‘May December’ udfordrer, griber og rammer mig midt i maven
Biografanmeldelse: Relationerne er komplekse og svarene ikke givet i instruktør Todd Haynes’ tankevækkende og nuancerede drama ’May December’. Her møder vi skuespilleren Elizabeth, der skal portrættere Gracie og hendes historie med partneren Joe. Det er en historie, der har været yderst omdiskuteret og udskældt i bl.a. medierne for år tilbage.
Gracie var nemlig i 30’erne, da hun indledte et forhold med den dengang kun 13-årige Joe. Der er gået omkring 20 år, da Elizabeth rykker ind i parrets liv for at researche og få en forståelse af Gracie, Joe og deres relation, så hun er rustet til at lave filmen og sit portræt af Gracie. Det opsigtsvækkende par står midt i at skulle sende deres børn på college. Der er nok at se til.
Det er altså Hollywood, der har fået øje på den kontroversielle kærlighedsrelation, hvor Elizabeth ikke kun ser til udefra, men også er en aktiv deltager i deres liv, hvor samtaler med Gracie og Joe, udfordrer både skuespilleren, men også parret og deres interne dynamik. En form for skævvredet trekantsdrama, hvor parrets virkelige liv nu også ses som en historie til filmens virkelighed.
Julianne Moore indtager med kompleksitet og et slør af hemmeligheder rollen som Gracie. Hun er svær helt at blive klog på. Ikke kun for mig, men også for Elizabeth. Nej, her bliver svarene og en fasttømret pointe ikke givet. Joe portrætteres med ligeledes gribende nuancer af Charles Melton, som formår at kanalisere et levet liv og usikkerhed videre til mig, så jeg tror på ham.
Ind på scenen træder Natalie Portman som Elizabeth, der nysgerrigt og fordomsfrit møder Gracie, Joe og deres børn. Hun skærer sig engagerende ind der, hvor følelserne banker, spørgsmålene dirrer provokerende og menneskene kommer til live i al deres nuancerede kompleksitet. Et land af gråzoner, der suges ind i dramaet og de medvirkendes dynamikker.
Der er ikke nogen lette svar eller et letfordøjeligt facit i filmen, der er forfattet med sikker og tvetydig pen samt indfanget billedforførende af fotograf Christopher Blauvelt med smuk, klaustrofobisk og nervepirrende musik af Marcelo Zarvos. Todd Haynes forløser det alt sammen i engagerende forening med skuespillerne, så jeg både gribes, udfordres og mærker menneskene. Stærkt.
’May December’ får 5 ud af 6 stjerner:
’May December’ har biografpremiere den 4. januar.