Den japanske ’Hjortestien’ folder naturen elegant og forførende roligt ud

/i , /af

Biografanmeldelse: Naturen foldes forførende roligt ud i japanske Ryûsuke Hamaguchis følsomt fine ’Hjortestien’. Dramaet fortælles i nærmest meditativt tempo og med sirlige kameraindstillinger, der tør dvæle ved scenerne for at lade dem udspille sig fra ende til anden med et betragtende øje, bl.a. som når der kløves brænde i skoven eller hentes vand i bækken.

Historien centrerer sig om en lille landsby, der ligger i pagt med den smukke natur et par timers kørsel fra Tokyo. Her møder vi Takumi og hans unge datter Hana, der bor i fredsommelig forening med naturen. Hvilket er tilfældet for generationer før dem, de øvrige beboere i landsbyen og folk på egnen. Men en dag udfordres det stille liv af verden udefra.

Et firma vil nemlig anlægge en moderne glampingplads midt i naturen. Planen er således at tilbyde Tokyos bymennesker et afbræk fra skyskrabere i billedsmukke omgivelser. Således sendes to repræsentanter til byen for at præsentere planen, der hurtigt viser sig at ville påvirke naturens økosystem, landsbyen og dens indbyggere.

På mødet mellem indbyggerne og repræsentanterne står det klart, at der ikke just er samhørighed om planerne for at anlægge glampingpladsen. Bl.a. slet ikke, da det vil påvirke den lokale vandforsyning fra bækkene, der står centralt for landsbyen. Det er med en følsom sarthed, at det sagte drama får liv gennem en billedbåren fortælling og dets fint beskrevne karakterer.

Bl.a. er Hitoshi Omika empatisk forknyt og bestemt som Takumi, mens bl.a. også Ayaka Shibutani og Ryûji Kosaka som repræsentanterne får foldet deres karakterer ud som hele mennesker med alt, hvad det indebærer af tvivl og håbet om et bedre liv. Ganske vist er historien fortalt underspillet stille, men tag ikke fejl, dramaet dirrer lige under den rolige overflade.

’Hjortestien’ er en humanistisk fortælling, hvor by og fremtidsambitioner møder natur og tradition med mennesket placeret i midten af det hele. Instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi lykkedes i elegant samspil med fotograf Yoshio Kitagawas beroligende billeder og dansende fin musik af Eiko Ishibashi at forløse den tankevækkende og forførende smukke film.

’Hjortestien’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hjortestien’ har biografpremiere den 21. november.

Kærlighed, skæbne og tilfældigheder mødes lifligt i ’Lykketræf’

/i , /af

Biografanmeldelse: Skæbnen kan være lunefuld. Det samme kan kærligheden. I samspil kan både lykken og ulykken opstå. I Woody Allens liflige drama ’Lykketræf’ er det begge dele, som skæbnen og kærligheden har at byde på for filmens karakterer. Her møder vi den unge Fanny, der befinder sig i sit andet ægteskab med den charmerende rigmand Jean.

Fanny føler sig dog ikke helt hjemme i rigdommens verden med en mand, der giver hende diamantringe til uhyrlige summer og lever med penge, som var de den luft, han indåndede. En ting er imidlertid de kedsommelige middagsselskaber, hun er indlagt til, noget andet er, at ægteskabet måske ikke er helt så idyllisk, som det ellers ser ud til at være.

Hendes ægteskabelige tvivl bliver snart testet i det smukke Paris, hvor efterårets varme jordfarver har indtaget byen fra trætop til tå. Ud af det blå dukker Alain nemlig op. Han er en gammel gymnasiebekendt, der lige siden dengang har haft et godt øje til Fanny, men aldrig gjorde noget ved det. Nu synes der dog at være romantisk interesse fra begge sider.

Trekantsdramaet er således replikstærkt sat i scene, hvor snakken flyder naturligt og gribende fra skuespillernes munde, mens Fanny må gøre sit bedste for både at blive klog på egne følelser og holde hemmeligheden om Alain hemmelig. Jeg følger engageret med. Både i romancen og i det fastfrosne ægteskab, hvor de tre parter alle spilles medrivende fint.

Lou de Laâge er både sødmefuld og betagende som Fanny, mens Melvil Poupaud er karismatisk som den småkyniske Jean, der besidder andet end penge, men også en besidderisk skyggeside. Niels Schneider er yderst charmerende som forfatteren Alain, der med sit blotte blik kan få selv frosne hjerter til at tø op.

Woody Allen har med sikker hånd instrueret og skrevet en skarp, munter og appetitlig film om kærlighed, held og tilfældigheder, lykke og ulykke, hvor de tre hovedkarakterer driver historien medrivende frem, mens fotograf Vittorio Storaro gribende viser helt magisk sans for det efterårsramte Paris og al dens romantik. En absolut fin lille film med alvoren sat i sit gribende indre.

’Lykketræf’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lykketræf’ har biografpremiere den 21. november.

Musicalen ’Wicked’ er flot, men aaaalt for lang

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver sunget og danset til den store musicalguldmedalje i ’Wicked’, som er den første af to planlagte dele om det umage venskab mellem den grønne outsider Elphaba og den populære Glinda, der er klædt i lyserøde farver. For selvom de to måske nok er modsætninger, opstår der noget ganske særligt mellem de to unge kvinder.

De to kvinder møder hinanden på universitetet Shiz i det eventyrlige rige Oz, hvor de begge forsøger at finde fodfæste og deres vej videre i livet. Hvis navnet Oz klinger bekendt, er det fordi, at her er tale om en spin-off-film til klassikeren ’The Wizard of Oz’ fra 1939, hvor man altså her får historien set fra de to kvindelige hekses synspunkt. Filmen er desuden baseret på musicalen ’Wicked’.

Det er en fortryllende verden af stort opsatte scenerier og ambitiøse musicalnumre, man møder her. Desværre kan fortællingen ikke bære den alt for lange spilletid på 2 timer og 40 minutter. Filmen mister ganske enkelt momentum, selvom historien bl.a. forsøges holdt flyvende gennem de mange numre, en verden af magi og sjove karakterer.

Selvom her også kommer lidt drama i musical-gryden, får det ikke videre engagerende tyngde eller medrivende faremomenter. Det gælder både det tiltagende drama mellem vores to hovedroller, men også det faktum, at eventyrrigets talende dyr, der indgår på lige for med menneskene, begynder at blive udmanøvreret i riget Oz.

Det hele forbliver noget fortællermæssigt fersk og uengagerede poleret. Heldigvis finder man bl.a. i hovedrollerne en nærværende Cynthia Erivo og en komisk veloplagt Ariana Grande som henholdsvis den misforståede Elphaba og den sødmefulde samt morsomt selvoptagede Glinda. Filmen har sin for lange spilletid til trods altså også gode sager at byde på.

Temaer som venskab og den forførende magt samt fordomme overfor det, der er fremmedartet, kommer bare aldrig gribende dramatisk til sin ret. Filmens farverige verden foldes dog flot ud, hvor der leveres flere visuelt stimulerende musicalnumre. Det bliver bare aldrig nok til at holde filmen kørende medrivende rundt.

Man finder på plussiden bl.a. også en karismatisk Michelle Yeoh som universitetets forstanderinde, mens Jonathan Bailey giver den som selvgod og slesk charmerende prins. Det er desværre bare ikke nok til at retfærdiggøre filmens overlange spilletid, der hiver luften dræbende ud af løjerne, efterhånden som fortællingen skrider frem.

Musicalen kan ses med både dansk og engelsk tale. Jeg så den med original tale. Anden del af ’Wicked’ er planlagt til at lande i biografen den 25. november næste år.

’Wicked’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wicked’ har biografpremiere den 21. november.

’No Other Land’ skildrer råt konflikten mellem Israel og Palæstina

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er et råt, hjerteknusende og brutalt kig ind i konflikten mellem Israel og Palæstina, som dokumentarfilmen ’No Other Land’ skildrer fra 2019 til efteråret 2023 med kameraet rettet hektisk ind i dens midte. Jeg møder her den palæstinensiske befolkning i den besatte Vestbreds område Masafer Yatta, der består af godt 20 landsbyer.

Området er hver dag i fare for at blive ryddet af det israelske militær, der sættes ind for med bulldozere og soldater at rive befolkningens hjem ned. I filmens midte møder man den palæstinensiske aktivist Basel Adra, der udvikler en umage alliance med den israelske journalist Yuval Abraham. De to har lavet filmen med deres medaktivister Hamdan Ballal og Rachel Szor.

Kampen om land får gennem sine menneskeskildringer et hjerte, der knuses i brutale slag i takt med, at militærets tilstedeværelse tager til. Bevæbnet med sit kamera indfanger bl.a. Basel den usikre hverdag for ham og øvrige beboere i Masafer Yatta, hvor der demonstreres mod soldaterne fra den anden side med fatale konsekvenser til følge. Det er brutalt og ubehageligt.

Det er en fortælling, der også griber om den menneskelige splittelse, man møder i relationen mellem den palæstinensiske Basel – der lever under militær besættelse – og israeleren Yuval, der har frihed i sit liv. Relationen viser et fælles fodslag i konflikten, hvor håbet kan være svært at holde fast i, når man ser det liv og den årelange konflikt, som Basel og befolkningen er fanget i.

Så selvom filmen i sin struktur sine steder går lidt i stampe, er gentagelsen i skildringen af demonstration på demonstration, protest på protest, nedrivning på nedrivning også et stærkt billede på den virkelighed, folket lever i, hvor familier må se til, mens deres hjem smadres. Det er skildret upoleret, hvor billeder af bl.a. børn kontra militær står kontrastfyldt stærkt.

Den langstrakte konflikt får gennem menneskene i filmen et liv, det er svært ikke at have et hjerte for. Det storpolitiske spil fylder mindre i filmen, der dog bruger nyhedsindslag, så der kommer lidt international kontekst på situationen. ’No Other Land’ viser først og fremmest menneskelighed og håbløshed i tankevækkende forening.

’No Other Land’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’No Other Land’ har biografpremiere den 21. november.

’Gladiator 2’ bæres underholdende i mål af sine skuespillere

/i , /af

Biografanmeldelse: Mere end 20 år efter ’Gladiator’ vender instruktør Ridley Scott tilbage til Rom og de brutale gladiatorkampe med ’Gladiator 2’. Det er en underholdende film, der bl.a. bæres vellykket igennem sin fortælling af stærke skuespillerpræstationer. Man kan bl.a. også se frem til slåskampe med bavianer (!), næsehorn (!) og hajer (!).

Ja, hvorvidt filmen er historisk korrekt, vil jeg ikke gå ind i. Derimod kan jeg fortælle, at vi her ankommer til et Rom, som igen styres tyrannisk. Denne gang af de to uforudsigelige brødre Caracalla og Geta. Den farlige duo sender general Acacius ud i verden for at erobre løs i Roms navn. Det betyder bl.a., at den forældreløse Hannos by lægges i ruiner.

Hanno må se sit liv smadret og fyldes nu med hævntørst over dem, der ødelagde hans liv. Han sælges imidlertid som slave, men vælges snart ud til at blive gladiator af den snedige Macrinus, der har planer om at avancere i Roms magtfulde hierarki. Der trækkes desuden fine historiemæssige tråde til den første film fra 2000.

Paul Mescal gør virkelig god og gribende karakter som den hævnmålrettede Hanno, der ses overfor bl.a. en nuanceret Pedro Pascal som den interessante Acacius. Denzel Washington er yderst karismatisk som den politisk luskede Macrinus, mens en ærværdig Connie Nielsen er tilbage i sin rolle som Lucilla fra forgængeren.

Det er netop karaktererne og deres portrætteringer, som løfter filmen, når historien måske nok mister lidt momentum af og til. Heldigvis aldrig mere end at både storslåede slag og blodige gladiatorkampe retter op på det. Joseph Quinn og Fred Hechinger må bestemt ikke glemmes som den magtsyge kejserduo, der spæder til løjerne med herlig kulørt galskab.

’Gladiator 2’ er ikke nogen formfuldendt film, men den er bestemt underholdende. Dens styrke skal findes i bl.a. netop skuespillerne og de intense gladiatorkampe i Roms episke Colosseum. Ridley Scott har altså ikke mistet grebet om sit sværd-og-sandal-univers, men samme imponerende højder som den første ’Gladiator’ nås dog ikke helt. Mindre kan bestemt også gøre det.

’Gladiator 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Gladiator 2’ har biografpremiere den 14. november.

Bøh! Den helt store kødskvulpende gyserdag på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Lørdagen på genrefilmfestivalen Blodig Weekend er den helt store gyserhovedret under løjernes fem dage med skræk og rædsel.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

For ikke alene er der en god stak film at kaste sig over i biografen mørke i Empire Bio denne lørdag, der er også det såkaldte collector’s market, hvor man kan købe sig fattig i alskens gys og gru-relaterede sager, mens gyserkloge hoveder kan deltage i en blodig quiz.

For mit vedkommende nuppede jeg fem af dagens film, mens det også blev til et par rundture på markedet, der var sat op i Empire Bios foyer.

Jeg kom da også hjem med en håndfuld fuldfede VHS-film. Bl.a. Ruggero Deodatos ’Cut and Run’ fra 1984 og en dansk VHS-udgivelse af den herlige giallo ’Modelmordene’ med ingen ringere end Renée Toft Simonsen.

Efter hurtigt at have snust til markedet, der åbnede kl. 12:00-ish, måtte jeg ile ind i biografens dejlige mørke til dagens første film, der løb urovækkende over lærredet kl. 12:15 i form af den Lovecraft-inspirerede ’The Dæmon’.

Her møder man Tom, hvis far har begået selvmord. Tom opsøger nu familiens hytte ud til en sø, hvor faderen endte sine dage. Langt fra alt er dog, hvad det giver sig ud for at være her langt ude i naturen.

Traumer fra fortiden og nutidens mystik begynder at væve sig ind og ud af hinanden for Tom, hvis hustru og bror samt dennes bedre halvdel dukker op for at finde ud af, om Tom er ok. Surprise! Det er han ikke.

Men hvad er det, der mon gemmer sig i den store søs sorte mave? Langsomt, men med et sikkert greb om sine virkemidler får instruktørerne Matt Devino og David Michael Yohe sat form på den ellers svært definerbare gru, der kan opstå, når galskaben tager over. Yohe introducerede kort filmen og var klar på en lille sludder efterfølgende. Herligt.

Efter at være blevet sluppet fri af dagens første sikre gysergreb, var der lidt bedre tid til at udforske markedet, nørde med de andre gæster og trække vejret, inden klokken slog 14:45 og kulden indtog biografen med Thordur Palssons knugende debutspillefilm ’The Damned’.

Her blev jeg bragt tilbage til det 19. århundrede til en isoleret liggende fiskerby på Island, hvor vinteren er ekstra isnende ond. Døden stirrer allerede beboerne lige i ansigtet.

Det hele bliver dig kun værre, da et skib et godt stykke ud for kysten forliser for øjnene af landsbyen, der ikke kan gøre meget for at redde mandskabet ude til søs.

Snigende grumt udfolder sig nu på natursmuk og melankolsk vis en fortælling, der har overnaturlige elementer gysende grusomt i spil i en historie om medmenneskelighed og skyld, død og skæbne. En flot og isnende kold oplevelse.

Efter den iskolde sten havde placeret sig godt i min mave, måtte den tø op i roligt tempo, inden og undervejs i dagens næste og tredje film: Den klaustrofobiske ’Heretic’ med en enigmatisk og charmerende klamrian i skikkelse af Hugh Grant.

Inden Hugh Grant dog tonede forrygende frem på lærredet, møder vi to unge kvinder, der missionærer for mormonkirken. De har netop Hugh Grants Mr. Reed på listen over folk, de skal besøge på deres vej.

Uheldigvis bor han et stykke fra andre, mens et uvejr også trækker op. Så da første bank på døren til Mr. Reed lyder, er det starten på et nervepirrende kammerspil med en Mr. Reed, der vist har andre og mindre venlige planer for de to mormoner.

Med et replikskarpt manuskript vendes og drejes religion og tro i trekløveret, mens ubehaget stiger. Hugh Grant er en sand fornøjelse som den noia-skabende Mr. Reed, mens også Sophie Thatcher og Chloe East som mormonerne er forrygende gode.

Selvom ’Heretic’ absolut var en underholdende omgang paranoia, så kunne den også godt have været lidt kortere. Men så igen. Hugh Grant er skøn og skummel!

Det skumle fortsatte ved dagens for mig fjerde film med den danske ’Mulm’ kl. 19:00, hvor flere af hovedkræfterne bag var på scenen før og til en efterfølgende spændende Q&A.

’Mulm’ er baseret på bogen af samme navn af Teddy Vork, der huser både skumle børn, overnaturlige elementer og et stort mørkt hus af mystiske lyde og dystre hemmeligheder. Alt sammen gode gyserkomponenter, når filmens historie om en lille familie i opløsning rulles ud.

Jacobs hustru Maja er nemlig blevet indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression. Han står nu alene tilbage med deres lille søn Johannes. De kæmper hver især en kamp med den svære situation. Herunder også sønnen, der får en ny ven. En usynlig ven. Ja, så ringes der ind på gyserklokken.

’Mulm’ har altså mange af de helt rette skrækelementer, men de forløses desværre ikke videre vellykket. Ganske vist er det et slowburn, vi har med at gøre, men fortællingen får aldrig den engagerende nerve og psykologiske tyngde, der kunne hive mig med ind i mørket, hvor virkelighed og fantasi vrider sig ind og ud af hinanden.

Louis Trinskjær gør dog bl.a. som sønnen god karakter, mens Jens Sætter-Lassen også kæmper en brav kamp som Jacob for at bringe troværdigt liv til fortællingen, hvor Julie Christiansen beriger filmen med en sart skrøbelighed som Maja.

Filmen bliver bare aldrig uhyggelig eller rigtigt medrivende. Hverken i sin fortælling eller i karakterstudierne. Ikke desto mindre er det altid spændende, når et dansk gys ser dagens lys.

Det var da også spændende at høre om netop filmen, dens tilblivelse og tankerne bag efterfølgende, hvor bl.a. Teddy Vork satte fine ord på historien, idéerne og temaer, det i selskab med instruktør Martin Vrede Nielsen, Jens Sætter-Lassen og producer, klipper med mere Michael Vrede.

Efter at have forladt biografens gysende mørke, kunne man denne lørdag aften vælge efterfølgende at gå to forskellige veje på Blodig Weekend. Enten ind for at se mostergyset ‘Scared Shitless’ eller metalkoncert med 802 og dertilhørende vampyrkortfilm ’The Curse of the Velvet Vampire’.

Jeg er ikke sikker på, at jeg valgte helt rigtigt. Jeg gik nemlig med den trods alt festlige omgang monsterballade, selvom metal og vampyrer trak i mig.

’Scared Shitless’ bød bestemt på sin del af charme og 80’er-vibe, når et fælt slangelignende bæst forvilder sig ind i rørene og op ad toiletter i et højhus. Men helt vellykket var den ikke.

Her arbejder far og søn som VVS’ere og tilkaldes for at hjælpe til med at fikse et tilstoppet toilet. Først for sent finder både de to og husets øvrige beboere ud af, at det altså ikke kun er lort, som gør livet surt for toiletterne, men også et menneskedræbende monster, der var bragt til live med dejligt praktiske effekter og snask til følge.

’Scared Shitless’ manglede dog momentum og fremdrift sine 76 minutter til trods. Men den lever bl.a. på charmen og ikke mindst Steven Oggs karismatiske og komisk velfungerende far.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Der er fuld fart på skræk og rædsel på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Fredagen på årets udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der specialiserer sig særligt i gys og grumme film i filmlandskabet, havde linet tre film op til dagen og aftenen med. Jeg så dem alle tre.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

Første blodpølse på menuen var David Moreaus franske dynamitstang ’MadS’, der gav den fuld æde kl. 16:30 i en forventningsfuld sal i Empire Bio. Der var smæk på!

Filmen er lavet, så den ser ud til at være optaget i ét enkelt skud, en såkaldt single-shot-film.

Dette filmiske greb var ikke kun teknisk ret så imponerende, men var også med til engagerende at fastholde mig i den nervepirrende fortælling.

Her møder man en ung fyr, der er godt høj på stoffer og på vej til fest. På vejen støder han dog ind i lidt af en udfordring i skikkelse af en traumatiseret kvinde. Hvem er hun? Og hvad har hun været udsat for?

Herfra rullede løjerne sig energisk rundt i historien, mens det hele kun tog til i intensitet og vildhed, mens natten tager til og ubehagelighederne tager sit greb mere og mere i mig. Stærkt.

Efter den vilde tur ind i det franske var der lige tid til at trække lidt frisk luft og lufte tankerne om filmen med de andre gæster på Blodig Weekend, inden turen atter gik ind i mørket, hvor der ventede sin del af overraskelser med den argentinske ’1978’.

Jeg blev her bragt tilbage Argentina anno 1978. Her udspiller verdensmesterskabsfinalen sig i fodbold mellem netop Argentina og modstanderne fra Holland.

Landet befinder sig i disse år i en tid med militærdiktatur, hvor vi nu møder en gruppe sadistiske torturbødler, der kidnapper en gruppe unge mennesker for at banke sandheden om deres politiske virke ud af dem. Alt imens fodboldkampen kører på tv.

Filmskaberne og brødrene bag, Luciano Onetti og Nicolás Onetti, giver den her fuld gas med ubehag, mishandling og magtmisbrug, men gemmer det bedste til sidst, da historien tager en dejlig og dejlig blodig overraskende drejning.

For hvad der runger tungt af politisk kritik og kritik af de umenneskelige begivenheder i fortiden, bliver mere og andet, hvilket i den grad gav den historisk inspirerede fortælling et nyt og vildt kapitel.

Efter to vilde filmiske slag i maven var der heldigvis lidt længere tid til nu at puste ud, inden dagens sidste og tredje film skulle indtage biografen i form af den danske ’Englebørn’.

Tiden blev slået ihjel med nogle gode mednørder og en øl, hvor filmene blev vendt, drejet og diskuteret, mens der blev nørdet gysende godt igennem om stort og småt.

Da glassene var tomme, var det perfekt timet med, at ’Englebørn’ skulle til at starte kl. 21:45 i en godt fyldt sal. For ikke nok med, at vi skulle opleve det danske gys, så var en stor del af holdet bag filmen til stede for kort at introducere filmen og efterfølgende deltage i en spændende Q&A.

Historien tager sit udgangspunkt i den unge kunstner Freya og hendes mand, der sammen har købt en lejlighed, de nu sammen flytter sammen i for at lade kærligheden spire.

Men fortiden ligger som en olm skygge over parret, særligt Freya. De har nemlig tabt et barn, hvilket i den grad har sat sig som en mare i sindet på Freya og kun tager til, da den nye lejlighed begynder at røre mystisk på sig.

For det er ikke kun Freya, der kommer med en traumatisk fortid i bagagen. Lejligheden huser også en dyster fortid, hvor den unge kunstner begynder at høre lyde af en grædende baby fra et sted i bygningen. Men hvad er virkelighed og hvad er fantasi?

Agnes Born spiller den usikre kunstner, der slås med både sin kreativitet og et skrøbeligt sind. Hun er virkelig god i rollen og er med til at bære fortællingen, selv når den desværre går lidt i ring om sig selv.

Her bør bl.a. også filmens alsidige musik af Kenneth Bager og Tolga Böyük fremhæves, mens vanviddet i historien heldigvis også får lov til at spille lidt mere med musklerne henimod filmens finale, der dog lod vente lidt på sig.

Efter filmen blev scenen indtaget af en stor del af filmens dedikerede hold, herunder den spillefilmsdebuterende instruktør Peder Pedersen, manuskriptforfatter Jan Lundager Iversen, fotograf Marcel Zyskind, komponist Kenneth Bager, lysdesignere Torsten Larsen og Kaspar Ardenkjær-Husted og bl.a. skuespillerne Micki Stoltt og Ali Abdul Amir Najei.

Det blev til en længere og ganske spændende Q&A, der gjorde mig klogere på hele filmens tilblivelse, arbejdet med den og samarbejdet på kryds og tværs af de medvirkende. En sand fornøjelse at møde et hold af filmskabere, der brænder for deres projekt og får lavet en film mod økonomiske odds.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Sådan! En brutal, ubehagelig og olm start på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Endelig! Jeg er tilbage på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der udspiller sig i Empire Bio på Nørrebro fra den 6.-10. november. I år kan man også se en håndfuld af festivalens film i Øst for Paradis i Aarhus.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Jeg var desværre forhindret i at deltage ved de blodige herligheders åbningsfilm ’Strange Darling’ om onsdagen. Den skulle være fremragende!

Torsdag nappede jeg dog samtlige af dagens tre visninger, der både bød på lidt af hvert genremæssigt og i, hvor godt jeg kunne lide filmene. Upåagtet min oplevelse med de tre film, er det absolut skønt at være tilbage på Blodig Weekend.

En ting er nemlig naturligvis filmene, man kan kaste sig over. Noget andet er også at møde fellow fimnørder og andre glade gore hounds. Ja, publikum er altså noget ganske særligt på Blodig Weekend.

Stemningen var da også virkelig god ved dagens første visning. Den brutale og olmt urovækkende ‘The Devil’s Bath’, der åbnede op for de grumme sluser kl. 17:00.

Her blev jeg med Severin Fiala og Veronika Franz’ depressive film taget med tilbage til Østrig anno 1750, hvor det mildt sagt ikke var nemt at være kvinde, hvis rettigheder man skulle kigge langt efter. Derimod var volden i højsædet.

Her mødte man en dybt religiøs Agnes. Hun er lige blevet gift med sin udkårne. Lykken ophører dog snart, da alverdens pligter og nye forventninger til hende kommer på banen.

Hun er som fanget i sit eget liv. Klaustrofobisk og ensomt. Herfra spandt eskapaderne sig atmosfærefyldt, melankolsk smukt og gribende ud med volden som følgesvend.

Efter den mavepuster af en film, var der lige tid til at trække lidt frisk luft og snakke med andre gæster om den kollektive oplevelse vi netop havde haft. Den var vild.

For allerede 19:30 var der overnaturligt heksegys på lærredet med den galskabsudviklende ‘The Beldham’. Her møder man en nyudklækket mor, der skal vise sig at have sin del af psykiske og virkelighedsforvrængende problemer at slås med.

For med et traume i rygsækken flytter hun ind hos sin mor og hendes nye kæreste for at komme på fode igen. Det er dog langt fra let, da hun snart indhentes af fortidens dæmoner og nutidens frygt.

Her lurer en fødselsdepression i det stort knirkende hus, der i mørket synes at rumme andet end uskyldige skygger, men umiddelbart også et ondt væsen. Momentum holdes desværre ikke helt, men enkelt scener krøb med fin uhygge ud af lærredet og ned til mig.

Dagens sidste og tredje film skruede op for den knoglebrækkende vold med den spanske ’I’ll Crush Y’all’ kl. 21:30 og halvanden times hårdtslående tid frem.

I centrum for den ventede vold finder man Gabriel, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig. Eller i hvert fald forsøger på det. Han bor nu hos sin gamle far, hvor fortiden dog snart indhenter den ellers nu retskafne mand.

Således sniger både bander og andre suspekte typer sig tilbage i hans liv, hvilket afstedkommer godt med knosprængt smadder og brutale håndmadder til følge.

Måske ikke en perfekt film, men med flere dejligt voldsomme scener, grotesk humor og Mario Mayo som manden med muskler, der må forsøge at undslippe fortidens brutalitet.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

’Kneecap’ er en pulserende fortælling om irsk identitet og hård rapmusik

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sprudlende fart på, når den irske bølle af en film folder sig virilt ud. Den semi-selvbiografiske ’Kneecap’ er nemlig den vilde historie om et umage parløb mellem de to rappende pushere og elskelige ballademagere Naoise og Liam, der af skæbnens lunefulde vej slår sig sammen med den ellers på overfladen noget kedelige lærer JJ.

Mødet mellem de tre bliver starten på et vildt ridt ind i det irske sprogs hiphoppende spidsfindigheder, da de to unge fyre rapper anti-autoritetstro og normbrydende på irsk. Trioen bliver nu noget overraskende bannerfører for at redde deres irske modersmål fra at blive udryddet.

Den ellers grå JJ liver i den grad op, da den med de to unge rappere nu står på stoffer og fester, vilde irske tekster og pumpende beats, som han kreerer på sit udstyr fra sin ellers for længst glemte ungdom. Gruppen møder dog hurtigt modstand fra bl.a. politi og politikere, grundet deres egenrådige og sprælske facon.

’Kneecap’ er også mere og andet end vilde fester og rap på irsk. Det er fortællingen om at holde fast i sit sprog på trods af modstand. Sprog giver historier liv og historier giver et land identitet. Det er herigennem også en fortælling om generationer, der i årevis har kæmpet for deres sprog samt ligget i voldsomme gadekampe i Belfast.

Selvom her er vægtige emner i spil – bl.a. også kulturel identitet – er ’Kneecap’ en overvejende tempofyldt, morsom og underholdende film, der har flere scener af ren medrivende energi. Bl.a. når den står på berusende koncerter eller i løbende hopla med modstandere i hælene. Desværre kan eskapaderne ikke helt holde momentum i sin sidste tredjedel.

Noget af den ellers veloplagte fart over feltet mister lidt faldhøjde. Heldigvis ikke mere end at historien kommer op på dupperne igen. Desuden er skuespillerne – der ses i rollerne som versioner af sig selv – Mo Chara, Móglaí Bap og JJ Ó Dochartaigh et engagerende bekendtskab sat pulserende i scene af instruktør og medforfatter Rich Peppiatt.

’Kneecap’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Kneecap’ har biografpremiere den 7. november.