Det politiske drama ‘Hammarskjöld’ vakler mellem to stole
Biografanmeldelse: Vi får med det politiske drama ’Hammarskjöld’ på den ene side et kig ind bag facaden på mennesket Dag Hammarskjöld og på den anden side hans officielle jeg som målrettede diplomat. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udspiller sig i koldkrigstidens 1961, hvor man møder Hammarskjöld, der sidder på posten som FN’s generalsekretær.
Han gør sit bedste for at skabe fred i menneskeligt og politisk indviklede tider som del af det verdenspolitiske spil, mens han privat kæmper med ensomhed og en evig søgen efter meningen med sit liv og virke. Arbejdsmæssigt har særligt Congo Hammarskjölds opmærksomhed, da han vil skabe fred i landet, der er præget af blodige konflikter. Det synes som en umulig opgave.
Hammarskjöld går dog beslutsomt til opgaven, der kun udvikler sig i en mere og mere kompleks og for ham farlig retning. Det stopper naturligvis ikke den svenske generalsekretær, som man nu følger i de to sideløbende spor med på den ene side det diplomatiske arbejde og på den anden side et stille privatliv, hvor han skriver sine inderste tanker og følelser ned i sene aftentimer.
Vi ser begge sider af mennesket Hammarskjöld, der spilles stærkt og nærværende af Mikael Persbrandt, som dog ikke helt kan forløse manuskriptet, der står stærkest, når historien centrerer sig om det politiske spil og magtkampene. Det private følelsesliv og de afsavn, som Hammarskjöld skriver om sent på aftenerne, kommer ikke helt ud og rører mig stærkt nok.
Det er en skam, da der i udgangspunktet er en interessant todelthed i mennesket Hammarskjöld og her konsekvenserne af de valg, han træffer i kraft af sit arbejde. Både for ham personligt, men også som officiel diplomat. Desværre findes der aldrig for alvor en rigtigt engagerende balancegang mellem de to spor, der kunne have formet et reelt gribende hele.
Per Fly har både instrueret og ageret medforfatter. Han har da også et professionelt godt greb om sin historie, men den løber ind i at vakle mellem Hammarskjölds to sider, så ingen af delene for alvor går ind og bliver medrivende. En styrke ved ’Hammarskjöld’ er dog den grundlæggende interessante politiske historie og mennesket i midten af det hele, der desværre bare ikke forløses formfuldendt.
’Hammarskjöld’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Hammarskjöld’ har biografpremiere den 18. april.