‘Parallelle mødre’ tager sig dramatisk dragende af moderskabet
Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.
Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.
Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.
Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.
Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.
Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.
’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.