tand sætter sine spor på dem. ’Here’ er på papiret måske nok interessant som stiløvelse og koncept, men som filmisk gribende generations- og tidsportræt kommer den ikke i mål. Filmen er baseret på Richard McGuires tegneserie af samme navn.

’Here’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Here’ har biografpremiere den 16. januar.