BLODIG WEEKEND 2022: Så er de grumme eskapader for alvor skudt i gang

Blodig Weekend 2022: Onsdag aften den 16. november løb David Cronenbergs seneste film ’Crimes of the Future’ over lærredet i en fyldt sal i biografen Empire Bio på Nørrebro i København. Det var åbningsfilmen for dette års udgave af filmfestivalen Blodig Weekend, der fokuserer på den mere grumme ende af filmspektret. Således blev årets blodige eskapader skudt i gang.

Torsdag den 17. november fulgte, hvor der for alvor kom fart på flere film og oplevelser. Jeg slugte selv rub og stub af torsdagens fire tilbud. Først en samtale med skuespilleren Alice Krige, dernæst en dokumentar om den berygtede filmskaber Joe D’Amato, mens aftenens to finaleskud var et visuelt gribende gys og en seriemorder-og-mobbe-sjasker.

Blodig Weekend har indtaget Empire Bio

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM.

Vi var en ganske god gruppe fremmødte filmfans, der tog plads til en god times veloplagt og inspirerende samtale med den 68-årige skuespiller Alice Krige, der fik vist sin film ’She Will’ senere samme aften. Samtalen med hende gik dog overordnet på fine og interessante nedslag i hendes lange karriere.

Hun fortalte bl.a. om, hvordan hun egentlig ønskede at blive balletdanser, men at hun blev talt fra det af sin far, hvorfra hendes vej gik ind i skuespillerfaget. Hun har her både betrådt de skrå brædder med klassiske stykker af bl.a. Shakespeare og spillet rumvæsen på film i Star Trek-universet.

Det er bl.a. her, jeg kender hende fra samt fra titler som ’Sleepwalkers’ og ’Silent Hill’ samt de nyere ’Gretel & Hansel’ og den blodsjaskede ’Texas Chainsaw Massacre’ fra i år. Det var interessant at høre, hvordan hun på arbejdet med sin rolle i ’Silent Hill’ blev som overtaget af noget mørkt, der ikke sådan lige ville slippet sit tag i hende. Hvilket hendes lille hund bemærkede ved ikke at løbe hende i møde. Gisp!

Alice Krige i samtale om sin fascinerende karriere

Efterfølgende kunne et sultent publikum sætte sig til rette for at indtage både sensuelle og blodsjaskede billeder i dokumentarfilmen ’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’, der – som titlen indikerer – handler om den berygtede og berømmede italienske filmskaber Joe D’Amato. En mand, der levede og åndende for film, hvilket omkring 200 filmkrediteringer, da også mere end vidner om.

Hans udforskning af feltet mellem vold og sex er både fascinerende og grænsesøgende. Her kan blot nævnes et par stykker, så som den kvalme ’Beyond the Darkness’ (1979) og den vamle ’Antropophagus’ (1980) samt sensuelle titler som ’More Sexy Canterbury Tales’ (1972) ’Emanuelle’s Revenge’ (1975) og ’Emanuelle and the Last Cannibals’ (1977).

Det er blot få af de titler, som dokumentaren dykkede ned i via filmklip og interviews med en længere række af filmfolk fra bl.a. D’Amatos samtid, videre til filmeksperter og nyere instruktører. Hvis man endnu ikke er kendt udi italienerens oeuvre, fungerede filmen bl.a. som et fint kig ind i en mands vilde passion og besættelse af levende billeder, hans film, liv og konsekvenserne af hans arbejde – både privat, men også som en filmskaber, der aldrig er blevet hilst velkommen i det fine selskab.

Joe D’Amato og skuespilleren Laura Gemser

’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’ blev desuden introduceret kort af den 65-årige skuespiller Cinzia Monreale, der bl.a. har spillet med i netop ’Beyond the Darkness’ samt den italienske landsmand Lucio Fulcis ’The Beyond’, der også vises på Blodig Weekend. Hun havde interessante tanker om sit virke og genren, hvilket hun uden tvivl får lov til at dykke mere ned i ved visningen af ‘The Beyond’.

Dagens første fiktionsfilm var ’She Will’ af den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Charlotte Colbert med en dragende Alice Krige i hovedrollen som en aldrende skuespiller, der efter en operation tager på et afsidesliggende refugium for at være alene og komme til hægterne. Naturen bruser om hytten, hun bor i, hvor det ikke kun er nattens mørke, som tager fat, men også skuespillerens mørke traumer, der sniger sig sort ind i hendes sind.

Ad den vej vikler ’She Will’ sig ind i mange visuelt gribende mareridtsscenarier, hvor natur og menneske, heksetro og rationale kæmper side om side. Det var skønt at opleve en historie, der til tider turde give slip på logikken og gå amok i en sitrende billedside, det dog uden at miste grebet i tematikkernes tyngde, herunder bl.a. alder, overgreb, traumer og identitet.

Nå ja, og Alice Krige er for vild i hovedrollen. En rolle, som hun ved en efterfølgende samtale dykkede ned i. Herunder bl.a. en snak om den fysisk meget krævende rolle, hvor man også kunne se hendes begejstring for ikke kun arbejdet på filmen, men sit fag i det hele taget. Virkelig fint.

Alice Krige i rollen som aldrende skuespiller i ’She Will’

Efter det billedsitrende gys stod aftenens filmfinale på den spanske ’Piggy’. En både ubehagelig, blodig og gribende sag, hvor sort humor bruges effektivt. Man følger her den overvægtige Sara, der mobbes på groveste vis af sine jævnaldrende, mens også hendes mor er mere end streng, hvor farmand blot ser tøffelheltet til. Sara er selvsagt vred, ked og frustreret.

Hendes liv tager dog en uventet drejning, da en seriemorder er på brutalt spil i hendes landsby, hvor unge mennesker nu forsvinder. Det med Sara stående i midten af det hele – og hvad gør hun mon så? Det er i dette medrivende miks af ubehagelig mobning, seriemorder-sjask og det at stå udenfor det hele ene og alene pga. ens udseende, at ‘Piggy’ udspiller sig.

Man finder i hovedrollen som Sara en ovenud god Laura Galán, der formår at kanalisere en både udadreagerende frustration og samtidig med indadskuede mine forløser den uretfærdighed, der overgår hende. Det i samspil en moralsk tvetydighed, der føres i blodigt mål. En virkelig god afslutning på en begivenhedsrig dag på Blodig Weekend.

Laura Galán som Sara i ’Piggy’