Gyseren ‘Death Card’ fejler på alle gyser-parametre
Biografanmeldelse: Man skal passe på med at rode rundt med det overnaturlige, hvis ikke man har styr på det. Sådan er det i hvert fald i gyset ’Death Card’, hvor en gruppe unge venner får lagt sig ud med en overnaturlig ondskab. Det hele starter ellers uskyldigt og sjovt på en weekendtur for vennegruppen, der har lejet sig ind i et stort hus ude i naturen.
Det går hverken værre eller bedre end, at de falder over en mystisk kasse med nogle ret så ækle tarotkort i. Unge og nysgerrige som de er, beslutter de sig for at få lagt deres kort. Heldigvis er en af vennerne yderst ferm i tarotkort, spådomme og horoskoper. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen, men det gør i grunden ikke noget.
Det handler nemlig ikke om logik eller rationelle tanker, når gyset folder sig utroværdigt og værst af alt meget lidt medrivende ud. End ikke oprigtig uhygge bliver det til, men derimod et par slappe forsøg på at jage en skræk i livet på mig med generiske jump scares og bøh-lyde i mørket. Det virker ikke. Filmen har dog i udgangspunktet et helt fint og skræmmende koncept.
For efter at vennerne har fået lagt deres tarotkort og kortlagt spådomme for fremtiden, sker der det, at de vender hjem fra weekendturen, hvor gruen først for alvor begynder. For nu dør vennerne en efter en på mystisk vis. Meget peger på, at netop dødsfaldene falder sammen med spådommene. Så nu må de overlevende forsøge at stoppe ondskaben.
Desværre fungerer så godt som intet i filmen, der bl.a. hæmmes af et yderst generisk og uopfindsomt manuskript, der ikke afføder nogen form for engagerende gyserscener, men beror på hurtige klip og høje lyde. Det fungerer ikke. Der er dog et par ok cool monsterdesign. Men lige lidt hjælper det. Her er hverken uhygge eller oprigtig underholdningsværdi at komme efter.
Så mens vennegruppen løber hovedløse rundt i en film, der aldrig bliver uhyggelig eller medrivende, dukker karismatiske Olwen Fouéré op som tarotkyndig ældre kvinde. Hun får dog desværre intet mindeværdigt at arbejde med fra filmskabernes hånd. ’Death Card’ er en meget slatten fuser af en gyserfilm, der udover ikke at skræmme også mangler grundlæggende underholdningsværdi.
’Death Card’ får 1 ud af 6 stjerner:
’Death Card’ har biografpremiere den 2. maj.