Blodig Weekend 2024: Lørdagen på genrefilmfestivalen Blodig Weekend er den helt store gyserhovedret under løjernes fem dage med skræk og rædsel.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

For ikke alene er der en god stak film at kaste sig over i biografen mørke i Empire Bio denne lørdag, der er også det såkaldte collector’s market, hvor man kan købe sig fattig i alskens gys og gru-relaterede sager, mens gyserkloge hoveder kan deltage i en blodig quiz.

For mit vedkommende nuppede jeg fem af dagens film, mens det også blev til et par rundture på markedet, der var sat op i Empire Bios foyer.

Jeg kom da også hjem med en håndfuld fuldfede VHS-film. Bl.a. Ruggero Deodatos ’Cut and Run’ fra 1984 og en dansk VHS-udgivelse af den herlige giallo ’Modelmordene’ med ingen ringere end Renée Toft Simonsen.

Efter hurtigt at have snust til markedet, der åbnede kl. 12:00-ish, måtte jeg ile ind i biografens dejlige mørke til dagens første film, der løb urovækkende over lærredet kl. 12:15 i form af den Lovecraft-inspirerede ’The Dæmon’.

Her møder man Tom, hvis far har begået selvmord. Tom opsøger nu familiens hytte ud til en sø, hvor faderen endte sine dage. Langt fra alt er dog, hvad det giver sig ud for at være her langt ude i naturen.

Traumer fra fortiden og nutidens mystik begynder at væve sig ind og ud af hinanden for Tom, hvis hustru og bror samt dennes bedre halvdel dukker op for at finde ud af, om Tom er ok. Surprise! Det er han ikke.

Men hvad er det, der mon gemmer sig i den store søs sorte mave? Langsomt, men med et sikkert greb om sine virkemidler får instruktørerne Matt Devino og David Michael Yohe sat form på den ellers svært definerbare gru, der kan opstå, når galskaben tager over. Yohe introducerede kort filmen og var klar på en lille sludder efterfølgende. Herligt.

Efter at være blevet sluppet fri af dagens første sikre gysergreb, var der lidt bedre tid til at udforske markedet, nørde med de andre gæster og trække vejret, inden klokken slog 14:45 og kulden indtog biografen med Thordur Palssons knugende debutspillefilm ’The Damned’.

Her blev jeg bragt tilbage til det 19. århundrede til en isoleret liggende fiskerby på Island, hvor vinteren er ekstra isnende ond. Døden stirrer allerede beboerne lige i ansigtet.

Det hele bliver dig kun værre, da et skib et godt stykke ud for kysten forliser for øjnene af landsbyen, der ikke kan gøre meget for at redde mandskabet ude til søs.

Snigende grumt udfolder sig nu på natursmuk og melankolsk vis en fortælling, der har overnaturlige elementer gysende grusomt i spil i en historie om medmenneskelighed og skyld, død og skæbne. En flot og isnende kold oplevelse.

Efter den iskolde sten havde placeret sig godt i min mave, måtte den tø op i roligt tempo, inden og undervejs i dagens næste og tredje film: Den klaustrofobiske ’Heretic’ med en enigmatisk og charmerende klamrian i skikkelse af Hugh Grant.

Inden Hugh Grant dog tonede forrygende frem på lærredet, møder vi to unge kvinder, der missionærer for mormonkirken. De har netop Hugh Grants Mr. Reed på listen over folk, de skal besøge på deres vej.

Uheldigvis bor han et stykke fra andre, mens et uvejr også trækker op. Så da første bank på døren til Mr. Reed lyder, er det starten på et nervepirrende kammerspil med en Mr. Reed, der vist har andre og mindre venlige planer for de to mormoner.

Med et replikskarpt manuskript vendes og drejes religion og tro i trekløveret, mens ubehaget stiger. Hugh Grant er en sand fornøjelse som den noia-skabende Mr. Reed, mens også Sophie Thatcher og Chloe East som mormonerne er forrygende gode.

Selvom ’Heretic’ absolut var en underholdende omgang paranoia, så kunne den også godt have været lidt kortere. Men så igen. Hugh Grant er skøn og skummel!

Det skumle fortsatte ved dagens for mig fjerde film med den danske ’Mulm’ kl. 19:00, hvor flere af hovedkræfterne bag var på scenen før og til en efterfølgende spændende Q&A.

’Mulm’ er baseret på bogen af samme navn af Teddy Vork, der huser både skumle børn, overnaturlige elementer og et stort mørkt hus af mystiske lyde og dystre hemmeligheder. Alt sammen gode gyserkomponenter, når filmens historie om en lille familie i opløsning rulles ud.

Jacobs hustru Maja er nemlig blevet indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression. Han står nu alene tilbage med deres lille søn Johannes. De kæmper hver især en kamp med den svære situation. Herunder også sønnen, der får en ny ven. En usynlig ven. Ja, så ringes der ind på gyserklokken.

’Mulm’ har altså mange af de helt rette skrækelementer, men de forløses desværre ikke videre vellykket. Ganske vist er det et slowburn, vi har med at gøre, men fortællingen får aldrig den engagerende nerve og psykologiske tyngde, der kunne hive mig med ind i mørket, hvor virkelighed og fantasi vrider sig ind og ud af hinanden.

Louis Trinskjær gør dog bl.a. som sønnen god karakter, mens Jens Sætter-Lassen også kæmper en brav kamp som Jacob for at bringe troværdigt liv til fortællingen, hvor Julie Christiansen beriger filmen med en sart skrøbelighed som Maja.

Filmen bliver bare aldrig uhyggelig eller rigtigt medrivende. Hverken i sin fortælling eller i karakterstudierne. Ikke desto mindre er det altid spændende, når et dansk gys ser dagens lys.

Det var da også spændende at høre om netop filmen, dens tilblivelse og tankerne bag efterfølgende, hvor bl.a. Teddy Vork satte fine ord på historien, idéerne og temaer, det i selskab med instruktør Martin Vrede Nielsen, Jens Sætter-Lassen og producer, klipper med mere Michael Vrede.

Efter at have forladt biografens gysende mørke, kunne man denne lørdag aften vælge efterfølgende at gå to forskellige veje på Blodig Weekend. Enten ind for at se mostergyset ‘Scared Shitless’ eller metalkoncert med 802 og dertilhørende vampyrkortfilm ’The Curse of the Velvet Vampire’.

Jeg er ikke sikker på, at jeg valgte helt rigtigt. Jeg gik nemlig med den trods alt festlige omgang monsterballade, selvom metal og vampyrer trak i mig.

’Scared Shitless’ bød bestemt på sin del af charme og 80’er-vibe, når et fælt slangelignende bæst forvilder sig ind i rørene og op ad toiletter i et højhus. Men helt vellykket var den ikke.

Her arbejder far og søn som VVS’ere og tilkaldes for at hjælpe til med at fikse et tilstoppet toilet. Først for sent finder både de to og husets øvrige beboere ud af, at det altså ikke kun er lort, som gør livet surt for toiletterne, men også et menneskedræbende monster, der var bragt til live med dejligt praktiske effekter og snask til følge.

’Scared Shitless’ manglede dog momentum og fremdrift sine 76 minutter til trods. Men den lever bl.a. på charmen og ikke mindst Steven Oggs karismatiske og komisk velfungerende far.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Blodig Weekend 2024: Endelig! Jeg er tilbage på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der udspiller sig i Empire Bio på Nørrebro fra den 6.-10. november. I år kan man også se en håndfuld af festivalens film i Øst for Paradis i Aarhus.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Jeg var desværre forhindret i at deltage ved de blodige herligheders åbningsfilm ’Strange Darling’ om onsdagen. Den skulle være fremragende!

Torsdag nappede jeg dog samtlige af dagens tre visninger, der både bød på lidt af hvert genremæssigt og i, hvor godt jeg kunne lide filmene. Upåagtet min oplevelse med de tre film, er det absolut skønt at være tilbage på Blodig Weekend.

En ting er nemlig naturligvis filmene, man kan kaste sig over. Noget andet er også at møde fellow fimnørder og andre glade gore hounds. Ja, publikum er altså noget ganske særligt på Blodig Weekend.

Stemningen var da også virkelig god ved dagens første visning. Den brutale og olmt urovækkende ‘The Devil’s Bath’, der åbnede op for de grumme sluser kl. 17:00.

Her blev jeg med Severin Fiala og Veronika Franz’ depressive film taget med tilbage til Østrig anno 1750, hvor det mildt sagt ikke var nemt at være kvinde, hvis rettigheder man skulle kigge langt efter. Derimod var volden i højsædet.

Her mødte man en dybt religiøs Agnes. Hun er lige blevet gift med sin udkårne. Lykken ophører dog snart, da alverdens pligter og nye forventninger til hende kommer på banen.

Hun er som fanget i sit eget liv. Klaustrofobisk og ensomt. Herfra spandt eskapaderne sig atmosfærefyldt, melankolsk smukt og gribende ud med volden som følgesvend.

Efter den mavepuster af en film, var der lige tid til at trække lidt frisk luft og snakke med andre gæster om den kollektive oplevelse vi netop havde haft. Den var vild.

For allerede 19:30 var der overnaturligt heksegys på lærredet med den galskabsudviklende ‘The Beldham’. Her møder man en nyudklækket mor, der skal vise sig at have sin del af psykiske og virkelighedsforvrængende problemer at slås med.

For med et traume i rygsækken flytter hun ind hos sin mor og hendes nye kæreste for at komme på fode igen. Det er dog langt fra let, da hun snart indhentes af fortidens dæmoner og nutidens frygt.

Her lurer en fødselsdepression i det stort knirkende hus, der i mørket synes at rumme andet end uskyldige skygger, men umiddelbart også et ondt væsen. Momentum holdes desværre ikke helt, men enkelt scener krøb med fin uhygge ud af lærredet og ned til mig.

Dagens sidste og tredje film skruede op for den knoglebrækkende vold med den spanske ’I’ll Crush Y’all’ kl. 21:30 og halvanden times hårdtslående tid frem.

I centrum for den ventede vold finder man Gabriel, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig. Eller i hvert fald forsøger på det. Han bor nu hos sin gamle far, hvor fortiden dog snart indhenter den ellers nu retskafne mand.

Således sniger både bander og andre suspekte typer sig tilbage i hans liv, hvilket afstedkommer godt med knosprængt smadder og brutale håndmadder til følge.

Måske ikke en perfekt film, men med flere dejligt voldsomme scener, grotesk humor og Mario Mayo som manden med muskler, der må forsøge at undslippe fortidens brutalitet.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.