Den sortkomiske ‘Vildmænd’ har et trumfkort i norsk betjent
Biografanmeldelse: Kender du det der med bare at ville have lidt fred og ro? Lidt alenetid langt fra hverdagens trummerum, ansvar og forventninger? Det kender jeg i hvert fald til. Det at få højt til himlen og langt til byens larm. Langt ud i naturens fred og ro. Det er her vi møder Martin i den sortkomiske ’Vildmænd’, hvor han har iklædt sig pels og bosat i de norske fjelde.
Livet i den rå natur er dog ikke nogen leg for den nogle og 40-årige mand, der har efterladt hustru og to børn hjemme i Danmark. Roen og hans jagt efter at finde ind til livets kerne og betydning afbrydes imidlertid, da den unge gut Musa dukker op med en taske fyldt med suspekte penge. Politiet er snart på færden af de to vildfarne vildmænd. Hvordan skal det dog ikke ende?
Det er med den både smukke og brutalt udfoldede natur som dragende kulisse, at jeg her følger Martin og Musas umage tur i naturens vildnis, mens politiet forsøger at finde hoved og hale i, hvad der egentlig er op og ned på de to mænds historier. Det hele starter ganske engagerende i en simultant fortalt historie om Martin, Musa og ordensmagten, hvis veje flettes ganske fint sammen.
Fortællingen mister dog undervejs noget af sit ellers ret fint fremdrevne momentum. Det sagt, så står flere af filmens enkeltscener stærkt, bl.a. – og ikke mindst – scenerne med en helt igennem eminent og underspillet Bjørn Sundquist. Han er den erfarne betjent Øyvind med en stærkt komisk bullshit-detektor inkorporeret i sine sorthumoristiske scener, hvor replikkerne leveres herligt tørt.
Filmens replikker er i det hele taget flere gange velsmurt komik i samspil dramatisk ladede afbræk fra den rendyrkede humor. Desværre får filmens overvejende morsomme natur bare ikke helt den troværdige modvægt, dramaet også forsøger at omfavne. Bl.a. kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af Martin, der ellers spilles veloplagt af en god og veltimet Rasmus Bjerg.
Musa portrætteres desuden med fin indlevelse og troværdighed af Zaki Youssef, der hægter sig på Martins ganske sjove selvrealisering. Instruktør Thomas Daneskov, der har medforfattet filmens ofte fint velsmurte replikker med Morten Pape, formår kort fortalt at iscenesætte enkeltscener stærkere end filmen bliver som helhed, hvor bl.a. også overraskelserne mister en smule kant undervejs.
’Vildmænd’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Vildmænd’ har biografpremiere den 3. februar.