‘Bamse’ bøjer uelegant sine pointer i sort/hvide knækpølser

/i , /af

Biografanmeldelse: Den dramatiske historie er sådan set på plads i ’Bamse’. Det i form af hovedkarakteren, der plages af fortidens spøgelser og nu står midt i livet med skeletter i skabene, der presser sig mere og mere på. Det danske drama undviger blot uelegant dramatiske nuancer i fortællingen om Flemming ’Bamse’ Jørgensen, hvor det svære forhold til adoptivfaren står centralt.

Filmens pointer bøjes gang på gang i sort/hvide knækpølser, hvor man finder Bamse både i pølsevognen og på scenen. Det med henholdsvis en pølse i hånden og med et syngende publikum foran sig. Ganske vist cementeres Bamses folkelighed bl.a. her, men musikerens karriere samt dens op- og nedture bliver der noget klodset skøjtet henover, så jeg ikke får et egentligt indblik i livet på vejene og dets konsekvenser.

Det centrale drama er ikke musikkarrieren, men altså forholdet til adoptivfaren. I en række uelegante flashback-scener får vi nemlig indblik i Bamses barndom, hvor vi ser, at han er adopteret fra et børnehjem og nu får en ny mor og far, hvor sidstnævnte er en ganske kold type, der kun vil, at hans søn skal overtage fabrikken og bestemt ikke blive musiker, da det ikke kan bruges til noget.

Dette far-søn-forhold bliver banket fast med store fede syvtommer søm gang på gang, så selv dem, der måtte blunde undervejs i filmen, kan følge med. Ganske vist er Flemming ’Bamse’ Jørgensen en empatisk karakter, det er svært ikke at holde af og med, men han er skrevet ret så endimensionelt og med en historie omkring sig, der kanter sig usmidigt gennem hans liv med familien og musikken.

Det er sådan set ikke fordi, at Anders W. Berthelsen som Flemming ’Bamse’ Jørgensen ikke indgyder empati med sit måske lige konstant nok vemodige blik, men filmen og dens manuskript giver ham bare ikke for alvor lov til at spænde følelsesmæssige nuancer ud over sit menneskelige og ellers ganske hjertevarme portræt, der desværre bliver mere fladt end fyldigt.

Her er en mand, der er splittet mellem at ville være den folkekære Bamse og så den mere ærlige Flemming Jørgensen. En mand, der higer efter anerkendelse og ikke mindst sin adoptivfars kærlighed. Men selvom filmens versioner af ”Vimmersvej” og ”I en lille båd der gynger” måske nok fænger, så fænger filmen aldrig rigtigt, hvilket Flemming ’Bamse’ Jørgensens historie absolut havde fortjent at gøre.

’Bamse’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Bamse’ har biografpremiere den 25. august.