‘Men’ er myrekrybende rædsel pakket ind i syret gru
Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om gyset ’Men’, jo bedre er det. Jeg kommer derfor heller ikke til at afsløre nogle af den formidabelt urovækkende films plotmæssige overraskelser. Her venter nemlig sin del af netop overraskelser. Historien er fyldt med snedige og godt tænkte narrative drejninger, når man følger den unge kvinde Harper på en tur ud i den landlige idyl.
Hun er efter en traumatiserende oplevelse nemlig taget på en ferietur til et stort hus langt ude på landet i Englands smukke natur for at komme til hægterne igen. Du har jo nok allerede gættet det, for nej, idyllen varer naturligvis ikke ved. Hvordan historien fra dette fortællermæssige udgangspunkt arter sig, vil jeg lade stå hen i det uvisse for dig.
Det er filmskaberen Alex Garland, som her slår gruopvækkende kolbøtter i mit sind med sin stemningskrybende film. Han er manden bag de to forrygende science fiction-film: Robot-fortællingen ’Ex Machina’ og den grumme ’Annihilation’ samt den tankevækkende serie ’Des’. Han scorer med sin urovækkende ’Men’ igen et skræmmende mål. Jeg er draget af gruen fra start til slut.
Jeg ved nemlig aldrig helt, hvor jeg bliver taget hen, når man følger Harper på landferien, hvor skovene omkring hende folder deres store grønne trækroner ud og omslutter både hende og mig. Stemningsgrumt og fascinerende. Jessie Buckley er et fund som den på en gang både skrøbelige og stærke Harper, der handler på troværdig vis i fortællingens uhyggelige udfoldelse.
Jeg må heller ikke glemme en virkeligt god Rory Kinnear som landstedets socialt akavede ejer Geoffrey. Der er en tvetydighed i hans karakter, der på fornem vis også er at finde i filmen helt overordnet. For hvad er det egentlig lige, der er på færde, når ubehagelighederne tager syret til? Jeg både gyser, væmmes og får sat hjernen i sving. Stærkt!
Alex Garland har med ’Men’ skabt en original gyserfortælling, der ikke alene er rig på foruroligende atmosfære, men også er en både velskrevet, velfortalt og velspillet film, hvor ikke mindst historiens flere grumme overraskelser og hemmeligheder undervejs åbner op for sin del af spørgsmål, som transcenderer rationalet og sætter både hjerte og hjerne i gysende spil.
’Men’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Men’ har biografpremiere den 2. juni.