Antihelte-filmen ‘Morbius’ leverer Jared Leto som vampyr
En vampyr på 4K Ultra HD: Jeg elsker en sej anti-helt. Jeg elsker også seje vampyrer! Så at man i superhelte-filmen ‘Morbius’ netop finder en kombination af de to elementer, lyder jo i grunden ikke helt dårligt. For i filmens titelrolle finder man nemlig Jared Leto som den geniale videnskabsmand Michael Morbius. Han er måske nok genial, men er altså også et ret almindeligt menneske. Sådan forbliver det naturligvis ikke.
For Morbius lider nemlig af en sjælden blodsygdom, som videnskabsmanden nu forsøger at finde en kur mod. Det betyder bl.a. kunstigt blod, der dog ikke lykkedes med at hjælpe ham, selvom andre patienter har glæde af det. Nu går det dog hverken værre eller bedre end, at en ny og mulig kur opfindes mellem Morbius’ hænder. Han kaster i næste nu naturligvis sig selv ind i møllen som testperson.
Forsøget løber dog af sporet, da Morbius pludselig får hang til menneskeblod – det samtidig med, at han har fået optimeret sin råstyrke og udholdenhed. Ikke nok med det. For en fjende er naturligvis at ane i skyggerne. Snart bliver Morbius’ således testet på både sine nyvundne egenskaber, men også på sin menneskelighed.
‘Morbius’ er en del af Spider-Mans store og populære superhelte-univers. Her med en dyster klangbund i form af vampyrisme og dunkle billeder. Her er som bekendt tale om en anti-helts historie tilsat blod og vilde eksperimenter. Ja, jeg er vil med både anti-helte og vampyrer. Så hvis du er det samme, så kan du jo overveje, om du skal have ‘Morbius’ og hermed Jared Leto med dig hjem i hjemmebiografen.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen leveres på det billedstærke og lydlækre 4K Ultra HD, men kan dog også ses på den medfølgende Blu-ray. Hertil kommer en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i forskellige aspekter ved filmen, bl.a. et nærmere kig på antihelten Morbius, special effects og stunt-arbejde, mens man også får fraklip og slettede scener.
‘Morbius’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. juli.