‘Red Rocket’ er et morsomt og bittersødt stykke med levet liv
Biografanmeldelse: Det kan være svært at starte på en frisk, når alt bare er gået helt ad helvede til. Det er i hvert fald ikke nemt for Mikey Saber i Sean Bakers morsomme og bittersøde ’Red Rocket’. Her vender den forhenværende og nu afdankede pornostjerne nemlig tilbage til sin lille og slidte hjemby i Texas. Det er dog langt fra med åbne arme, at han bliver taget imod, da han uventet tropper op.
Han banker her på sin ekskones dør. Der bliver åbnet, men det er først efter møjsommelige forsøg på at overtale hende og hendes mor, at han allernådigst får lov til at slippe indenfor og sove på sofaen i det fattige kvarter, hvor dagene synes at gå med ingenting. Mikey må nu gøre sit for at skaffe sig et job, så der kan komme penge på kontoen og han kan komme på fode igen.
Det er lettere sagt end gjort, selvom Mikey er yderst ivrig, charmerende og nærmest konstant snakkende – ikke mindst for sin syge moster. Lige lidt hjælper det ham i jobjagten – og hvad gør han så? Det er Mikeys forsøg på at vende tilbage til livet, man følger i ’Red Rocket’, der ikke som sådan er plotdrevet, men mere er et stykke med levet liv, man her dumper ned i.
Således bliver jeg en del af Mikeys kaotiske liv, men indgår også i rækken af både nye og gamle relationer, han omgiver sig med. Blandt andre ekskonen Lexi og hendes mor, der ikke sådan lige lader sig charmere, videre til byens joint-sælgende beboere og den søde unge kvinde i den lokale donut-butik. Det er alle liv, jeg engageres af med en række fine portrætter, der griber mig.
’Red Rocket’ byder altså på interessante og nuancerede skæbneportrætter, mens instruktør og medforfatter Sean Baker også på fornem vis bygger en troværdig miljøskildring op, det indfanget i billeder af både forfald og klare farver af filmens fotograf Drew Daniels. Jeg bliver lukket ind i et liv i det fattige Texas, jeg ellers ikke sådan lige, ville opleve.
Filmens helt store trumfkort er en magnetisk Simon Rex som Mikey. Han balancerer mellem det manisk sniksnakkende, morsomme og dybt charmerende, der kan overbevise enhver om, at drømmen findes lige om hjørnet. Hele hans krop bevæger sig naturligt i miljøet, mens ordene falder naturligt i hans mund. Han er som en rød raket, der tordner derudad. Det er bare om at følge med.
’Red Rocket’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Red Rocket’ har biografpremiere den 2. juni.