CPH PIX 2013, DAG 8: skolens hierarki, propaganda og en kynisk lånehaj
Dagen startede med den kazhakstanske Harmony Lessons. Et brutalt drama, der vred sig i retning af en nervepirrende thriller, mens de smukt komponerede billeder gav kontrolleret og indtagende liv til den sirligt udfoldede fortælling. Her følger man den 13-årige dreng Aslan og hans kamp med en fæl hakkeorden i skolen.
Han fryses nemlig ude af kammeraterne og bliver fortsat mere indadvendt, mens han bruger sin fritid på at pine kakerlakker og fange firben. Men spliden mellem ham og de hårdhændende bøller tager til og vreden opbygger sig ulmende sikkert i den spinkle Aslans krop. Man forstår ham godt og er derfor også hele vejen engageret i at følge ham og hans omgang med skolens hårde hierarki.
Den smukke og brutale åbningsscene, hvor Aslan med roligt overskud slagter et får, er et godt billede på, hvordan filmen tør tage sig tid, dvæle ved stilheden og volden. For på samme måde som i åbningsscenen, så optrappes spændingerne med sikker hånd efterhånden som filmen skrider frem mod sit forrygende tredje akt. Fornemt.
Harmony Lessons 4/6: 
Herefter stod den på politisk drama i Chile med den ikke helt vellykkede No. Man følger her Gael García Bernal som reklamemanden René, der kommer på noget af en opgave, da han ved det første demokratiske valg i 1988 skal lave nej-kampagnen mod det chilenske regime. Men hvordan vinder man et valg, hvor modstanderen sidder diktatorisk på magten? Jo, man bruger netop reklamesprogets farverige magt.
Ja, fronterne er malet sikkert op med Pinochets fastlåste regime på den ene side og de frihedshungrende nej-sigere på den anden. Slaget skal således primært stå på tv, hvor oppositionen op mod valget hver dag får 15 minutters sendetid til at få deres nej-budskab igennem mod regimets tungtvejende overtag.
På mange måder en interessant historie, der udover det politiske drama også byder på Renés personlige kamp for at finde sig til rette i det politiske spil og sin brug af reklameæstetikken. For hvor filmen er lidt slap om at komme i gang og striden går en smule i tomgang, så er Gael García Bernal hele vejen nærværende. Filmen er desuden skudt på videoformat, så der rammes en perfekt 80’er-autencitet.
No 3/6: 
Jeg havde virkelig glædet mig til dagens sidste film Pieta, der er lavet af en af mine favoritinstruktører, nemlig sydkoreanske Kim Ki-duk. Han har fascinerende og dragende film som Tomme Huse og The Islepå CV’et – og Pieta levede bestemt op til mine forventninger. Brutal, smuk og en i grunden ret voldsom oplevelse.
Gang-do lægger ikke fingre imellem, når han er rundt for at opkræve penge for sin lånehaj. Her er der voldelig afregning, når folk ikke kan betale. For flere på hans vej ender invaliderede efter hans besøg, så han kan nuppe deres forsikringspenge. Men en dag dukker kvinde op, der påstår, at hun er hans mor. Nu tvinges Gang-do til overveje sin kyniske livsstil – men hvem er kvinden egentlig?
Den barske fortælling blev bare bedre og bedre, jo længere ind i den man kom. Her fik tematikker som hævn, forladelse, synd, vold, afsavn og kærlighed blot endnu stærkere og mere foruroligende genklang som fortællingen foldede sit følelsesmæssigt komplekse spil ud. Knugende intens, tankevækkende og med en pokkers medrivende forening af vold, kærlighed og opofrelse. Sådan.
Pieta 5/6: 
Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.
