Dukkegyset ‘M3gan’ kryber teknologi-grumt ind under huden
Biografanmeldelse: Der ligger en tragisk hændelse til grund for det dramatiske dukkegys ’M3gan’. Vi møder nemlig her pigen Cady, der mister begge sine forældre i en forfærdelig ulykke. Nu tager moderens søster Gemma sin niece til sig. Cady er selvsagt ulykkelig og dybt mærket af nu at være forældreløs, hvilket Gemma ikke har helt nemt ved at håndtere. Men løsningen er måske tættere på, end Gemma lige ved.
Gemma arbejder nemlig for et legetøjsfirma, hvor hun i hemmelighed har udviklet en yderst avanceret robotdukke, der går under navnet M3gan og som lærer verden omkring sig at kende via kompleks kunstig intelligens. Cady knytter sig hurtigt til M3gan, der bliver hendes tætte fortrolige og bedste ven. Men der er et og andet underligt ved den umiddelbart ellers så søde dukke.
For bag de store øjne synes et eget liv at lure. Det går da også snart op for de involverede parter, at der nok gemmer sig et noget mere selvstændigt liv i dukken, end planen lige er. Gyset tager sig forfriskende god tid til at folde sin historie ud og forhaster sig ikke på vej ind i dukkens morderiske tendenser. Her gives der både plads og tid til at udvikle karaktererne og deres interne relationer.
Denne rolige opbygning fungerer overvejende godt, hvor jeg bliver draget ind i det dukkemareridt, som venter forude i en filmisk medrivende finale. Dog mister historien en smule momentum i sin første del, men det indhentes og opvejes fint af en grundlæggende urovækkende stemning, som M3gan står for, mens spørgsmålet om al den teknologi, vi omgiver os med, nu også kun er godt spøger.
Først og fremmest er ’M3gan’ et underholdende og delvist underspillet gys med eksplosive øjeblikke af blodig dukkevold. Desuden er Violet McGraw troværdig som den traumeramte Cady, mens Allison Williams fungerer fint som den en smule fraværende Gemma. For mig er det dog klart dukken M3gan i skikkelse af Amie Donald, der vinder rampelyset for mig. Hun er diabolsk skøn.
M3gan er nemlig både et virkelig cool og skræmmende bekendtskab. En herlig gyserskurk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden. Jeg er i hvert fald M3gan-fan, selvom jeg nu i grunden ikke skal nyde noget af at have hende boende på min matrikel. ’M3gan’ er kort fortalt et velfortalt gys, der tør tage sig tid til sin fortælling samt karakterer og lykkedes med det.
’M3gan’ får 4 ud af 6 stjerner:
’M3gan’ har biografpremiere den 12. januar.