Fight! Der er blodig fart på knytnæverne i Mortal Kombat
Biografanmeldelse: Damn! Der bliver i den grad langet blodige knytnæveslag og sjasksprøjtende sværdsving afsted i kampsportsfilmen ’Mortal Kombat’. Ja, filmen er baseret på spillet af samme navn. Og ja, spillet lagde også til grund for filmfuseren af samme navn fra 1995. Nu gælder det dog dette brutale og bombastiske film-reboot af det populære spilunivers, hvor der i den grad bliver smadret igennem.
Historien, siger du? Tjo, den er der et eller andet sted klemt inde mellem de mange medrivende actionscener, hvor den ene kampklare karakter efter den anden går blodigt til stålet med hver deres vilde evner. Fra isfrysende angreb til laserøjeskydende rabalder. Herligt! Men ja, det var den der historie. Man følger her den forslåede MA-kæmper Cole Young, der mildt sagt ikke har succes med at vinde sine kampe.
Men da Cole opsøges af specialsoldaten Jax, bliver det starten på sandheden bag Coles kampklare rødder, der peger tilbage på en lang krigerisk slægt, som har vogtet Jorden gennem tiderne. Nu er det således hans tur til at tage føringen i en brutal krig mod alverdens vilde kæmpere, der kommer fra den dystre Outworld, hvor bl.a. den yderst farlige Sub-Zero er på nakken af Cole og hans umage slæng af kæmpere.
Det er groft sagt filmens præmis, der mest af alt synes som en undskyldning for netop at lade de mange farverige karakterer slå på tæven. Det er for mig undskyldning nok, når netop speederen holdes storslåsende i bund det mest af filmen igennem. Det er dog ikke stor skuespillerkunst, der serveres her. Det er altså de intense kampe, der er den egentlige hovedperson. Det fungerer helt ok for mig.
Desværre er Lewis Tan som Cole Young måske egentlig den kedeligste af filmens karakterer – i hvert fald det meste af vejen. Mens det øvrige og noget mere kulørte persongalleri har mere tilstedeværende pondus. Bl.a. en dejligt overspillende Josh Lawson som den storbandende Kato, mens Mehcad Brooks leverer pumpet muskelmasse til rollen som Jax.
’Mortal Kombat’ kigger sig stort set ikke tilbage efter, at filmens indledende og blodigt medrivende kamp har blæst mig rivende godt igennem. Skønt! Jeg var med andre ord i godt og blodsprøjtende selskab filmens lidt for lange spilletid. Men som sagt, så leveres der brutale og engagerende kampe på stribe filmen igennem – og det var i dette tilfælde også helt fint for mig. Fight!
’Mortal Kombat’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Mortal Kombat’ har biografpremiere den 20. maj.