’Bad Guys – de er super barske’ er vild og vildt underholdende animation

Biografanmeldelse: Der er fuld fart over animationsfeltet, når den vildt underholdende ’Bad Guys – de er super barske’ opfindsomt og legende ruller sig veloplagt ud. Der er nemlig vildt meget at kigge på, når flokken af barske og sjove skurke indtager scenen. Men følger således en ulv, en piratfisk, en tarantel, en slange og en haj (!). En røverbande i fuldt vigør på landjorden.

Ulven leder charmerende an i banden, hvor et kup ikke kan blive stort eller vovet nok. Da heldet imidlertid er ude, står de fem røvere over for valget mellem enten at lade sig fængsle eller forsøge at være gode. Men kan de ellers kriminelle dyr mon sådan uden videre blive gode og lægge deres liv helt om? Det er spørgsmålet i en fortælling, der bl.a. leger med fordomme samt det gode og onde i os alle.

Røverne mødes nemlig af fordomme i, hvad der ellers skal være en frisk start for vennerne. For kan man overhovedet få lov til at blive god, hvis ingen tror på en? Ganske vist er det ikke de mest spidsfindige pointer, der her males op, men historien og dens tematikker er ganske enkelt pokkers velfortalt, hvor det ikke mindst er en fryd at være i selskab med de medvirkende.

Lige fra de fem røvere, der både hver for sig og i samspil er yderst medrivende bragt til live, til historien, der er i konstant engagerende animeret bevægelse. Fra den dejligt hidsige piratfisk til den godmodige haj. Så selvom filmens fortælling måske ikke som sådan overrasker i sine plotdrejninger, blev jeg revet med af filmen, der er en ren animationsbombe udi fortælleglæde, humor og charme.

Det er en fornøjelse at se, hvor umage folkene bag har gjort sig – og samtidig får det til at se så legende let ud. Her er virkelig kælet for karaktererne, universet og selv de mindste detaljer. Det i alt fra de helt små bevægelser hos de medvirkende – hvilket er med til at give både hoved- og bikarakterer et eget liv – videre til de store actionscener, der blæser mig omkuld i al sin dynamiske iver.

’Bad Guys – de er super barske’ er med andre ord en vildt veloplagt og morsomt fortalt historie med et hold af karismatiske karakterer. En film, der bl.a. omhandler eviggyldige temaer som det gode og det onde i os alle – og om, at man ikke skal skue hunden på hårene. En skøn og skønt animeret film. Jeg så filmen med de velfungerende danske stemmer og glæder mig til et gensyn i selskab med originalstemmerne.

’Bad Guys – de er super barske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bad Guys – de er super barske’ har biografpremiere den 12. maj.