‘Mutiny’ deler delvist vellykkede håndmadder ud a la Jason Statham

Anmeldelse: Der er brutale øretæver i luften, når Jason Statham som den ordknappe og barske Cole Reed er på banen i actionfilmen ’Mutiny’. Den tidligere elitesoldat arbejder som personlig sikkerhedsvagt for den stenrige skibsreder Tibu Campallo, der er blevet som familie for ham. Her får Cole imidlertid hurtigt brug for sine hårdtslående færdigheder.

Deres venskab kommer nemlig til sin bratte ende, da Tibu myrdes. Den ellers ferme Cole formår ikke at redde ham fra en sand kugleregn, men det lykkes ham selv at undslippe skurkene med livet i behold. Desværre bliver Cole i næste nu uskyldigt anklaget for at have myrdet Tibu, så både skurkene og ordensmagten er straks på nakken af ham.

(Foto: Nordisk Film)

Cole må nu bevise sin uskyld og vil samtidig hævne sin ven. Han kommer på sporet af bagmændene, hvilket leder ham ombord på et fragtskib. Sagen bliver kun værre af, at Cole finder ud af, at skibet er en del af lyssky menneskesmugling, hvor skibets kyniske kaptajn med en barsk jernnæve om sit mandskab gør alt, hvad han kan for at komme Cole til livs.

Der er kort sagt ikke noget nyt under action-solen i ’Mutiny’, hvilket bestemt er helt ok og ikke nødvendig for at skabe et intenst actionbrag. Desværre løfter filmen sig bare aldrig derop, hvor adrenalinen oprigtigt begynder at pumpe. Ganske vist er der en omgang ferme actionscener, men i sidste ende er filmen en noget generisk omgang bulder og brag.

(Foto: Nordisk Film)

Det sagt, så har instruktør Jean-François Richet et ok øje for at iscenesætte slagfærdige nævekampe med tungen klichésikkert lige i munden. Han ved, hvad han laver. Det gør Jason Statham også, når han giver den fuld actionmand på sin vante facon. Hård udenpå og med hjertet på rette sted. Derimod flagrer Annabelle Wallis’ som hjælp for Cole uforløst i vinden.

’Mutiny’ lader logikken drukne under vægten af fragtskibet og sætter alt ind på action, hvilket delvist lykkes med en historie, hvis plothuller skydes blodigt ned. En brysk Roland Møller er kaptajnen, der giver Jason Statham brutal kamp til stregen. Desværre fodrer manuskriptet hverken ham eller de andre medvirkende med videre mindeværdige replikker.

’Mutiny’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mutiny’ har biografpremiere den 20. august.