Ethan Hawke er forførende ond som seriemorder i ‘The Black Phone’
Grumt gys på Blu-ray: Atmosfæren er tung med urovækkende uhygge i Scott Derricksons gysende grumme ’The Black Phone’. Man bliver her ført tilbage til et farvenedtonet 1970’erne, hvor en seriemorder er på spil i det nordlige Denver. Morderen har fået tilnavnet The Grabber, da han gennem længere tid har kidnappet børn i et angst nabolag. Børn, der aldrig dukker op igen.
Da The Grabber igen slår til, kommer det helt tæt ind på livet af drengen Finney, da det er en af hans bedste venner, der forsvinder. Er det muligt, at vennen stadig er i live? Vil det lykkedes politiet at fange den morderiske kidnapper? Det er spørgsmål, som lokalsamfundet står midt i sammen med Finney, der også kæmper med mobbere i skolen og en voldelig alenefar.
’The Black Phone’ fletter således livet som en almindelig 13-årig ind i den skræmmende historie, hvor seriemorders hærgen plager en by, hvor sorgen og rædslen ligger som et tungt tæppe om samfundet. Det handler altså ikke kun om jagten på en seriemorder, men også livet som ungt barn med alt fra venskaber til spirende kærlighed og at finde sig til rette i livet.
Tag dog ikke fejl, for det er uhyggen og gruen, der er i højsædet, hvor en nærværende Mason Thames giver et naturligt portræt som Finney. Han er god. Det samme er Madeleine McGraw i rollen som hans rappe lillesøster Gwen. De to er svære ikke at holde af. Desværre bliver deres forhold til den fordrukne far lidt generisk beskrevet. Men som dramatisk brik, klarer forholdet til faren dog skærene.
Udover bl.a. filmens tungt forførende gru-atmosfære, så er et stort trumfkort for filmen også den isnende urovækkende Ethan Hawke som den uforudsigelige The Grabber. En virkelig god bøhmand i filmisk form. Han er hele filmen værd. For der er måske lidt knas i gyserhjulene, hvor bl.a. et par karaktermæssige handlinger og generiske relationsbeskrivelser, er lidt svære helt at tro på.
Det er dog langt fra nok til at rive det grusomme tæppe væk under ’The Black Phone’, der er langt overvejende vellykket, hvor der spyttes fint dramatiske elementer ned i den sitrende gysergryde i form af bl.a. forholdet de unge børn imellem, mens et overnaturligt twist i filmens præmis, løfter en måske lidt forudsigelig fortælling ind i en anden og mere overraskende verden af grusomheder.
Blu-ray og ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder desværre ikke på noget ekstramateriale, men til gengæld står det farvenedtonede billede flot og kontrastfyldt, mens også lydsiden bringer uhygge til bordet med klart afstemte niveauer i både top og bund.
’The Black Phone’ udkommer på dvd og Blu-ray den 8. november.