‘DC League of Superpets’ er ganske charmerende superhelte-sjov
Superdyr på Blu-ray: Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Det er da heller ikke helt skævt i animationsfilmen ‘DC League of Superpets’, hvor vi møder Superman og hans optimistiske superhund Krypto. De er bedste venner, men da kærligheden rammer Kryptos superejer i form af Lois Lane, synes Krypto at komme en smule i anden række.
Det bliver dog snart det mindste af Kryptos problemer. For selvom hunden og Superman har bekæmpet skurke i en lind strøm i Metropolis, kommer Krypto alligevel på lidt af en opgave, da hans ejer samt resten af heltene i Justice League kidnappes. Nu er det op til den logrende superhund at overbevise en umage flok af dyr fra et internat om, at de skal hjælpe ham med at redde heltene.
Heldigvis har de andre dyr på livsændrende vis fået superkræfter. Her møder vi således den bomstærke hund Ace, den lynhurtige skildpadde Merton, det elektrificerede egern Chip og ikke mindst grisen PB, der kan gøre sig både kæmpestor og lillebitte. En ret sjov flok af karakterer, der dog ikke helt udnyttes til fulde i en historie, der desværre savner nuancer og skærer sine pointer om venskab ud i tykt pap.
Selvom forudsigeligheden ligeledes hersker i den farverige animationsfortælling, så er løjerne dog heldigvis ikke helt uden en vis charme. Her er det dog ikke kun Krypto, der spreder godt humør, men i høj grad netop den umage gruppe af superdyr, som er det skævere end Supermans hund, hvorfor de også bliver det mere interessante og sjove at følge.
Desuden diskes her op med sin del af meta-sjov og drilsk humor, hvor superhelte-klichéer prikkes til med et fint glimt i øjet. Filmen slingrer dog desværre lidt ind i en alt for langtrukken finale, der mister momentum og pondus alt for hurtigt. ‘DC League of Superpets’ er på trods en ok omgang superheltesjov, der bare ikke helt kommer i mål.
Blu-ray og ekstramateriale: Der er fint med superhelte-fart over feltet med Blu-ray-udgivelsens tekniske side. Det i både et sprødt billede og en dynamisk lydside, der giver action og dyr godt med pondus. Hertil kommer en fin omgang ekstamateriale i form af bl.a. en række featuretter, der går både bag om filmens stemme-skuespillere samt animationen og verdenen af superkæledyr. Endvidere er der easter eggs og slettede scener.
‘DC League of Superpets’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. oktober