‘The Batman’ bringer den brutale hævner tilbage i dystert hopla
Flagermusen er tilbage på 4K Ultra HD: Batman er tilbage for fuld dysterhed. Mørket lukker sig nemlig i ’The Batman’ om Gotham City, både visuelt, men også i overført betydning. Kriminaliteten er tårnhøj og stofferne florerer i gaderne. Ikke nok med det, så indfinder en gal seriemorder sig i byen, der under navnet Riddler slår højtstående personer ihjel og efterlader kringlede gåder på gerningsstederne.
Det er nu op til Batman – som disse gåder bl.a. adresseres til – at stoppe morderen, inden han slår til igen. Og igen. Og igen. Med hjælp fra kriminalbetjent Gordon begiver Nattens Ridder sig nu ind i et menneskeligt mørke. Både sit eget, morderen og byens mørke. Han vil gøre en forskel. Han vil udradere ondskaben. Give håb til en by i forfald. Men hvad vil det koste ham og byen?
Den kappeklædte helt er altså tilbage i ny og intimiderende form, der gemmer på en mut Robert Pattinson bag masken. Han er en god, melankolsk og alvorlig Batman, men en mindre formfuldendt Bruce Wayne. Det her er klart Batmans film. En ung Batman, der er ved at finde sit fodfæste som helt, mens historien mere smager af thriller og detektivfortælling end af tjubang og superhelte-action. Det fungerer.
’The Batman’ er mørk, mørkere, mørkest. Det er alvor og gravalvorligt, når vi også støder på skurke som en klam udgave af the Penguin og gangsterbossen Carmine Falcone samt en tvetydig Catwoman, der ligeledes er på jagt i natten. Paul Dano er frygtindgydende vanvittig som Riddler, Colin Farrell ukendeligt ækel som Penguin og Zoë Kravitz er en hårdtslående sensuel Catwoman. Stærkt!
Med filmens spilletid på hele tre timer, bliver fortællingen – dens kompleksitet til trods – desværre sine steder lidt lang i spyttet, mens bl.a. også nogle psykologiske mekanismer i Batman-karakteren af og til bliver skåret lidt for meget ud i pap. Det sagt, er instruktør og medforfatter Matt Reeves lykkedes virkeligt dragende godt med at dystert univers, der huser overbevisende ondskab og kold kynisme.
Jeg er ganske enkelt forgabt i det mørke univers, filmens sine steder vaklende skridt til trods. ’The Batman’ er kort fortalt et dejligt dystert dyk ned i Batman-myten og et spændende nyt spark til helten, hvor jeg dog håber på et bedre indblik i Bruce Wayne i fremtiden. For vi får forhåbentlig endnu en film – og gerne flere – i denne nye inkarnation af universet med Gothams frelser: The Batman!
4K Ultra HD og ekstramateriale: Den dystre film og her mørke billedside kommer flot til sin ret på det billed- og lydlækre 4K Ultra HD-format. Kontrasten er indtagende, farverne veldefinerede og billedet skarpt, mens også lydsiden får lov til både at buldre og være mere stille. Herudover følger filmen også med på Blu-ray, mens man desuden får mere end to timers ekstramateriale at dykke ned i.
’The Batman’ udkommer på Blu-ray og 4K Ultra HD den 2. juni.