‘Elvis’ buldrer svulstigt afsted med fænomenal Austin Butler
Biografanmeldelse: I et overdådigt væld af glimtende glitter og store diamanter åbner Baz Luhrmanns svulstige drama om Elvis Presley og hans manager Oberst Tom Parker på bombastisk vis. Det er på samme ekstravagante vej, at det biografiske drama fortsætter sin tempofyldte fortælling om The King of Rock and Roll og hans komplicerede forhold til manageren.
Det er gennem netop Tom Parker og hans voice-over, at historien fortælles, hvor man således følger Elvis’ vej fra et uprøvet talent til fuldblodsverdensstjerne og status som musikalsk ikon. Den tragiske skæbne for kongen kender vi. Filmen stiller således spørgsmålet, om det var Parker, der pressede sin stjerne for hårdt, hvilket førte til hans alt for tidlige død.
Det spørgsmål plager manageren, hvilket gøres klart i filmens start, mens spørgsmålet om, hvorvidt Parker udnyttede Elvis til egen og grådige økonomiske fordel, også er i fokus. Disse spørgsmål og heraf affødte følelsesmæssige komplikationer er interessante, særligt i samspil med netop den nu afdøde legende, hvor det indviklede forhold de to imellem er den dramatiske motor.
Det er med nærmest konstant detaljerede montageagtige scenerier, at Luhrmann har valgt at fortælle sin historie i hektisk tempo, der folder sig ud over hele 2 timer og 39 minutter. Bl.a. dette fortællermæssige greb har fart på filmen igennem, hvilket desværre ikke efterlader megen tid til det nære, nuancerede og intime i vores to hovedrollers sjæleliv og vej gennem livet.
Bl.a. gennem Parkers voice-over og filmens mange lange montager, bliver historien også langt mere tell it end show it, hvilket desværre gør, at distancen til Elvis, Parker og deres forhold bliver en kende lang. Det samme i bl.a. portrættet af Elvis’ tætte forhold til sin mor Gladys og hustruen Priscilla. Relationer, der efterlades i slipstrømmen til fordel for den visuelt overrumplende stil.
Heldigvis forfører denne formfuldendte visuelle stil også, hvilket næsten får mig til at glemme, at jeg ikke er videre følelsesmæssigt engageret i hverken Elvis’ tragedie eller Parkers plagede sind. Filmens ultimative trumfkort er imidlertid Austin Butler, der på det nærmeste er en åbenbaring i filmens titelrolle. Han bevæger sig som Elvis og taler som Elvis. Han er for vild og hele filmen værd.
Tom Hanks’ ellers ganske fine præstation som Parker blegner ved siden af filmens sande stjerner, nemlig Butlers vrikkende, svedende og magisk syngende Elvis. Han kropsliggør The King. Det mere sjælelige portræt får desværre bare ikke meget plads i Luhrmanns jagt efter at underholde visuelt. Centralt står her naturligvis også musikken, der er blevet pumpet godt og grundigt op til lejligheden.
Opdateringen af en lang række Elvis-klassikere fungerer for det meste faktisk fint i det flamboyante univers, mens det dog klinger skævt, når der forsøges inkorporeret rap-elementer. ’Elvis’ står med andre ord tilbage som et visuelt overdådigt ridt, hvor karaktererne desværre lidt ender i skyggen af Luhrmanns effektjageri, men Austin Butler kan ingen slå af pinden. Han er filmens sande konge!
’Elvis’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Elvis’ har biografpremiere den 23. juni.
