’The Invite’ inviterer til akavet parmiddag for fuld skrue
Anmeldelse: Det skorter ikke på akavetheder, satirisk komik og parforholdsproblemer i den ordfyldte og underholdende ’The Invite’. Der er nemlig grus i kærligheden hos Joe og Angela, hvis forhold er gået i hårdknude, hvor skænderierne sidder løst på tøjet. Så da naboerne Piña og Hawk kommer til parmiddag, er det svært at holde på de civiliserede former for særligt Joe.
Angela har desuden inviteret det passionerede nabopar denne aften uden Joes viden – og han orker virkelig hverken middagen eller det irriterende overskudsagtige par. Det er startskuddet til en aften, der udvikler sig i en stadigt mere pinagtig retning, hvor Joe ikke giver en pind for parret, mens Angela krampagtigt forsøger at holde på formerne.
Komediedramaet er velleveret af det stærke firkløver, hvor man som den livstrætte og kyniske Joe finder en underspillet morsom Seth Rogen, mens den indestængte Angela portrætteres sitrende godt af Olivia Wilde, som med dynamisk overskud også har instrueret eskapaderne, der dirrer iltert som en højspændt trykkoger, som truer med at gå i luften hvert øjeblik.
Det er et morsomt, tragisk og satirisk veleksekveret kammerspil, hvis rapt skrevne manuskript af Will McCormack og Rashida Jones også får liv af Penélope Cruz og Edward Norton som det selvgode nabopar, der har første parket til et forhold i opløsning. Der er en komisk god kontrast mellem parrene, som spiller engagerende op ad hinanden. Sprængfarligt og som et godstog i frit fald.
’The Invite’ er baseret på den spanske film ’Sentimental’ fra 2020 af Cesc Gay, som han har baseret på sit eget teaterstykke ’Els veïns de dalt’ fra 2015, der allerede har et par genindspilninger i lommen. Jeg har ikke set originalerne, men i hænderne på Olivia Wilde forløses følelsesforviklinger, bitterhed og indestængt vrede langt overvejende medrivende.
For selvom filmen momentant mister lidt af sin ellers velopretholdte spændstighed og manuskriptet i øjeblikke ser ud til at give under for vægten af sin konstante ordstrøm, så er det både tåkrummende underholdning og stikkende morsomt at komme til middag med de fire karakterer, hvis aften tager nogle mildt uventede drejninger. Jeg er glad for, at jeg blev inviteret.
’The Invite’ får 4 ud af 6 stjerner:
’The Invite’ har biografpremiere den 13. august.






