Anmeldelse: Hvad sker der, hvis manden, som har forårsaget klodens forestående undergang, også er manden, der nu vil forsøge at redde den? Det er afsættet for den satirisk spændstige komedie ’Digger’. Her finder man som den magtfulde oliemogul Digger Rockwell en vildt veloplagt Tom Cruise, der netop er manden, som vil redde kloden fra katastrofen.

Den egenrådige Digger er ikke videre elskelig, men hvad værre er, så er han ikke rigtigt i kontakt med virkelighedens realiteter. Han er dog et pokkers underholdende bekendtskab, der både irriterer og fascinerer med sin egoisme, kynisme og larger than life-persona. Tom Cruise favner det hele. Fra komikken til alvoren og mennesket bag den bombastiske facade.

Instruktør og medforfatter Alejandro G. Iñárritu fremtryller en sælsom filmisk verden, som jeg fra første færd forføres af. Det er absurd, syret og sort komisk med speederen flerlaget i bund. Alt sammen billedbrillant indrammet af fotograf Emmanuel Lubezkis dynamiske kompositioner og smukt formidlede scener af ren skuespillerdynamit.

Filmen har nemlig flere scener, hvor det morsomme, overraskende og tankevækkende manuskripts rappe replikudvekslinger og medrivende monologer bliver givet tid og plads, mens der blot skrues op for energien, intensiteten og galskaben. Lærredet synes nærmest at være ved at eksplodere til tider. ’Digger’ er ren filmisk fryd for fuld fart.

Her matcher komponist Cosmo Sheldrakes skæve toner og minimalistiske musik den flere forgrenede historie, som hele vejen rundt bakkes visuelt gribende op. Bl.a. skal også det gennemførte production design af Dennis Gassner fremhæves. Jeg mærker virkelig omhyggeligheden i at bringe fortællingen, filmens verden og karaktererne til live.

Tom Cruise forvandler sig ikke alene gennem sit engagerende spil til Digger. Han er også sminket til at se ældre ud med påsat topmave, tyndt hår og et rynket ansigt. Han overbeviser og transcenderer sin ellers iøjnefaldende fysiske forvandling. Han bakkes stærkt op af bl.a. Riz Ahmed, Sandra Hüller, Jesse Plemons og en drøngod John Goodman som kolerisk amerikansk præsident.

’Digger’ er et buldrende bæst af en film, der bugter sig dybt underholdende gennem sine herlige groteskheder, absurde komik og kulørte karakterer. Det handler bl.a. om magt, bedrag, ensomhed og undergang. Det handler om kunstens evne til at forløse dyb frustration og menneskelig smerte. Det handler også om meget andet. Ja, ’Digger’ er et storværk, der stritter og strutter, sprøjter og sprutter af kunstnerisk opfindsomhed og viril fortælleglæde.

’Digger’ får 6 ud af 6 stjerner:

 

 

’Digger’ har biografpremiere den 1. oktober.

Anmeldelse: Det første Resident Evil-spil kom til verden i 1996. Siden fulgte flere spil, film og serier med mere i den populære franchise. Nu, 30 år efter, at det zombie-vilde spilunivers så dagens lys, er instruktør og medforfatter Zach Cregger klar med et nyt bud på en film sat i spillenes verden af død, gru og monstre. Filmen hedder kort og godt ’Resident Evil’.

Der bliver således sat en streg i sandet med dette reboot af Resident Evil i filmens verden. Det slipper Zach Cregger virkelig vellykket fra med en monstrøst splattet crowdpleaser, der har fuld fart på spruttende blod, sitrende nerve og sortkomisk humor. Humoren indfinder sig i høj grad gennem hovedkarakteren Bryans ageren i en verden, der overrendes af sjaskede zombiemonstre.

Man følger Bryan, der er en helt almindelig ung mand, men med et måske lidt mere usædvanligt job. Han er nemlig kurér af organdonationer. Hans aftenvagt burde i filmens start være klaret, men da han tilbydes en tur med mere i løn til følge, takker han ja. Nu starter et levende helvede for ham en sneklædt nat, hvor en rutinelevering bliver til en kamp for overlevelse.

Filmens visuelle fortællestil ekkoer bl.a. flere steder spillenes, hvor publikums synspunkt er fra netop Bryans udsyn til den faretruende verden omkring ham, hvilket forløses med et naturligt nærvær af fotograf Dariusz Wolskis billeder. Hertil kommer en stærkt gribende og dynamisk skræmmende lydside med insisterende og atmosfærerumlende musik af Hays og Ryan Holladay.

Historien er ikke som sådan original. Bryan skal transportere et donororgan til en modtager. På sin vej begynder verden at ramle i mødet med en tiltagende flok af zombieficerede mennesker. Filmens store styrke er derimod bl.a. i dens evne til at skabe nervepirrende scene på scene, mens der skrues tiltagende op for de herlige blodsudgydelser med momentum-speederen i bund.

Austin Abrams er desuden virkeligt god som den uheldige Bryan, der gør sit ubehjælpsomt bedste for at overleve og komme sikkert frem med organet. Han er et gribende bekendtskab, der formår at balancere skæv humor med menneskelighed. Desuden møder vi en omgang seje, sjaskede og monstrøse skabninger, hvilket ligeledes er en herlig ublu del af underholdningen.

’Resident Evil’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Resident Evil’ har biografpremiere den 17. september.

Anmeldelse: Kærligheden rammer hurtigt og hårdt, da musikeren Asle og hans band spiller et job i en lille vindblæst by tæt på det brusende hav i Norge. Efter koncerten kommer den charmerende Gerd nemlig hen til ham og de to ender sammen den aften. Snart er de et par i det fåmælte parforholdsdrama ’Min kære’.

Lykken og kærligheden vakler dog efter noget tid mellem de to. Intimiteten og nærværet lider et langsomt knæk. Hvor den forknytte Asle har svært ved at sætte ord på sine følelser, mens der også rumsterer en udlængsel i ham, så er Gerd mere i ro med sig selv og deres stille liv i pagt med naturen.

Instruktør Erik Poppe tager sig god tid. Han fortæller med tålmodighed og rolig hånd om historien det desværre også lidt forudsigelige drama, som har manuskript af Jon Fosse. Det er gennem de menneskelige portrætter og miljøbeskrivelserne af natur og lillebymiljø, at filmen står stærkest.

Det er en fortælling, der på sit ydre ikke gør det store væsen af sig. Det er et sart drama, hvor bl.a. netop stilheden spiller en dramatisk lavmælt rolle i fortællingen og beskrivelsen af relationen. Både den intense kærlighed og den kærlighed, der nærmest som i slowmotion visner og falmer.

Filmen bliver desværre lige langsom nok for sit eget ellers fint og skrøbeligt fortalte bedste. Fortællingen tenderer det en smule kærlighedstrivielle i både den første romantiske gnist og i kærlighedens forudsigelige forfald. Det er skam, da Leo Magnus de la Nuez og Kristi-Helene Engeberg ellers er gribende i hovedrollerne.

Jeg ville så gerne, at ’Min kære’ ramte følelsesfint og dramatisk nuanceret stærkere. Men historien mister noget af det ellers fine nærvær, man finder i spillet mellem de to elskende. Filmens sitrende elegante musik af Roy Westad skal dog bl.a. også fremhæves i samme åndedrag som fotograf Andreas Johannessens livsvibrerende billeder.

’Min kære’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Min kære’ har biografpremiere den 17. september.

Anmeldelse: Det er et underholdende retssalsdrama, som foldes ud for fuld farvelade i den charmerende og sjove ’Coyote vs. Acme’, der blander skuespillere af kød og blod med animerede karakterer, som man kender fra Looney Tunes-universet. I front finder man den evigt uheldige Grimm E. Ulv, der konstant forsøger at fange den lynhurtige fugl Hjulben.

Det er dog aldrig lykkes prærieulven, som derimod er kommet til skade gang på gang i sin ivrige jagt på fuglen. Det har betydet alt fra flygler i hovedet og eksploderende raketsko til defekte fælder og i øvrigt uheldige opfindelser, der har gjort skade på Grimm E. Ulv på alle tænkelige og utænkelige måder. Men nok må være nok, tænker ulven en dag.

For da det går op for ham, at alle de produkter, han er kommet galt afsted med hele sit liv, stammer fra ACME Corporations, kontakter han den desværre noget dovne advokat Kevin Avery for at lægge sag an mod netop den mægtige ACME-koncern og deres uduelige produkter. Det er som Davids kamp mod Goliat. En klassisk underdog-fortælling klædt i skønne gakketheder.

Filmen er nemlig ikke et klassisk retssalsdrama. Her er i den grad fart over feltet. Ikke kun, når argumenterne fyger mellem Kevin og ACMEs intimiderende og meget dygtige forsvarer Buddy Crane, men også når man følger Grimm E. Ulv og Kevins strabadser i øvrigt. Her bliver det bl.a. til herlig fysisk komik, som man kender det fra Looney Tunes-tegnefilmene.

Netop samspillet mellem de animerede karakterer og menneskene fungerer dynamisk godt. Bl.a. er det spirende venskab mellem den udspekulerede prærieulv og Kevin muntert at være vidne til. Det samme er det at være i selskab med andre af de klassiske tegneseriefigurer, så som den kløgtige Snurre Snup, den gakkede Daffy And og den vilde Taz.

Will Forte gør sympatisk karakter som Kevin, der må se sig selv og sine fallerede retsprincipper i øjnene, mens John Cena er herligt øretæveindbydende som Buddy Crane. ’Coyote vs. Acme’ har måske nok lidt ujævnheder i sin historie, men det er overvejende morsomt og kulørt underholdende at følge rettens gang med de mange topfjollede og charmerende optrin undervejs.

’Coyote vs. Acme’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Coyote vs. Acme’ har biografpremiere den 10. september.

Anmeldelse: Vi mødte første gang Owens-heksene i den charmerende ’Practical Magic’ fra 1998. Nu vender de to Owens-søstre tilbage i fortsættelsen ’Practical Magic: Magi i familien’. Det er atter Sandra Bullock og Nicole Kidman, som portrætterer Sally og Gillian Owens. Men hvad er der mon sket de seneste 28 år? I grunden ikke så meget – og så alligevel.

Men bl.a. er også Dianne Wiest og Stockard Channing tilbage som tanterne Jet og Franny. Sammen bor de alle stadig i det store hus i Massachusetts, som emmer af hygge, varme og magi. Nu også med Sallys to unge døtre under taget, nemlig Antonia og Kylie, som spilles af Maisie Williams og Joey King. Idyllen begynder dog snart at slå revner i den lille familie.

Owens-heksenes historie og dertilhørende forbandelse dukker nemlig frem fra skyggerne og truer med død og ulykke. Kylie begynder bl.a. også at undersøge familiens hemmeligheder, herunder netop forbandelsen, der har været en del af deres slægt i århundreder. De tre generationer af Owens-hekse må derfor nu forsøge at bryde familieforbandelsen en gang for alle.

Der bliver måske nok lagt op til bl.a. et generationsportræt af de seje kvinder. Men fortællingen på tværs af de tre generationer og deres fælles historie får aldrig rigtigt en engagerende dynamik eller følelsesmæssig tyngde. I stedet fremstår søstre og døtre så vel som tanterne en smule adskilte i filmen. Relationerne får ganske enkelt ikke rigtigt fat.

Desuden er filmen alt for lang for sit eget bedste. Der er simpelthen ikke nok historie eller karakterudvikling til, at spilletiden på små 2 timer og 10 minutter kan retfærdiggøres, hvor der bl.a. buldres klodset ind i filmens afsluttende del, der bare bliver ved og ved. Hertil kommer, at filmens skurk er uinteressant, hvilket desværre også kan siges om Sallys generiske flirt.

’Practical Magic: Magi i familien’ er i sidste ende en fersk og noget uinteressant oplevelse, hvor humoren og charmen for det meste også udebliver som pletskud. Familiefortællingen er kort sagt ikke videre engagerende eller spændende. De gribende følelser og kemien karaktererne imellem kommer aldrig for alvor til deres ret i en film, der er mere ujævn end medrivende.

’Practical Magic: Magi i familien’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Practical Magic: Magi i familien’ har biografpremiere den 10. september.